Doveroddevej 32 – Boddum skole

Doveroddevej 32.

I højre side har Doveroddevej en lille afstikker, hvor det første hus var Boddum Skole, der blev taget i brug i 1857. I bygningens vestre del boede førstelæreren.
Matrikelnummer 3b, ifølge folketællingen 1901.
Matrikelnummer 6h i 2013.

Den “nye skole” blev taget i brug 1857.

Johannes Jepsen (1808-1878), som var fra Løgumkloster, og hans kone Sara Laursen (1812-1882) fra Øster Lindet. I 1850 boede hans mor Ode (1778-), der var født i Rapsted, hos dem i Agger. Johannes Jepsen var lærer og kirkesanger i Vester Agger, inden han kom til Boddum og bestred samme embede her. Familien kom hertil i 1856, da den tidligere lærer døde, og de blev her til Johannes Jepsen selv døde i 1878. Dermed blev han den første lærer i den “nye skole”, men han har også været lærer i den gamle skole, der eksisterede indtil 1857. Han er begravet på Boddum kirkegaard og hun på Frøslev kirkegaard. Ifølge folketællingen af 1880 opholder hun sig hos datteren i Frøslev, Mors, Thisted.

Ode Maria Jepsen (1834-), født i Brøns. Ifølge folketællingen af 1855, er hun stuepige i Aagaard, Kettrup, Vester han, hos gaardejer Carl Emil Roulund. Hun blev gift i 1868 i Boddum kirke med Johannes Eichel Lovsen Uldall (1846-) der var født i Sønderby, Vilstrup, Haderslev og var søn af Skolelærer Johan Lovsen Uldal. Ifølge folketællingen af 1880, er han skolelærer i Frøslev, Morsø, Thisted.

Jacob Hansen Jepsen (1835-), født i Brøns. Han bliver skolelærer og i 1855 er han i Lodbjerg og i 1860 i Rakkeby

Hans Lauridsen Jepsen (1838-), født i Brøns.

Jens Jepsen (1840-), født i Brøns. I 1860 var han handelslærling i Øster Agger.

Morten Jørgensen Jepsen (1843-1912), født i Øster Lindet. I 1860 var han handelslærling i Øster Agger. I 1870 er han købmand i Østergade i Thisted og er gift med Mariane Jørgensen (1840-). Han døde på sindsygehospitalet i Viborg, men er begravet på Thisted kirkegård.

Johanne Katrine Jepsen (1848-), født i Agger.

Carl Ludvig Jepsen (1851-1930), som var født i Agger og blev bager i Krik og gift med Dorthea Johanne Michelsen.

Michael Frederik Jepsen (1851-1926), født i Agger. Han var i 1880 købmand i Villerup, Vestervig og var gift med Kristiane Kristensen (1853-). Han er begravet på Vestervig kirkegård.

Johannes Jepsen (1857-), født i Boddum. I 1916 er han gæstgiver i Hørdum og er enkemand.

Lærer Nielsen, som hed Jens Kristian Nielsen (1853-). Han var født i Klim og gift med Mette Marie Jakobsen (1852-) der var født i Vinkel, Viborg. Lærer Nielsen var lærer i Vorde, før han kom til Boddum, hvor han fortsatte sin lærergerning fra 1878 til 1889. Han var også kirkesanger. I 1901 er de bosiddende og han er lærer i Hvidovre, København.

Jens Frederik Nielsen (1878-), født i Vorde, Viborg. I 1904 var han bogholder i København.

Hanne Marie Kirstine Nielsen (1887-).

Anders Peter Jensen (1864-1932) og hans kone Maren Riis Kristensen (1874-1939). A. P. Jensen var lærer i Boddum i 43 år. De blev gift i 1897 og fejrede sølvbryllup den 21. maj 1922. Han var dimitteret fra Ranum seminarium og blev først ansat som andenlærer i Oddense og var efter militærtjenesten vikar en kort tid inden han blev enelærer i Hansted og her var han kun godt 1½ år. Han kom til Boddum 5. september 1889 fra Hansted. Den 1. oktober 1932 fik han bevilliget sin afsked ved skolen efter 43 års gerning samme sted. Der blev i den anledning holdt fest i Boddum forsamlingshus. A. P. Jensen var venstremand og han havde været formand for Boddum-Ydby sogneråd og medlem af menighedsrådet og kasserer i Boddum-Ydby sparekasse. Efter hans begravelse fik man chokolade og kaffe i Boddum forsamlingshus. A. P. Jensen og Maren Riis Kristensen er begge begravet på Boddum kirkegård og beboerne i Boddum skænkede en mindesten til graven på kirkegården.

Signe Marie Riis Jensen (1897-1986). Hun var ugift og boede i Holstebro, men er begravet på Boddum kirkegård.

Ellen Margrethe Riis Jensen (1899-1991). Hun blev gift med gårdejer Jens Bruun Jensen (1898-1977) i Resen, hvor de også kom til at bo. De fik 2 børn: Jens Peter Bruun Jensen, som blev gift med Else og de fik 2 børn; Maja Elisabeth Bruun Jensen, som blev gift med Knud Erik Pedersen og de fik 2 børn: Anette; Merete.

Jens Hagbard Riis Jensen (1900-1989), som blev gårdejer på “Almasminde” ved Thisted og gift med Elly Margrethe Christensen (1910-1983) fra Ydby. De er begge begravet på Vestre kirkegård i Thisted. Deres børn: Karna; Peter; Inge; Tove; Herdis.

Dagny Agnete Riis Jensen (1902-1957), som først arbejdede som husassistent i København, hvorefter hun tog på højskole ved Flensborg og senere giftede sig med mejeriejer Oskar Korsgaard (1901-1992) i Esbjerg, som senere slog sig ned som købmand i Boddum, Doveroddevej 27.

Thorning Riis Jensen (1905-). Han blev gift med Agnete og de boede i Kjelstrup ved Thisted. Deres børn: Ellen; Grete; Stinne; Peter; Birgitte.

Karen Herdis Riis Jensen (1907-1951), som døde ugift invaliderentemodtager på sindssygehospitalet i Viborg. Hun fik ingen børn.

Eva Kristine Riis Jensen (1909-1960), som blev gift med gårdejer Axel Jensen Amby (1903-1984) fra Hassing og de boede i “Højbogård”. De var barnløse og er begravet på Hassing kirkegård.

Otto Riis Jensen (1912-), som blev gift i Nykøbing i 1940 med Ragnhild Elisabeth Larsen (1921-) og de boede i København og fik 2 børn: Jørgen; Ulla.

40 års lærer-jubilæum i Boddum.
Lærer A. P. Jensen har i morgen, den 5. september, været lærer i Boddum i 40 år. Han er født i Sønderhaa og er ikke 65 år endnu, men bliver det den 23. denne måned. Efter at være dimitteret fra Ranum Seminarium blev Jensen andenlærer i Oddense, var efter militærtjenesten vikarlærer en kort tid og blev derpå kaldet til enelærerembedet i Hansted. Her var han dog kun godt halvandet år og blev 5. september 1889 kaldet til lærerembedet i Boddum, hvor han altså oplever dette sjældne jubilæum. Og det får næppe lov til at gå upåagtet hen; jubilaren er en dygtig lærer og har altid stået i et udmærket forhold til befolkningen.
Lærer Jensen er en hædersmand i alle henseender, siger en af hans tidligere elever, der nærer den største agtelse og hengivenhed for sin gamle lærer. Han har altid interesseret sig stærkt for sin gerning og for sine elever, også efter at de var gået ud af skolen, og været overmåde hjælpsom; mange har han forberedt til optagelse på seminarium og på enestående måde ofret sig, for at de kunne blive hjulpet frem.
Han har igennem årene beklædt adskillige offentlige tillidsposter, var således i sin tid formand for Boddum-Ydby sogneråd, han er medlem af menighedsrådet og meddirektør i Boddum-Ydby sparekasse.
Jubilaren er en stærkt interesseret venstremand, og det demokratiske sindelag har præget hele hans færd. Han har altid været i den bedste kontakt med befolkningen, som han har levet og åndet for, og haft et varmtfølende hjerte, i særlig grad overfor vanskeligt stillede folk; han er derfor også lige højt agtet og meget afholdt af alle, der kender ham.

En smuk og vellykket fest for lærer Jensen, Boddum.
Beboerne i Boddum skoledisktrikt havde i aftes arrangeret en fest i forsamlingshuset for lærer Jensen og hans familie i anledning af, at han den 1. oktober var bevilget sin afsked efter 43 års gerning på samme sted. Lokalet var smukt pyntet med efterårets blomster; 150 mennesker eller så mange, som salen kunne rumme, var mødt, og mange flere ville gerne have været med, om det kunne have ladet sig gøre. Altsammen et bevis på, hvor vellidt og afholdt lærer Jensen er blandt befolkningen. Der blev i aftenens løb holdt mange taler, og alle gik ud på at hædre og takke ham. En smuk krans af lyse og gode minder blev bundet, og tanken herpå vil sikkert give den afholdte lærerfamilie mangen en god stund i fremtiden. Blandt de mange sange, der blev sunget i aftenens løb, var et par skrevne i dagens anledning.
Chr. Andersen bød velkommen til forsamlingen samt til lærer Jensen og familie. Festen i aften skal jo ikke være en afskedsfest i den forstand, at vi skal skilles fra dem. Tanken med den har kun været, at lærer Jensens afsked med sin skolegerning ikke skulle gå upåagtet hen. Vi holder ikke nogen højstemt fest, men udtrykker en stille tak til lærerparret, giver dem et håndslag på, at de ikke skal blive glemt.
Samtidig vil jeg ønske vor nye lærer, lærer Foged, velkommen. (Forsamlingen rejser sig)
Provst Dahl, Hurup, talte om den alvor, lærer Jensen havde lagt i sin gerning. Han satte sig det mål at vække folk til at se det himmelske lys, der tændtes julenat i mørkets skød, og det lykkedes ham at salve folkets øjne, så de så det.
De har i lærer Jensen haft en god skolemester, der arbejdede i trofasthed og stilhed, men alligevel blev kendt ud over sognets grænser. Det siger jeg tak for, selv om det, der har glædet mig mest, har været deres åbne kristne sind og lovsangen til Gud for alt, hvad han har gjort for os. Der er mange unge her, som er dem tak skyldig for deres gode indflydelse. Det største og bedste, der kan times et menneske, er at kunne vågne op med lovsang til Gud. Jeg takker dem og deres hustru for det gode eksempel og ønsker.
Pastor Christensen, Boddum, påpegede, at en skole kunne holdes på så mange måder, eftersom læreren nu var. Lærer Jensens mål var ikke blot at dygtiggøre børnene, men også det, der er vigtigere, at opdrage dem til gode og sande mennesker. Alle, både ældre og yngre, må indrømme, at de i skolen her har lært at tale sandt og gøre ret. I 43 år har lærer Jensen sået den gode sæd i barnehjerter og blandt de unge, og det var en sæd, der havde grokraft.
Tak for alt godt i deres skole og i deres hjem, tak for deres gerning i skole og kirke, og tak for alle de gode eksempler, de og deres hustru har givet.
Lærer Dam, Flarup, karakteriserede lærer Jensens gerning som overmåde betydingsfuld. Han er den, der næst far og mor har betydet mest for mig. Gennem lærer Jensens fortællinger i skolen blev de skikkelser, han tegnede, som lyslevende for os, og det blev bestemmende for vore synsmåder hele livet igennem. Hjemmene havde i dig en god hjælper i opdragelsen, fordi man hjælper mere i det han lærte sine elever at arbejde i sandhed.
Jens Søe udtalte også sin tak til lærerfamilien og fremdrog minder fra den bevægede tid, der gik forud for lærer Jensens ansættelse. Lærer Jensen forstod at tale til børnene, så de straks fik tillid til ham, og samtidig satte han sig i respekt. Tak for den gode tid, vi har haft sammen.
Jeg vil gerne byde den nye lærer velkommen til den gerning, 
han nu skal tage op. Vi er klar over, at han nok skal gøre sin pligt og tilsiger ham vor støtte, idet vi håber, at han ligervis som Jensen har gjort det vil tage del i befolkningens glæder og sorger. Vi håber også, at han vil give en lige så ligetil fremstilling af lærebogen og de kristelige sandheder og ikke øve propaganda for den ene eller den anden kirkelige retning.
Tag vel imod den nye lærer, både for hans skyld og for vor skyld, og lad os ønske ham lykke og held til gerningen samtidig med, at vi takker lærer Jensen og hustru for, hvad de har været for befolkningen her gennem de mange år.
Jen Hagbart Jensen, ”Almasminde” (en søn af lærer Jensen), takkede for festen og takkede forældrene for bardomshjemmet, som de nu skulle forlade.
Lærer Jensen gav en lille statistik over livet fra vuggen til graven i hans embedstid og mente i øvrigt, at det, han havde udrettet, var ret ubetydelig. Til alt, hvad der er sagt i aften kan jeg kun sige tak, først til Vor Herre og dernæst til hjem, forældre og børn. Jeg har gjort så lidt, men måske nok i de unge år troet at kunne udrette noget. Andre kunne sikkert gøre det bedre, men jeg ønsker for min efterkommer, at han må møde lige så megen velvilje som jeg og mine.
Tak for samarbejdet i skole og kirke. Jeg har altid mødt forståelse, skønt jeg gik mine egne veje. Mit forhold til autoriteterne har været som gode venner.
Jeg har ikke selv været helt tilfreds med min gerning og ville nødigt blive ved for længe, derfor går jeg nu. Jeg tror at komme til at befinde mig godt, og andre vil tage gerningen op og gøre det bedre.
Jeg har fået den lykke at bo blandt vort folk og skal ikke lægge min eftermand hindringer i vejen, blot han må møde den samme velvilje. Den velsignelse rækker langt, og det er gode minder at have. Tak for overbærenhed i min gerning og tak fordi vi kunne være sammen i sorg og glæde. Nu vil jeg ønske at I ikke helt vil glemme ”aftægtsmanden” og hans kone, i vort nye hjem skal I også være velkomne.
Lærer Foged, Hovsør, der er kaldet til lærer Jensens efterfølger, takkede for den venlighed, han havde mødt og takkede særlig Jensen for de gode ord, de vejer meget for mig, og jeg føler, det er en stor gerning at tage op. Men vil I sende børnene til mig med tillid, skal jeg også tage godt imod dem og give dem det bedste jeg ejer.
A. Chr. Andersen takkede særlig lærer Jensen for hans færd i Boddum kirke, den gerning er altid røgtet vel. Han havde en særlig evne til at færdes iblandt os, og også vi udvikledes derved. Han tog del i alt, hvad der rørte sig. I sorgens stund kunne han lægge balsam på sårede hjertestrenge, men også når glæden var til huse, fandt vi ham i vor midte til at tale de ord, som vi ventede. Tak for godt venskab gennem de mange år.
Jens Søe holdt til slut en lille humoristisk tale, og derefter sluttede festen med at man sang ”Min Jesus lad mit hjerte få”.

—–

En lille klagesang.
i anledning af afskedsfesten for lærer Jensen, Boddum.

Fornylig blev en afskedsfest
for lærer Jensen holdt,
skønt meningen var allerbedst,
så har den dog forvoldt,
at mange med forkølelse
og snue går omkring,
og hvad fik vi så ud deraf?
Ak, næsten ingenting.

Hvorfor dog det? du spørger om.
Jo, sagen den er den,
at vi for sent til verden kom,
den fest var kun for mænd
og deres koner, dermed stop.
Eleverne – nej, nej,
derfor vi unge stod i flok
på kolden landevej.

Vi vilde ha’ et glimt at se
af vores kære degn,
et glimt af Maren med måske,
i deres blomsterregn;
men vi så provst, og vi så præst
og mangen vakker degn,
og så så vi en proprietær
fra en hel anden egn.

Ti skønt vi ved, vi skylden har
for dine hvide hår,
så tror vi dog, at og for os
dit gode hjerte slår.
Og derfor med humøret op,
du bliver jo dog her,
vor gode, gamle lærer, som
trods alt vi har så kær.

Og hvis nu, kære lærer, at
det knibe vil for os,
vi må nok komme til dig ned,
festkomite til trods,
din Maren kender vi og ved,
ja siger det med tak,
gir nok erstatning for den kop,
vi så, de andre drak.

Nogle af dine ”udenforstående” elever.

——

Dødsfald.
Ret uventet for offentligheden kommer budskabet om, at pensioneret lærer A. P. Jensen, Boddum, er død i går. I en fjorten dages tid har lærer Jensen været sengeliggende, og både ham selv og hans nærmeste var det åbenbart, at det bar mod døden; en fremadskridende åreforkalkning standsede hjertets slag.
Vore læsere vil erindre, at der for et par måneder siden holdtes en stor fest for lærer Jensen i Boddum forsamlingshus, hvori hele den derboende befolkning deltog, og der blev givet mange udtryk for den agtelse, hvormed man så op til den gamle lærer.
I de 43 år, lærer Jensen har været i Boddum, har han i fuldt mål taget del i folkets sorger og glæder. Han kom dertil som 25-årig ung mand og fandt snart efter sin hustru, der er datter af afdøde gårdejer Thorning Riis, Boddum. I årenens løb fik ægteparret sig en børneflok på 8, og alle har de været dygtige og ansete, hvor de har været. To af sønneren bor i Thisted; den ene, Jens Riis Jensen, ejer ”Almasminde”, og den yngste er i lære hos isenkræmmer Carl Berg.
Han var således i mange år kasserer for Boddum-Ydby sparekasse, formand for sognerådet og medlem af menighedsrådet. Han havde nu trukket sig tilbage fra alt dette og levede stille i sin villa.
Af sine skoleelever var lærer Jensen afholdt som næppe nogen anden lærer. Han forstod børnene og kunne tale til dem, så de aldrig glemte det; navnlig har der lydt mange lovord om hans religionsundervisning, og heri har folk fra forskellige kirkelige retninger været enige. Personlig var han udprægtet tilhænger af Grundtvig; men i sin undervisning holdt han sig fjernt fra selve den personlige opfattelse.
Ved afskedsfesten blev dette understreget af flere talere, men der blev tillige givet udtryk for, at man så lant fra ønskede i ordets egentlige betydning at tage afsked med lærer Jensen. Tværtimod håbede man, at han endnu en årrække måtte få lov at leve blandt sit folk og bistå med råd og vejledning, hvor det ønskedes.
Nu er den gamle lærer gået bort, og en en stor venneskare vil sænke fanen ved hans båre med et: Ære være hans minde.

Jordefærd.
Pensioneret lærer A. P. Jensen, Boddum, blev begravet i går under overordentlig stor deltagelse. Følget talte vel op imod 300 mennesker.
I kirken talte provst Dahl, lærer Foged, Boddum, overlærer Jens Larsen , Ålborg (afdødes klassekammerat på seminariet), Lærer Jensen, Helligsø, der talte på lærerkredsens vegne, samt sognepræsten pastor Christensen.
Ved graven takkede sønnen gårdejer Jens Riis Jensen, Almasminde, og indbød følget til chokolade og kaffe i forsamlingshuset. Her blev der også holdt en del taler, blandt andet af gårdejer Anders Chr. Andersen, Boddum, provst Dahl, lærer Hove Andersen, Skyum, Anders Sønderskov, Hørdum, og lærer Dam, Flarup. Der blev både i kirken og her – ligesom ved afskedsfesten for lærer Jensen for et par måneder siden – talt mange gode og smukke ord om afdøde.
Beboerne har skænket en mindesten til graven. Der var et mægtigt væld af kranse, deriblandt mange signerede, således fra Boddum-Ydby sogneråd, Refs Herreds lærerkreds, fra lærere og lærerinder i Boddum-Ydby kommune og Skyum skole.

Ejnar Christian Foged (1903-1970) og konen Valborg Therese Skaarup (1905-1994). Han var født i Tingstrup. Hun var født i Sennels og var musiklærerinde. De blev gift i 1930 i Sennels. Ejnar Foged var lærer 8 år i Hovsør inden han blev lærer i Boddum. Lærer Foged begyndte som lærer i Boddum i 1932 og var der til sin død. De er begge begravet på Vestre kirkegård i Thisted. Mere om: Lærer Foged.

Lis Foged (1931-), født i Østerild. Hun blev lærer og senere gift i 1956 i Boddum kirke med lærer Kristen Bundgaard (1932-), født i Grynderup sogn.

Risa Foged (1935-), født i Boddum og  blev cand. mag. og gift i 1962 med Jørgen Harder.

Bent Foged (1943-), født i Boddum og blev ingeniør.

 

Aalborg Stiftstidende omkring 1959

Den mest almindelige fugl i Danmark er – sanglærken.

Lærer i Sydthy har et eksemplar af så godt som alle fugle, man kan træffe her i landet.

En låddenbenet musvåge krammer sig til den eneste elektriske pære i skolens kontor, men den er lige så død som de andre 250 forskellige fugle, der fylder fem store glasskabe. Førstelærer Ejnar Foged i Boddum i Sydthy har haft ornitologisk interesse fra barn, og han kan i dag glæde sig over at have et eksemplar af de allerfleste fugle, som man med rimelighed kunne træffe i landet.

Ganske vist opgives antallet af registrerede dansek fugle til ca. 350, men af disse er et halvt hundrede kun truffet enkelte gange, og lige så mange træffes meget sjældent.

Det begyndte med lærkereder og –æg.

– Jeg tror, at interessen begyndte som syv-årig, fortæller lærer Foged. Jeg er landmandssøn, fra Thisted landsogn, og som de fleste børn på landet holdt jeg meget af at færdes i naturen. En søndag eftermiddag fandt jeg på at tælle alle de lærkereder, jeg kunne finde. Resultatet blev noteret op i en lommebog. Også æggene blev talt. Senere fugle, jeg stødte på.

– Hvilken fandt de mærkeligst?

– Mon det ikke bliver vagtelkongen? Den fandtes i min fars kløvermark.

Det mærkelige ved den er, at den frembringer en skræppende lyd, akkurat som når man med neglene gnider hen over en redekams tænder, og at den ikke er til at få på vingeren. Man kan gå få meter fra den, uden at den viser sig. Man hører blot dens skræppen.

Aften efter aften er jeg gået på jagt efter den uden at se den. I al min tid har jeg kun drevet to eller tre på vingerne.

– Til sidst fik de ram på den?

– Det eksemplar, jeg har af vagtelkongen, lå en morgen død i nærheden af skolen. Den var fløjet mod en telefontråd. Et par af mine elever kom med den. Her skal De se!

Ejnar Foged tager fuglen frem. Den er lidt mindre end en agerhøne og ligner metet en lille blishøne.

– De kan endnu se mærket af telefontråden på næbbet. Køn fugl ikke? I sidste uge hørte jeg den på en lav mark. Den hedder forøvrigt også engsnaren.

Mest almindelige fugl er ikke spurven.

Hvilke andre fugle er mærkelige?

– Jeg holder meget af præstekraven, den der løber omkring på stenede marker. Vi kalder den også stenpikkeren, fodi den samler småsten til sin rede.

– Den mest alminde fugl er vel gråspurven?

– Nej, det er da sanglærken, svarer Bent, lærer Fogeds 16-årige søn, som et øjeblik er kommet ind i kontoret.

– Ja, det er rigtigt, supplerer faderen. Når mang tror, at det er spurven, skyldes det, at den ofte ses ved husene og tit i store flokke.

– Hvilke fugle er usædvanlige i Thy?

– Det er skehejren, hærfuglen og isfuglen. Muligvis findes ravnen også, men den, jeg har i mit skab, er fra Als, hvor denne fugle stadig yngler.

Lærer Foged tager mange af de udstoppede fugle frem. Der er store, og der er små. Den største er knopsvanen, som yngler i bl. a. Vester Hanherred og Nordthy.

Hvilken der er mindst, kan man diskutere. Fuglekongen har nok den laveste vægt, men gærdesmutten er lige så lille.

– Hvilken fugl finder De kønnest?

– Jeg synes, det er skovsneppen. Det er en oplevelse at studere de fine farvenuancer, den har på ryggen, men jeg tror nok, at folk i almindelighed betegner isfuglen som den smukkeste på grund af dens farverigdom.

Ikke en eneste fugl kan kaldes grim

– Kan De nævne en grim fugl?

Læreren bakker energisk på piben og tænker sig grundigt om.

– Nej, svarer han efter en stund. Der er ingen grimme fugle til, i hvert fald i Danmark. Tør De da udpege nogen?

Han åbner skabene med de 250 fugle.

– Enhver skabning er dog køn, fortsætter læreren. Kan den virke noget trist i farven, skyldes det beskyttelsesmæssige hensyn. Men man skal studere dem nærmere.

Betragt f. eks. uglen, den man kalder den vise fugl. Se engang på dens øjne. De er anbragt således, at de begge i modsætning til andre fugle er rettet mod den samme genstand. Det skyldes, at uglen har brug for at se skarpt om natten. En and f. eks. har øjnene anbragt på hver side af hovedet, hvorved den får en synsvinkel på næsten 360 grader. Den kan derfor også få øje på fjender, som er bagved den.

Lærer Foged tager en stor, hvid fugl med sorte vingespidser frem fra skabet.

– Kan de finde næseborene på den?

Forgæves kigger jeg nærmere på fuglens hovede.

– Den har ingen, siger læreren, fordi den sluger luften gennem munden. Det er en havsule. Nogle kalder den tossefuglen. Det skyldes vel, at det er en udpræget søfugl, som ikke kan orientere sig, hvis den kommer på land. Og der kan man let fange den med hænderne.

Udstoppede fugle kan opbevares næsten evigt

– Hvor mange år kan Deres udstoppede fugle holde sig?

– Her er en sort spætte. De kan næppe se, at den er fanget i 1890!

Det kyldes at den altid har stået i et skab i en lugt af arseniksæbe og andet materiale, som den er præpareret med. Her kan fuglene opbevares til næsten evig tid. Anbringes de derimod på et skrivebord eller på en væg, bliver de hurtigt ødelagt af støv og møl.

Og det er synd for fuglene, selv om de er døde, for der er dog dejlige skabninger, der også har et følelsesliv.

Troskab hos agerhøns, gravænder og storke

– Med kærlighed og had?

– Den menneskelige tilværelse domineres af kamp og kærlighed, kamp mod andre og kamp for eksistensen, og af en kærlighed, der animerer forplantningen. Noget af dette kan vi overføre på mange fugle.

Adskillige er udpræget monogame, d.v.s. at de holder sig til den samme mage. Inden for en agerhønsefamilie lever hannen og hunnen sammen til langt hen på vinteren. Det samme gør gravænderne og storkene. Udprægede polygame er derimod urhanen og fasanen. Når en han i farve og øvrige udseende adskiller sig stærkt fra hunnen, er det altid tegn på, at den ikke holder sig til det samme hunkønsvæsen.

Mellem disse ydergrupper har vi gråanden, hvor hannen kærestes med en hun tidligt på foråret, men siger farvel for at finde en anden mage, så snart hunnen er godt i gang med æglægningen. Hunnen må være alene om at bygge rede og passe ællingerne.

Til gengæld er der fuglearter, hvor hannen alene sørger for rugningen, men det hører dog til sjældenhederne.

Mange forsøg på at holde fjenderne borte

Lærer Foged fortæller også om fuglenes intelligens og om deres forsøg på at bortlede fjenders opmærksomhed. Viben slår volter i luften for at vække opsigt og holde forfølgerne borte fra yngelen. Klyden lader sig falde ned som vingeskudt for bagefter forsigtigt at kravle hen ad jorden. Og en gråand, der letter fra reden, fordi en fjende er i nærheden, sender ofte en stråle af ekskrementer ud over æggene for at skjule dem.

Læreren er begyndt at sætte fuglene på plads igen. Der er også skabe med dyrekranier, arkæologiske fund, eksemplarer af de fleste danske dagsommerfugle, en udstoppet dværgmus, den første, som er påvist i Thy, grævlingeskind fra Boddum og et herbarium med vel de fleste af de planter, som findes i Thisted Amt.

Mine elever får lært kærlighed til naturen

– Jeg søger at lære mine elever at holde af naturen, siger Ejnar Foged. Jeg siger til dem, når de skal hjem fra skole, at de bør lægge mærke til fuglene og blomsterne, så de kan nikke genkendende til fader bogfinke og den lille røllike og fryde sig over, at disse også er Vorherres skabninger…

Læreren afbrydes af en banken på kontordøren. Det er en pige og en lille dreng, som kommer med en død fugl. De vil gerne vide, hvad det er for en.

– Det er en hjejle, siger Ejnar Foged uden et øjebliks betænkning, og den er ikke særlig sjælden, men tak skal I ha’, fordi I kom, børn. Det viser, at I interesserer jer for dyrene, der findes omkring jer.

Vagabonden.

——

Ved FOGED’s 25 års jubilæum 01.11-1957

I aften fester vi for lærer Foged
og da jeg ikke kan tie sku jeg helst sige noget
Og helst efter den gamle recept – det er da klart
stå op tal hurtigt og slut i en fart.

Men jeg tror nu ikke, det kan lade sig gøre
og skal jeg begynde på hele den smøre
Om hvad Foged kan overkomme
så bliver jeg først færdig når natten er omme.

Men nu klør jeg på, så godt jeg nu kan
og mere kan man ikke forlange af en mand
Og nu må De ikke gå hen og blive prikken
om også jeg skulle blive lidt stikken.

Jeg er stukket så tit af Fogeds bier
og jeg er ikke blandt dem, der lider og tier
Men nu skal I høre hvad Foged han kan
altså først er han Bisygdomsprofylaktiskbekæmpelsesforeningsrepræsentantsskabsoverformand.

Uha, uha, da det var slemt
at sige, det er nu slet ikke nemt
Det tog mig ca. et døgn at lære det
men hvad med den stakkel, der også skal være det.

I meninghedsrådet har Foged sæde
mange til gavn og flere til glæde
Til glæde javel, og jeg si’r det fordi
så længe han er der, kan jeg blive fri.

Naturhistorisk museum kender vi vel
Jeg har aldrig været der sel’
Men til dette er Foged korrespondent
og mange dyr har dertil han sendt.

Han ved alt, hvad der er værd at vide om dyr
både i og på jorden, i vand og skyer
Min respekt for hans viden med rædsel er blandet
For om dyr ved jeg desværre ikke meget andet.
end – hvem der gemmer til natten, gemmer til katten.

Og kommer jeg hjem ud på morgenstunden
når fuglene allerede synger i lunden
Så brænder der lys ved Foged’s bord
og piberøgen mod loftet sig snor.

Så ved jeg han slider med sygekassen
og tæller de penge, han har fået af Carl Madsen
Og håber, at han ikke finder restanter
hverken unge, karle eller ældgamle tanter.

Og ikke en sjæl ka’ bli’ opereret.
Så hvis en får en ben i halsen – på tværs
øv la’ os skynde os til næste vers.

Også andre kasser må Foged klarere
Kommunekassen skal han revidere
For at se, om vor skat – åh, hold op dit bæst
ligner det noget at snakke om skat til fest.

Nå, vi kan sagtens få andet at tale om
og nu kom jeg netop i tanke om
At præstelønningskassen hører også til Foged’s sager
mon det er derfor, vor præst er så mager?

Og så er der – hva’ sa’ du noget?
vil du ha’ børn? Så gå bare til Foged
Ja, at nogle gerne vil et plejebarn ha’
det er der da ikke noget at grine a’.

Og hvis nogen i Boddum vil plejebørn ha’
må I snakke med Foged inden da.
For uden ham får i simpelthen ingen
så klar og tydelig ligger tingen.

Og meget endnu ku’ jeg nævne kan hænde
men hvor ska’ jeg begynde, og hvor skal jeg ende
For se, – mille den gloende, ja det bliver stadig sværere
jeg havde mestendels glemt, at han osse er lærer.

Det er dog derfor, vi i aften har fest
og alle herinde, hver eneste gæst
Ved, hvad lærer Foged har betydet for skolen
der behøver vi ikke at stikke noget under stolen.

At være lærer har aldrig været særlig sjovt
selvom det nutildags ikke er så grovt
Men før var det et liv med sliden og slæben
når 60 unger daglig sku’ ha’ på tæven.

Nu sidder ungerne på bordet i stedet for på stolen
og degnen spø’r høfligst, om han må være i skolen
O har en unge rundt i spinaten vadet
så er læreren lige til ekstrabladet.

Og passer han sit arbejde trofast og gla’d
Så kommer de alvise myndigheder
Der aldrig forgæves efter dumheder leder
Og kasserer alt, hvad der hidtil er sagt
og læreren er til fortvivlelsen bragt.

Nu vil selv sproget man reformere
så får vi tid til et fag nu mere
Men reformen har gjort det modbydeligt svært
for ungerne at få stavningen lært.

Peter læser om noget der var enorm
først bagefter ser han at det bare er en orm
Selv sangen for ungerne ødelagt bli’r
de unge vil ud, så digteren si’r.

De gamle lig, som mod søen stunded’
og Jens, der havde siddet og blundet
Spugte midt i den smukke sang
”hva drukned” man også FORD’er dengang.

Og kål på hver eneste regel har gjort
Napoleonskrige skal skrives med stort
Men napoleonskage ska’ skrives med lille
det er vel nok den helt store dille
men den skal også skrives med lille.

Så lad os være glade, at vi ikke er lærere
for nu bliver det stadig gjort sværere og sværere
Men Foged vil stadig tørnen ta’
og derfor skal vor dybtfølte tak han ha’
Las os håbe at det varer længe før han spænder fra
og så synes jeg næsten at han sku’ ha’ et hurra.

Digtet af Rudolf Jensen, nabomand og gift med folkeskolelærerinde Karen Jensen.

—-

Ve’ ”æ Dejns”

Jubilæum
1. november 1957
Mel.: hvor smiler fager…..

I aften holder vi rigtig fest
for lærer Foged og for fru Valborg,
de sidder nu som vor hædersgæst,
og her vi kommer med skæmt og alvor,
for ret at takke jer begge to
for fem og tyve års arbejd’ tro.

Mel.: Der er et land…..

I dag for fem og tyve år tilbage
kom der en fremmed mand til denne ø,
for pladsen her som degn’ at overtage,
i kaldet nær ved skov og salten sø.
Med spænding ventet blev han, ved vi alle,
hvordan mon han nu er, den nye degn?
Mon vi dem snart som venner og kan kalde?
Og mon de passer her til denne egn?

Mel.: Hvor smiler fager…..

Vi mindes ofte den skønne tid
vi gik i skole, og stor var glæden
når ”bakken” den blev af sneen hvid,
og Fogeds kørte med os på slæden.
Kun gode minder vi har i gem,
og sender trygt vore børn til Dem.

Ja, lærer Foged han er et jern,
utrolig meget han overkommer.
Han holder foredrag nær og fjern
om bier, sputnik og Islands sommer.
Han går på jagt og på fiskeri
er altid ladet med energi.

Ja, mange ting skal vor lærer nå,
men først og fremmest han skolen passer.
Vor sygekasse han sidder på,
af bierhverv har han nemlig masser,
thi hjælpsomhed præger jeres hjem,
forgæves ingen går om til dem.

Og når vi her spiller dilettant
så be’r vi degnen at instruere,
og hver gang julen påny oprandt
med juletræ og med børnelege,
der Foged er der må ”føre an”,
han er alsidig den skolemand.

Vi husker tyd’lig en rævejagt
hvor mikkel måtte for bøssen segne,
derefter blev han i lænker lagt
at ikke jagtlykken skulle blegne,
men ak, da degnen til hjemmet kom
var ræven borte og sækken tom.

At køre bil kan han nok forstå,
at stå på sped’ren han aldrig regner,
og ta’ et vejskilt med ovenpå
det på hans færdighed ret godt tegner,
men altid kommer han hjem og ser
der mangler bare en skærm med mer.

Mel.: Den danske sang…..

Som kirketjener du er så følsom,
har sindet åbent her oventil.
Og hvis et hjem bliver ramt af sygdom
I begge hjælpende træder til.
Vi ønsker lykke i tid der kommer
for jer og hjemmet, af hjertens grund.
Ja, al den tak som vor evne rummer
vi rækker mod jer i denne stund.

Fru Foged også vor tak skal have
for aftenhøjskolekaffetår,
så mild og venlig sin tørn hun tager,
for børnene hun som moder står.
Hvis een til skade i skolen kommer,
og bliver Foged kaldt ud en dag
i skolestuen fru Foged kommer
og underviser – hun kan sit fag.

Mel.: Hvor smiler fager…..

Nu vil vi slutte vor lille sang,
at ikke selskabet bli’r forpustet.
Den slags kan nemlig let bli’ for lang
når man med ”stof” sidder godt udrustet.
Las os så råbe et højt HURRA
for vort højtagtede lærerpar!

—

Aalborg Stiftstidende, 11. april 1963

Kirketårnet havnede i laden

Boddum kirke i Thy skal have nyt tårn til erstatning for det, vore forfædre lod forfalde og anbringe som sokkel til en herregårdslade

Den middelalderlige Boddum kirke i Thy skal have nyt tårn. Det gamle fik lov at forfalde, man ved ikke præcis hvornår, men man ved, hvor resterne af det er at finde: i soklen til ladebygningen på Boddum Bisgaard en halv kilometer fra kirken.

– Vi må ha’ tålmodighed med det tårn, siger halvøen Boddums lokalhistoriker, førstelærer E. Foged. Tårnfonden blev oprettet omkring 1935, det er så længe siden, at de fleste vist har glemt det. Men der står 3-4000 kr. Vi må prøve at få gang i det igen. Der foreligger en fortræffelig tegning af kirkearkitekt Lønborg Jensen. Nationalmuseets velsignelse har vi også. Oprindelig vil man ikke vide af et nyt tårn. Nogle kirker er kullede og de skal have lov at forblive i den tilstand, menter Nationalmuseets kirkeforskere.

Så upåagtet har tårnet fået lov at forfalde, skønt det er sket først i slutningen af forrige århundrede, antagelig i 1870’erne. Den gang var Boddum kirke privatejet. Der var intet tilsyn, herremanden på Boddum Bisgaard kunne gøre, som han ville. Bisgaard betyder bispegård. En gang har gården hørt under bispedømmet i Vestervig, siden Børglum. Efter reformationen overtog godset kirketiendet, altså de kornskatter, som bønderne skulle svare ejeren til kirkens vedligeholdelse. Man kan gætte frit, om herremanden har brugt tiendet til gården i stedet for til kirken, eller om tårnet er overtaget i en sådan stand, at det ikke stod til at redde. I hvert fald er det sunket i grus. Jeg har været med til at spore syldstenen ved skibets vestende. De har båret tårnet, og da Nationalmuseet så dem, fik vi lov til at projektere et nyt tårn i den skikkelsen, man må formode, det gamle har haft. Mere end formodning kan det ikke blive. Der foreligger ikke dækkende tegninger. Vi ved blot, at det har været rejst i granitkvadre, ligesom den øvrige kirkebygning.

To kvadre reddet

At de samme granitkvadre er brugt som fundament til Boddum Bisgaards ladebygning er hævet over enhver tvivl. For en del år siden lykkedes det ved velvilje fra hovedgårdens daværende ejer at få nogle af de bedste eksemplarer pillet ud af soklen. nu står stenene ved siden af det meget lidt pæne våbenhus, der i forrige århundrede blev rejst som erstatning for det styrtede tårn. To af disse kvadre er formet som indfatning til et cirkelrundt vindue, måske et spedalskhedsvindue, hvorigennem de spedalske før reformationen fik rakt nadveren. Ind i kirken måtte de ikke komme. Kvadrene til vinduesindfatningen er smykket med udhugne mandshoveder. Det kan også være et almindeligt tårnvindue – udpræget–romansk fra 1100 årene. De kvadre vil få deres selvfølgelige plads i det kommende tårn.

Den blå dame

Den kendsgerning, at kvadrene er vendt tilbage til kirken, er naturligvis koblet sammen med den tradionelle spøgelseshistorie. Boddum Bisgaard har haft sit blå værelse og sin blå dame, og hun har huseret vildt, fordi de hellige sten er bortført fra deres plads og profaneret som ladesokkel, Forhåbentlig har hun fred nu. At spøge over de glatte granitkvadre, der er tilbage i laden, er der da ingen mening i.

Kirketårnets forfald har sandsynligvis stået på gennem en lang periode, måske i hurndrede år. Dårlige tider må utvivlsomt bære hovedskylden. Jeg har her et karakteristisk aktsstykke, der viser herremandens vilkår efter stavnsbåndets løsning i 1788. den vældige begivenhed for bondestanden har to sider. Bonden blev fri, han kunne arbejde, hvor han ville – hvis han var i stand til at flytte. Men herremanden skulle nu forhandle med sine fæstebønder. De færreste havde midler til selv at erhverve jord. Men de fik ret til at tinge med herremanden om hoveriet. Den tid var forbi, da vilkårene uden videre kunne dikteres.

Bonden tingede

Aktstykket er dateret 16. april 1792 og rummer ”hosbondens forslag” til de nærmere hoveribestemmelser på Boddum Bisgaard og ”bondens besvaring”. Herremanden mente, at der til arbejdet skulle medgå 23 spanddage og 68 gangdage, regnet efter arbejdsværdien i et spand heste og i bondens egen dagsydelse. Men ”bondens besvaring” viser, at fæstefolkene fandt de 23 spanddage og de 68 gangdage for en alt for stor arbejdspræstation. De siger 9 spanddage og 17 gangdage, mere ville de ikke bestille for herremanden, herved blev det.

Arbejdstiden fastsætter herremanden til 13 dagtimer om sommeren og 7 om vinteren. Bonden svarer, at 4-5 timer om vinteren – det dobbelte i de lange dage – må være nok, men de indvilger i at vedblive med ”jævn arbejde indtil aftenen uden at anvende tiden med tobaksrygning”.

Hårde tider

Økonomisk har det været en svær tid for det store landbrug. Mon ikke vi skal se den overgang som en af årsagerne til forfaldet af den romanske tårn på Boddum kirke, der har haft sin placering her en kilometer fra den nuværende by sålangt tilbage, vor histories skriftlige kilder går. Kirken er bygget på den gamle hedenske helligdom. Begravelser under og ved kirken viser det.

Boddum kirke er i øvrigt blandt de få her hjemme, der virkelig har ødslet med granitkvadre. Både indvendigt og udvendigt er der klædt op med dette materiale, og der er i murfyldet en tydelig overgang fra den første kristne kirke på stedet. Den bestod i det nuværende kor, hvor utvivlsomt også den hedenske helligdom har haft sin plads.

Kirken har knejst med sit tårn i Boddums storhedstid. Ordet betyder ”ved boderne” – her, hvor smakkerne lagde til, udvikledes et betydeligt handelscentrum. Den gamle Dover Odde Købmandsgaard opstod ved landingsbroen. Nu er den blomstret op igen som et af landsdelens største korn- og gødningsfirmaer. Det nye kirketårn skal måske være vidne til, at dette opsving tager endnu stærkere fart. Boddum er på vej ud af idyl og isolation, hvilke tanker man så vil gøre sig om det. Men kendsgerningen er, at hovedvej A 11 til sin tid bliver lagt ud over halvøen over den bestående dæmning ved Doverodde og langs et kommende dæmningsanlæg over Skibsted Fjord. Denne sidste del af linjeføringen er ikke lagt endnu. Den ny tid får under alle omstændigheder sin travle gang umiddelbart forbi den gamle kirke, der genvandt sit tårn.

ob.

—

Ekstrabladet, 14. juni 1963

Førstelærerens kæphest

– og 26-års kamp for at få en ny skole

Aldrig har jeg lært så meget om ugler som i den naturhistorietime, jeg overværede hos førstelærer Ejnar Foged i Boddum gamle landsbyskole i Thy.

Jeg havde svært lyst til at melde mig som elev hos ham. Der var ikke noget med at slå op i tørre zoologibøger. Levende og fornøjeligt fortalte Foged børnene om uglernes liv. Børnene kom med deres egene oplevelser med ugler. Det var en spændende time.

Til brug ved undervisningen havde man et pragteksemplar af en ugle fra den store samling af udstoppede fugle, som førstelærer Foged selv har bygget op og kan være stolt over. Den tæller 250 danske arter lige fra storken ned til vipstjærten.

Vi kikker på uglens store ører, der giver fuglen en veludviklet høresans. Den kan høre enhver lille puslen nede i græsset eller skovbunden og er da klar over, at der er bytte at hente. Kransen på hovedet beskytter øjnene, når uglen flyver mellem træerne. De store pupiller gør uglen til en natrovfugl. Den kan se om natten. Om dagen er den blændet af lyset. Øjnene sidder sådan, at uglen kan rette begge øjne mod samme punkt … den kan bedømme afstande.

– Laurits … hent en and … siger førstelærer Foged.

Og Laurits piler ud i samlingen for at finde anden.

Foged viser den frem.

– Her ser I. Andens øjne sidder sådan, at den ikke kan rette begge øjne mod samme punkt. Men det kan altså uglen.

Vi får besked om uglens bløde fjer, der gør det muligt for den at bevæge sig næsten lydløst.

Foged fortæller om de forskellige uglearter og om, hvordan allikerne har fortrængt kirkeuglen og tårnfalken fra Danmarks kirketårne.

Nu vil førstelæreren vise børnene en bestemt ugleart, men han kan ikke finde den i samlingen.

Nu forstår jeg det bedre, afbryder han. Min kone har taget en ugle til at pynte inde i stuen. Det er den nu ikke beregnet til…..

Førstelærer Foged er landmandssøn fra Thisted Landsogn. Han kender sin egn, deres sprog, dens mennesker, lærer ved Boddum skole.

Siden 1937 har han kæmpet for at få dyr og fugle. I 31 år har han virket som den gamle og utidssvarende skole erstattet med en ny, men endnu er det ikke lykkedes. Krigen kom. Efter krigen kom der fart i centraliseringen. Men her ville Boddum-boerne ikke være med. De bor på en halvø ude i Limfjorden. Et lille samfund for sig. De vil ikke vide af at skulle sende deres børn helt til en centralskole i Ydby. De vil beholde deres eget kulturcenter, skolen i Boddum.

Der har været udarbejdet flere skoleplaner for Boddum. Den sidste med en skole til elever op til 12-års alderen. Man skulle forlængst være i gang med at bygge den nye skole, men så kom byggestoppet. Måske kommer man i gang til efteråret. Førstelærer Foged er spændt på, om han – der er først i tresserne – overhovedet når at virke ved den nye skole. Der er i øjeblikket ved Boddum skole 3 lærere og fire klasser. Elevtallet er 80.

Alle Fogeds gamle elever vil sikkert skrive under på, at de har haft en dejlig skoletid i Boddum, hvor de lærte en masse. Men den gamle landsbyskole står og falder med førstelæreren. Når Foged trækker sig tilbage, bliver problemet for Boddum-boerne at finde en lærer, der kan fortsætte i samme spor. En lærer med Fogeds kvalifikationer hænger ikke på træerne. Og får man ikke bygget en ny skole, vil det blive næsten umuligt at finde en afløser. Ingen lærer vil i dag rykke ind i en ældgammel, ukomfortabel skole, når han kan vælge og vrage mellem store, moderne centralskoler med tilhørende lærerboliger med alle nutidens bekvemmeligheder.

Medens vi sidder i den hyggelige stue og snakker om problemerne, lader førstelærer Foged fingrene glide gennem et lækkert mårskind. Måren har han fanget i en fælde ude i haven. Skindet skal sælges i København, når han engang skal en tur derover.

Og snart er vi langt inde i zoologien, der er Fogeds kæphest. Han har et fint navn blandt zoologer. Foged fandt ud af, at birkemusen, der eller syntes uddød i Danmark, levede i bedste velgående i et område af Thy. Han har leveret birkemus til en række zoologiske museer. Her har eleverne været til god hjælp, men førstelæreren har også selv gået efter selvbinderen i høsttiden … på musejagt.

Førstelærer Foged er ivrig lystfisker og jæger. Ude i haven står 40 bistader med et summende liv.

Når førstelæreren, zoologen, jægeren, biavleren m. m. har lidt tid tilover, arbejder han med at kortlægge egnens historie. I Nationalmuseets arkiver vil man finde flere afhandlinger fra Ejnar Fogeds hånd. Og der kommer flere. Han har stof nok at øse af…

Har man besøgt Foged, forstår man godt, at Boddum-boerne stritter mod centraliseringen. De vil ikke af med deres skole eller deres førstelærer…

En landsby vil ikke centralisere

 

—–

Aalborg Stiftstidende, 18. august 1963

Steppedyret blev i Sydthy

Forskere er ved at løse gåden om et af vores sjældneste pattedyr, birkemusen, der ikke er af den sædvanlige musefamilie, men som har overlevet i Sydthy på trods af naturens omvæltninger gennem årtusinder. Amatørzoologen, førstelærer E. Foged, Boddum, der genfandt birkemusen, fortæller om den lille, tillidsfulde skabning.

Med al sin venlige og nysgerrige imødekommenhed i behold har et af steppens vilde dyr fristet  årtusinders omskiftelser i dansk natur. I Allerødtiden var steppen udbredt i Danmark. Da skoven voksede op, forsvandt steppedyrene – med undtagelses af det ene, der har overlevet i Sydthy.

Skulle vi bevare et steppedyr i Danmark, kunne det vanskeligt være et mindre. Det er birkemusen, et af landets mest sjældne pattedyr, hvis udforskning amatørzoologen, førstelærer E. Foged, Boddum, har æren for.

Han har forsynet danske og udenlandske museer med eksemplarer af den lille, tillidsfulde fyr, der sætter en bestemt grænse for tilliden: den lader sig ikke indfange i fælde. I de sidste 30 år er der taget 60-70 eksemplarer herhjemme, næsten alle af lærer Fogeds hånd eller af hans elevers.

Øget kendskab

Kendskabet til birkemusen er øget år for år, mest i de sidste måneder, da det er lykkedes at få et dybere kendskab til den dvaletilstand, musen er underkastet – i modsætning til de musearter, vi ellers kender herhjemme.

For 14 dage siden fik lærer Foged besøg af dr. Hubert Roer fra det zoologiske forskningsinstitut i Bonn i Vesttyskland. Han kendte et eksemplar fra Tyskland, men adskillige fra Rusland og Polen, hvor birkemusen har sit naturlige domæne. Ved lærer Fogeds hjælp vil dr. Roer prøve at sikrere kortlægning af musens opholdssteder og af deres liv og færden.

– Birkemusen har intet at gøre med vore almindelige mus, siger lærer Foged. Den er af en helt anden familie, adskiller sig f. eks. ved sin kraniebygning, der ikke har den læbespalte eller det hareskår, vi kender fra mus, rotter, kanier osv.

Den fik lov at gå

At birkemusen overhovedet har kunnet overleve herhjemme efter steppetiden hænger sikkert sammen med, at enkelte dele af landet ikke var dækket af skov i det tidsrum, da træerne ellers bredte sig overalt. Man kan tænke sig, at Jylland har givet passende overlevningsvilkår. Der er eksempler på birkemusen fra egnen omkring Aalborg, fra Jelling, Horsens, Vejle og enkelte andre steder. Men så talrigt som i Sydthy finder vi den ingen steder. Moser og engdrag giver den de bedste betingelser. Efterhånden som jorden kultiveres finder den sig til rette også på marker, helst de fugtige.

Jeg kom i kontakt med det sjældne dyr, da jeg som dreng blev sendt på ferie i Sydthy hos min mors slægt. Jeg var meget for naturens dyr allerede den gang. Jeg kom over en lille fyt, som jeg troede var en markmus. Den havde sort stribe på ryggen, var lidt mere gullig end den almindelige mus og havde en meget længere hale. Og så var den næsten tam. Den plirrede med sine glasknapper af et par øjne og betragtede mig interesseret. På grund af dens venlige optræden fik den lov at løbe.

Først en halv snes år senere, da jeg kom på seminariet og lærte om birkemusen, blev jeg klar over, at det var den, jeg var løbet over som barn.

Jeg blev lærer i Nordthy og genoptog jagten på den – af gode grunde uden resultat. Men da jeg blev ansat på Boddum i 1932, var der straks bid. Både her og ud over det øvrige Sydthy.

Hvert år i høsttiden får jeg en halv snes eksemplarer. Man skal finde dem, når de smutter frem under negene. Der er gjort omstændelige forsøg på at tage dem i komfortable fælder med redemateriale og foder. Det er ikke lykkedes i et eneste tilfælde.

Flere forskere arbejder nu med birkemusen – den store vanskelighed er at skaffe dyr nok.

Så tidligt, det lader sig gøre på sommeren har jeg nogle stykker gående i bur, en tilværelse de billiger med alle tegn på tryghed. Der skal meget rabalder til for at skræmme dem. De opfører sig i det hele taget ikke som mus. Får de et aks med havrekorn, kan de få timer efter tilfangetagelsen pille havren løs, sætte sig på bagbenene og med forbenene vende og dreje kornet, mens de fortærer det.

Først dagdvale

Det har ikke været muligt at holde birkemusen i live i fangenskab længere, end til dvaletiden indfinder sig. Her ligger den store gåde. Ingen aner, under hvilke omstændigheder birkemusen går i dvale. Den har en forløber, den såkaldte dagdvale, hvorunder den nogle timer ruller sig sammen som en bold med halen sirligt lagt til rette langs rygstriben. Dyret er som livløst, men nogle timer efter kan det være i fuldt firspring igen, klavit, som vi siger på Thy.

Når den faste dvaletid kommer, kan dyret kun eksistere under de for os gådefulde vilkår, som naturen har bestemt. Jeg har svær lyst til at bygge cementindhegnede dvaleområder i naturen for at efterforske birkemusens liv. Men andre og yngre må gøre det. Jeg er i den alder, da man giver arbejde fra sig i stedet for at tage mere på ryggen.

Før bro-tiden

I de kommende år vil vi komme til at høre mere om birkemusen – f. eks. om dens vilkår for at sætte den nye slægt i verden. Muligvis har dyret ligesom enkelte andre dvaledyr – en forlænget fostertilstand, så det nye kuld kan være parat til at fødes umiddelbart efter dvaletiden. Den korte sommer er dyrets eneste aktive periode.

– Hvilke vilkår giver netop Sydthy?

– Det er et andet spørgsmål, forskerne må prøve at give svar på. Thy har en overordentlig rig fauna – det er først efter Oddesundbroen, man egentlig er blevet klar over det. Før den tid var der ikke megen dyreforskning på disse kanter. Nu er vi snart verdens navle. Dyrene kommer også. Jeg havde den fornøjelse at fange en dværgmus i 1946, det første eksemplar, der er taget i Thy. Derfor kan den jo nok have levet her fedt og godt i århundreder. Ingen har bare været på hat med den. Men andre arter kommer først nu. Det er sikkert. Ved århundredskiftet overskrev den første muldvarp Bjerget i Vester Hanherred. I år er den set i Østerild, men ikke sydligere, så vidt jeg ved. Egernet er også under indmarch. De skal være velkomne – så langt naturen nu vil tolerer dem. men de skal helst lade birkemusen i fred. Der må aldrig drives rovdrift på den venlige, lille skabning, som har taget så stort og uimponeret på naturens omvæltninger.

ob.

——

Aarhus Stiftstidende, 23. februar 1964

Tilludsfuld mus – som faktisk ikke er en mus

Birkemusen er et steppedyr, der indvandrede til Danmark i senglacialtiden og gjorde Thy til sit hovedland.

I al stilhed, kun iagttaget af zoologer eller andre med et vågent øje for naturen, sker der forandringer i dyre-, plante- og insektverden. Nogle arter svinder i tal til et minimum, der nærmer sig tilsyneladende udryddelse, for atter at komme på fode som bestand. En art breder sig overordentligt, måske på en andens bekostning. Og der er andre arter, som overhovedet ikke er kommet op på tidligere forekomster, selv om de rigtige naturforhold stadig råder på deres gamle tilholdssteder.

Indtil 1932-36 fandtes ingen muldvarpe i Thy, ingen egern eller stålorme. I dag er muldvarpen nået til Østerild og Hunstrup. Egern er nået til Stenbjerg, snogen set ved Sønderhå. Svalehaler er set ved Højriis på Mors og ved Næsbydale ved Løgstør, hvor man hidtil ikke har set denne sommerfugl. Hedelærken breder sig stærkt i Han Herred, og tyrkerduen fra Orienten findes nu næsten overalt i Danmark, hvor det er konstateret, at den på nogle, men ikke på andre steder ypper kiv med ringduen.

Ret tidlig måske allerede i senglacialtidens sidste fase, indvandrede den nydelige birkemus i Danmark. Beviser savnes herfor, men man regner med, at den var talrig i Allerødtiden på grund af fordelagtigt klima, hvori tillige trivedes vildhest, steppe-egern og pibehare.

Forvekslet med brandmus

Birkemusen har intet behov for skov, men foretrækker åbne områder med spredt bevoksning. Det regnes, at birkemusen forhen fandt bedst egnede områder ved Horsens, Vejle og landområderne ved den vestlige Limfjord.

Men birkemusen holdt sig godt skjult gennem årene, og det første dyr, der blev zoologisk bestemt, blev fundet i 1872 vest for Vejle. Egentlig lå fire fund forud for dette, men disse lød fejlagtigt på brandmus.

Samtlige senere eksemplarer er også alle fundet i Jylland, og blandt fund efter århundredeskiftet kan nævnes birkemus flere gamle steder foruden fra Stavshede, lemvig, Jelling, Nørre Nissum, Ferring og Vandborg.

I dag er birkemusens hovedområde Thy med fund fra Boddum, Gettrup, Hvidbjerg, Ydby, Heltborg, Hurup, Bedsted, Vestervig, Villerslev, Hørdum, Snedsted, Vandet, Sennels, Tved, Grurup, Stagstrup med flere.

Førstelærer E. Foged, Boddum skole i Thy, er den danske zoolog, der har størst lokal- og førstehåndskendtskab til birkemusen, idet han gennem næsten en menneskealder har studeret dem.

Et steppedyr

– Den lille smukke mus er nem at have i fangenskab, fortæller han, men den må ikke få det for tørt. Den er jo vant til fugt.

Uopdyrkede arealer var tidligere birkemusens foretrukne områder, og det er næppe for meget sagt, at arten siden Allerødtiden næppe har gennemlevet større landskabsforandringer i Danmark end gennem det sidste århundrede. den er i dag i betydelig grad nødt til at leve på delvise kulturområder. Fordums mose- og engområder er reduceret voldsomt, men så længe der endnu er sådanne områder tilbage, vil birkemusen åbenbart stadig kunne regnes til den danske fauna, om end som et sjældent lille dyr.

Birkemusen er betydeligt mere tillidsfuld end de fleste andre musearter, fortæller lærer Foged. Den er i øvrigt ikke en mus, men hører til springmusene og er et steppedyr. Selv om der er megen variabel føde, hvor birkemusen holder til, begrænser den sin menu hovedsagelig til planteskud, havre, tørre eller friske æbler. I september går birkemusen i dvale, pudsigt rullet sammen med snuden mellem bagbenene, men med halen op over ryggen. Jeg ved dog ikke, hvorvidt den kan overvintre i fangenskab, men hælder til den anskuelse, at den eventuelt dør på et tidspunkt efter dvalens indtræden. Jeg tvivler ikke om, at netop fugtighedsgrad og temperatur er afgørende for, om birkemusen kan gennemleve en dvaletilstand i fangenskab.

Fra sine mange år som lærer i Thy har lærer Foged en værdifuld samling af fugle, sommerfugle samt stensager fra oldtiden. For eleverne i Boddum skole har samlingerne gennem årene været stor inspiration og undervisningsmateriale i de zoologiske fag, og lærer Foged har reddet mange effekter fra Thy, som ellers ville være gået tabt.

Han opretholder et nært samarbejde med zoologer og nærer speciel interesse for dyr og fugle, som er sjældne. Samlingen omfatter i dag ca. 250 danske fugle samt de fleste danske pattedyr.

Trafikken farlig for små-pattedyrene

– Det er en naturlig sag, når faunaen af sig selv ændres og visse dyrearter eller fugle svinder ind til et betænkeligt minimum, siger lærer Foged. Et eksempel herpå er knortegæssenes enorme tilbagegang på grund af tangpesten, der ødelagde bændeltangen. Men når naturen ændres ved menneskers uforstand eller griskhed, er det trist. Det er for eksempel menneskers uforstand, der er skyld i, at selv almindelige vadefugle næsten kan være udryddet, hvor de før var talrige.

Et eksempel herpå er brushønsene, hvis hane-turneringer er et skuespil af format, som kun urfuglenes hanekampe er magen til. Og så er jeg tilbøjelig til at mene, slutter lærer Foged, at langt den største fare for vore små-pattedyr er den stigende vejtrafik, der hvert år tager en vældig told

m s.

—–

Jyllands Posten

Omfattende hobbyudstilling i Hurup

Hundrede thyboer i alderen fra 7 til 89 år deltager i en hobbyudstilling, som i eftermiddag åbnede i Hurup. Der er udstillet langt over 1000 genstande i enkeltafdelinger, og desuden er der en mængde smukke samlinger med tilsammen flere tusinde genstande. På udstillingen findes Danmarks største fuglesamling i privateje, tilhørende lærer E. Foged, Boddum, og desuden er der våbensamlinger, andre stenaldersamlinger og endnu to fuglesamlinger, deribalndt en meget morsom og ejendommelig samling, som er forarbejdet af Chr. Sørensen, Hundborg, der i sin fritid har moret sig med i træ at udskære modeller af Danmarks fugle. Hobbyudstillingen i Hurup for fem år siden var landets største og var dengang en stor succes. Denne udstilling er endnu mere omfattende.

—–

Hjemmene har stadig ansvar for, at skolens gerning lykkes.

Disciplinkrise er ikke noget ukendt i landsbyskolen;
En ung jubilar i en gammel skole fortæller om nutidens frimodige børn og om skolens eviggamle krav.
100 års skoletraditioner.
Men de ydre rammer er jo ikke afgørende for det liv, som leves i skolen, og i Boddum har der gennem 100 år og endnu længere tilbage været en egenartet linje over skolens arbejde. Siden den nuværende skole blev taget i brug i 1857, har sognet kun haft tre lærere, og skolens nuværende leder, førstelærer E. Foged, kan den 1. november holde 25 års jubilæum med udsigt til endnu en række af virksomme arbejdsår i skolens tjeneste. Lærer Fogeds vældige sorte hårmanke har fået nogle sølvstænk, men ellers er han i det ydre den samme vitale, vågne og virksomme mand som den unge lærer, der for 25 år siden rykkede ind i Boddum skole som afløser for gamle lærer A. P. Jensen, der efter 40 års fortjentsfuld gerning tog sin afsked. Lærer Foged kom til Boddum efter 8 års lærergerning i Hovsør, og i Sydthy har man i rigt mål taget hans gode evner og enestående arbejdsevne i brug. Han har været formand for Thy og Hannæs ungdomsforeninger, formand for Refs Herreds Lærerkreds og formand for menighedsrådsforeningen i Sydthy, og han er stadig medlem af amtsungdomsnævnet, formand for Thisted Amts Aftenskoleforening, kasserer og forretningsfører for Boddum-Ydby Sygekasse, medlem af Jyske Telefonabonnenters repræsentantskab, statens tilsynsførende med bisygdomme i Thisted Amt, lokal medarbejder ved Nationalmuseet, ved Zoologisk Museum og ved danske skolers naturhistoriesamlinger. Som man ser, er det et omfattende register af tillidshverv, som spænder over mange forskelligartede områder, og jubilaren har fået tid til at passe det altsammen, men først og fremmest sin skole hjemme.
Hjemmene har stadig et ansvar for, at lærerens arbejde kan lykkes.
Og hvordan er det så at være lærer i et sogn, hvor man i langt over 100 år har brugt den skik at antage lærere som ganske unge mænd og beholde dem i 40 år eller mere.
– Kom de som ung lærer til at nyde godt af Deres gamle forgængers anseelse i sognet, spørger jeg lærer Foged i denne jubilæumssamtale.
– Det kunne tydeligt mærkes, at min forgænger havde et godt forhold til befolkningen i Boddum, og det kom straks fra begyndelsen også mig tilgode, siger lærer Foged. Da jeg kom hertil for 25 år siden, var det med den tanke, at jeg kun ville være her nogle år, men nu er vi groet fast herovre, og Boddum er vort blivende sted. Jeg var stolt, da jeg som ung lærer blev udtaget blandt 32 ansøgere til embedet. I dag ville der næppe melde sig en eneste. Sådan er mange ting blevet afgørende ændret i løbet at kun 25 år.
– Et pædagogisk problem som diciplinkrise kendes vel næppe i et sogn, som i høj grad lever sit eget liv?
– Man må skam ikke tro, at disciplinære vanskeligheder kun er noget, der kendes i byerne. De mærkes lige så vel i skolerne på landet, men skoledisciplin i en landsbyskole er alligevel noget andet. Her kender vi eleverne og deres hjem ud og ind, og det giver andre forudsætninger for arbejdet. Jeg har undertiden været nødt til at stikke en dreng et par på kassen, men det hører til sjældenhederne nu, tør jeg sige, og det forekommer kun, hvor der foreligger en meget grov overtrædelse, ikke så meget overfor mig som overfor kammerater. I denne forbindelse vil jeg gerne sige, at det spiller den største rolle, at læreren står i et godt forhold til hjemmene. Hvis børnene hører hjemme, at der gang på gang rakkes ned på læreren, bliver arbejdet i skolen umuligt. Det kan jo hænde sig, at en lærer på et eller andet område kommer i et vist modsætningsforhold til sognet, men hvis det sker, kan hjemmene gøre ubodelig skade ved at lade kritikken komme til orde i børnenes påhør. Børn har i sig selv et så modtageligt og følsomt sind, at de nok skal finde frem til lærerens eventuelle svagheder uden at hjemmene medvirker hertil. Jeg tror, at jeg i min egen skolekreds har haft et godt forhold til hjemmene. Det er noget, man måske vanskeligt kan bedømme selv, men sådan føler jeg det i hvert fald, og jeg mærker også, hvormeget det betyder for det daglige arbejde.
– Mærker De meget til udvandringen til eksammensskolerne?
– Ja, her er der på kun 25 år sket et afgørende skred. Da jeg kom til Boddum, var det almindeligt at børnene blev sammen, til de 14 år gamle gik ud af skolen. Måske skete det, at ældste klasses ”lyse hoved” kom på realskole i Hurup, men det var altid kun en enkelt elev, som forlod os. Nu er det blevet sådan, at en meget stor del af børnene skal i mellemskole, og det kan en landsbylærer kun være ked af, for det kvikker altid op, når lærenemme elever bliver. Vi har skam mange velbegavede børn tilbage, men selvfølgelig mærkes det meget, når så mange børn fra den bedste ende går ud af landsbyskolen.
– Er De tilhænger af den udelte skole?
– I princippet ja, men jeg ser meget vel de store vanskeligheder, der melder sig i praksis. Selvom børnene bliver sammen, må der under alle omstændigheder ske en deling, fordi de elever, som senere skal i eksamensskole, må forberedes hertil. Det vil også være økonomisk uoverkommeligt for en lille landkommune at bevare den samlede skole. Det vil forudsætte mange flere lærer, flere lokaler til almindelig undervisning og til særlige fag. Disse forudsætninger råder vi ikke over i Boddum, hvor vi ikke engang har en gymnastiksal, men hvor vi må leje os ind i et forsamlingshus, der bruges til alle mulige andre formål.
Børn er mere frimodige – men også mere krævende.
– Er børnene som før?
– …. børnene er blevet anderledes. De er mere frimodige, men også merer krævende end for 25 år siden. Dengang kunne man fornøje med at læse en historie for dem, men det duer slet ikke mere. Nu skal det mindst være filmsforevisning, sportsstævne, lange udflugter eller lejrskoler. Men forholdet mellem lærer og børn er blevet mere kammeratligt, og hvor læreren ikke har disciplinære evner, kan frisproget mellem lærer og børn let betyde, at det går ud over disciplinen. Det er lettere for en lærer at komme på talefod med nutidens børn. Hjemmefra er de vant til at snakke med om alt muligt, og det er en fornøjelse at mærke, hvor godt vor tids børn er orienteret. De kender navne og titler på ministre, og da russerne sendte Sputnik ud i verdensrummet, kunne børnene fortælle mig på klokkeslet, hvornår Sputnik ville være over den og den by. Det er min erfaring, at børnene følger vældigt godt med, både i aviser og gennem radioen – de ved besked om en forbavsende mængde ting, de har f.eks. et kendskab til mekanik, som børn for blot 25 år siden var aldeles blottet for.
Fare for, at skolens tid bliver klattet væk.
– Hvordan går alt det nye ind i en landsbyskoles arbejde?
– Lad mig sige herom, at jeg i mine unge år var tilhænger af så mange fag som muligt. Jeg kan f.eks. nævne, at vi her i Boddum havde naturhistorie, fysik og tegning mange år inden disse fag blev obligatoriske, og vi gennemførte en ændring til 3-klasset skole, som betød, at børnene kunne komme i skole hver dag og få flere undervisningstimer.
Men efterhånden har man hægtet altfor meget på skolen. Vi får besøg af skolelæge, af færdselskonsulenter og særkonsulenter, og de er allesammen velkommen. Så kommer skolefotografer, vi skal se film, vi skal høre radio, vi skal have tid til udflugter, til rejser og til lejrskoler, men hele denne travlhed rummer en fare for, at skolens tid simpelthen klattes væk, og det kan såre let gå ud over grundfagene. Det er godt at erhverve kundskaber, og så længe jeg får lov at være lærer, vil jeg prøve at give mine elever så mange kundskaber som muligt, men det opdragende og karakterdannende må man heller ikke glemme, og jeg ser i tidens jag efter kundskaber en fare for, at det kan komme til at gå ud over det menneskelige.
Aftenskolen har fået svære arbejdskår.
– Hvordan ser det ud med aftenskolens arbejde?
– Jeg har haft aftenskole i 17 vintre, hvor jeg selv havde alle timerne. For få år tilbage kunne det lade sig gøre at samle stor tilslutning, men der er jo næsten ingen unge tilbage i landbosognene mere, og i stationsbyerne er størstedelen af de unge på forhånd optaget enten af teknisk skole eller af handelsskole. Tilbage til aftenskolen er de ufaglærte, og det er efterhånden ikke mange, men i alle tilfælde vil det være en flok med højst forskellige forudsætninger, så det er i virkeligheden et stort program. Derimod er der fortsat stor interesse for kursusvirksomhed, hvor man tager et eller andet emne op.
Boddum skole har amtets største fuglesamling.
Det ville være utænkeligt at afslutte et besøg i Boddum skole uden at se lærer Fogeds private samling af udstoppede fugle – Thisted amts, måske Nordjyllands største – med 250 forskellige danske fuglearter fra de daglige gæster omkring i mark og have til de store sjældenheder. – Samlingen har til huse i et lokale ved siden af en af skolestuerne, således at skolens børn kan få glæde af den i undervisningen. Vi har ved tidligere lejlighed fortalt om denne enestående samling, og lærer Foged beklager med et suk, at det bliver mere og mere vanskeligt at få den udvidet. Når man ikke samler på dubletter og efterhånden har alle mere almindelige fuglearter og mange af de helt sjældne, er det et slumpheld at få en nyhed, siger han.
– Hvad betragter De som de største sjældenheder i samlingen?
– Jeg tror, det må være hærfuglen. Det eksemplar, jeg har, blev fundet her i Boddum for år tilbage, og en anden stor sjældenhed, vagtelkongen, kom sådan set dumpede lige ind af døren til mig. Den fløj mod en telefontråd uden for skolen, og en af drengene fandt den og forærede mig fuglen.
En Zoologisk sjældenhed, som er almindelig i Sydthy
– Hvad foretager en lokal medarbejder ved Zoologisk Museum sig?
– Han bliver sat ud på mangehånde morsomme opgaver, og jeg kan kun beklage, at jeg får mindre og mindre tid dertil. En sommer har jeg f. eks. indsamlet ca. 20.000 snegle til videnskabelig undersøgelse, og jeg har samlet mange eksemplarer af sjældne musearter, som så via statens fordelercentral bliver sendt til folkeskolernes naturhistoriske samlinge.
– Hvad er det for sjældenheder, vi har i Thy?
– Den første dværgmus, som blev påvist i Thy, findes i min samling, og siden er der, så vidt jeg ved, fundet 7-8 eksemplarer. Birkemusen, der ellers betragtes som en zoologisk sjældenhed, er ret almindelig i Sydthy. Der er fundet mange eksemplarer i de senere år, og jeg vil tro, at birkemusen er ret almindelig i området mellem Skjoldborg og Hvidbjerg på Thyholm, men jeg har ikke hørt, at den er fundet andre steder i Thy, og iøvrigt er den en sjældenhed.
– Hvad siger børnene til Deres store samlinger?
– De er skam vældig interesseret, og jeg kan takke deres medarbejderskab for de fleste af de fugle, jeg har samlet gennem 30år.
B. S.

……

—–

Aalborg Stifstidene, 29. marts 1964

Danmarks ældste skolebygning trænger til afløsning. Den ligger på Boddum i Thy og har fungeret siden 1857. Nu skal man ikke tro, at skolen er glemt. Siden 1937 er der arbejdet ihærdigt på en ny skole. Byggemøde nummer 70 blev holdt for en måned siden. Det næstnyeste fremskridt er udskiftningen af stråtaget for en halv snes år siden.
Det allernyeste er tilkøb af en lille landbrugsejendom ved siden af skolen. To, små lavloftede stuer er slået sammen til et sekskantet klasseværelse, men det er en rent midlertidig foranstaltning. Børnene sidder i den skolestue på fjerde år, mens byggesagen går videre.
Skolen i Boddum har haft en ejendommelig skæbne. Angreb på angreb er rettet mod den for at udslette den af kortet til fordel for en centalisering. Men befolkningen har stået sammen om skolen i ubrydelig trofasthed.
Det forstemmende er, at der bliver færre og færre til at stå sammen. Det er karakteristisk for halvøsamfundet Boddum, at det leverer større tilgang til de akademiske fag end gennemsnittet for Nordjylland – udregnet procentvis efter befolkningstal.
Halveret på syv år.
Skolen har sin selvfølgelige andel i den rekruttering, men den egentlige forklaring er, at præsteboligen og skolen er de eneste ejendomme, hvorfra der ikke drives landbrug. Boddum er et af de få steder, hvor bondekulturen har fået lov at bestå uden opblanding fra andre erhverv. Det miljø prøger en befolkning, også intel
….
bygning, der undervises i nu, fik ved opførelsen i 1857 een lille skolestue foruden lærerens bolig.
Et af skolens klenodier er en karakterseddel, skrevet syv år før af skolelærer Laurids Lehmann Kjæhr, iøvrigt finderen af den nu så berømte oldtidskirkegård i Ydby.
Karaktersedlen er til Else Kirstine Villadsdatter og udført med store, svungne og håndmalede bogstaver, ledsaget af blomstertegning og vers, en smal sag for degnen, der gjorde ligvers til enhver nogenlunde anstændig begravelse.
Et trin ned.
Karaktererne viser, at Else Kirstine er højt vurderet for sine præstationer i indenlæsning, katekismus, bibelhistorie, skjønskrivning, retsskrivning og regning samt yderligere påskønnet for flid og opførsel. Ikke enhver elev har fået så flot en karakterseddel, det kan man roligt gå ud fra. Gratis har den heller ikke været. Læreren lønnedes delvis med naturalier fra forældrene.
Sådan var vilkårene, da den nuværende skole blev bygget.
I knap et halvt århundrede slog den ene lille skolestue til. 1901 blev der bygget til. Skolestuen blev taget ind til degnens bolig, og i den nye gavl indrettedes et rummeligt klasseværelse. Det måtte sænkes et trin i forhold til det oprindelige niveau for at få tilvejebragt de lovbefalede antal kubikmeter luft. Men man købte kun så meget jord, som der var brug for efter strengeste udregning. I dag kan man knap vende med en cykel for enden af skolegavlen.
Byggesagen begynder
Børnetallet stiger år for år. I 1904 er der ikke plads til hele flokken på to hold hver anden dag i den ene skolestue. Der bygges en forskole som nabo, og der ansættes en forskolelærerinde. Med den nye skolelov i 1937 får skolen et fuldt lærerindeembede i stedet for forskolelærerinden. Nu er det een samlet skole. Men der er stadig for lidt plads. Det år begynder byggesagen.
I 1958 da en ny skolelov skærper kravene yderligere, får skolen det tredie lærerembede, og i 1962 forvandles landbrugsejendommen ved vestskellet til en såre brøstfældig og utilstrækkelig skole.
Sideløbende med denne udbygning, der bestandig har været det allermindste, man kunne nøjes med, er kampen ført for den nye skole. Der var jo ikke grund til at ofre, når den endelige løsning lå lige om hjørnet. Den har ligget der i 27 år.
Første skuffelse.
1939 kom første skuffelse. Da blev der givet tilladelse til at bygge ny skole i Ydby i samme kommune. Det var åbenbart for enhver, at Ydby trængte hårdere. Men Boddum skulle komme lige i kølvandet.
Den optimisme satte krigen en stopper for. Restriktionerne fortsatte i efterkrigsårene, ja vi har dem da endnu i udstrakt grad. For ni år siden blev udbygningen af Ydby skole færdig. Kunne man så forsvare at pumpe penge også i Boddum skole? Havde man råd til det?
Mens den sag drøftedes til bunds, kom skoleloven af 1958 og vendte op og ned på det hele. Centraliseringen kom for alvor i forgrunden. Hvorfor ikke nedlægge Boddum skole?
I 1958 var der 80-90 børn på halvøen.
Sognerådet ønskede en dækkende meningstilkendegivelse og lavede kommuneafstemning. Det vist sig, at der også i Ydby var tilslutning til fortsat skole i Boddum. Så bøjede sogneråd og skolekommission sig. Amtsskoledirektionen og undervisningsministeriet gik ind for en ny skole, da planerne lå færdige i 1959. Man kunne bare ikke bygge. Prognosen i 1962 gav nye betænkeligheder, og det blev igen foreslået at nedlægge, men da befolkningen stod fast, gik man ind på et kompromis – en skole for børn indtil 12 års alderen.
En gammel uret.
I efteråret 1963 kommer den tredie plan om at nedlægge skolen, efter at byggestop, helhedsløsning og mange andre undskyldninger har forhalet byggeriet. Men befolkningen står stadig urokkelig. Efter byggemøde nummer 70 bliver det så endelig vedtaget, at der skal bygges. Der foreligger vedtagelse både i sogneråd og skoledirektion. Sagen er sendt til ministeriet igen. Boddum skoleprojekt ligger nu som nummer et i Thisted amt.
– Får vi ny skole af det, spørger førstelærer E. Foged? Vi skulle have bygget for 20 år siden, så havde skolen tjent så længe. Børnetallet synker støt. For øjeblikket har vi 70. Men uanset om skolen kan bestå, har vi brug for den bygning. En gymnastiksal, som Boddum aldrig har ejet, skønt halvøen med stor trofasthed dyrker gymnastikken, vil der altid være brug for – også de øvrige lokaler i en ny skole. Hvem kender iøvrigt fremtidens krav? Der er planer om en ny hovedvej ud over Boddum, den kan ændre hele billedet.
Vi kan tidligst komme i gang til efteråret 1965, som byggesituationen er i dag. En gammel uret kan gøres god igen, hvis der bygges til den tid.
Førstelærer Foged kan tale med om dette og om den bestandighed, der står bag kravet. Det er ikke flakker, der har ledet skolen i Boddum. Foged er den tredie førstelærer i 12 år.

—–

Thisted Amts Tidende, 10. oktober 1964

Boddum beholdt sin skole

Tidens løsning er centralisering, i særlig grad når det gælder skolevæsenet, og mange sætter lighedstegn mellem nye og større skoler og bedre undervisning med rette og urette. Men nogle glemmer, at en skole ikke blot er en skole i almindelig forstand, men også er det naturlige kulturelle samlingspunkt for sognets eller kommunens beboere.

I Boddum – den lille Limfjordshalvø i Sydthy – har beboerne netop nu fået deres ønske opfyldt. Det lille sogn med omkring 400 indbyggere har fået byggetilladelse til en ny skole og fået en bevilling på 400.000 kr.

Det betyder for det første, at sognet må tage afsked med sin gamle skole, der med sine 107 år er amtets ældste, idet den ny skal bygges på den samme plads, men for det andet, at sognet bevarer sit kulturcenter – skolen. Endelig betyder det afslutningen på en årelang kamp fra beboernes side, både for at beholde og for at få en ny skole på halvøen.

Kun tre ledere i 100 år

Boddum skole blev opført i 1857, og er den ældste skole i hele amtet, som endnu er i brug. Igennem hele sin levetid har skolen kun haft fire ledere, og heraf kun tre gennem 100 år, hvilket vidner om, hvor godt lærerne har syntes om skolen og befolkningen på den lille halvø.

I 1932 kom den nuværende leder, førstelærer E. Foged, til øen og hans forgænger var leder i omkring 40 år og ligeledes dennes forgænger. Skolen har i de mange år været sognets ”kulturcenter” og der er her holdt næsten utallige aften- og ungdomsskolekurser, møder og meget andet, og her har sognebiblioteket til huse.

Skolen har ikke sit oprindelige udseende, idet der i 1901 skete en stor udvidelse, da der blev bygget en ny skolestue til. I 1904 fik skolen endnu en ny skolestue, der er bygget særskilt med en lærerindebolig. I 1962 købte kommunen en ejendom lige ved siden af skolen, og der blev oprettet endnu et nyt og tredje lærerembede samt en skolesystue. Denne skolestue er antagelig Danmarks mest primitive skolestue. Den er opstået ved en sammenlægning af to stuer, hvilket bevirker, at den er vinkelformet, og møblerne er af den gamle type med faste bænke og borde.

En ny skole drøftet i 27 år

Den nye skole har – endnu før den er bygget – skrevet historie, fortæller førstelærer E. Foged.

Allerede i 1937 var det på tale at bygge en ny skole, og da man i 1939 udfærdigede tegninger og købte grund til en ny skole i kommunens andet sogn, Ydby, var det meningen af Boddum skulle have en ny skole så snart skolen i Ydby blev færdig. Men så kom den anden verdenskrig, og under krigen og lige efter var der stilhed omkring kommunens skoleplaner. I 1956 blev skolen i Ydby bygget, men Boddum fik ingen.

En fuldt udbygget skole godkendt

Mange møder, forhandlinger, endda en kommuneafstemning fulgte, og det blev til sidst vedtaget at opføre en fuldt udbygget skole i Boddum. Planerne blev godkendt af alle myndigheder, men netop som alt var klar til påbegyndelse, tårnede forhindringerne op. Der  blev byggestop, ”helhedsløsningen” blev vedtaget og der var materialemangel. Følgen blev, at sagen trak så længe ud, at samfundets strukturændring med vandringen fra land til by efterhånden blev så voldsom, at en på det nærmeste halvering af elevantallet kunne forudses i løbet af en kortere årrække. Dengang havde skolen i Boddum 80-90 elever, mens der nu er 76 elever.

En mellemvej

Resultatet blev en mellemvej. Det blev vedtaget at bygge en skole i Boddum for de første fem årgange, hvorefter de sidste to skal til Ydby. Først nu for få dage siden, er der givet grønt lys for arbejdet, som er udbudt i licitation, og inden den 15. januar skal arbejdet være påbegyndt. Skolen skal bestå af to en halv skolestue, en gymnatiksal, en lederlejlighed, og der skal været to lærerkræfter. Der er givet bevilling på 400.000 kr. til arbejdet, og hvis det engang skulle vise sig, at skolen skal nedlægges, er der intet tabt ved det. Sognet har længe haft brug for en rigtig gymnastiksal, og da det bliver en fem-årig skole, behøver man ikke at købe kostbart specialudstyr og indrette lokaler til f. eks. sløjd og køkkengerning. Skolen skal også indeholde sognebiblioteket.

Den gamle falder for den nye

Den nye skole skal placeres på en del af arealet til den gamle skole, og det bliver nødvendigt at nedrive denne.

Det bliver ikke uden en vis vemod, at Boddum-boerne må sige farvel til den gamle skole, der trofast i 107 år har tjent sognet. Men nu har man også i så mange år kæmpet for, at beholde og få en ny skole, at man næppe vil tro på, at sagen er i orden, før det første spadestik er taget til den ny skole.

Sun.

—–

Aalborg Stiftstidende, 18. oktober 1964

Skole efter 27 år i rastløs venten

Striden på Boddum omsider slut. Halvøen beholder sit skolevæsen
I 27 år er der drøftet skolebyggeri på Boddum halvøen, der skyder ud fra Sydthy. Der har foreligget flere sæt tegninger, hver gang er der kommet vanskeligheder. Nu er vejen endelig banet. Boddum har fået byggetilladelse og kan hermed realisere undervisningsministeriets bevilling på 400.000 kr.
For Boddum er det vigtigste i denne sag, at en årelang strid er bragt til ophør. Der har været stærke kræfter i gang for at sløjfe halvøens skolevæsen og at inddrage undervisningen i en centralskole i Ydby.
Skolens leder siden 1932, førstelærer E. Foged – kendt som en af vore betydeligste ornitologer – har sammen med Boddums befolkning kæmpet for skolen i alle disse år.

Indgroet skepsis

– Jeg havde såmænd opgivet at se den i min tid, siger skolelederen og jeg har stadig så megen indgroet skepsis, at jeg vil se første spadestik, før jeg tror for alvor. Men formaliteterne er i orden. Pengene er til stede, byggetilladelsen er givet, og licitationen udskrevet på grundlag af arkitektfirmaet Hansen og Lydbys tegninger. Den holdes 26. oktober, og arbejdet er af ministeriet krævet i gang inden den 26. januar. Formentlig sker det langt tidligere. Det er altså tæt på. Jeg har 5 år tilbage af min tid som leder af denne skole. Går det, som vi ønsker og håber, skulle jeg altså få lov at have nogen tid i den nye skole. Før om et par år er den næppe færdig. Først skal det meget tiltalende etplans byggeri være færdigt – det opføres i min have og på en tilkøbt naboejendom – så skal vi flytte over, at det gamle skal rives ned. Det ender med, at vi knuser en tåre, når det sker. Boddum skole er den ældste i Thisted amt. Men vi har i alt for mange år haft trange forhold i den skole – og i naboejendommen. Det undervisningslokale og den lærerbolig, der indrettedes her, har været under al kritik.

Også for de voksne

Men nu bliver det godt. Boddum beholder sin skole og får det udbygget til mødested også for den voksne befolkning. Sognebiblioteket skal have til huse i de nye lokaler, og vi får omsider en gymnastiksal, som skal bruges også af de voksne – tillige som samlingslokale.
I de 400.000 kr. er ikke medregnet lederbolig. Man forstår, at der alligevel ikke bygges nogen stor skole for de penge. Meningen er da også, at Boddum skole i fremtiden skal undervise børn indtil 12 års alderen. Det ældste årgange skal gå i skole i Ydby. Men det kan ikke ske straks efter skolens færdiggørelse. Der er pladsmangel også i Ydby. Før de er færdig med deres udvidelse, skal vi beholde alle Boddum-børnene – borset fra eksamenseleverne – i vor skole.

——

Thisted amts ældste skole er faldet for bulldozeren

Boddum har taget sin nye skole i brug – efter at et af landets mest spegede skoleproblemer omsider er løst

Den ældste skole i Thisted amt er sunket i grus i disse dage – efter at børnene i Boddum har taget deres nye skole i brug. Det var vemodigt for førstelærer Ejnar Foged at se skolen forsvinde i kalkstøv – også en triumf. I over 30 år har han kæmpet for den nye skole.

Skolen i Boddum – halvøen der skyder ud fra Sydthy – har en særstilling i dansk skolebyggeri. Den repræsenterer en af de mest komplicerede sager efter krigen. Standpunkterne var efter hånden blevet så indfiltrede i hinanden, at alle muligheder for at rede dem ud syntes håbløs. Det var en af undervisningsminister K. Helveg Petersens sidste embedsgerninger at sige: ”Så er det godt. Nu skal Boddum ha’ sin skole!”

Indtil da havde den i årevis stået som nummer et på listen, men hver gang skudt bagud til en uvis position – fordi det var så håbløst at finde en samlende løsning.

Den ældste skole

Skal man helt tilbage i historien, begyndte det i 1852, da skolen blev bygget.

Det er så længe siden, at bygningen var nået at blive amtets ældste i funktion. Bulldozer-nedbrydningen forleden viste, at det ældste af skolen var muret i massiv mur. Først en tilbygning af 1901 tog hulmuren i brug. I 1904 byggedes et anneks. Der blev plads til en ny skolestue, og der blev oprettet lærerindeembede.

Siden er der ikke gjort noget i bygningsmæssig henseende. Rammerne er sprængt forlængst. For fire år siden lappede man på skavankerne ved at købe en gammel landbrugsejendom, hvor der blev plads til en tredie skolestue og til bolig for en tredie lærer ved skolen. Det var mildest talt, en dårlig løsning, men som overgangsfænomen kunne det gå an.

Ønsket om centralskole

Striden om den nye skole i Boddum har faktisk stået på, siden 1937-loven trådte i kraft. Da var det klart for alle, at skolen ikke kunne fungere videre i sin daværende skikkelse. Men en skolelov kan blive gammel, før alle efterlever den med hensyn til de ydre rammer.

Krigen kom, og efter den opstod ønsket om en centralskole i Ydby, omfattende også Boddum. Det ville beboerne i Boddum skoledistrikt bestemt ikke være med til. Halvøen er en nøje afgrænset enhed. Det var utænkeligt, at den skulle miste sin skole.

Boddum-folkenes synspunkt gik igennem. Der blev projekteret en fuldt udbygget skole, og der blev sat penge af på kommune-budgettet. Så kom den nye skolelov og hermed fornyede ønsker om centralisering.

Det kom til mommuneafstemning – med en sejr for Boddum.

Projektet blev støvet af og taget frem igen. Men nu opstod en ny komplikation. Som følge af det faldende børnetal i kommunen, sagde skoledirektionen for Thisted amt, at der ikke kunne blive tale om at lave en fuldt udbygget skole, højest en skole, der underviste børnene til 12-års alderen.

Boddum rejste sig igen i vrede.

Pludselig gik det

– Jeg havde opgivet nogen sinde at se Boddum få sin gamle skole afløst af en ny, siger førstelærer Ejnar Foged – landskendt for sin naturhistoriske samling – men det gled alligevel, og det var vist en overraskelse for de fleste, at det pludselig skulle gå så let, efter at skolen bestandig har måttet vige førstepladsen.

Nu blev løsningen, at vi fik en ny skole, der foreløbig tager børnene til det 14. år. Først om et år eller to skal de store børn gå i skole i Ydby. Ved samme lejlighed skal vi tilbage til to embeder.

Ud fra de synspunkter har vi fået den nye skole bygget. Netop nu er den blevet færdig, men indvielsen skal formentlig vente til august.

Skolens indretning

Vi har fået to og en halv skolestue plus bibliotek, en lille aula og gymnastiksal med brusebad. Hertil kommer lærerboligerne. Et stort beskyttelsesrum kan straks tages i brug til kommunale formål. Man må huske, at også gymnastiksal og bibliotek er for alle sognets beboere. Det er første gang i historien, at Boddum får en rigtig gymnastiksal.

– Hvor mange år har De til at glæde Dem over det nye?

– Kun 4 år, men godt for det. Det er en fornøjelse at rykke ind i det nye med vore 72 børn. Prognosen siger, at vi om tre år er nede på 50 børn. En del af dem skal jo gå i skole i Ydby. Tilbage bliver kun 35. Det skulle til gengæld være bunden. Der er kommet adskillige unge familier til skoledistriktet efter fler års udvandring af de unge.

Skolen vil formentlig komme til at koste ca. trekvart million kr. For de penge har vi fået en skole af højeste standard – en skole, der er bygget for fremtiden.

o b.

—-

Thisted Amts Tidene, 24. august 1966

Boddum nye skole bliver indviet i eftermiddag

Boddum sogns bestræbelser for at bevare en selvstændig skole førte til  opførelse af en mindre skole, hvor børnene undervises til 12-års alderen.

Boddum sogns energiske bestræbelser for at bevare en selvstændig skole lykkedes efter årelange forhandlinger, hvorunder det oprindelige projekt blev reduceret, så kun de yngste årgange bliver undervist i Boddum. Man enedes om at bygge en skole med to klasseværelser, bibliotekslokale og gymnastiksal, så skolen ikke alene kan tjene de skolesøgende børn, men også ungdommen i sognet, og i eftermiddag finder den officielle indvielse sted, efter at skolen uofficielt har været i brug i mere end et år.

Den stråtækte idyl var kun en facade

At der skulle ske en ændring af Boddum skoles rammer var alle enige om, inden man begyndte på forhandlingerne. Den gamle skole i Boddum var mere end hundrede år og som den eneste i amtet tækket med strå. Den lå som en tilsyneladende idyl ved byens gadekær, men bag facaden var det småt nok med idyllen. Gadekæret var sundhedsfarligt og er forlængst sløjfet, og de gamle skolestuer kunne slet ikke opfylde de krav, der stilles i nutidens skolelove.

Det blev besluttet at hugge den gordiske knude over, så Boddum fik sit ønske om en selvstændig skole opfyldt, men dog kun delvist, idet børnene efter den nugældende skoleordning undervises i Boddum til 12-års alderen, hvorefter undervisningen fortsætter på centralskolen i Ydby.

Der kunne derfor bygges en skole med to klasseværelser, et bibliotekslokale, som også anvendes i undervisningen, en gymnastiksal, en aula og ikke mindst tidssvarende toiletrum og badeværelser. I forbindelse med skolen er opført en skolelederbolig, og desuden er der i skolens umiddelbare nærhed bygget en lærerbolig. Boddum har nu fået et smukt og moderne skoleanlæg i grønne omgivelser, og i eftermiddag samles en indbudt kreds sammen med sognets beboerer til officiel indvielsesfest.

Skolen i brug i et år

De to klasseværelser har ved indvielsen været i brug i et år eller mere og gymnastiksalen siden maj måned, men man har foretrukket at vente med den officielle indvielse til hele byggeriet var afsluttet og omgivelserne bragt i orden. Det var en nødvendighed at fremskynde byggeriet af klasseværelserne, så undervisningen kunne flyttes fra den gamle skole, men det foregik uden højtidelighed af nogen art, da man for et år siden rykkede ind i de nye undervisningslokaler.

Kafffe til de voksne – pølser til skolebørnene

Kl. 11:30 i eftermiddag er skoledirektionen med amtmand Martensen-Larsen i spidsen, amtskolekonsulent Østergaard, skolekommissionen, Boddum-Ydby sogneråd, arkitekt og håndværkere indbudt til at se og gennemgå skolen, inden man en halv time senere samles med beboerne til officiel indvielsesfest, hvor amtmand Martensen-Larsen holder indvielsestale, hvorefter sognerådsformand Sigurd Yde vil give oplysninger om omkostningerne ved skolebyggeriet. Hvis vejret tillader det, er det meningen, at indvielsesfesten skal foregå i det fri, og ellers må man rykke sammen i gymnastiksalen.

Hele Boddum sogn er nemlig indbudt til at være med, og i betragtning af den interesse, hvormed alle i Boddum har fulgt skolesagen, venter man stor tilslutning. Når den officielle del af festen er forbi, samles man i forsamlingshuset, hvor der serveres kaffe for de voksne og varme pølser for skolebørnene, for de er også indbudt til at være deltagere. I aften er der fest på Ydby kro for håndværkerne.

Arkitekt og håndværkere

Skolen er projekteret af arkitektfirmaet Poul Hansen og Ib Lydholm, Thisted, og følgende håndværkere har stået, for byggearbejdet: murermestrene, brdr. Larsen, Vestervig, tømrermester H. Clemmensen, Dover, snedkermester Edv. Jensen, Ydby, smedemester Josefsen, Boddum (sanitet), smedemester Aksel Stærk og mekaniker A. Sørensen, Ydby (centralvarme), malermester A. Plougman, Ydby, installatør G. Poulsen, Ydby, og Thy Farvelager, Koldby, som har leveret gulvbelægningen.

Skolen kostede 700.000 kr.

Når beboerne er samlet til indvielsesfest, vil sognerådsformand Sigurd Yde kunne oplyse, at byggeomkostningerne har været ca. 700.000 kr., heraf indreget de to lærerboliger med statens tilskud fradraget.

Sportspladsen, som skal anlægges ved skolen, er ikke med i denne opgørelse.

——

—–

Thisted Amts Tidende, 1. september 1966

<stro