Gårdejer Jens Søe (1875 – 1942)
Skrevet af Kirsten Søe Jørgensen – datter af Karen Søe og barnebarn af Jens Søe.
Jens Søe blev født i Boddum den 9.10.1875 som søn af gårdmand Kristen Jensen Søe (1844 – 1920) – og hustru, Karen Andersen (1845 – 1925). Begge forældrene var fra Boddum. Han blev døbt i Boddum Kirke den 24.10.1875. Udover Jens Søe var der datteren, Mette Jensen Søe (1870 – 1917). Senere kom plejesønnen Edvard Krabbe (1891 -) til. Han rejste til Amerika, da han blev voksen. Jens Søes fars slægt stammede fra Nordthy og hans oldefar, Christen Pedersen Søe (1768 – 1844) kom til Boddum i 1809. Her overtog han ”Boddumgård” – (ikke at forveksle med ”Boddum Bisgård”) – som er omtalt tilbage til 1536, hvor Tomas Galskyt, søn af Peder Galskyt til ”Øland”, fik skøde på ejendommen og 2 andre gårde på Boddum. Skødet var udstedt af hans værge, Henrik Stampe, som også var hans morbror. Tomas Galskyts slægtninge havde beskyldt Henrik Stampe for, at han havde vanrøgtet sit værgemål og havde brugt Tomas Galskyts arv. ”Boddumgård” kan muligvis føres tilbage til ca. 1345. ”Boddumgård” var i familiens Søes eje fra 1809 indtil Jens Søes død i 1942.
Jens Søe gik i skole i Boddum og blev konfirmeret i Hurup Kirke den 13.4.1890. Han fik mg+ i kundskab og mg i opførsel.
På den tid var det naturligt, at børn på landet deltog i de daglige pligter ved landbruget og dermed blev oplært i, hvordan man driver et landbrug. Og da Jens Søe var familiens eneste søn, var det en selvfølge, at han med tiden skulle overtage ”Boddumgård”.
Derfor arbejdede han noget tid hos sine forældre, inden han kom på landbrugsskole.
Efter opholdet på landbrugsskole blev Jens Søe i 1896 indkaldt som soldat. Han aftjente sin værnepligt ved 2. bataljon, 2. kompagni i Den Kongelige Livgarde, som havde kaserne på Rosenborg Slot i København. Han havde soldater nummer 220.
Den Kongelige Livgarde blev oprettet af Kong Frederik 3. i 1658 med det formål, at beskytte Kongen og at indgå i den danske hær. Garderne var oprindeligt hvervede; men fra 1848 blev de indkaldt som andre værnepligtige.
Vagttjenesten rettede sig efter Kongefamiliens opholdssted. Amalienborg Slot har været hovedresidens siden 1794 og Fredensborg Slot har været i brug siden 1863. Sidenhen er også Marselisborg Slot og Gråsten Slot kommet til. Ud over disse bevogter Livgarden bl.a. også Rosenborg Slot og egne kaserner. Skilderhusene stammer tilbage fra 1740.
Livgardens uniformer var hovedsageligt farvestrålende røde. De hvide krydsbandoler med skilt kommer til i slutningen af 1700-tallet. Bjørneskindshuerne er fra 1805, de blå bukser med hvide striber fra 1822 og i 1848 kom den mørkeblå dobbeltradede våbenfrakke som feltuniform – hermed var den nuværende “blå vagtmæssig” færdigudviklet. Gardersablerne tilgik i 1854, som krigsbytte taget fra tyskerne, der tog dem fra franskmændene under Napoleonskrigene.
Jens Søe var medlem af Thisted Amts Garderforening fra 1919 til 1927.
Efter soldatertiden var Jens Søe i vinteren 1898-99 elev på Frederiksborg Højskole i Hillerød. Frederiksborg Højskole begyndte i november 1895 og blev en stor succes fra starten. På skolen var der årligt 2 hold. Vinterskolen i 5 måneder fra november til marts incl. – den var for karlene. Og sommerskolen fra maj til juli incl. for pigerne. På Jens Søes hold deltog 135 karle. Højskoleopholdet har givetvis betydet meget for Jens Søe og været en stor oplevelse for ham og både hans kone, Kirstine, og begge hans døtre, Karen og Lis, kom på højskole.
Efter højskoleopholdet vendte Jens Søe tilbage til Boddum, hvor han var indtil han i februar 1903 rejste til Amerika.
Rejsen foregik med skib fra Esbjerg til Parkston i England i dårligt vejr og høj søgang. Herefter fortsatte han med tog til Liverpool for at sejle videre til New York. Toget fra Parkston til Liverpool var så overfyldt, at han lagde sig på sin bagage under en bænk i kupeen. Her tilbragte han hele togturen og var en af de eneste udhvilede, da han kom til Liverpool. I Liverpool opholdt han sig nogle dage, inden skibet skulle sejle. Han havde derfor mulighed for at se sig lidt om og blev meget overrasket over, at man kunne købe appelsiner ”så store som turnips”. 6 appelsiner kostede hvad der svarede til 25 øre.
Sejlturen fra Liverpool til New York foregik med ”Celtic” og varede ca. 10 døgn. Da ”Celtic” var så stort et skib, at det ikke kunne lægge til i havnen i Liverpool, blev passagererne sejlet ud i mindre både. Han blev indlogeret i en 4-mands kahyt sammen med 3 svenskere.
Sejlruten blev hver dag tegnet ind på et stort kort, som blev ophængt, så passagererne kunne følge med i, hvor langt man var kommet.
Under hele rejsen blev man konstant tjekket af læger. Det blev til i alt 12 gange fra Danmark til Amerika.
Den 2.3.1903 ankom Jens Søe til New York og blev registreret på Ellis Island. Det er stedet, hvor alle indrejsende med skib til Amerika, bliver registreret.
I de 3 år, han var i Amerika, arbejdede han fortrinsvis ved landbruget; men han var også i en periode beskæftiget indenfor byggebranchen. Han foretrak at arbejde for irerne, som var reelle og hæderlige mennesker.
Han kom til at opholde sig i i alt 3 stater – South Dakota, Iowa og Nebraska.
I december 1903 var han så uheldig, at en af de heste, han brugte til markarbejde, døde mens han kørte med den. Det pinte ham meget, da han følte, at han ikke havde behandlet hesten ordentligt og han betalte derfor gårdejeren 115 $, så han kunne købe en ny hest. I sommeren 1904 fortæller han i et brev til sine forældre, at hesten heldigvis havde været forsikret og at han havde modtaget erstatningen fra gårdejeren, da denne var blevet udbetalt fra forsikringsselskabet.
Det var oprindeligt hans mening, at han kun ville være i Amerika i 2 år; men han ombestemte sig og udsatte sin hjemrejse med 1 år.
Det sidste brev, han har skrevet hjem til forældrene i Boddum, er dateret den 9.10.1905 på ”Lindell Hotel”, Pender i Nebraska.
Han er formentligt rejst hjem til Danmark kort tid derefter og er kommet tilbage til Boddum omkring juletid 1905.
Nogle år senere overtog han gården efter sin far.
Det var ellers hans mening at rejse til Amerika igen på et senere tidspunkt; men det syntes familien ikke om, så det måtte han opgive.
Mens han var i Amerika, var han en meget flittig brevskriver hjem til forældrene i Boddum. I brevene, som alle er gemt, fortæller han meget om sit arbejde og sine oplevelser. Og om de mennesker, han møder undervejs – deriblandt en del danskere. Der har også været flittig brevskrivning fra Boddum til Amerika, for i mange af hans breve takker han for de breve, han har modtaget og kommenterer de ting, der er sket i Danmark. Disse breve er desværre ikke gemt.
Det var også i Amerika, han så småt begyndte at digte. Han startede med at oversætte ”Dengang jeg drog afsted” til engelsk. Men det var først omkring 1920, at digtningen for alvor tog fat.
Den 31.10.1912 blev han gift i Boddum Kirke med Kirstine Aggerholm, som var datter af Chr. Aggerholm fra ”Boddum Mølle”.
Hun havde ligesom sine ældre søstre tjent hos Jens Søes forældre og var husbestyrerinde hos Jens Søe indtil giftermålet. Kirstines yngre søstre tjente efterfølgende også på ”Boddumgård”.
I 1913 fik de datteren Karen, som blev opkaldt efter Jens Søes mor og i 1917 datteren Anne Elisabeth (kaldet Lis), som blev opkaldt efter hans svigermor (Ane Lisbeth).
Udover at passe sit landbrug var Jens Søe også engageret i samfundsforhold og i politik og han var medlem af partiet ”Venstre”. Han var indvalgt i Boddum-Ydby Sogneråd i en årrække og var sognerådsformand fra 1921 – 1925 og næstformand fra 1925 – 1929. Desuden var han medlem af fattigdoms- og aldersrentevæsenets udvalg for Boddum og af vejvæsensudvalget for Boddum. Han var også med i den gruppe, der i flere år stod for folketællingerne i Boddum. Endvidere var han i nogle år formand for ”Venstre” i Hurup-kredsen.
Jens Søe var også en af initiativtagerne til Boddum Forsamlingshus, som blev oprettet i 1912. Det blev samlingssted for mange Boddumboere til familiefester, baller, juletræsfester, oplæsningsaftener osv. Det var tit Pastor Christensen, der læste op ligesom Jens Søe bidrog med sine egne digte, som var skrevet på Thybomål. Inspirationen til digningen fandt han mange steder – både i dagligdagen, i aviserne og i politik. Digtene kunne også handle om sagn og overleveringer fra Boddum og de sprudlede alle af lune og humør. Af og til blev der trykt et lille digt i Thisted Amts Tidende, hvor Jens Søe på finurlig vis gav udtryk for sin mening om noget, der rørte sig i samfundet. Et af hans digte i digtsamlingen ”Tak for æ bro” handler om, at landbrugsministeren havde været på besøg i Thy og havde opfordret til omlægning af landbrugene, således at man gik fra husdyrhold til frugtavl. Ministeren glemte imidlertid at fortælle, hvor pengene til omlægningen skulle komme fra, så det kom der et digt ud af – underfundigt og på Thybomål.
Han var en meget værdsat oplæser og der kom mange tilhørere til hans oplæsningsaftener. Han læste også op i radioen flere gange og modtog mange takkebreve fra lyttere rundt om i landet.
Selvom digtningen var en bibeskæftigelse, var han ret produktiv. Han kunne huske alle sine digte udenad og var desværre ikke så god til at få skrevet dem ned, så en del må anses for at være gået tabt. De digte, som eksisterer, blev samlet efter hans død og udgivet i den lille digtsamling, ”Tak for æ bro”. Det var Ajs Krestian (gårdejer A.C.Andersen), som han havde kendt siden barndommen, der var idemanden og det var også ham, der fulgtes med Jens Søe, når de begge var ude at læse op.
Digtsamlingen er udgivet af Lyngsbæks forlag i Hurup i 1943 og er illustreret af Ellen Raadal.
Som hjemstavnsdigter er Jens Søe bl.a. blevet sammenliget med Jeppe Aakjær. Fagfolk folk er enige om, at Jens Søe havde en bedre fornemmelse for sproget og udtrykte sig klarere og mere lyrisk.
Et af digtene i ”Tak for æ bro” er ”En tidsbilled 1929”, som er et vittigt og sarkastisk opgør med storhedsfornemmelser, som opstod i gullaschperioden efter 1. verdenskrig. Digtet er på 52 vers og er i virkeligheden en hel roman.
I Jens Søes skrivebordsskuffe fandt man efter hans død digtsamlingen ”Vælgermødet og Ministermødet”, som beskriver de forskellige partiers og ministres holdninger.
I 1937 havde Jens og Kirstine sølvbryllup og i den anledning havde Jens skrevet en sang, som udmærkede sig ved, at 5 linjer i hvert vers rimede. Sangen er også trykt i ”Tak for æ bro”.
I maj 1938 blev Oddesundbroen åbnet og Thy blev ”landfast” med Jylland. Broen blev indviet af Kong Chr. X, dronning Alexandrine og kronprinsparret. Jens Søe var i den anledning blevet bedt om at skrive og oplæse et digt. Det blev til ”Tak for æ bro” som beskriver de følelser, man havde nordenfjords, før man blev ”landfast” og hvilke forventninger, man har efter at broen er blevet bygget. Digtet er – naturligvis – skrevet på Thybomål og blev læst op i radioen.
Det er skik, at ”Tak for æ bro” bliver læst op ved Oddesundbroens jubilæer. Senest ved 75 års jubilæet i 2013.
I 1942 udkom bogen ” Folket fortæller”, hvor journalist Tage Heft i årene før havde interviewet personer i den almindelige befolkning rundt omkring i landet og givet dem mulighed for at komme til orde.
Han havde i 1940 besøgt Jens Søe i Boddum, som havde fortalt om sin hjemstavn og sit ophold i Amerika. Han fortalte også om de forskellige slægter i Boddum, hvoraf nogle var uddøde, da der ikke var født sønner til at overtage slægtsgårdene.
Jens Søe kom også ind på egnens fortid og om, hvordan ejendommene tidligere var koncentreret inde i byen og markerne lå langt borte og var opdelt i smalle strimler.
Jens Søe udtalte bl.a. også: ”Vi er slægtsstolte, men vi er ikke hovne”. Med dette mente han, at der ikke er forskel på folk og at man kan omgås hinanden.
Den 9. maj 1942 var Jens Søe inviteret af ”Thyboforeningen” til at læse op i København. Det var han meget beæret over. På det tidspunkt var han allerede så mærket af sygdom, at han måtte hjælpes op på talerstolen. Det blev en af hans sidste oplæsningsaftener.
Den 30. september 1942 døde Jens Søe på ”Boddumgård” – knap 67 år gammel. Han var de sidste år mærket af sygdom og til sidst af en mindre lammelse. Han blev begravet fra Boddum Kirke nogle dage senere. Ved begravelsen læste pastor Knudsen et digt af Jens Søe, som hedder: ”Min Livsdag”. Digtet er aldrig trykt; men Jens Søe havde overladt det til pastor Knudsen nogle år tidligere til oplæsning for gamle i Boddum Præstegård. I talen fremhævede pastor Knudsen også Jens Søes beskedenhed og hans kærlighed til sin familie og egn. Jens Søe skabte glæde omkring sig, når han fortalte historier og læste op.
Der var et meget stort følge til begravelsen og ved det efterfølgende kaffebord i Boddum Forsamlingshus blev der holdt mange mindetaler, hvor man bl.a. fremhævede hans gode menneskelige egenskaber og foretagsomhed til gavn for andre.
Herefter fulgtes man til ”Boddumgård”, hvor der blev holdt en mindehøjtidelighed på gårdspladsen.
”Boddumgård” blev efterfølgende solgt og Kirstine Søe flyttede i foråret 1943 til Hurup, hvor hun købte et hus på Parcelvej og var husbestyrerinde hos forskellige familier. Hun boede på Parcelvej indtil sin død i 1968.
Nogle år efter Jens Søes død, blev Kirstine, Karen og Lis kontaktet af ”Thyboforeningen”, som ønskede at rejse en mindesten for Jens Søe. Det havde de ingen indvendinger imod og stenen blev placeret ved Heltborg på en lille plet ved Hovedvej 11. Det var her, Jens Søe ofte gjorde holdt, når han var ude for at læse op, da der er en meget smuk udsigt over Limfjorden mod Mors. Stenen blev afsløret i foråret 1954 med efterfølgende sammenkomst i Thisted om aftenen.
I 1996 henvendte Boddum Beboerforening sig til Karen og Lis og foreslog, at stenen blev flyttet til Boddum. Da det var ”Thyboforeningen”, der havde bekostet stenen, skulle de acceptere flytningen. Det havde den intet imod og stenen blev rejst på det sted, hvor Boddum Forsamlingshus oprindelig lå. Den blev afsløret den 10.8.1996 af gårdejer Mogens Thomsen, Boddum, som er dattersøn af Kirstine Søes bror, Peder Aggerholm fra Boddum Mølle.
I familien synes vi, at stenen kom til sin rette plads. Nu var ringen sluttet.
Jens Søe var et samlingspunkt for mange. Han var meget respekteret og afholdt og til at stole på. Han var en klog, velovervejet og beskeden mand og brød sig ikke om storagtighed og pral. Han deltog gerne i politiske diskussioner med vid og lune; men var aldrig ufin eller personlig overfor modstanderen. Desuden var han et familiemenneske og havde stor omsorg for alle – ikke mindst for sin egen og sin hustrus familier. Hans søster, Mette, døde i 1917 fra mand og 9 børn (den yngste var under 2 år) og han og hans familie tog sig af dem alle og holdt forbindelsen ved lige. Og da Kirstines bror, Peder Aggerholm fra Boddum Mølle, blev syg og var sengeliggende i flere år, besøgte han ham hver aften for at vaske ham. Familiesammenholdet fortsatte efter Jens Søes død, bl.a. når Kirstine hver sommer samlede sin og hans familie til en bid brød. Og da det var store familier, blev det fordelt over 2 aftener.
I Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1976 har Peder Hove skrevet en artikel om ”Jens Søe – en bondedigter fra Thy”, hvor han beretter om Jens Søes liv.