Thisted Amts Tidensen 14. oktober 1961.
Fra Boddum sogn
Af August F. Schmidt
Boddum sogn (Refs herred) er en halvø, der skilles fra annekset Ydby ved det lavtliggende Brokær, og omgives i øvrigt af Limfjorden (Doverkil, Næssund og Skibsted fjord). Halvøen, hvorpå sognet ligger, har utvivlsomt i sin tid været en ø, adskilt fra det øvrige land ved en fra Doverkil indtrængende arm, den nuværende Brokær, i hvilken er fundet ankre og andre skibsredskaber.
Fra de ældste tider har der boet mennesker på den solåbne halvø, og med få undtagelser har de ca. 80 gravhøje, som kendes i sognet, deres plads på højdedragene i dettes sydlige og sydvestre del, hvad man nok kan forstå, da Skibsted fjord altid har været et godt og behageligt fiskevand. Enkelte høje er dog liggende på lavt terræn (på Hønseodden). Mange af oldtidshøjene er nu overpløjede eller ødelagte. Adskillige af højene er ganske anselige og godt bevarede, deriblandt Store Rishøj.
Ude på den forhen ret fjerne halvø har man i oldtiden haft kreaturer på græs, og de vogtere, der var sat til at passe dem har ganske naturligt indrettet sig i skure og hytter, hvori de har boet om sommeren. Vi har altså her haft et sæterbrug, og da den primitive begyggelse her fik et navn, blev det Boddum (i 1361 skrevet Bothum) , hvis forled er hensynsfald flertal af det gammeldanske both ”Bod”, her i betydningen ”skur, hytte”. Navnet betyder altså ved (eller i) skurene, hytterne. Disse bygninger udvikledes efterhånden til en landsby, hvis oprindelse kan føres tilbage til 4.-5. århundrede efter Kristi fødsel.
Ved sogneinddelingen i middelalderen har grænsedragningen ikke kunnet volde besværligheder. Mod vest har man haft en smal landtange at trække en grænse over, og man har vlagt at drage den vest om et middelalderligt voldsted, voldhøj, der ligger i Brokær. Det er en rund banke, 23-24 m i tværmål, der er omgivet af en grav, som ved en lav, firesidet ydervold adskilles fra det omgivende kær.
Nord i sognet blev i middelalderen oprettet en herregaard: Boddum Bisgaard, det vil sige Boddum Bispegaard. Den tilhørte i middelalderen de børglumske bisper. Dog nævnes 1343 Sven Jensen som ejer, senere, 1344, Anders Jensen, 1345 dennes dræbte broder Iver Jensen og 1457 Iver Eriksen i Boddum. Det er rimeligvis den samme gård, der under navnet Boddumgård 1537 blev skødet af Henrik Stampe til Thomas Galskyt, hvis søn Christoffer ejede den 1568. Senere kom gården i flere adelsfamiliers hænder, idet medlemmer af slægterne Lunge, Brahe, Skeel, Rosenkrantz, Thott, Lasson og Fønss tid efter anden besad den gamle gård. I tiden 1850-1884 ejedes den af Poul Stokholm Breinholt, der hørte til en udbredt familie, som i forrige århundrede ejede mere end 20 storgårde i Thisted Amt. I Breinholts tid iagttog man gammel sæd og skik på Boddum Bisgaard. Således havde man i storstuen i juledagene stående et langt og rigeligt opdækket julebord med alle slags fødemidler på fadene. Det var en tilfredsstillende skik, som forhen anvendtes i egnens velsituerede hjem. Småfolk havde ikke råd til en sådan udstilling.
Landsbyen Boddum har en central og praktisk beliggenhed på halvøens højeste jordsmon og dens retning er fra sydvest til nordvest. man har, efterhånden som byen voksede, taget hensyn til vindretningen. man har vel også haft sin mening med at bygge kirken lidt ude nordvestlig for byen. Her blev det lille gudshus opført i den romanske stilperiodes tid (1100-1250). Dets mure er af granitkvadre med skråkantsokkel, og bygningen bestod af kor og skib indtil 1880, da der blev tilbygget et våbenhus mod vest. Vinduerne er omdannede i sengotisk tid, o. 1500. Kirkens indre har fladt loft, og man lægger i kirkerummet mærke til den romanske granitsentmiddelalderligt krucifix. Alteres malmstager er skænket 1625 af hr. Christen i Boddum og hans hustru Karen Nielsdatter. Denne præst, Christen Jensen Morsing, døde 1625. Der findes en gravsten over ham og hustru i kirken, hvor også præsten Claus Christensen Morsing (død 1652) har sin gravsten. Disse to præster, far og søn, må have været fra Mors.
Det bør endelig nævnes, at ved våbenhusets opførelse fandtes c. 1000 middelalderlige mønter, en for sin tid meget stor skat, som af en os ukendt årsag er blevet nedgravet ved kirken, hvilket må siges at være et held; thi sådan et sted har man næsten altid mulighed for at finde den igen.
De få veje, der findes på Boddum-halvøen fører naturligvis alle til sogne- og kirkebyen, og det er lærerigt nok at se, hvorledes der ude på markerne i sydvest findes to veje forbundet længst ude med en tværvej. Bebyggelsen langs disse veje er ikke af høj alder, fra efter udskiftningstiden o. 1800.
Boddum sogn har et areal på 1241 ha, og da jorderne her i midten af området er udmærkede, har der gennem tiderne været en forholdsvis stor befolkning på halvøen. 1801 var her 223 indbyggere. 1850 var her 223 indbyggere. 1850 var folkemængden steget til 388, 1901: 447, men i 1921 var her kun 400 personer, der boede i 95 gårde og huse. 1840 havde Boddum-Ydby kommune 1782 indbyggere, i 1955 var folketallet nede på 1694 personer. I 1921 havde Ydby 1335 indbyggere, så her er annekssognet jo langt det folkerigeste. I Boddum måtte, som andet steds i egnen, gårdmandskonerne til langt ned mod vort århundrede gå med til høstarbejdet, og huset stod da tomt for folk eller passedes af børn. Sådan gik det engang i Boddum, at mand og kone var i marken, og en pige på 12-13 år var ene hjemme. Hen ad middag kom moderen hjem for at se til maden, og så spurgte hun: ”Har der ingen fremmede været?” – ”Jo der har været to kvindfolk, som ville tigge ”. – ”Nå, fik de noget?” – ”Nej, æ kunne jo ingen ting give dem, ja de bad om lidt at drikke, og så lod æ dem drikke en tår øl af æ kande”. – ”Hvor var de folk fra?” – ”De sagde, at de var fra rakkerens oppe i Randrup”. – ”Så skal din store tøs lade æ rakkerkvinde drikke af vor kande, te skikkelige folk drikker af!”, og så fik hun nogle gode lussinger. Resten af øllet blev slået i svinetønden, og kanden blev skruppet og skuret og hang så ude i kålgården med bunden i vejret den øvrige tid af dagen.
Denne beretning om ældre tiders syn på rakkere som uærligt folk, der ikke måtte drikke af beboernes krus og kande, er meddelt o. 1890 af lærer Johan Nielsen i Randrup til Evald Tang Kristensen. Vi lærer heraf lidt om det store skel, der fordum var sat mellem den fastboende befolkning og rakkere, en ulykkelig pariakaste, som nu heldigvis ikke mere findes i vort land.
Og endelig skal vi høre et sagn, der skal forklare, hvorfor Boddum Kirke ligger så afsides. Da den skulle bygges, var beboerne ueninge om byggestedet, og da enighed ikke kunne tilvejebringes, tog man efter nogen rådslagning den beslutning at sammenlænke to stude samt binde dem for øjnene, så de ikke kunne se, og hvor de vlagte deres natteleje, der skulle kirken bygges. Beslutningen blev udført, idet man sammenlænkede to stude og gav dem bind for øjnene, og derefter blev de slupne løs. Deres natteleje valgte de nede ved fjorden et kønt stykke uden for byen, og der blev kirken så opført.