Noget om Boddum

Gårdejer Jens Søe  (1875 – 1942)

Skrevet af Kirsten Søe Jørgensen – datter af Karen Søe og barnebarn af Jens Søe.

Jens Søe blev født i Boddum den 9.10.1875 som søn af gårdmand Kristen Jensen Søe (1844 – 1920) – og hustru, Karen Andersen (1845 – 1925). Begge forældrene var fra Boddum. Han blev døbt i Boddum Kirke den 24.10.1875. Udover Jens Søe var der datteren, Mette Jensen Søe (1870 – 1917). Senere kom plejesønnen Edvard Krabbe (1891 -) til. Han rejste til Amerika, da han blev voksen. Jens Søes fars slægt stammede fra Nordthy og hans oldefar, Christen Pedersen Søe (1768 – 1844) kom til Boddum i 1809. Her overtog han ”Boddumgård” – (ikke at forveksle med ”Boddum Bisgård”) – som er omtalt tilbage til 1536, hvor Tomas Galskyt, søn af Peder Galskyt til ”Øland”, fik skøde på ejendommen og 2 andre gårde på Boddum. Skødet var udstedt af hans værge, Henrik Stampe, som også var hans morbror. Tomas Galskyts slægtninge havde beskyldt Henrik Stampe for, at han havde vanrøgtet sit værgemål og havde brugt Tomas Galskyts arv. ”Boddumgård” kan muligvis føres tilbage til ca. 1345. ”Boddumgård” var i familiens Søes eje fra 1809 indtil Jens Søes død i 1942.

Jens Søe gik i skole i Boddum og blev konfirmeret i Hurup Kirke den 13.4.1890. Han fik mg+ i kundskab og mg i opførsel.

På den tid var det naturligt, at børn på landet deltog i de daglige pligter ved landbruget og dermed blev oplært i, hvordan man driver et landbrug. Og da Jens Søe var familiens eneste søn, var det en selvfølge, at han med tiden skulle overtage ”Boddumgård”.

Derfor arbejdede han noget tid hos sine forældre, inden han kom på landbrugsskole.

Efter opholdet på landbrugsskole blev Jens Søe i 1896 indkaldt som soldat. Han aftjente sin værnepligt ved 2. bataljon, 2. kompagni i Den Kongelige Livgarde, som havde kaserne på Rosenborg Slot i København. Han havde soldater nummer 220.

Den Kongelige Livgarde blev oprettet af Kong Frederik 3. i 1658 med det formål, at beskytte Kongen og at indgå i den danske hær. Garderne var oprindeligt hvervede; men fra 1848 blev de indkaldt som andre værnepligtige.

Vagttjenesten rettede sig efter Kongefamiliens opholdssted. Amalienborg Slot har været hovedresidens siden 1794 og Fredensborg Slot har været i brug siden 1863. Sidenhen er også Marselisborg Slot og Gråsten Slot kommet til. Ud over disse bevogter Livgarden bl.a. også Rosenborg Slot og egne kaserner. Skilderhusene stammer tilbage fra 1740.

Livgardens uniformer var hovedsageligt farvestrålende røde. De hvide krydsbandoler med skilt kommer til i slutningen af 1700-tallet. Bjørneskindshuerne er fra 1805, de blå bukser med hvide striber fra 1822 og i 1848 kom den mørkeblå dobbeltradede våbenfrakke som feltuniform – hermed var den nuværende “blå vagtmæssig” færdigudviklet. Gardersablerne tilgik i 1854, som krigsbytte taget fra tyskerne, der tog dem fra franskmændene under Napoleonskrigene.

Jens Søe var medlem af Thisted Amts Garderforening fra 1919 til 1927.

Efter soldatertiden var Jens Søe i vinteren 1898-99 elev på Frederiksborg Højskole i Hillerød. Frederiksborg Højskole begyndte i november 1895 og blev en stor succes fra starten. På skolen var der årligt 2 hold. Vinterskolen i 5 måneder fra november til marts incl. – den var for karlene. Og sommerskolen fra maj til juli incl. for pigerne. På Jens Søes hold deltog 135 karle. Højskoleopholdet har givetvis betydet meget for Jens Søe og været en stor oplevelse for ham og både hans kone, Kirstine, og begge hans døtre, Karen og Lis, kom på højskole.

Efter højskoleopholdet vendte Jens Søe tilbage til Boddum, hvor han var indtil han i februar 1903 rejste til Amerika.

Rejsen foregik med skib fra Esbjerg til Parkston i England i dårligt vejr og høj søgang. Herefter fortsatte han med tog til Liverpool for at sejle videre til New York. Toget fra Parkston til Liverpool var så overfyldt, at han lagde sig på sin bagage under en bænk i kupeen. Her tilbragte han hele togturen og var en af de eneste udhvilede, da han kom til Liverpool. I Liverpool opholdt han sig nogle dage, inden skibet skulle sejle. Han havde derfor mulighed for at se sig lidt om og blev meget overrasket over, at man kunne købe appelsiner ”så store som turnips”. 6 appelsiner kostede hvad der svarede til 25 øre.

Sejlturen fra Liverpool til New York foregik med ”Celtic” og varede ca. 10 døgn. Da ”Celtic” var så stort et skib, at det ikke kunne lægge til i havnen i Liverpool, blev passagererne sejlet ud i mindre både. Han blev indlogeret i en 4-mands kahyt sammen med 3 svenskere.

Sejlruten blev hver dag tegnet ind på et stort kort, som blev ophængt, så passagererne kunne følge med i, hvor langt man var kommet.

Under hele rejsen blev man konstant tjekket af læger. Det blev til i alt 12 gange fra Danmark til Amerika.

Den 2.3.1903 ankom Jens Søe til New York og blev registreret på Ellis Island. Det er stedet, hvor alle indrejsende med skib til Amerika, bliver registreret.

I de 3 år, han var i Amerika, arbejdede han fortrinsvis ved landbruget; men han var også i en periode beskæftiget indenfor byggebranchen. Han foretrak at arbejde for irerne, som var reelle og hæderlige mennesker.

Han kom til at opholde sig i i alt 3 stater – South Dakota, Iowa og Nebraska.

I december 1903 var han så uheldig, at en af de heste, han brugte til markarbejde, døde mens han kørte med den. Det pinte ham meget, da han følte, at han ikke havde behandlet hesten ordentligt og han betalte derfor gårdejeren 115 $, så han kunne købe en ny hest. I sommeren 1904 fortæller han i et brev til sine forældre, at hesten heldigvis havde været forsikret og at han havde modtaget erstatningen fra gårdejeren, da denne var blevet udbetalt fra forsikringsselskabet.

Det var oprindeligt hans mening, at han kun ville være i Amerika i 2 år; men han ombestemte sig og udsatte sin hjemrejse med 1 år.

Det sidste brev, han har skrevet hjem til forældrene i Boddum, er dateret den 9.10.1905 på ”Lindell Hotel”, Pender i Nebraska.

Han er formentligt rejst hjem til Danmark kort tid derefter og er kommet tilbage til Boddum omkring juletid 1905.

Nogle år senere overtog han gården efter sin far.

Det var ellers hans mening at rejse til Amerika igen på et senere tidspunkt; men det syntes familien ikke om, så det måtte han opgive.

Mens han var i Amerika, var han en meget flittig brevskriver hjem til forældrene i Boddum. I brevene, som alle er gemt, fortæller han meget om sit arbejde og sine oplevelser. Og om de mennesker, han møder undervejs – deriblandt en del danskere. Der har også været flittig brevskrivning fra Boddum til Amerika, for i mange af hans breve takker han for de breve, han har modtaget og kommenterer de ting, der er sket i Danmark. Disse breve er desværre ikke gemt.

Det var også i Amerika, han så småt begyndte at digte. Han startede med at oversætte ”Dengang jeg drog afsted” til engelsk. Men det var først omkring 1920, at digtningen for alvor tog fat.

Den 31.10.1912 blev han gift i Boddum Kirke med Kirstine Aggerholm, som var datter af Chr. Aggerholm fra ”Boddum Mølle”.

Hun havde ligesom sine ældre søstre tjent hos Jens Søes forældre og var husbestyrerinde hos Jens Søe indtil giftermålet. Kirstines yngre søstre tjente efterfølgende også på ”Boddumgård”.

I 1913 fik de datteren Karen, som blev opkaldt efter Jens Søes mor og i 1917 datteren Anne Elisabeth (kaldet Lis), som blev opkaldt efter hans svigermor (Ane Lisbeth).

Udover at passe sit landbrug var Jens Søe også engageret i samfundsforhold og i politik og han var medlem af partiet ”Venstre”. Han var indvalgt i Boddum-Ydby Sogneråd i en årrække og var sognerådsformand fra 1921 – 1925 og næstformand fra 1925 – 1929. Desuden var han medlem af fattigdoms- og aldersrentevæsenets udvalg for Boddum og af vejvæsensudvalget for Boddum. Han var også med i den gruppe, der i flere år stod for folketællingerne i Boddum. Endvidere var han i nogle år formand for ”Venstre” i Hurup-kredsen.

Jens Søe var også en af initiativtagerne til Boddum Forsamlingshus, som blev oprettet i 1912. Det blev samlingssted for mange Boddumboere til familiefester, baller, juletræsfester, oplæsningsaftener osv. Det var tit Pastor Christensen, der læste op ligesom Jens Søe bidrog med sine egne digte, som var skrevet på Thybomål. Inspirationen til digningen fandt han mange steder – både i dagligdagen, i aviserne og i politik. Digtene kunne også handle om sagn og overleveringer fra Boddum og de sprudlede alle af lune og humør. Af og til blev der trykt et lille digt i Thisted Amts Tidende, hvor Jens Søe på finurlig vis gav udtryk for sin mening om noget, der rørte sig i samfundet. Et af hans digte i digtsamlingen ”Tak for æ bro” handler om, at landbrugsministeren havde været på besøg i Thy og havde opfordret til omlægning af landbrugene, således at man gik fra husdyrhold til frugtavl. Ministeren glemte imidlertid at fortælle, hvor pengene til omlægningen skulle komme fra, så det kom der et digt ud af – underfundigt og på Thybomål.

Han var en meget værdsat oplæser og der kom mange tilhørere til hans oplæsningsaftener. Han læste også op i radioen flere gange og modtog mange takkebreve fra lyttere rundt om i landet.

Selvom digtningen var en bibeskæftigelse, var han ret produktiv. Han kunne huske alle sine digte udenad og var desværre ikke så god til at få skrevet dem ned, så en del må anses for at være gået tabt. De digte, som eksisterer, blev samlet efter hans død og udgivet i den lille digtsamling, ”Tak for æ bro”. Det var Ajs Krestian (gårdejer A.C.Andersen), som han havde kendt siden barndommen, der var idemanden og det var også ham, der fulgtes med Jens Søe, når de begge var ude at læse op.
Digtsamlingen er udgivet af Lyngsbæks forlag i Hurup i 1943 og er illustreret af Ellen Raadal.

Som hjemstavnsdigter er Jens Søe bl.a. blevet sammenliget med Jeppe Aakjær. Fagfolk folk er enige om, at Jens Søe havde en bedre fornemmelse for sproget og udtrykte sig klarere og mere lyrisk.

Et af digtene i ”Tak for æ bro” er ”En tidsbilled 1929”, som er et vittigt og sarkastisk opgør med storhedsfornemmelser, som opstod i gullaschperioden efter 1. verdenskrig. Digtet er på 52 vers og er i virkeligheden en hel roman.

I Jens Søes skrivebordsskuffe fandt man efter hans død digtsamlingen ”Vælgermødet og Ministermødet”, som beskriver de forskellige partiers og ministres holdninger.

I 1937 havde Jens og Kirstine sølvbryllup og i den anledning havde Jens skrevet en sang, som udmærkede sig ved, at 5 linjer i hvert vers rimede. Sangen er også trykt i ”Tak for æ bro”.

I maj 1938 blev Oddesundbroen åbnet og Thy blev ”landfast” med Jylland. Broen blev indviet af Kong Chr. X, dronning Alexandrine og kronprinsparret. Jens Søe var i den anledning blevet bedt om at skrive og oplæse et digt. Det blev til ”Tak for æ bro” som beskriver de følelser, man havde nordenfjords, før man blev ”landfast” og hvilke forventninger, man har efter at broen er blevet bygget. Digtet er – naturligvis – skrevet på Thybomål og blev læst op i radioen.
Det er skik, at ”Tak for æ bro” bliver læst op ved Oddesundbroens jubilæer. Senest ved 75 års jubilæet i 2013.

I 1942 udkom bogen ” Folket fortæller”, hvor journalist Tage Heft i årene før havde interviewet personer i den almindelige befolkning rundt omkring i landet og givet dem mulighed for at komme til orde.
Han havde i 1940 besøgt Jens Søe i Boddum, som havde fortalt om sin hjemstavn og sit ophold i Amerika. Han fortalte også om de forskellige slægter i Boddum, hvoraf nogle var uddøde, da der ikke var født sønner til at overtage slægtsgårdene.
Jens Søe kom også ind på egnens fortid og om, hvordan ejendommene tidligere var koncentreret inde i byen og markerne lå langt borte og var opdelt i smalle strimler.

Jens Søe udtalte bl.a. også: ”Vi er slægtsstolte, men vi er ikke hovne”. Med dette mente han, at der ikke er forskel på folk og at man kan omgås hinanden.

Den 9. maj 1942 var Jens Søe inviteret af ”Thyboforeningen” til at læse op i København. Det var han meget beæret over. På det tidspunkt var han allerede så mærket af sygdom, at han måtte hjælpes op på talerstolen. Det blev en af hans sidste oplæsningsaftener.

Den 30. september 1942 døde Jens Søe på ”Boddumgård” – knap 67 år gammel. Han var de sidste år mærket af sygdom og til sidst af en mindre lammelse. Han blev begravet fra Boddum Kirke nogle dage senere. Ved begravelsen læste pastor Knudsen et digt af Jens Søe, som hedder: ”Min Livsdag”. Digtet er aldrig trykt; men Jens Søe havde overladt det til pastor Knudsen nogle år tidligere til oplæsning for gamle i Boddum Præstegård. I talen fremhævede pastor Knudsen også Jens Søes beskedenhed og hans kærlighed til sin familie og egn. Jens Søe skabte glæde omkring sig, når han fortalte historier og læste op.

Der var et meget stort følge til begravelsen og ved det efterfølgende kaffebord i Boddum Forsamlingshus blev der holdt mange mindetaler, hvor man bl.a. fremhævede hans gode menneskelige egenskaber og foretagsomhed til gavn for andre.

Herefter fulgtes man til ”Boddumgård”, hvor der blev holdt en mindehøjtidelighed på gårdspladsen.

”Boddumgård” blev efterfølgende solgt og Kirstine Søe flyttede i foråret 1943 til Hurup, hvor hun købte et hus på Parcelvej og var husbestyrerinde hos forskellige familier. Hun boede på Parcelvej indtil sin død i 1968.

Nogle år efter Jens Søes død, blev Kirstine, Karen og Lis kontaktet af ”Thyboforeningen”, som ønskede at rejse en mindesten for Jens Søe. Det havde de ingen indvendinger imod og stenen blev placeret ved Heltborg på en lille plet ved Hovedvej 11. Det var her, Jens Søe ofte gjorde holdt, når han var ude for at læse op, da der er en meget smuk udsigt over Limfjorden mod Mors. Stenen blev afsløret i foråret 1954 med efterfølgende sammenkomst i Thisted om aftenen.

I 1996 henvendte Boddum Beboerforening sig til Karen og Lis og foreslog, at stenen blev flyttet til Boddum. Da det var ”Thyboforeningen”, der havde bekostet stenen, skulle de acceptere flytningen. Det havde den intet imod og stenen blev rejst på det sted, hvor Boddum Forsamlingshus oprindelig lå. Den blev afsløret den 10.8.1996 af gårdejer Mogens Thomsen, Boddum, som er dattersøn af Kirstine Søes bror, Peder Aggerholm fra Boddum Mølle.

I familien synes vi, at stenen kom til sin rette plads. Nu var ringen sluttet.

Jens Søe var et samlingspunkt for mange. Han var meget respekteret og afholdt og til at stole på. Han var en klog, velovervejet og beskeden mand og brød sig ikke om storagtighed og pral. Han deltog gerne i politiske diskussioner med vid og lune; men var aldrig ufin eller personlig overfor modstanderen. Desuden var han et familiemenneske og havde stor omsorg for alle – ikke mindst for sin egen og sin hustrus familier. Hans søster, Mette, døde i 1917 fra mand og 9 børn (den yngste var under 2 år) og han og hans familie tog sig af dem alle og holdt forbindelsen ved lige. Og da Kirstines bror, Peder Aggerholm fra Boddum Mølle, blev syg og var sengeliggende i flere år, besøgte han ham hver aften for at vaske ham. Familiesammenholdet fortsatte efter Jens Søes død, bl.a. når Kirstine hver sommer samlede sin og hans familie til en bid brød. Og da det var store familier, blev det fordelt over 2 aftener.

I Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1976 har Peder Hove skrevet en artikel om ”Jens Søe – en bondedigter fra Thy”, hvor han beretter om Jens Søes liv.

Skrevet af Holger Krabbe.

Min far, Niels Krabbe, er født i 1901 i Uglev som nr. 3 i en børneflok på 9.

Efter at have tjent derhjemme og forskellige steder på Thyholm var han på højskole i Tommerup, og senere havde han plads i Sønderjylland og på Djursland.

Det var svære tider for en ung at starte som selvstændig, så i en alder af 25 år besluttede han at prøve lykken i Canada. Han havde lidt kontakt derovre, idet to nabosønner et år eller to forinden var emigreret dertil.

Den 31. maj 1927 stod han på toget til København, og var i Tivoli sammen med en fætter. Dagen efter fik han ordnet sine ting til rejsen og mødtes med et par brødre, der boede i byen.

Den 2. juni kl. 11:00 startede rejsen med skibet “Frederik d. VIII”.

”Frederik d. VIII” 8. juni 1927

Kære Fader og Søskende!

Nu har jeg snart sejlet en uge, og kunne godt lide, at komme i land igen. Jeg har, som de fleste af os, været syg et døgns tid; men er nu så godt som ovre det.
Vi har ikke haft mere søgang, end vi så tit kan have hjemme i fjorden; men man er jo ikke vant til denne stadige duven.
Tiden går rigtig godt her ombord. I aftes var her foredrag om Grønland, af en af deltagerne i Mylius Eriksen-ekspeditionen. Somme tider holder vi ungdomsgilde på dækket med ”skære havre” og ”syv raske fliker” og så videre. Det er særlig vestjyder og svenskere, der er specialister her.
Polakkerne synger meget smukt flerstemmige sange. De danner sammen med folk fra Ukraine og randstaterne en slags 4. klasse. De er klippet skaldede og meget tarveligt klædte og det siges, at deres rejse bekostes af den canadiske regering.
I aften passerede vi ”Hellig Olav”, ”Frederiks” broder på hjemtur. Det var smukt med de mange lys i den mørke aften. Ellers ser vi ikke noget nu udover hav og himmel.
A. Lodahl’s søn fra Hurup med kone og lille dreng er med. De skal til U.S.A. Der er fem søskende fra Vendsyssel, som rejser til Alberta, og mange rejser jo til Winnipeg eller Montreal. Jeg bliver nok den eneste, som skal til Pass Lake.

9. juni

Så har vi spist til middag: aprikossuppe og kalvekotteletter med svedsketærte til dessert. I går fik vi grønkål og flæsk samt napoleonskager. Vi får steg både morgen, middag og aften og så en hel del andre retter. Kaffe klokken 3. Æg herombord er jo reglen: Intet arbejde mellem måltiderne indført, så vi kan nok blive i stand til at tage en tørn, når vi kommer i land.
Nu har jeg fået min appetit igen også til kaffe og tobak. Besætningen er på ca. 300 mand, og vi er nu vist ikke ret mange flere passagerer. Det siges, at der er 8 på 2. klasse, men det er dog vist heller ikke overdrevet. Her er vaskeri, bageri, barberstue, købmand og meget andet. Jeg er den eneste med K.F.U.M.-emblem.
Vi spiller meget skak. Jeg har fået en del klø af en svensker, som har spillet med Lasker. I kan spørge Knud Nielsen, hvem Lasker er.
I dag sejler vi på New Foundlandbankerne. Der er tæt tåge og sirenen tuder hvert minut. Vi har ikke sejlet under 400 miles i døgnet, men tågen vil måske sinke os lidt nu.

10. juni

Men tågen lettede da, og vi så flere hvaler, som med mellemrum kom op og sprøjtede vand ud. Vi ser også flere fiskefartøjer. Her på bankerne drives jo stort fiskeri. Vi er helt nede på højde med Italien; men det er dog stadig ret koldt at opholde sig på dækket.
I morgen formiddag venter vi at være i Halifax. I aftes var her foredrag om det arktiske Canada, af zoologen Frits Johansen, som var med Mylius Eriksen og siden hen har ledet canadiske ekspeditioner i Hudsonbugten og det nordlige Canada.
Så er sørejsen snart slut, og den har såmænd været meget fin. Forretningsføreren har lovet at hjælpe mig med at telegrafere til M. Dejstrup og finde ruten. Jeg skal vist over Montreal, og kan således ikke rejse sammen med Winnipeg-folkene. Den ene af mine kahytskammerater skal til Hollywood i Californien, han er dekorationsmaler. Og den anden, som er tjenestekarl fra Århusegnen, skal til Indiana.
Nu de kærligste hilsener til jer alle sammen, og hils naboerne.

Niels

Den 10. juni ankom de til Halifax og så gik turen med tog via Montreal til Pass Lake, hvor han for en kort tid fik skovarbejde. Derefter rejste han lidt længere vestpå til Forget. Her kom han i høstarbejde, som jo foregik med tærskning direkte på marken. Længere og længere vestpå gik det. Nu nærmede vinteren sig, og dermed blev det vanskeligere at finde arbejde. Indtægterne havde ikke været store, men nok til, at han kunne tage på højskole. På Den Danske Højskole i Calgary kom han i kontakt med mange landsmænd, og her forbedredes hans sprogfærdigheder betydeligt.

Calgary 3. december 1927

Kære Alle!

Ja så skal man til at skrive julebrev. Den 9. december går ”Frederik” fra Halifax. Der er lidt for langt til, at jeg kan tage med denne gang. Der er ellers 6-7 stykker rejst fra ungdomshjemmet, og det kunne være ganske rart at komme hjem til jul i gamle Danmark, men det bliver altså ikke denne gang.

Jeg takker meget for brevene. Jeg fik fem for et par dage siden, og 3-4 omkring d. 25. Hils E. Overgård og berolig ham med, at det er ikke videre koldt for øjnene her. Her er ikke så koldt som i Saskatchewan. Det er jo nærmere havet. I klart vejr kan vi tydeligt se de hvide Rocky Mountains i vest. Det er et prægtigt syn. Det synes, som om de kun var få km. borte, og dog er der 20 danske mil derud.

Derude er der en overflødighed af mineraler, olie og gas. En eneste boring forsyner Calgary med gas. Byen kan endda kun bruge halvdelen af det, og derfor er resten antændt, for at det ikke skal forgifte luften.

Der brænder det så i buldrende flammer nat og dag. Man har gascentralen i kælderen, den er som en stor primus, og derfra går varmerørene op til hvert værelse.

Ja, Danmark er kun et lidet og fattigt land i forhold til dette.

Det er jo sørgeligt, at folk som Andreas Jensen, der har slidt hårdt, alligevel må gå fra ejendommen med en ubetalelig gæld. Dog tænker jeg, at de der begynder nu må have gode udsigter. Der er jo sikkert intet land i verden, der har et så højt udviklet landbrug som Danmark, både hvad produktion og afsætning angår. Men der er jo nok for mange folk.

Her i Calgary er mange repræsentanter for ”blomsten af Danmarks ungdom” men sikkert også meget af bunden. Der sidder således tre danskere og venter på deres dom, for at have brudt ind på Royal Bank, hvor de med hævede revolvere hands- uppede personalet. Der kom dog en bag på dem og skød den ene en kugle gennem armen, hvorefter de flygtede i bil. De blev så senere fundne, og man  mener, at de vil få ti år og en omgang ratting (mon han mente ”beating” som betyder prygl?) af og til.

Jeg fulgte altså dit råd, Kristian og tog ind til en af byerne for at studere landets videnskab, kunst og filosofi. Pengene jeg sætter i foretagendet kan måske bære gode renter, det håber jeg da. I hvert fald tilbringer jeg en dejlig vinter her, og det er da også noget værd. Vor skoleplan ser således ud.

1. Engelsk læsning. (hvad vi her frembringer lyder ikke underskønt)
2. Andagt ved forstander Knudsen.
3. Skiftevis bibeltime, symbolik, astronomi, troslære ved samme.
4. Engelsk stavning.
5. do grammatik.
6. Historie.
7. Regning.

………………..

 Calgary  17. februar 1928

 Kære Fader!

Så fik vi fat på en farm. Den tilhører byen, og vi har rentet (lejet) den for fem år. Der er 80 acres; så vidt vi kunne se udmærket land. Der groede en del vilde roser, og det er tegn på førsteklasses jord, men ellers lod det ikke til at være meget urent. Heller ikke var det slemt med sten, hvad ellers ofte er tilfældet her ovre. Halvdelen er i prærie, og den må ikke brækkes, men den giver jo god græsning. Vi skal give 25 dollars om måneden for landet og beboelseshuset. Kostald, hestestald, hønsehus og et par andre skure har den nuværende rentier (lejer) opført, og dem har vi købt af ham for 600 dollars. Så har vi tilbage at købe heste, køer og redskaber samt såsæd og andre småting, og derfor må jeg nu have mine penge. Jeg skulle gerne have så mange, at det kan blive til ca. 1000 dollars. Laurits Pedersen har betalt ca. 400 og resten har vi lånt af en kammerat. Vi har en sagførers underskrift på, at sælger intet skylder på sine huse. Man skal passe gevaldigt på herovre, at der ingen faldgruber kan være. Vi har set, hvordan et par kammerater havde mistet alle deres penge, hvis ikke den ene var sprunget fra i rette tid.

Tak for brevet jeg modtog i dag fra dig og Else.

Det er rigtig en farm, jeg har mod på, og vi skal lave det fint der. Der er kun ti minutter til sporvogn. Der løber en bæk gennem marken og et sted danner den en lille sø. Der er et lille ishus til mælken. Han forlangte 200 dollars for hver af sine 4 bedste køer, som er stamkøer fra C. P. R.-farmen i Strathmore, hvor Karl Pedersen er. Han har 12 køer Holstenere. Vi behøver jo ikke at købe af ham, men det er måske ikke det dummeste at købe det bedste. Skal vi købe dem andetsteds, risikerer vi, at de falder for tuberkulinprøven, og så må vi ikke levere mælk til byen.

Det var min sl0f (kammerat, man deler værelse med) købmand Kraghede, som fandt den til os. Netop den dag jeg havde besluttet at stoppe skolen for at komme ud, inden jeg fik brok (blev træt af at sidde på skolebænk).  Atter og atter erfarer man at Gud er god; Han vil også i fremtiden lede alt til det bedste. Pastor Knudsens er meget glade for at beholde nogle af os i nærheden. Min kompagnon er formand for den kristelige danske ungdomsforening her i Calgary. Han var på T. H. (Tommerup Højskole på Fyn) sammen med Niels Sloth, Helligkilde, Lars Christensen, Semb og Chr. Povlsen, Floulev. Hans hjemsted er Hårby på Fyn. Jeg er sekretær i kirkefondet. Vi mangler jo vor egen kirke, og det er vi unge, som må tage fat. Kun få af de ældre danske vil noget.

Jeg tænker den bedste vej at sende pengene på er, at lade f.eks. Thylands Bank telegrafere til Royal Bank i Calgary, men husk så min adr. da jeg har hævet min konto der. 1. marts skal vi tage farmen, men benyt den gamle adr.304.1. ave N. E.

Og så til slut de kærligste hilsener. Når det bliver gode tider i gamle Danmark, kommer jeg hjem med penge på lommen.             

Niels.

På skolen traf han en anden ung dansker, Laurits Pedersen. Sammen forpagtede de en mindre farm i udkanten af Calgary, og som far i 1929 skrev hjem: ”Vi har været optaget af ko-handel og lave plads til dem. Vi har nu 22 og plads til 4 mere. Pengene får vi fra United Dairies, som gør sig store anstrengelser for at imødekomme konkurrencen fra andelsmejeriet, som begynder i denne måned. ”

De lånte altså penge af mejeriet til køb af køer – ud over de 4 der fulgte med i købet af gården – og startede nu et længere samarbejde omkring mælkeproduktion.

Senere samme år gav han et indtryk af de økonomiske forhold: ”Her er ved at blive dyrtid på mange ting. Masken fra bryggeriet er steget med 50%. Vi får to læs om ugen af det, så køerne går med en lille dille hele tiden, ligesom den gamle skotte, der udleverer det. Når han er godt fuld ,får vi mest. Men nu er mælken også steget og vil nok stige yderligere, da det er meget knap med den nu, da folk vender hjem fra ferie”.

Efter ca. seks års forløb var farfar hjemme i Uglev blevet syg og han ønskede, at far kom hjem.

Far blev enig med partneren om en pris for sin andel af foretagendet, og så rejste han sammen med en anden kammerat hjem til Danmark.

Følgende tekst er uddrag fra ”Min tid i Canada” af Samuel Olsen:

… I en periode under depressionen faldt priserne så meget på kødkvæg i Vestcanada, at det kunne betale sig at transportere slagtedyrene i levende tilstand til de tættere befolkede områder i Østamerika, og helt til Vesteuropa, især til England, og der opstod i disse år en regelmæssig transport af levende dyr fra de store ranches i Alta (anvendt forkortelse for Alberta) til Montreal, og derfra med skib til England.
Når de unge dyr kom til England, havde de ofte, på den lange rejse, tabt adskillige kilogram i vægt, og blev derfor sendt ud på engelske farme for at blive fedet op til slagtning. Når disse dyr så blev slagtet, blev de, som en engelsk kreaturhandler sagde med et bredt smil på ansigtet, solgt som skotsk beef i London, og andre storbyer.
En dag i efterårstiden kom Niels Krabbe, der havde hørt, at jeg tænkte på at rejse til Danmark, ud til mig på Chris Nielsens farm og fortalte mig, at han kunne rimeligvis skaffe sig selv og mig gratis rejse til England, hvis vi ville rejse med en af disse kvægtransporter til England. Krabbe kendte nemlig Mr. Campell, der var en af lederne i dette transportsystem.
Vi fik en aftale, der gik ud på, at vi skulle møde Mr. Campbell på Union Dairy, så ville han sætte os ind i sagen.
Niels Krabbe præsenterede mig for Mr. Campbell, og Mr. Campbell så på os og sagde: ”Hvad vil i to fyre tilbage til det gamle land for. Om kort tid vil de have en krig der”. Jeg blinkede til Niels Krabbe, vi vidste da bedre end denne amerikaner. Dette fandt sted i efteråret 1933. Jeg troede ikke på nogen krig, jeg troede stadig på, at fornuften ville sejre over lidenskaberne.
Mr. Campbell tog os med hen på det britiske konsulat for at få oplyst, om der ville opstå vanskeligheder for os, der havde danske pas, ved at passere England på vej til Danmark …

… De fleste i dette rejseselskab var unge englændere, og de var som regel broke – uden penge. De søgte nu på deres måde at komme tilbage til deres fædreland, hvor i hvert fald de sociale forhold var bedre end i Canada, og hvor de fleste havde slægt og venner. Men der var også enkelte andre, som havde specielle grunde til at rejse på denne måde. For eksempel sagføreren, det havde haft en frugtfarm i B. C.  (British Columbia). Han havde afstået frugtfarmen til en kineser, og derved fået så mange penge at han kunne købe billet til kone og børn, men så rakte pengene heller ikke længere, og derfor rejste han nu hjem til England sammen med os.
På den modsatte side af midtergangen, der gik gennem personvognen, havde en ældre mand slået sig ned. Vi kaldte ham Daddy, og når Krabbe og jeg spiste vore måltider, fulgte hans blikke os hele tiden. Krabbe, der først bemærkede dette, spurgte ham, om han ville have noget at spise, og det ville han meget gerne. Han var åbenbart meget sulten, og på resten af rejsen var vi altid tre, når vi spiste. Daddy var irlænder og talte om hvor nice, rart, det kunne blive at se det gamle land igen. Men da vi kom til Montreal og gik ombord i skibet, var Daddy forsvundet …

… Vi var nu nået til det punkt på rejsen, hvor vi skulle til at gøre noget for føden. Og det bestod i, at vi skulle passe dyrene, det vil sige, fodre og vande de cirka 500 stykker kvæg, vi havde ombord i skibet …

… Mens denne losning fandt sted, havde vi nogle timer fri og gik op og så på byen, der i udseende adskilte sig fra andre byer, jeg hidtil havde set i Canada. Da jeg på et gadehjørne spurgte en betjent om vej, svarede han på fransk, og først da han så, jeg ikke forstod dette sprog, begyndte han at tale engelsk. Vi var kommet til det fransktalende Quebec, der på mange måder er forskelligt fra det øvrige Canada, både hvad bygningsstil og mennesketyper angår.
Vi drev lidt rundt, og kom ind på den store CPA jernbanestation, og her blev jeg tiltalt på jysk af en ung mand, der fortalte mig, at han kunne huske mig fra rejsen til Canada. Vi forstod, at han var kendt i Montreal, og spurgte, om han kunne vise os noget, vi ikke havde set før.
Han tog os med hen på en ret stor restauration, der ude fra så meget almindelig ud, og vi bad tjeneren om kaffe. Der var mange mennesker i spisesalen, men jeg bemærkede snart, at det næsten alle var yngre kvinder, der sad ved bordene. Vi var kommet til et bordel, hvor varene blev vist frem på en kynisk måde, som virkede frastødende.
Vores guide udpegede en af pigerne, der var af norsk afstamning, og han fortalte, at han kendte hendes forældre, der boede oppe i skovene, og føjede til, at de ville slå hende ihjel, dersom de vidste, hun var her. Tjeneren kom, og fik sine penge, som han lagde på en bakke og sagde, et øjeblik, og så gik han hen til kassen for at få dem vekslet, og lidt efter kom han tilbage, stadig med pengene liggende på bakken. Pigerne skulle se, at der var gæster med penge; nogle af de nærmeste piger rykkede stolene nærmere, og Krabbe sagde: ”Skal vi så gå”. Vi gik ned på havnen og fandt vores skib, og næste morgen ventede arbejdet på os.

Arbejdet ombord på skibet bestod i, at vi skulle fodre og vande de cirka 500 dyr, vi havde med til England, og vi blev derfor delt op i arbejdshold, tre mand på hvert hold, der så fik et bestemt antal dyr at passe. Krabbe og jeg, samt den engelske sagfører dannede et hold.
Vi fik tildelt et hold køer eller stude, der stod helt ude i forenden af skibet, noget nær det ubehageliste sted for os, der led af søsyge, og jeg fik Krabbe til at vande dyrene længst fremme i skibet. Der var ikke vandingsanlæg i det gamle skib, så vi måtte bære vandet i spande hen til dyrene, der efterhånden lærte at drikke på denne måde …

… Rejsen med det langsomt sejlende skib varede næste 3 uger. En medvirkende årsag til at rejsen varede så længe, var at isdannelsen på St. Laurencefloden netop på det tidspunkt begyndte at genere sejladsen, og det tog os et par døgn, før vi kom fri af ismasserne, der som store runde skjolde flød over alt på floden, og en gang imellem truede med at lukke af for det åbne vand.
Gang på gang måtte skibet bakke tilbage for at få fart på, så det kunne gå gennem ismasserne. En anden årsag til, at rejsen varede så længe var, at da vi kom fri af isdannelserne, fik vi ordre til at gå ind til Halifax for at laste æbler, der skulle med til England.

Mens dette arbejde foregik, gik Krabbe og jeg om aftenen en tur op i byen og tilbragte et par timers tid i en biograf, men ved 10-tiden var vi igen tilbage på skibet, og blev modtaget med stormende glæde af formanden for arbejdsgruppen, der havde sagt til os, før vi forlod skibet, at de ville i hvert fald ikke blive færdige med at laste æbler før midnat. Imidlertid blev arbejdet afsluttet et par timer før beregnet, og kaptainen truede med at sejle uden os. Så vi kunne mærke, at vi for en gangs skyld var velkommen, da vi dukkede op ved 10 tiden …

… Livet ombord på skibet var ikke opmuntrende. Dårlig mad og og dårlige sanitetsforhold, så vi der led af søsyge, længtes efter at få fast grund under fødderne …

… Vi ankrede op ud for byen Cardiff i England, og en toldembedsmand kom ombord og undersøgte vor medbragte bagage, samt vore pas og sagde, at når vi lagde til land i morgen ville han komme tilbage til skibet og tale med os.
I kaptainens kahyt sagde han: ”I må ikke gå i land, før jeg får flere oplysninger. Forstår i hvad jeg mener”? ”Ja”, svarede jeg, ”men jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke må gå i land”. I et øjeblik så jeg i spejlet et glimt af kaptajnens mumieansigt, der fortrak sig til et lille smil.
Til kaptainen sagde tolderen: ”De er ansvarlig for, at disse folk ikke forlader skibet”. Kaptainen svarede: ”Så bliver jeg nødt til at sætte dem i arresten”. Her greb jeg ind og sagde, ”hvis vi giver Dem alle vore penge, så har vi da ikke grund til at forlade skibet”. ”Det var måske en god ide” sagde kaptainen, og derved blev det.
Vi hentede vore penge, vi havde i kufferten, og stor var kaptainens overraskelse, da han så, vi havde penge, og sagde: ”I kunne jo selv have betalt for rejsen”. Dertil bemærkede jeg, at det var ikke rart at komme til det gamle land uden penge…..

… Vi tog toget til London, hvor vi opholdt os et par dage, og derefter over Harwich tilbage til Danmark, og da vi gik ombord i det danske skib sagde jeg til Krabbe: ”Så, nu er vi i Danmark igen!”, og kahytsjomfruen så på os, og tænkte vel, de har nok været lidt hjemmefra, udenfor landets grænser.
I Esbjerg tog jeg afsked med Krabbe, der skulle nordpå, og der har han boet i mange år. Selv tog jeg toget til København og jeg syntes, at alt var så dansk …

Det lå nok i luften, at far skulle have gården i Uglev, men sådan gik det ikke. Far kom hjem til Danmark omkring den 1. december 1933 og farfar døde i oktober 1935, og på den tid havde far taget plads i Sennels. Far søgte nu efter en ejendom, og loddet faldt til sidst på Grønnegård, som han købte i 1935. Hvorfor det lige blev den, ved jeg ikke. Den var nok billig, men det var også en mager bedrift med en del sandjord til. Købsprisen var 56.000 kr. med 2.500 kr. i udbetaling og 5.000 kr. kort efter ved førstkommende termin. Jeg tror beliggenheden ved fjorden spillede en rolle i valget.

Hilda og Niels Krabbe

Far fæstede Hilda Katrine Andersen som husbestyrerinde 1. november 1936, og de blev gift 18. juni 1937.  Deres første barn, Kristian døde kun fem uger gammel. Så kom Else i 1940 og jeg blev født sidst i 1943.

Mor hjalp meget til i mark og stald, og hun var altid klar med kaffekanden, når der kom en eller anden, og det gjorde der, som jeg husker, hver anden dag.

Jeg tror da, at det var et hårdt arbejdsliv hele vejen, men far var altid god til at skaffe sig medhjælp. Dagen var jo dengang struktureret med 6 kaffe/spisepauser, så der var ikke mere end 2,5-3 timer imellem. Men de 8 køer skulle malkes med håndkraft hver dag. Det var han jo vant til fra Canada, men der havde han dog mange høst- og pløjeudflugter ind imellem.  Der var nemlig gode penge at tjene ved at høste og tærske for andre. Derfor tog far ofte afsted sydpå i høst. Jeg forestiller mig, at der var høst før end i Calgary. Hvordan Lavrits klarede der hjemme, ved jeg ikke, men de havde som regel nogen ekstra hjælp. Lavrits var hovedmand i stalden, og derforuden var han bedst i køkkenet, for som far skrev: ”Lavrits kan både koge og stege, jeg kan kun stege”. Far var så den, der var længst fremme i skoene i marken, og så stod han for det meste for handel, da han var bedst til sproget.

Angående pløjningen, så fandt de ud af, efter det første år, at naboen tjente godt på at pløje by-fruernes haver om foråret. Så de skaffede sig et ekstra spand heste, som far så pløjede haver med.

Jeg tror ikke, at far i driften benyttede særlige metoder, han havde lært i Canada Hvede blev aldrig sået, men på den letteste jord var der ofte rug. I mange år havde han den aftale med Per Hansen, at han skulle køre godt med kogødning på de lette sandbakker. Så deltes vi om arealet til kartofler.

Derimod tror jeg bestemt, man kan sige, at far kunne have stærke synspunkter angående samfundsudvikling. Det var mit indtryk, at han oftest var kritisk overfor dem, der sad i toppen, og forsvarer for manden på gulvet. Han var medlem af landboforeningen, men gik stærkt ind for Landboernes Sammenslutning, nok især i 1950’erne.

Jo, han var meget påvirket af sin Canadatid. Han snakkede derom ved enhver lejlighed, og bevarede sproget og lidt forbindelse ved en tid at abonnere på et stort blad ”The Saturday Evening Post”. Derudover læste han et utal af engelsksprogede bøger. Han holdt forbindelse til partneren Lavrits Pedersen og flere andre i 30 år. Herhjemme talte han altid engelsk med f.eks. Henrik Christensen, når de mødtes.  Han spillede i ungdommen fodbold, og skak havde hans interesse hele livet. Han spillede blandt andre med Harald og Jens Hove.

Fars orientering var mod indre mission. Vi kom i missionshuset. Herhjemme blev der bedt bordbøn hver dag. Far var opdraget til,og havde hele livet været overbevist om at, livet var ham givet, og der var grund til at takke for det daglige brød – men mine forældre var ikke med i IM-samtalekredsen (Indre Mission). Kirken var et fast punkt, hvor far svang sig på cyklen. Han havde ladet kørekortet udgå under krigen, og havde nok hverken tid eller råd til at få et nyt. Hvad kirken angik, så var fars forhold til pastor Steen Lund ikke så godt, men præsteparret var dog med ved mine forældres sølvbryllup i 1962. Her holdt præsten en tale til min familie, hvori han om Krabberne udtalte, at “…kønne er de ikke, men karakteristiske”. Det faldt mine kusiner meget for brystet.

Far var ikke med i større offentlige bestyrrelser, men i mindre omkring mejeri, kvægavlsforsikringer og den slags.

Fra købet omkring Æ Snæver i 1899:

Brevveksling mellem Peder Hove og Gudrun Kjems.

Brev til Peder fra Gudrun, Brårup Skole 5.10.1899:
Min kæreste ven
… Jo, jeg husker nok, at du en gang har fortalt mig noget om folkene i Boddum, som ikke just var fordelagtigt for dem, men sådan er de vel heller ikke alle sammen, jeg husker, du sagde engang, at vi fandt jo nok nogle gode mennesker alle vegne, ihvor vi end kom, og sådan er det vistnok også, så hvis du kan finde et hjem til os der, så må du så gerne for min skyld. Jeg kender det jo ikke sådan som du, hverken der eller andre steder. Men når du kan bo der, kan jeg også. Der er nemlig ingen steder, jeg vil så gerne være, som hvor du er. Og fordi folk før har været ulykkelige der, kan vi sikkert nok få det godt og blive rigtig lykkelige.

Peder skriver fra p.t. Hurup 14.10.1899 til Gudrun:
Min trofaste lille kæreste!
Jeg har købt den omtalte gård i Boddum^[1] i dag, jeg er her i Hurup for at få skrevet papirer. Jeg vil så i en fart fortælle dig lidt om hvordan gården, vort fremtidshjem, er.
Den har 3 td. og 2 skip. hartkorn, omtrent på størrelse med vores derhjemme i Hvidbjerg. Det er gamle bygninger, men det må du ikke være ked af, jeg skal snart få bygget ny lade og stalde. Stuehuset er ret godt, og det er meget god jord, så du kan tro at jeg er ved godt mod. Jeg overtager gården i morgen, så skal jeg til at rydde i de gamle bygninger, for der er en svinesti, så det er grov at se på.
Jeg mener ikke, at vi skal bygge til næste sommer, men så sommeren efter. Besætningen, som jeg får med gården, er ikke god, det skal jeg så også se at få forbedret. Manden, jeg har købt gården af bliver boende til november, han skal så give mig kosten til den tid, og har jeg daglejer, skal han også få den. Der er ingen karl, så jeg kommer til at gå ene ved det, dog skal sælgeren malke køerne i den tid til november. Jeg flytter derover i morgen og skal så bo i gæstekammeret. Jeg ved ikke, om du kan hitte rede i dette, jeg her sidder og skriver, for det går så hurtigt, men jeg ville have brevet med toget, som går om få minutter. Du skal nok få brev fra mig igen i næste uge. Jeg håber da, at du er frisk omtrent. Du, min lille pige, som jeg elsker. Mange kærlige hilsener fra din kæreste.
Hils din fader og moder og Sigrid.
I stor hast Peder.
Vær nu ved godt mod, det kan du tro jeg er.
Jeg skal give 20.250 for den gamle gård, men jeg tror ikke det er for meget.
Vil du skrive til mig, er min adresse
Peder Pedersen Hove,
Boddum pr. Hurup
Men er du frisk og glad behøves det ikke for du får brev straks. Jeg længes. Din kæreste.

Brev fra Peder i Boddum den 16.10.1899 til Gudrun:
Min kære lille Gudrun!
… Jeg kom hertil sidste lørdag, i forgårs altså, og har så kun været gårdejer i et par dage. Du kan tro, at jeg har travlt, jeg må jo røgte kreaturerne, og pløje skal jeg imellem, da jeg ingen karl har. Men i næste uge får jeg nok en mand til hjælp. Manden, jeg fik gården af, bliver jo boende her til november, han har jo nu ikke det mindste med det at gøre. Nu må du ikke ret godt komme her før nogle dage ind i november, så at Else (hans søster, AK) kan være kommet herover og fået sat lidt stil over det inde i stuerne. Nu må du ikke blive bange, fordi gården ser så gammel ud, vi skal nok få den bygget op. Stuehuset er dog ret godt indrettet, og jeg tror ikke at der er spor af fugtighed. Gården har fra gammel tid haft navnet “Snæver” – æ Snæwer, som folk udtaler det, men jeg synes nu ikke om navnet, og derfor vil jeg ikke kaldt det således.
Herfra og til Vestervig er der omtrent et par mil, den vej vil jeg tit køre til vinter, når du kommer herop. Jeg har jo rigtignok ingen luksusheste, kun et par ret gode, men tunge, klodsede følhopper, de eneste heste som jeg fik med gården.
Præsten her i Boddum er der ikke meget ved, tror jeg da ikke (dog jeg skal ingen dømme), han kan godt være et levende menneske – man han er meget gammel, så der kommer jo snart en ny præst.
Folk heromkring, som jeg har talt med, nogle af dem kender jeg jo forud, kan jeg ikke skrive noget videre om. De er naturligvis flinke, men om vi kan leve noget rigtig sammen med dem, får vi jo prøve. En nabo har jeg dog, som jeg godt kan lide, det er en karl, som har været på ”Vestbirk”, han er lige gammel med mig, jeg skal hen at besøge ham en gang i ugen.
Din moder kommer da at besøge mig i vinter, det venter jeg da, men helst ikke før jul eller til december, når jeg får lidt orden i huset. Du kan jo nok tage imod det, som det bliver.

Brev til Gudrun fra Peder, Boddum 27.10.1899:
Min kære lille Gudrun
… Jeg kan nu meddele dig en glædelig nyhed: Den forrige ejer af gården flyttede med familie herfra sidste onsdag, det var imod min forventning, da vi havde handlet sådan, at han måtte blive her til 1. nov. Du kan tro, at jeg er glad ved at han rejste, det var meget ubehageligt for mig at have dem i gården, for han var fuld næsten hver aften, han kom hjem fra byen, og så holdt han er farlig snak, jeg måtte endogså engang op midt på natten, da han kom hjem og holdt styr ude i gården. Men nu er den tur da overstået, og nu er jeg ene mand på gården. Else kom hertil i går, jeg hentede hende i Hurup, og et helt læs flyttegods, og dog har jeg ingen møbler fået endnu, men til 1. nov. får jeg 2 sengesteder, et skrivebord og et tobaksbord, det er jo da noget at begynde med. Bord og bænk i dagligstuen fik jeg med gården, jeg sidder her for min egen bordende og skriver. Else er gået i seng, hun har jo også haft travlt, hun har ordnet sagerne, som vi fik i går: gryder, potter og pander o.l., men det er jo ikke så nær nok endnu, men det skal jo komme efterhånden. Det ser noget øde ud i stuerne, jeg må tilstå, at jeg er lidt bange for, at du skal synes, at gården er frygtelig grim og forfalden, hvad den nu også er, jeg kunne for de samme penge have fået langt bedre bygninger og kreaturer, men det er jo jorden, som skal føde os, og den tror jeg, der er god. Fader ville nu bestemt, jeg skulle have den her, og jeg er også selv glad ved, at det gik som det gik. Marken grænser mod syd mod Limfjorden. På marken ligger en kæmpehøj, hvorfra fjorden kan ses på begge sider, det er smukt, kan du tro.

^[1]“Snæver” hedder gården stadig. Den blev i familiens eje indtil 1988. I Boddum var der på det tidspunkt i alt 148 td. hartkorn og en befolkning på ca. 420 personer fordelt på ca. 100 hjem.

Status opgørelse 1902:

Regnskab 1903: