Burhøjgaardvej 1 – “Brunshøjgaard”

Burhøjgårdvej 1

”Brunshøjgård” og er fra 1872. Navnet stammer fra en høj ved samme navn, der ligger på den anden side af skellet til Riis’ ejendom.
Matrikelnummer 13a, ifølge folketællingen 1901.
Matrikelnummer 13a, 7c i 1915.
Matrikelnummer 13a, 7c i 1950.
Matrikelnummer 13a i 2013 (4s, 4u, 4x, 4y, 4z, 5k, 5l, 13a, 13g, 13h, 23f, 23g, 23k).

Anders Nielsen Myg (1745-1820) og hans kone Else Jensdatter Roikjær (1750-1820). De var begge født i Skjoldborg og blev gift der i 1776. De døde i Boddum.

Else Margrethe Andersdatter Myg (1780-).

Niels Andersen Myg (1786-).

Niels Andersen Myg (1786-) og hans kone Karen Christensdatter (1790-). De flyttede i 1843 til Villerup, Vestervig sogn. Han havde været i Boddum siden fødslen.

Else Cathrine Nielsdatter (1819-1899), født i Boddum og død i Villerup, Vestervig. Hun blev gift med gårdmand Jens Jensen Bang.

Ane Nielsdatter (1821-1821).

Ane Nielsdatter (1829-).

Christen Pedersen Odgaard (1807-1890), født i Hvidbjerg og hans kone Else Pedersen (1812-1890), født i Vestervig. Alle deres børn var født i Vestervig og de flyttede til Boddum i 1857. Senere flyttede de til Heltborg, hvor de begge døde og blev begravet.

Peder Christensen Odgaard (1837-1911) født i Trankjær, Vestervig, som blev gift med Dorthe Nielsen (1841-1925).

Petrine Marie Christensen (1841-1881), født i Trankjær, Vestervig. Hun blev gift med Mads Mikkelsen (1822-1900) i Heltborg. De havde en gård i Ullerup, Heltborg. De fike en søn: Mikkel Kristian Madsen (1870-1897), som døde af tarmslyng. De er alle begravet i Heltborg.

Christen Christensen (1846-), født i Vestervig.

Kirsten Marie Christensen (1849-1928), født i Vestervig. Hun blev i 1872 gift i Boddum kirke med Jens Jensen (1843-1886) fra Lyngs. De boede først i Lyngs og senere i Heltborg, men hun er begravet på Ydby kirkegård. Hun flyttede til Holmgaard, Ydby i 1893. Han er begravet på Heltborg kirkegård og årsagen til hans død var at han hængte sig ifølge kirkebogen. Blandt deres børn var Christen Odgaard jensen (1874-) der var født i Lyngs; Jens Poulsen Jensen (1876-); Dorthea Marie Jensen (1879-) og de to sidstnævnte var født i Heltborg.

Niels Peder Christensen Odgaard (1852-1932), født i  Trankjær, Vestervig. Han blev gift med Marie Christensen (1859-1928), født i Vestervig. Han var udlært bager og havde først et bageri i Doverodde og siden i Hurup fra omkring 1881 til 1922. De fik ialt 8 børn. Niels døde i Boddum og Marie i Hurup.

Peder Christensen Odgaard (1837-1911), født i Trankjær, Vestervig, som blev gift med Dorthe Nielsen (1841-1925), født i Heltborg. De blev gift i Boddum kirke i 1868 og samme år flyttede Dorthe til Boddum. Peder overtog gården i 1869 og havde den indtil sin død i 1911. Dorte flyttede efter Peders død til Boddum Bisgårdvej og boede der fra 1911 til sin død i 1925. Der blev talt meget om, at hun flyttede op i et “koldt hus” i stedet for at blive på gården på aftægt.

Else Marie Kristensen Odgaard (1870-1871), både født og død i Boddum.

Else Marie Kristensen (1872-1929), som blev gift med Jeppe Kristensen (1873-1964), gårdmand i Helligkilde, Hvidbjerg sogn. Senere havde de havde en gård i Grurup og han byggede også “Sandgård” i Grurup. I 1919 flyttede de til “Grønnegård”, Gravenhøjvej og derefter flyttede de til Hurup og senere rejste han til Canada. Konen og børnene – de fik ialt 6 –  skulle senere være flyttet over til ham, men de blev hjemme i Danmark og de flyttede senere over til faderen men var flere gange i Danmark på besøg. Else Marie døde i Hurup og da står hun som ”forladt hustru” med en anmærkning om, at hendes mand, Jeppe Kristensen, er farmer i Canada.

Sidsel Marie Christensen (1875-1947), som blev gift med mejeribestyrer i Rusland, Peder Christian Christensen (1871-1944), født i Villerslev. Sidsel boede ved sin død i København. Da de blev gift, havde han været smøropkøber i Sibirien, hvorefter de sammen rejste til Sibirien. I 1904 kom de tilbage til Danmark og havde et ismejeri i København. De fik 2 børn: Paul Odgaard Christensen (1906-1929), som blev mejerist og døde ugift ; Dorrith  Odgaard Christensen (1909-1944), som blev modist og døde ugift. Niecen, Ester Margrethe Odgaard Nielsen (1914-1986) arvede hende og hun lejede vognmand i Boddum, Anton Møller Nielsen, til at hente de arvede genstande i København.

Christine Christensen Odgaard (1877-1877), både født og død i Boddum.

Christine Christensen (1882-1926), som blev gift med Niels Christian Nielsen (1875-1956).


0179.-550

Svigersønnen, Niels Christian Nielsen (1875-1956), født i Heltborg sogn og hans kone Christine Christensen Odgaard (1882-1926). De blev gift i 1913 i Boddum kirke. Niels giftede sig efter Christines død med Else Jensen (1878-1953), men fik ingen børn i det ægteskab. Han var svigersøn til den forrige ejer og havde gården fra 1911-1939. Else og Niels flyttede til Hassing, da datteren Ester blev gift med Thorvald. I 1953, da Else døde, flyttede Niels som enkemand tilbage til “Brunshøjgård” og døde her i 1956.
Der blev  sat et vindue med glas ind i gavlen i stedet for det blinde vindue, for der var gæsteværelset, hvor Niels skulle bo, og nu kunne han nyde udsigten over Limfjorden. En af de første dage efter at han var flyttet ind, kaldte han svigersønnen Thorvald op til sig i gæsteværelset. Han havde lagt 12.000 kroner i en række på bordet, som Thorvald skulle købe en ny bil for. Det skulle være en “Taunus 12”. Niels Nielsen havde solgt sit hus i Hassing og nu skulle nogen af pengene bruges.

Dødsfald.
Fru Else Nielsen, gift med forhenværende landmand Niels Nielsen, Hassing, er død, 75 år gammel. Else Nielsen var født i Horsfeldt. Hun var en særdeles dygtig kvinde og var i henved 25 år økonoma på Vestervig sygehus, indtil hun i 1939 blev gift med Niels Nielsen, som en havde en landejendom i Boddum. Siden flyttede ægteparret til Hassing, og en svigersøn og datter af Niels Nielsens første ægteskab overtog ejendommen.

2886-627

 

Jordefærd.
I går begravedes fru Else Nielsen, Hassing, på Boddum kirkegård.
I kirken talte pastor Glenthøj ud fra Hebræerbrevet 10., 20.: ”Han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget”. Han omtalte hendes livsgerning, dels som økonoma på Vestervig sygehus og senere som gårdmandskone først i Boddum og senere i Hassing.
Ved graven takkede lærer Foged på familiens vegne for deltagelsen og ved en mindehøjtid i Doverodde kro talte lærer Foged og pastor Glenthøj.

 Jordefærd.
Forhenværende gårdejer Niels Chr. Nielsen, Boddum, begravedes fra Boddum kirke i går under stor deltagelse fra det sogn, hvor den afdøde havde levet største delen af sit liv.
Pastor Steen Lund talte ud fra et ord i 1. Thimoteus brev om lyset og ukrænkeligheden, der er bragt til verden ved Kristus, og i nogle personlige ord om afdøde mindedes sognepræsten ham som et menneske, der havde været glad for at omgås andre, en venlig og livsbekræftende mand.
Ved graven takkede lærer Foged for deltagelsen og indbød på familiens vegne til en sammenkomst på Doverodde kro.

Ester Margrethe Odgård Nielsen (1914-1986), som blev gift med Thorvald Ravnborg (1913-1970).

Christine og Niels Christian Nielsen, 1913

Christine og Niels Christian Nielsen, 1913

Burhøjgårdvej 1, 1930

Burhøjgårdvej 1, 1930

Svigersønnen, Thorvald Ravnborg (1913-1970), som var tjenstekarl på gården. Han stammede fra Karby på Mors og blev gift med datteren på gården, Ester Margrethe Odgaard Nielsen (1914-1986). Som svigersøn til den forrige ejer overtog Thorvald halvdelen af gården i 1939 ved sit giftemål med Ester, som ejede den anden halvdel, og boede her til sin død i 1970. Som enke beholdt Ester gården et års tid mere.
Ifølge folketællingen i 1940 er Viggo Jensen (1917-) født i Ydby forkarl og Hilma Johanne Nielsen (1924-) beskæftiger sig med husgerning.

350-550

Ester Margrethe Odgaard Nielsen (1914-1986) og Thorvald Ravnborg (1913-1970)

Dødsfald.
Gårdejer Thorvald Raunborg, ”Brushøjgaard”, Boddum, er død efter nogle års sygdom, 57 år gammel.
Thorvald Raunborg stammede fra Mors. Efter endt skolegang havde han pladser på forskellige gårde som karl og kom for ca. 30 bår siden til Boddum, hvor han først fik plads på gården ”Stenhøj”. Siden var han karl på ”brushøjgaard”, og her lærte han sin hustru, Ester Nielsen, at kende. Nogle år senere overtog de ved giftermålet ”Brushøjgaard”, som var Ester Nielsens fødegård. Thorvald Raunborg drev med dygtighed sin gård til han for ca. to år siden på grund af sygdom måtte sælge besætningen og drive gården kvægløs.
Thorvald Raunborg var kendt på Boddumegnen som en mand med et livligt gemyt. Han var altid villig til at give et nap med, når nogen havde brug for hans hjælp. Afdøde efterlader hustru og fire børn.

5470-627

Niels Kristen Ravnborg (1941-).

Johanne Kristine Ravnborg (1944-).

Knud Flemming Ravnborg (1946-2018).

Else Maja Ravnborg (1952-).

095-627

Niels Kristen Ravnborg (1941-), Else Maja Ravnborg (1952-). Knud Flemming Ravnborg (1946-) og Johanne Kristine Ravnborg (1944-),

Ole Rask Kappel og konen Johanne Lundsby (1947-), født i Lødderup. Ole købte gården i 1971.

Kristian Lundsby Kappel bor sammen med Berith B. Frederiksen på “Viegård” i Gettrup. Hun har tidligere boet Gravenhøjvej 19.

Karin Lundsby Kappel.

Anders Lundsby Kappel.


0933-627

1988
Sølvmedalje til Boddum.

Hanne og Ole Kappel på Brunshøjgaard i Boddum er kommet i søgelyset, efter at de har modtaget Foreningen af jydske Landboforeningers sølvmedalje for landboflid. Ole Kappel er fra Thorsted, Hanne fra Mors.
Da de overtog gården i 1970, hørte der 33 ha jord til. Siden har de købt mere jord, og der hører nu ca. 200 ha til ejendommen. Gården var uden besætning ved overtagelsen. I dag har de omrking 600 grisesøer, og de leverer omkring 10.000 svin til slagteriet i løbet af et år. Ind imellem arbejdet med bedriften tager Hanne og Ole Kappel sig tid til at være sammen med deres børn: Kristian 15, Karin på 12 og Anders på 8. Inde i bladet mere om sølvmedaljetagerne i Boddum.
0931-627

Vi er ikke så specielle men driver blot et forvokset familiebrug.
Lørdag den 10. december får Hanne og Ole Kappel, ”Brunshøjgaard” i Boddum, godt en snes gæster. Det er nuværende og tidligere medarbejdere på gården. Anledningen er, at værtsparret tidligere på ugen fik tildelt Foreningen af jydske Landboforeningers sølvmedalje for landboflid.
Invitationen er betegnende for parrets holdning til anerkendelsen og til livet i øvrigt. De stiller ikke sig selv i forgrundet, men ønsker at dele med de mennesker, som også i årenens løb har haft fingre med i driften i gården.
Hanne og Ole Kappel var lidt forsigtige til et ja, da Det thylandske landøkonomiske Selskab i sommer bad om at måtte indstille dem til anerkendelsen. Siden indfandt et bedømmelsesudvalg sig, og derefter havde sølvmedalje fundet sin adresse.
– Vi har da muligvis løbet lidt stærkt i dagligdagen, men ellers synes jeg ikke, der . er noget særligt omkring os. Vi prøver at gøre vort arbejde, så godt vi kan, og samme forventning stiller vi til vore folk, siger Ole Kappel.
Han kan dog ikke frasige sig den kensgerning, at der er sket ganske meget, siden overtagelsen af ”Brushøjgaard” i 1970. Gården var da på 33 hektar og uden besætning. Ole Kappel valgte straks fra starten grisesøer som speciale. Der er bygget hvert andet år, og besætningen er udvidet til nu 600 grisesøer, hvortil kommer en årlig produktion af ca. 10.000 slagterisvin. De overskydende smågrise sælges. Tilsvarende er arealet øget ved køb af naboejendomme og jord, så det nu udgør godt 200 hektar.
11 personer om spisebordet.
Der er nu seks fuldtids medarbejderer på gården. De har hver deres speciale i produktionen og samtlige betjener sig af gårdens EDB-anlæg.
Alle ansatte er på kost og logi. De bor på ejendomme i naboskabet, og på egnen, som Ole Kappel i årenens løb har erhvervet.
Dermed er der inclusive ejerparret og deres tre børn 11 personer omkring spisebordet og et miljø, som efterhånden er ganske sjældent på en gård. På de fleste landbrug er der slet ingen medhjælp.
På den måde lever familien ganske tæt på medarbejderne og omvendt, og det giver selvsagt en kontakt langt ud over den, arbejdsforholdet rummer.
– Vi føler det selv som en god helhed og har indtrykket af, at medarbejderne er af samme mening. De har udviklet sig helt naturligt og ubesluttet, fra vi i sin tid begyndte med en ansat, og det kan vel bl.a. betegnes som en fælles gardering mod den ensomhed, der truer mange landbohjem. Han er fra Thorsted og hun fra Mors. Helt fra ganske unge har de været stærkt engageret i gymnastik, og andet ungdommeligt fællesskab, så det daglige pulserende liv til og med spisepauserne er en videreførelse af ønsket om at være en del af et fælleskab.
Parret lægger vægt på at lytte til deres medarbejdere, og selvfølgelig snakkes der grise over middagsmaden, men også om alt muligt andet. Fællesskabet kræver en vis selvdisciplin af alle involverede. Det er et fælles ansvar til og med, at hjemmet og husholdningen står åben for folkene, når værtsparret er på ferie.
Ingen dårlige spørgsmål.
Samme ansvar forsøger Ole Kappel at uddelegere til sine ansatte, og han arbejder i retning af kunsten for alle ledere – at gøre sig selv overflødig.
– Jeg giver mig tid til at lytte udfra princippet om, at der ikke findes dårlige spørgsmål, kun dumme svar. Jeg indvier også gerne mine folk i de økonomiske sammenhænge, siger Ole Kappel.
– Vi forsøger også at være konkrete i produktionen. Jeg siger eksempelvis til medarbejderne, at tro er noget med religion. Når det gælder svineproduktion, skal man vide, siger Ole Kappel.
Parret har den tilfredsstillelse altid at kunne skaffe folk. De unge på ”Brunshøjgaard” kommer til en udpræget specialproduktion, og sådan fungerer bedriften også i praksis som lærested.
Hanne og Ole Kappel føler sig ikke som specialister i snæver forstand: – Dette er et forvokset familiebrug, siger de.
Parret giver udtryk for en udpræget realistisk optimisme, som nødvendigvis må række langt ud over i år og næste år, hvis der skal være perspektiv i deres engagement.
– Vi tror på en fremtid for dansk landbrug, men nok under andre former, end vi kender i dag. Skal der fortsat tilstrækkes unge til erhvervet, vil de nok forlange at kunne leve et normalt familieliv, og det kan føre til vækst i produktionsenhederne. Vi har da også selv bedre tid til familieliv end for 10 år siden.
Misbrug af ordet krise.
– Det vil måske for de kommende generationer blive knapt så afgørende af være selvstændig som at kunne leve en rimelig tilværelse i øvrigt. Muligvis vil andelslandbrug blive ene af vejene.
– Men bla. af hensyn til de unge må vi i landbruget finde ud af, hvad der er kriser, og hvad der er manglende evne til omstilling. En krise må have sin afgrænsning i tid og kan ikke stå på i  år. Så er det forkert betegnelse bl.a. med den følge, at vi gør hinanden syge af ordet.
– Vi har haft stor glæde af konsulenter og andre rådgivere. Men også i det forhold skal vi kalde tingene ved rette navn. Konsulenter er rådgivere og ikke beslutningstagere. Derfor er det også forkert at give konsulenterne skyld for diverse kriser i landbruget.
– Nok kan landbrug læres og alligevel ikke. Man skal i hvert fald have en ret ubetydelig lyst, som så kan fodres med faglig viden. Uden interessen bliver det blot et arbejde, der skal gøres.
– Vi opfatter landbolivet både som forretning og livsholdning, men kunne nok også have fundet livsværdier i et andet fag. Nu gælder det landbrug, og vi håber fortsat at kunne være værdige til ugens anerkendelse. Vi tager den som et skulderklap i vor samtidige erkendelse af, at janteloven stadig eksisterer, og at den kan læses på to måder, siger Hanne og Ole Kappel.

Anders Lundsby Kappel og Louise Kjelsmark Olesen.

This entry was posted in Burhøjgaardvej. Bookmark the permalink.