Boddum Bisgårdvej 5
”Boddumgård”.
Matrikelnummer 27a, ifølge folketællingen 1901.
Matrikelnummer 27, 50, 41c i 1915.
Matrikelnummer 27a, 41c, 50 i 1950.
Matrikelnummer 27a i 2013 (27a, 27e).
Mere om: Boddumgaards tidligere historie
Niels Thomsen (1740-1793) og hans kone Maren Nielsdatter (1744-1807).
Niels Nielsen (1787-).
Enken Maren Nielsdatter (1744-1807), som giftede sig med Peder Michelsen (1750-1824).
Christen Pedersen Søe (1768-1844), født i Thisted sogn og hans kone, Johanne Axelsdatter Nibe (1771-1834).
Ane Christensdatter Søe (1795-), som blev gift med Christen Pedersen Sahl (1795-1867).
Peder Christensen Søe (1800-1823).
Karen Christensdatter Søe (1802-).
Hedevig Christensdatter Søe (1805-1895), som giftede sig med Lars Jensen Bach (1800-). Hun var født i Boddum og blev begravet i Ydby.
Anders Christensen Søe (1807-1851), som blev gift med Kirsten Pedersdatter (1810-) fra Hvidbjerg, Thyholm.
Jens Christensen Søe (1814-1888).
Sønnen Jens Christensen Søe (1814-1888) og Mette Olesdatter (1803-1869). Hun var fra Barslev på Thyholm og datter af Ole Christensen.
Johanne Jensdatter Søe (1838-1907), som i 1861 blev gift i Boddum kirke med Clemmen Jensen (1840-1888). De var begge født i Boddum, hvor de også døde.
Karen Jensen Søe (1841-1895), som blev gift med Lars Christian Jensen (1833-1907) fra Hvidbjerg. De er begge begravet i Hvidbjerg. Deres børn var: Kristian Jensen (1963-), som blev gift med Kirstine; Johanne Kathrine Jensen (1965-1949), som blev gift med Kristen Jensen Mogensen (1853-1923); Jens Peter Jensen (1867-1934), som blev gift med Ane Mariane Jensen (1865-).
Christen Jensen Søe (1844-1920), som blev gift med Karen Andersdatter Skinhøj (1845-1925).
Ane Jensen Søe (1847-1922), som blev gift med Peder Damsgaard (1839-1914). Han var født i Heltborg og var veteran fra krigen i 1864. De er begge begravet i Hvidbjerg.
Sønnen Christen Jensen Søe (1844-1920) boede her med konen, Karen Andersen Skinhøj (1845-1925). De blev gift i 1869 i Boddum kirke. Hun var datter af Anders Christensen Skinhøj (1817-1849).
Mette Jensen Søe (1870-1917), som i 1896 blev gift i Boddum kirke med Christen Helligsø (1869-1942). De havde en gård i Lyngs, men er begge begravet på Boddum kirkegård. Inden de flyttede til Lyngs boede de Doveroddevej 23.
Jens Søe (1875-1942), som blev gift med Kirstine Nielsen Aggerholm (1889-1968).
Plejesønnen, Edvard Krabbe (1888-) ifølge folketællingen 1901. Edvard rejste i 1909 til USA, hvor han kaldte sig Edward Crabbe.
Sønnen, Jens Søe (1875-1942), som var gårdejer, forfatter, foredragsholder og sognerådsformand. Efter ophold på Frederiksborg Højskole og ophold på en landbrugsskole rejste han til Irene, South Dakota, USA i 1903 med skibet Celtic fra Liverpool og han havde følgeskab af en anden boddumbo nemlig Christian Kristensen Dam (1884-), men Jens Søe vendte hjem til Danmark og giftede sig i 1912 i Boddum kirke med Kirstine Nielsen Aggerholm (1889-1968), som tjente hos ham. Kirstine solgte gården i 1943, flyttede til Hurup og boede i et hus på Parcelvej 5. I 1967 flyttede Kirstine på ”De gamles hjem” i Hurup og boede der til sin død i 1968.
Karen Søe (1913-2011). Hun blev uddannet som eksamineret husholdningslærer i København og giftede sig i 1951 med Søren Hansen (1919-1981), som var håndskomager og stammede fra Langeland. De fik en datter Kirsten Søe Hansen. Mere om Karen Søe.
Karen Søe
Anne Elisabeth Søe (1917-2010), kaldet Lis. Hun blev uddannet som lærer og arbejdede flere steder i Jylland. Hun var ugift og boede i Århus fra 1970 til sin død. Mere om Anne Elisabeth Søe.
Lis Søe
Sølvbrylluppet i Boddum.
Sølvbryllupsdagen i går kom naturligvis ikke til at gå upåagtet hen for gårdejer Jens Søe og hustru i Boddum. Dagen igennem strømmede telegrammer, blomster og gaver ind i hjemmet fra nær og fjern, og gratulanternes flok var stor.
Sølvbrudeparret vågnede op til blomstersmykkede stuer, i dagens løb kom mange flere til, og rundt om i Boddum vajede flagene.
Fra adskillige af Hurupkredsens Venstreforeninger var der smukke gaver, fra familie, gode venner og naboer var der endnu flere, og hertil kom en imponerende stabel lykønskningstelegrammer og et pragtfuldt blomsterflor.
Fra Venstre i Hurupkredsen mødte en deputation med formanden, amtsrådsmedlem Anders Gadegaard, i spidsen for at sige tak for en god indsats i Venstres tjeneste, fra en række af Venstres vælgerforeninger kom der en meget smuk sølvopsats, fra Venstre i Hvidbjerg-Lyngs en sølvbeslået spadsererstok, fra beboerne i Boddum var der til sølvbrudeparret i fællesskab et par magelige, polstrede lænestole og til sølvbrudgommen en ny langpibe, der kunne holde til mange politiske møder og filosofiske debatter i de kommende år. Også Søndbjerg-Odby Venstreforening sendte en ny langpibe, og der var mange andre smukke ting.
Om aftenen afholdtes der i hjemmet en festlighed, hvortil var samlet familie, gode venner og naboer.
Sølvbrudeparret blev hyldet i en lang række taler, der blev bl.a. talt af lærer E. Foged, Boddum, Anders Sønderskov, Hørdum, Jens Hove, Niels Hove og Anders Chr. Andersen, Boddum, indtil Jens Søe takkede på sin hustrus og egne vegne for den overvældende opmærksomhed, der var vist.
Gårdejer Jens Søe i Boddum er død.
Manden, hvis digte på thybomål havde gjort ham kendt over det ganske land.
Gårdejer Jens Søe, Boddum, døde i aftes efter kun få dages sygdom, knap 67 år gammel.
Budskabet om Jens Søes pludselige død vil blive modtaget med vemod i de mange kredse i Thy, hvor man havde lært ham at kende. Den før så stoute og ranke mand var i de sidste år blevet slemt mærket af sygdom, der nu til sidst havde medført en mindre lammelse.
En af de sidste glæder, han fik, var, da Thyboforeningen i København sendte bud efter ham i sommer til en oplæsningsaften i hovedstaden. Han glædede sig meget over denne rejse, der havde været en oplevelse for ham, ligesom den var det for de hundrede af Thyboer i hovedstaden, der fik lov til at glæde sig over hans digtes vid og spillende lune.
En begavet bonde.
Jens Søe var af en høj og mangesidig begavelse, og der er vel ingen Thyboer, der har vundet en vennekreds og popularitet så stor som han, thi vennesæl og tjenstvillig som få var han. Han var født i Boddum i en gammel slægtsgård, der i adskillige generationer har været i familien Søes eje. Som ung mand kom han på højskole, aftjente sin værnepligt ved garden og rejste derefter til Amerika for at ”se sig lidt om”, som han gerne udtrykte sig. Efter 3 års forløb kom han tilbage til Danmark og overtog fædrenegården i Boddum.
På egnen lagde man snart mærke til Jens Søe. Han havde en storartet evne i en forsamling til at finde det forløsende ord, som kunne forene forskellige anskuelser, og i årenens løb blev hans evner udnyttet på mange områder. Han var i en årrække sognerådsformand i Boddum-Ydby og i nogle år formand for Venstre i Hurupkredsen, som har meget at sige ham tak for. Jens Søe var levende politisk interesseret, og lige til de sidste år, hvor sygdommen svækkede ham, var han en ivrig og interesseret deltager i Venstres møder og organisationssammenkomster, hvor man tit og mange gange høstede gavn af hans kloge, velovervejede ord. Han deltog også gerne i diskussioner på politiske møder, hvor han snærtede modstanderne med sit vid og lune, men aldrig på nogen ufin eller personlig måde. Det lå fjernt fra denne vennesæle og godmodige mand.
Digtene i Thybomål gjorde ham landskendt.
Udadtil er Jens Søe vel blevet mest kendt for sine digte i Thybomål. I løbet af den sidste snes år har han skabt et væld af kostelige digte – sprudlende af lune og humør. Det var dels gamle sagn og overleveringer fra hans kære hjemsogn Boddum, han satte på vers, dels politik eller samfundsforhold, men det var et fælles træk for hele hans kunstneriske produktion, thi således må det være berettiget at kalde den, at bondelune og vid gennemsyrede alt. Det er efterhånden mange Thyboer, som har haft glæde af at høre Jens Søe læse sine digte op, thi også som oplæser var han en mester. Flere gange har han jo haft lejlighed til at optræde i radioen, og han modtog mange gange breve fra folk, der takkede ham for disse oplæsningsaftener. Det var ham en stor glæde, da den kendte versemager ærbødigst skrev til ham og i venlige ord hyldede kollegaen fra det fjerne Thy.
Kunne alle sine digte udenad, og mange af dem er ikke skrevet ned.
Jens Søe havde kun skrevet få af sine mange digte ned. Han havde en enestående hukommelse og kunne gengive sine digte på stående fod uden nogen sinde at snuble over en linie. I årenes løb har han modtaget talrige opfordringer til at nedskrive sine Thybodigte og dermed sikre dem for efterverdenen, men det er uvist, om disse digte nu eksisterer mere. Beklageligt vil det være, om de er gået tabt.
En usædvanlig god hukommelse var et særkende for Jens Søes mangesidige begavelse. Når han en gang havde hørt eller læst om en ting, kunne han huske enkelthederne med den største nøjagtighed. I Boddum kendte han hver eneste slægt og hvert et vej- eller markskel, og når Jens Søe havde afsagt sin mening, stod den ved magt, så stor var hans autoritet i fødesognet, hvor meddelelesen om hans død naturligvis blev modtaget med størst vemod.
Jens Søe efterlader sig hustru og to døtre.
Jens Søes jordefærd.
Mange smukke mindeord over Thylands digter og gode søn, der gjorde sin landsbys navn kendt landet over.
Flagene vajede på halv stang overalt på Boddumland i går eftermiddag, da gårdejer Jens Søe stedtes til hvile under overvældende stor og hjertelig deltagelse. Hvor afholdt og populær, Jens Søe har været i sit fødesogn, fik man bevis for – ikke alene ved den store deltagelse – men også gennem de smukke mindeord, der lød ved hans båre.
Følget samledes til kaffebord i forsamlingshuset og drog derefter til Jens Søes gamle slægtsgård, hvor en højtidelighed fandt sted på gårdspladsen.
Han bar sin bys navn med ære.
Lærer Foged, Boddum, talte først. Vi har, udtalte han, i de senere år kunnet mærke, at Jens Søe beskæftigede sig med den tanke, at livet her kun var en liden stund. Hans digte var vel ikke af direkte religiøs art, men hvilede alligevel i en dyb religiøs tankegang. Man kunne i højtidsstunderne i kirken se på ham, at han tænkte alvorligt over det, der blev talt og sunget, og det samme afspejlede sig, når man talte nærmere med ham. Han var selv klar over, at det gik tilbage med de fysiske kræfter.
Der er to ting, jeg gerne vil mindes Jens Søe for, og det ene er hans danskhed. Få havde vel så stor en kærlighed til sprog og folkets minder som han. Han gik altid med tanker om sit sprog og sit folk, og derfor levede han også et rigt åndeligt liv – rigere, end det bliver de fleste tildelt.
Det andet, jeg vil nævne, er hans ærlighed. Han var bundærlig i al sin færd, sagde sin mening lige ud, og man kunne have tillid til ham.
Selv om Jens Søe nu er gået bort, er hans ånd og tankegang tilbage i Boddum. Han har båret sin bys navn med ære som en mand, vi kunne ønske os mange flere af. Med sine digte bar han Boddums navn udover landet. Det fattige jydske sprog, der savner bestemte grammatialske regler, er ikke let at forme på vers, men Jens Søe var en mester deri, og han spillde på alle strenge, så han gennem sin kærlighed til sproget og sit øre derfor fik sagt os mere, end der kan siges på det fineste rigsdanske. Jens Søe er død, men hans minde vil leve.
En lykkelig mand, der fandt sit ståsted.
Jens Søes mangeårige ven, Anders Chr. Andersen, Boddum, citerede et gammelt digt, der sluttede med ordene: ”at vinde sig selv, er det største”. Hermed må det forstås at vinde et ståsted i livet. I Gudsforholdet er der vel ingen, som kendte Jens Søe bedre end jeg. Vi har som unge mennesker talt om åndelige ting sammen, og jeg ved, at Jens var en lykkelig mand. Han fandt i sin pure ungdom ind til sin dåbspagt. Udsyn havde han og en forstand, der var bedre end de flestes, men det kneb mere for ham at finde et ståsted i livet. Da han kom hjem fra Amerika, sagde han til mig: “Nu vil jeg være en Boddumbo”, og han blev en god bonde i Boddum, en lykkelig mand. Han var god at hente råd hos, og det var både i åndeligt og timeligt henseende, at han blev en lykkelig mand. Sin hustru fandt han mellem sine egne, og han elskede sit hjem og sine børn. At vinde en verden i livets strid higede han aldrig efter. Hans verden var her, og han elskede sin by og dens mennesker. A. C. Andersen sluttede med en stærkt bevæget personlig afsked med bardoms- og ungdomsvennen.
Sognerådsformanden N. Chr. Pedersen, Sindrup, udtalte, at han gennem mange års samarbjede med Jens Søe havde lært ham at kende som en reel mand. Vi var ikke enige i kirkelige eller politiske spørgsmål, men Jens Søe ville altid det bedste, og jeg vil bevare mindet om ham. Æret være hans minde!
En tak fra Venstre i Hurupkredsesn.
Formand for Venstre i Hurupkredsen, gårdejer Jens Hove, Boddum, mindedes Jens Søe som den typiske bonde, der stod inde for bondens bedste egenskaber, som han altid holdt i ære. Han var bonde i ordets bedste betydning – en modstander af al storhed hos bønder, og når han traf den, kunne han ramme med sit lune. Han havde kærlighed til hjemstavnen, en følelse, han mange gange gav udtryk for i sine digte, som når han f.eks. skrev:
Men hvor vi så færdes på hav eller land,
vil vi altid mindes en smal strimmel land.
I suel, der flimrer, og blæst, der goer
over Thylands bakker som i tusinde oer.
Han var en frihedsmand i al sin færd. Frihed stod for ham som menneskelivets største værdi, og han bekendte sig til friheden politisk og nationalt. Som formand for Venstre i Hurupkredsen vil jeg gerne bringe ham en tak for det arbjede, han har gjort for Venstres ideer. Når Jens Søe havde sagt sin mening, så blev det ofte sådan – så stor var hans autoritet. Han elskede sit land lidenskabeligt, og jeg kunne have ønsket for Jens Søe, at han havde fået lov til at opleve Danmark frit og selvstændigt påny.
Jens Hove sluttede med en personlig tak for venskab gennem årene.
Pastor Knudsens tale.
Båren førtes derefter i den milde efterårsdag gennem Boddum til kirken. Følget var så stort, at det næppe kunne rummes inden for kirkens mure, og et overvældende stort antal kranse forskønnede rummet med høstens gyldne farver.
Blandt de mange kranse var der signerede fra Venstre i Hurupkredsen, Hurup sogns Venstrevælgerforening, Hvidbjerg-Ørum-Lodbjerg Venstrevælgerforening, Harring-Stagstrup Venstrevælgerforening og Thisted Amts Tidende.
Efter salmen ”Dybt hælder året i sin gang” talte pastor R. Knudsen udfra Johs. Døbers ord: ”Midt iblandt jer står den, I ikke kender, og hvis skotvinge jeg ikke er værdig at løse”. Johannes Døber var på det tidspunkt kendt i hele Israel. Folket så hen til ham som Messias, men Johannes svarede dem med sine beskedne ord. Han var et brændende lys for sit folk, men så umådelig beskeden.
Et af de største træk hos store mennesker er beskedenhed. Over for Gud bliver de små og ydmyge, og derfor kan Gud også bruge dem i sin tjeneste.
Jeg har valgt dette ord ved Jens Søes båre, fordi jeg tror, at han kunne have valgt det samme. Han ville gerne være med til at ophøje Gud.
Pastor Knudsen talte derefter om mennesket Jens Søe. Han mindede om, hvor festligt det var at være i stue med ham, når han fortalte om Boddums sagn og historie eller foredrog sine digte – hvordan han skabte fest og glæde om sig og med sin kærlighed til sin by og dens befolkning gerne ville gøre det. Pastor Knudsen sluttede med nogle ord om det gode hjem, som Jens Søe havde skabt for sine kære, og læste tilsidst ved hans båre et brudstykke af det digt, han skrev til sin hustru ved sølvbryllup’et for få år siden, og hvori han sagde hende tak for hjemmet.
Ved graven takkede A. C. Andersen på familiens vegne for deltagelsen, og Hans Bakgaard, Ydby, mindedes sluttelig Jens Søe som Thylands digter og takkede familien for gæstfrihed og skønne timer gennem årene.
Kirstine og Jens Søe og døtrene Anne Elisabeth og Karen.
Mere om Jens Søe
Magne Hove (1905-1972), også kaldet “Magne Søe”, boede her med sin kone Signe Marie Christensen (1911-2000). De blev gift i 1931 i Ydby. Han overtog gården i 1943 og havde den indtil 1967. Han havde været på Uldum Højskole 1927-1928. De er begge begravet i Ydby.
Hilda Hove (1933-), som blev lærer og gift i 1956 i Boddum med lærer Hans Jørgen Christensen (1934-), født i Jerslev sogn. De har to børn: Palle Hove Christensen (1959-) og Henrik Hove Christensen (1965-).
Jytte Hove (1938-), som blev sygeplejerske og gift i 1960 med tømrer Harald Kristiensen (1930-), søn af Magnus Ole Kristensen (1900-1985) Fugløvej 6. De har 2 børn: Lars Hove Kristensen (1961-) og Peter Hove Kristensen (1964-).
Lejf Hove (1945-1971), som blev gift med Grethe Nielsen (1943-).
Sønnen, Lejf Hove (1945-1971) overtog ejendommen i 1967 og havde den til sin død i 1971. Han blev gift i 1967 i Ydby med Grethe Nielsen (1943-).
Tina Hove (1970-), født i Boddum.
Boddumgaard
Regnskabskonsulent Poul Jørgensen (1931-) og hans kone, Anne Dora Vestergaard (1931-) købte gården i 1971.
Ove Christensen og Ingrid H. købte gården i 1995 og solgte den i 2012.
John Heinrich Madsen.
Randi Ena Christensen Bech Hald overtog ejendommen i 2013.
En anden forklaring på oprindelsen til vejens navn går ud på, at navnet “Kallesande” henfører til, eller er afledet af, det, at is smelter og brækker af (isen kælver) – forstået på følgende måde: På bakkedraget øst for vejen er jorden let (derfor hedder området “Havreland”) med meget sand og kun lidt muld. Når tøbruddet satte ind ved vinterens slutning, tøede de øverste centimeter af jorden op, medens det underliggende jordlag forblev frosset (måske er blandingen af sand og muld medvirkende til, at det kun er et tyndt øverste lag, der smelter og glider ned ad det hårdere bundfrosne lag). Smeltevandet i det øverste optøede lag transporter sand og muld ned ad bakken og ud mod Limfjorden langs den dal, hvor Kallesandevej er. Undervejs til fjorden bundfældes de tunge sandpartikler, hvorimod de lettere muldpartikler fortsætter med smeltevandet helt ud i fjorden. På den måde deponeres meget sand i grøften og på vejen. “Kallesande” er derfor afledt af “at kælve” og “at tilsande”.
