Noget om Boddum

Sammenfattet af Inge Mardal

Anders Christian, A. C., Ajs Chresten eller Anders Degn. Han havde mange navne.

Han var født den 27. oktober 1873 og blev hjemmedøbt den 28. oktober af sognepræsten Anders Lassen Lundbye (1832-). Dåben blev publiceret i Boddum kirke den 28. december 1873.

Han var søn af gårdmand Niels Peder Andersen ”Degn” (1841-1908) og Else Marie Christensen (1840-1895). Som faddere fik han gårdmand Anders Andersens hustru Mette Margrethe Bech (1845-1917) (faderens brors kone), pigen Marie Christine Madsen (1856-1930), husmand Peder Pedersen (1813-1879), husmand Lars Christian Thomsen (1823-1880) og ungkarl Peder Andersen (1849-1930) (faderens bror). De boede alle i Boddum.

Han voksede op på Doveroddevej 19 og fik et par søskende, nemlig Jens Kristian Andersen (1878-1887) og Martin Andersen (1882-1960).

Ifølge folketællingen i 1880 boede hans farmor, Maren Andersdatter hos dem (1811-1885).

Den 8. april 1888 blev Anders Christian konfirmeret i Ydby kirke og fik karakterene mg+ i kundskab og mg i opførsel.

Efter konfirmationen i 1888 kom han i tømrerlære og blev udlært tømrer. Hvor han stod i lære, ved vi ikke.

Den 16. oktober 1895 døede hans mor, Else Marie. Hun blev begravet på Boddum kirkegård den 25. oktober 1895.

Ifølge folketællingen i 1901 var han tømrer og boede på det tidspunkt hjemme hos faderen og broderen. Han arbejdede som tømrer indtil han blev gift, og Hjalmar Mardal fortæller, at Anders Christian huggede alt tømmeret til spærrene til den ”nye” lade i ”Æ Snæver”. Det var i 1901 at den blev bygget.

I 1902 blev han gift i Boddum kirke med Mette Kathrine Nielsen ”Krabbe” (1870-1927). Hun var plejedatter hos Anders Christian ”Søndergaard” (1843-1899) og Karen Madsen (1849-1933). De var blevet gift i 1870 og var barnløse. Deres forlovere ved brylluppet var Anders Christians far, Niels Peter Andersen og købmand Niels Kristian Nielsen (1854-1927). Sidstnævnte var plejemoderens søsters mand, og begge forlovere var fra Boddum.

Mette Kathrine Nielsen “Krabbe” (1870-1927) og Anders Christian Andersen (1873-1945).

Derefter blev han gårdbestyrer for svigermoderen på Gravenhøjvej 18 og arbejdede som sådan de næste 20 år, indtil 1922.

Hans kone, Mette Kathrine Nielsen ”Krabbe” var født 9. juni 1870 i Brydbjerg, Bedsted. Hun var datter af bager og husmand Jens Jespersen Nielsen ”Krabbe” (1839-1895) og Kirsten Katrine Madsen (1846-1892). Da hun blev konfirmeret i Boddum kirke, boede hendes forældre i Svankjær, Hvidbjerg vesten Å, der er de også begge begravet. Hun kom i 1871 til Boddum hos sine plejeforældre.

Mette Kathrines mor var født i Boddum og hed Kirsten Catrine Madsen ”Skinhøj” (1846-1892). Hendes forældre var Mads Christensen ”Skinhøj” (1809-1889) og Karen Madsdatter (1819-1846). Moderen døde da Mette Kathrines mor blev født og faderen giftede sig igen med Karen Kathrine Pedersdatter, som fik døtrene Karen Madsen (1849-1933), som blev Mette Kathrines plejemor og Bodil Katrine Madsen (1851-1886), som blev gift med købmand i Boddum Niels Christian Nielsen. Niels Christian var forlover til Mette Kathrine og A.C.’s  bryllup.

I 1907 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. vi stod endda lige og skulle til Hurup for at hente Mette, Karen og Anders Kristian. De har nemlig været i København til bryllup med en slægtning af Karens. De blev der så en fjorten dage for rigtig at få hovedstaden at se. Vi har i den tid hørt fra dem en tre gange og kan forstå, at de turer ordentlig rundt, for det er om at få så meget ud af turen som muligt.”

Den 8. maj 1908 døde A.C.’s far, Niels Peter Andersen. Han blev begravet på Boddum kirkegård den 15. maj 1908.

I 1910 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. gilde hos Anders Christians, han fylder år i morgen, de har så fremmede 2 aftener, da de ikke kan have dem alle på én gang”.

I 1910 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” A. C. er også med i udvalget vedrørende forsamlingshuset”.

I 1913 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Mette har været så dårlig af nyrebetændelse, at vi var ganske bange for, at hun skulle gå bort, og selv var hun helt inde på, at det ville sådan gå, men nu i dag er hun meget bedre og vil vist helt sikkert komme sig igen.
…..så må jeg lige smutte om til Mette, før jeg går i seng, for at se hvordan hun er….. Jeg har jo meget af tiden været deromme hos Mette, det vil sige ikke ret mange timer i alt, jeg kan jo ikke slippe ret megen tid fra de små, men jeg vil jo endelig noget af tiden”.
”….. Mette har også været lidt dårlig og ligget en uges tid, det er jo den slemme, kroniske nyrebetændelse, hun går med altid, dog nu er hun da oppe igen, så det ser ud til hun kommer over det endnu denne gang….”

I 1915 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. I går formiddag var Jens og jeg i kirke, jeg kørte med A.C.  Andersen. I aftes var de så lige heromme en lille sviptur, Karen er på Thyholm, så det var kun de to unge….”

Ifølge folketællingen fra 1916 led hans kone Mette Kathrine af kronisk nyrebetændelse.

I 1918 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Vi har jo al havren ude, så det er trist med det regnvejr, men det bliver jo nok bedre, og A. C. vil hjælpe dem at køre korn, når det bliver tørvejr, han kan snart tage sit, da de jo ikke har nær så meget. Så tærsker vore drenge og Peder for ham. Det gør de 3. dag i dag”.

I 1918 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Mette er rent sølle, hun falder omkuld hvor som helst og kan ikke selv komme op igen. A.C. Andersen er i disse dage ved at få skødet på gården, det er nu heller ikke en dag for tidligt”.

I 1919 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Naboen Anders Kristian slap også for den spanske syge, og konen, Mette, siger at hun er blevet bedre, men i andres øjne svækkedes hun mere og mere”.

A.C. overtog Gravenhøjvej 18 i 1922 fra sin svigermor og havde den indtil 1940.

I 1924 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Hils Anders Christian fra mig, hvordan mon det er med Mette, det er vel ikke godt, hvor er det svært, sådan at være syg altid.”

I følge folketællingen i 1925 var Carl Andreas Christensen (1901-) fra Ydby tjenestekarl og A.C. var i et par perioder medlem af Boddum-Ydby sogneråd valgt for Venstre og var sognerådsformand ialtfald i 1927. Han var også i menighedsrådet og havde mange andre tidlidshverv.

Hjalmar Mardal fortæller: Desuden kan jeg huske om Anders Christian, at han i lang tid var formand for forsamlingshuset, og han førte ingen regnskab over pengene. Nogle mente at han tjente penge ved det, men de fleste troede, at han satte penge til.

Der fortaltes en historie om en gang han var blevet meget uenig med lærer A. P. Jensen i Boddum skole, men Jens Søe og nogle andre fik dem til at give hinanden hånden på, at de skulle være gode venner igen, men så sagde A. C.: ”Men jeg vil aldrig glemme, at en degn er en gal spektakelmager.”

Han kørte rundt til underholdninger her i Thy, hvor han var god til at læse historie. Så havde han Jens Søe med til at læse egne digte op. Jens Søe fik dem udgivet i bogform med titelen: ”Tak for æ bro” Oddesundbroen. A.C. havde også Jens Hove med, som fortalte om sine udlandsophold i England, Island og Finland. A.C. læste fortællinger af bla. Knud Knudsen (Knud Anders Hjortø, født Knudsen) mere kendt som Knud Hjortø (1869-1931).

Han havde en bil fra omkring 1929, så under krigen 1939-1945, da vi ikke kunne få benzin, tyndede han det op med petroleum og til sidst blev det alene petroleum og den kørte ligeså godt – ”Eller den kørte da” til der ikke længere kunne fås petroleum.

Da jeg i 1938 tjente i ”Æ Snæver” hos Jens Hove (1901-1978) kørte A.C. en aften, det var inden den 1. november, os til foredrag i Bedsted. Foruden A.C.  var også Jens Hove, en anden tjenestekarl Thorvald Jensen (1919-1991) (en bror til Magne Kjems Hoves senere kone Oda Elisabeth Jensen (1921-1988)) og jeg med. Vi hørte et foredrag, der hed ”Fangen fra Djævleøen”. Hvem foredragsholderen var, huskes ikke og måske fik man det ikke at vide, for det skulle virke mystisk. Han viste blandt andet sine ben frem, hvor man tydeligt så mærker af lænkerne, han havde haft på.
Vi havde på vejen derhen købt wienerbrød og det spiste vi til en kop kaffe, som vi fik på Bedsted Hotel hos to af Thorvald Jensens søstre, som boede der. De var syersker, det var Kathrine Marie Graugaard Jensen (1908-1980) og Agnes Agnethe Jensen (1913-).

Den 22. november 1927 døde A.C.s kone, Mette Kathrine. Hun blev 57 år gammel og begravedes på Boddum kirkegård den 29. november 1927.

I 1929 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” …... Vi ville meget gerne, om ikke du og flere kunne komme herned til den 10. maj, se, den 9. er jo helligdag, kunne A.C. og Karen ikke nok få et par dage fri og bile herned en tur”.
…..Her er et billede, som blev taget, da vi kom hjem fra kirke den søndag, Hans var hjemme. A.C. bilede jo med os. Karen ville ikke med på billedet. I kan jo nok kende drengene? Åge, Eva, Ejnar, Harald, A.C., Jens og mig. Sådan sidder vi fra venstre”.

1929
Aage Kjems Hove (1906-1992), Eva Agnete Kjems Hove (1914-2003), Ejnar Hove (1905-1988), Harald Kjems Hove (1908-1983, A.C., Jens Hove (1901-1978) og Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935).

Et af de steder, hvor posten dagligt fik en kop kaffe, var hos A.C.

A.C. havde forskellige husholdersker, men det var svært at få gode husholdersker, for det var i perioden, hvor mange rejste til København. Måske derfor havde A. C. nogle lidt mærkelige husholdersker. Der var bla. en, som tørrede sit gebis af i viskestykket. Der var også en, som ikke var særlig renlig og juleaften var A. C. for det meste inviteret om til naboen i ”Æ Snæver” og selvfølgelig blev husholdersken inviteret med. Men en af drengene, Magne var så bange for at husholdersken ville røre ved mandelgaven, der var en chokoladegris. Man blev derfor enige om at gemme den oppe over bjælkerne – men hvad var det første husholdersken så ved ankomsten? Det var chokoladegrisen, som hun straks gik hen og tog ned. En anden historie om en husholderske var, at hun havde sagt: ”Vi er ikke alle ens”, hvortil A. C. havde svaret: ”Ja, Gudskelov!”

Der fortælles om, hvor flink og behjælpsom Anders Christian altid var. Et eksempel herpå: I de cirka 4 år, hvor Niels Peter Søndergaards (1873-1960) hustru, Ane Cathrine Hovmark (1882-1929) for største delen af tiden lå på Århus sygehus, tog A.C. straks  sin frakke og gik ud til bilen, hver gang Niels Peter spurgte, om han ville køre derned med ham.

Igen, den 28. juni 1929, dagen før Ane Cathrine Hovmark døde, blev der ringet fra Århus Kommunehospital og Anders Christian tog igen straks frakken på og kørte med Niels Peter Søndergård og Ane Cathrine Hovmarks mor Marie Kristine Madsen (1856-1930).

Thisted Amtsavis bragte den 14. november 1929 et interview med enkepastorinde Lundbye i anledning af hendes 90-års fødselsdag. Interviewet havde titlen ”Minder fra Thy” og heri siger enkepastorinden bla. følgende:”… En af mine kæreste beskæftigelser er at skrive med de mennesker, som jeg igennem disse år vandt mig som venner; jeg står således vedblivende i korrespondance med sognerådsformand Anders Chr. Andersen,…”

Der fortælles også, at A. C. kørte børn til Hurup, når de skulle med toget til København eller ud på en anden udflugt.

A.C. var en yndet fadder til børn bla: Peter Nikolaj Pedersen (1894-), Thorvald Kristensen (1898-), Jens Hove (Pedersen) (1901-), Niels Andersen Nørgaard (1902-), Holger Johannes Kristensen (1902-), Johannes Kjems Hove (Pedersen) (1904-), Ejnar Hove (1905-), Else Marie Dahl Andersen (1905-), Helga Kristine Kristensen (1906-), Aage Kjems Hove (1906-), Anna Simmonsen (1907-), Anders Christian Bjerregaard (1911-), Agnes Margrethe Andersen (1912-), Magne Kjems Hove (1912-), Vibeke Højen Christensen (1913-), Eva Agnete Kjems Hove (1914-), Gretje Hadenfeld Christensen (1917-), Thyra Hadenfeld Christensen (1919-), Esther Kjems Hove (1919-) og Karen Nielsen (1926-).

Han var også forlover, bla. ved Niels Krabbe Nielsen (1875-) og Kirsten Nielsen (1871-) bryllup i 1903, Christian Christensen (1887-) og Ane Kirstine Madsens (1901-) bryllup i 1921 og Harald Kjems Hove (1908-) og Barbara Dorthea Sørensens (1910-) bryllup i 1941.

I følge folketællingen fra 1930 var Poul Christian Gravgaard Sørensen (1909-1990) landbrugsmedhjælper hos A.C., og Anna Marie Hummelshøj (1912-1953) hjalp til med husgerningen.

Vi ved også, at på et tidspunkt var Eva Agnete Kjems Hove (1914-2003) husholderske hos A.C.

A.C. havde også på et tidspunkt en feriedreng fra København ved navn Louis.

Anders Christian Andersen (1873-1945), Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935), Petra Hansen (1900-1990) og Peder Hove (1874-1935)

Petra Hansen (1900-1990), Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935), Peder Hove (1874-1935) og Anders Christian Andersen (1873-1945)

I 1930 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ” Omme hos A.C. har de det ved det gode gamle. Karen er nu fyldt de 81 år. De taler tit om jer og ønsker alt godt for jer…”.

I 1931 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. Nu må jeg slutte, da brevet skal med i dag. Hils A.C. og Karen mange gange, det glæder os, at Karen er blevet rask igen……”.

Den 5. april 1933 døde A.C.’s svigermor, Karen Nielsen ”Søndergaard”, født Madsen. Hun blev 83 år gammel og begravedes den 12. april 1933 på Boddum kirkegård.

1935: ” I går begravedes på Boddum Kirkegård gdr. P. Hove, Boddum.
I hjemmet, hvor et stort følge var samlet, sang man: “Tænk når en gang.” Gdr. A.C. Andersen (den tidligere omtalte nabo Anders Christian) talte:
Hove kom til Boddum 1899. I 1902 blev vi naboer, og vi har altså været naboer i 33 år. Sjældent har vist to naboer haft så meget og haft det så godt sammen. Vi var lige gamle, og vi havde samme interesser og samme indstilling både i kristelig og folkelig henseende. Vi var, for at sige det moderne, på samme bølgelængde. De 33 år kan deles i 3 lige afsnit. De første 11 år var vi to par unge, raske, interesserede nabofolk, der daglig kom sammen og delte alle interesser. Så blev min kone syg, og i de 11 år fik jeg for alvor at mærke, hvad det vil sige at føle, at man er med i venners forbøn, det fik vi at mærke. De sidste 11 år har P. Hove været syg og ribbet for alle de fjer, som vi mennesker er glade for, men han var tilfreds og altid taknemlig. Han havde dog et par store slagfjer i vingerne. Han kunne stige på bønnens vinge, når han tog sin kones hånd og klart og inderligt fremsagde fadervor. Hjertelig tak for de mange år!
Man sang: “Min Jesus, lad mit hjerte få”, og kisten blev båret ud af 6 sønner.
Følget fyldte næsten den lille hyggelige kirke. Her talte pastor Christensen efter salmen: “O, Gud ske lov, det hjemad går” ud fra ordene i Pauli 2. brev til Thimotius. Man sang “Den store hvide flok vi se”. Efter jordpåkastelsen takkede den ældste søn for den store deltagelse og bragte deres gode nabo, A.C. Andersen, en særlig tak”

 A.C. kørte også Jens Hove (1901-1978) og hans kone Petrea Hansen (1900-1990), på besøg hos hendes familie, der boede på Møn og hvor hun også selv stammede fra.

Han var en fremragende oplæser og Hjalmar Mardal fortæller, at da A.C. var blevet en ældre herre og blev spurgt, om han ville læse op, sagde han, at det ville han ikke så gerne. Hans tænder var ikke, hvad de havde været, og derfor lød det anderledes, men A.C. blev overtalt og det var som sædvanlig en glimrende oplæsning.

A.C.  flyttede i 1940 til Gravenhøjvej 12 og boede her til sin død i 1945.

Den 27. december 1973 skrev Peder Hove i Thisted Amts Tidende:
I Boddum var der trivsel og sammenhold
….Når jeg således som lille dreng gik hen i byen for at besøge min bedste ven AC – dengang en gammel mand – kunne det hænde, at jeg fandt en ”lime” anbragt i hans yderdør; så vidste jeg, at jeg godt kunne gå igen. Kosten i døren var det af alle accepterede og respekterede tegn på, at man ikke var hjemme, og at den besøgende ikke behøvede at ulejlige sig ind. Folk låste aldrig deres døre. Hvorfor skulle de også det?
Men selvfølgelig så jeg helst at kosten var væk når jeg ville besøge AC, for hos ham syntes alle børn om at være. Hvad jeg selvfølgelig ikke vidste dengang, men måske alligevel fornam gennem den reverens, hvormed de voksne omfattede ham, var, at AC var en af de helt store i sognet. Han var ganske vist lægmand, men utrolig belæst; han kunne snesevis af digte udenad og var meget søgt som oplæser, ikke blot i Boddum, men i store dele af Thy. Som et kuriosum kan nævnes, at han tidligt havde ”opdaget” den vendsysselske digter Jens Thiese, hvis lune fortællinger skrevet på vendelbomål han yndede at læse op. Det er ligeledes betegnede, at det var AC, der sørgede for at få samlet og udgivet Jens Søes produktion – så meget af den, som endnu fandtes i skuffer og gemmer. Det blev til den smukke og nu sjælne ”Tak for æ Bro” (og andre thylandske digte) en uvurderlig kilde for den, der vil lære de gamle thyboers sindelag at kende…..

Den 30. september 1942 døde hans gode ven Jens Søe. Han blev begravet den 5. oktober 1942 på Boddum kirkegård.

Thisted Amts Tidende skrev engang i 1943:
Da gårdejer Jens Søe, Boddum, døde sidste efterår, blev der fra flere sider fremsat ønsker om at hans mange herlige thybodigte blev bevaret for eftertiden og gjort tilgængelige for en større kreds.
Dette ønske vil nu gå i opfyldelse, idet Jens Søes mangeårige ven, gårdejer A. C. Andersen, Boddum, har samlet den væsentligste del af hans omfattende produktion og et udvalg heraf vil i efterårets løb udkomme i en digtsamling.

Peder Hove skrev i Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1976.
…..Åndeligt vakt var Jens Søe som så mange af sin generation; den grundtvigske bevægelse stod stærkt i Boddum, måske med sin fornemste repræsentant udadtil i gårdejer Anders Christian Andersen – A. C. kaldet – der i tyverne og trediverne var meget brugt som oplæser rundt om i Thy. Jens Søe var mere stilfærdig. Han sad på sin ”syvtønders goer, som æ fek a mi fåer,” og skrev sine digte; af og til lod han et komme ud til offentligheden via den lokale presse, men det var mest småting, som havde øjeblikkets og landsdelens bevågenhed, humoristiske bagateller skrevet til lejligheden, og som derfor i dag er næsten glemte. De virkelig gode og ofte lange digte gemte han derhjemme og tænkte aldrig på at udgive noget som helst. Det er betegnende, at det var A. C., der efter Jens Søes død sørgede for at få samlet og udgivet hans lidet omfangsrige, men højt skattede produktion – så meget af den, som endnu fandtes i skuffer og gemmer. Det blev til den smukke og nu sjældne bog ”Tak for æ Bro”, en uvurderlig kilde for den, der vil lære de gamle thyboers sindelag at kende.

Thisted Amts Tidende skrev i anledningen Anders Christians 70 års fødselsdag 27. oktober 1943:
…… Udadtil er A. C. Andersen blevet kendt som oplæser. Sammen med afdøde gårdejer Jens Søe har han sørget for underholdningen ved utallige sammenkomster, ikke mindst i Venstrevælgerforeningerne, hvor man satte stor pris på den gode underholdning, som de to boddumboere kunne byde på. A. C. Andersens lune og stilfærdig humor gjorde ham til en fortrinlig oplæser. Man satte særlig stor pris på ham ude i sognene, hvor man forstod at goutere hans stilfærdige form for humor.
A. C. Andersen, der er enkemand, vil på 70 års dagen i morgen blive fejret af en stor kreds af venner, der har indbudt ham til en sammenkomst i forsamlingshuset i Boddum.

Den 5. februar 1945 døde Anders Christian på sygehuset i Nykøbing Mors. Han blev begravet på Boddum kirkegård den 13. februar 1945 af sognepræst Rasmus Hørning Knudsen (1903-1991).

Thisted Amts Tidende skrev om Anders Christians død:
Forhenværende gårdejer Anders Christian Andersen, Boddum, er død på Nykøbing sygehus, efter lang tids sygdom, 71 år gammel.
A. C. Andersen var en meget populær og afholdt mand i Boddum, og han var kendt i hele sydthy, hvor man ofte i årenes løb havde haft den glæde at høre ham som oplæser sammen med hans mangeårige ven gårdejer Jens Søe.
A. C. Andersen blev efter sin konfirmation udlært tømrer, men vendte ved sit giftermål tilbage til landbruget og overtog hustruens fødegård i Boddum. Han gjorde sig hurtigt gældende i hjemsognet, hvor Venstre to gange indvalgte ham som medlem af Boddum-Ydby sogneråd. I sin sidste sogneråds periode var han formand for kommunalbestyrelsen. Han var desuden i mange år medlem af menighedsrådet og af Venstrevælgerforeningens bestyrelse.
A. C. var en mand, som havde let ved at vinde venner. Hans stilfærdige og venlige væsen og udprægede humør og lune bevirkede at folk befandt sig godt i hans selskab. Han var en af Venstres trofaste folk, og han savnedes sjældent, når Venstre kaldte til møde, enten det var Venstrevælgerforeningen eller V. U., der var indbyder. Udadtil blev han som nævnt kendt som en ypperlig oplæser. Han har sammen med Jens Søe underholdt ved mange sammenkomster – i særdeleshed i Venstrevælgerforeningerne, og de to boddumboers underholdning supplerede hinanden på en fortræffelig måde.
Det var A. C. Andersen en stor glæde, at han fik lejlighed til at samle sin afdøde ungdomsvens thybodigte, og han glædede sig også over, at Jens Søes thybodigte ikke var glemt, hvilket samlingens enestående salgssucces var det bedste bevis for.
A. C. Andersen, der var enkemand solgte for cirka 4 år siden sin gård og købte et hus i Boddum. Det sidste årstid havde han dog mest tilbragt på sygehuse og døden kom nærmest som en befrielse. Han var barnløs.

Thisted Amts Tidende skrev følgende om Anders Christians begravelse:
Forhenværende gårdejer Anders Christian Andersen, Boddum, begravedes under meget stor deltagelse i går eftermiddag. Der indledes med en andagt i hjemmet ved lærer Foged, og i kirken talte pastor Knudsen ud fra Rom. 8,15: I modtog ikke en trældoms ånd, men en sønneudkårelsens ånd. I nogle personlige mindeord om den afdøde omtalte pastor Knudsen A. C. Andersen som et menneske af ånd. Han gik ikke alene levende op i litteratur, men han havde også en stor og varm interesse for mennesker, og denne interesse havde aldrig noget at gøre med de pågældendes timelige kår. Han var en ualmindelig vennesæl mand, der havde let ved at få venner, og han fik mange gode venner overalt, hvor han færdedes. Også i de sidste tunge år, da han måtte tilbringe sin tid på sygehuset, fik han nye venner, det var ham til stor opmuntring.
I A. C. Andersens hjemstavn vil vi også mindes ham som en god kristen mand, der havde en stor plads i vore hjerter både som menneske og som kristen. Han var et menneske, der åndelig talt havde håb, og det var ham til trøst og styrke under den lange sygdomsperiode, at han havde kristenheds håb at holde sig til.
Ved graven takkede afdødes broder, Martin Andersen, Refs, for deltagelsen, og desuden blev der talt af Jens Hove, Boddum, der på befolkningens vegne rettede en sidste tak til A. C. Andersen for det, han havde betydet i sognet.
Følget samledes derefter til en mindehøjtidelighed i forsamlingshuset, hvor der blev talt af lærer Dam, Flarup, gårdejer Jens Hove, lærer Andersen, Vestervig, og Martin Andersen, Refs.

I en avisartikel i Thisted Amts Tidene fra 27. januar 1966 i anledning af postkontrahent Jens Jørgen Peder Eriksens (1901-1975) 25. års jubliæum som post i Boddum siger han: ”…I mine helt unge dage, da jeg tjente som karl i Boddum, fik jeg et indblik i sognets sammenhold. Unge og gamle kunne samles i forsamlingshuset for at høre de to uforlignelige, nu for længst afdøde Boddumboer, Jens Søe og Anders Chr. Andersen underholde. Jens Søe læste egne digte, og ”Ajs Kresten” underholdt med oplæsning. De var to store personligheder begge to, og de kunne underholde os i timevis, uden at nogen trættedes. Hvor mange sogne i Danmark har mon haft sådanne forhold helt op til nutiden?…”

Peder Hove skriver i ”Fra den lyse side – erindring om en barndom” udgivet af Poul Kristensens Forlag 2007.
….Skulle man videre op til byen, passerede man omtrent på halvvejen ”Effata”, missionshuset, samt en klynge jordløse huse, hvor der boede to arbejderfamilier og nogle ældre mennesker. Blandt dem var Ajs Kresten, eller i daglig tale blot A.C., som jeg kendte fra mit hjem, hvor han tit kom. Han var enkemand og boede nu alene efter for få år siden at have solgt sin gård til farbror Magne; han havde således ikke bare været mine forældres men også farmor og farfars nærmeste nabo. Lige som dem havde han spillet en ikke ubetydelig rolle i de grundtvigske, højskolepåvirkede kredse, der førhen og til dels stadig satte deres præg på sognet – Indre Mission gjorde sig også gældende, men var aldrig dominerende som visse steder i Thy. Jeg fik snart min gang hos ham, og da mine morforældre boede så langt borte, blev han en slags bedstefar for mig; han tog del i familiens ve og vel, var en fast og kærkommen gæst juleaften og ved andre festlige lejligheder.

A.C. var en kraftigt bygget mand med lidt tunge ansigtstræk, som et enormt hageparti gjorde sit til at fremhæve; han gik heller ikke rundt og smilede konstant børnevenligt, men han var afgjort glad for børn og vi for ham. Han havde ingen selv. Da konen døde, antog han en husbestyrerinde; hun var småt begavet og rent ud sagt noget af en so, der bl.a. havde for vane at tørre sine forlorne tænder af i det viskestykke, hun også brugte til tallerkener og bestik. Det var synd for ham, men han nænnede ikke at skille sig af med hende og beholdt hende, til hun døde. Det har sikkert været en lettelse, i alt fald så han ud til at klare sig udmærket alene. Jeg fulgte ham i hælene overalt såvel i huset, når han rensede ”flyndere” til sin middagsmad, som i udhuset; derude havde han et lille tømrerværksted og ved siden af i vognskuret sin opklodsede bil – han var en af de meget få i byen, der ejede en sådan – en dejlig Ford 29 , der vasket og pudset, ventede på bedre tider, som det åbenbart havde lange udsigter med. Han kunne stå i sine egne tanker med en hånd på en af skærmene for så at sukke: – Nej, jeg kommer aldrig ud at køre mere. Det fik han desværre ret i. Bilen havde været ham til stor glæde og bragt ham vidt omkring; i slutningen af trediverne kørte han og far og mor flere gange til Møn i den, nu stod den amputeret, uden hjul på sine træklodser, til ingen nytte. Han lod nabobørnene og mig lege i den så tit, vi ville; vi havde fri adgang.

Det havde vi også til selve huset, for der var aldrig låst. Jeg tror ikke der kunne låses; det brugtes ikke, heller ikke hos os. Hvis han ikke var hjemme, stillede han bare som andre gamle Boddumboere en ”lime”, dvs. en kost på tværs i yderdøren som et tegn til eventuelle besøgende; det signalerede, at man ikke behøvede at ulejlige sig med at gå ind. Jeg blev altid skuffet, når jeg så den kost i døren.

Engang i 1944 måtte A.C. en tur på sygehuset, men han kom ret hurtigt hjem igen. Så en dag kom far og sagde; – A.C. er død; jeg synes, du skal gå med mig hen til ham, for ellers får du ham ikke at se mere. Vi fulgtes ad hen til huset og gik ind. Om der var andre til stede end os, aner jeg ikke; det har der vel været. Jeg husker kun, at jeg sammen med far gik gennem den stue, jeg heller ikke skulle få at se mere, og hen imod døren til sovekammeret. Her fik jeg med et betænkeligheder, men far tog mig i hånden og lukkede døren op. Jeg holdt mig forsigtigt lidt bag ved ham, men måtte jo alligevel kigge. A.C. lå i sengen; jeg så ikke hans ansigt, har måske ikke villet. Tilbage i min erindring er kun billedet af en hvid hånd, der hviler på en dyne…..

Skrevet af Inge Mardal.

Anna blev født i Boddum 22. maj 1919 som tvilling til broderen, Christian Mardal Jensen.

Anna havde flere forskellige kælenavne som Musse, Pus og Lulle og ikke at forglemme titlerne Moster og Faster, så hun blev stort set aldrig kaldt Anna – det var kun i skolen.

Fordi hun var den yngste pige i børneflokken, ville forældrene gerne have, at Anna blev hjemme for at hjælpe til. Derfor forblev hun hjemme fra sin konfirmation i 1933, hvor hun gik ud af skolen, og indtil 30. april 1941.
Hendes storesøster, Maren, var rejst til København, så Anna havde ikke muligheden for, at de to søstre kunne skiftes til at være hjemme og hjælpe forældrene, ligesom hendes brødre var hjemmefra på skift.

1938 var Anna og hendes bror, Hjalmar, på cykeltur til Odense. Turen gik via Sommersted, hvor de besøgte en morbror, samt Haderslev og Kolding – og naturligvis over den nye Lillebæltsbro.

August 1938
…..men vi har da ikke lagt badningen helt på hylden endnu, sidste søndag var jeg ude at bade i havet, for første gang. Ja, til Odense kom jeg da, om også det først blev om mandagen, og jeg så da også kasernen, hvor Tjavs var på, og er fotograferet der. Jeg havde skam også nær fået lavet ballade derude, men slap da uden skrammer og en lille kornets adresse. Nå, men I bryder jer vist heller ikke om at få hele cykleturen, for I kan tro, den var skæg fra først til sidst. Ja, jeg var da også oppe i Odinstårnet, så nu ved jeg da, hvordan det er at flyve. Jeg var med til meget sjov derinde, men ellers er det nu nogle sære mennesker, der er der. Jeg troede såmænd ikke, at jeg havde fået mine plusfour med hele derfra…..

Anna gik til aftenskole i Boddum ligesom mange andre, der var gået ud af 7. klasse.

Julen 1940
…..Torsdag aften var den sidste aften før jul, vi var til aftenskole. Vi var så inde hos lærer Fogeds og få kaffe og så en julehistorie. Så skal vi derop den 9. januar igen…..
…..jeg skal have et par fine brune spadseresko i julegave, og jeg er ved at strikke mig et hvidt sportsæt. Det passer glimrende til min nye frakke, som der er lidt angorauld i….
…..5. juledag skal jeg til juletræ. I vinter har jeg ingen ny kjole fået, men det er nu min egen skyld. Jeg vil hellere have en pæn en i juni måned…..

Anna ville være sygeplejerske, og for at kunne komme ind til sygeplejen skulle hun have været ude at tjene. Derfor tog hun plads på Marselisborg den 1. maj 1941 og var der til den 30. april 1942.

Derefter var Anna elev på Tommerup Højskole fra 1. maj 1942 og indtil 1. august 1942.

Nu havde hun de kvalifikationer, der skulle til for at blive sygeplejerske, og manglede kun pengene. Anna havde jo ikke været ude at tjene penge i de mange år, hvor hun var hjemme hos forældrene. Hendes far ville ikke betale for sygeplejeskolen, da han jo ville have, at hun blev hjemme hos dem. Men da et par af hendes brødre erklærede, at hvis ikke han ville give/låne hende pengene, så ville de. Det ville faderen alligevel ikke have siddende på sig, så han endte med at betale for datterens uddannelse. Anna havde brug for penge til forskolen og de første 3 måneder som elev, da de var uden løn. Derefter var hendes elevløn det 1. år 30 kroner om måneden, 2. år 40 kroner om måneden og 3. år 50 kroner om måneden.

Anna begyndte på ”O.A.B.S” (Odense Amt og Bys Sygehus) som sygeplejeelev den 1. september 1942.

Boddum 6. september 1943
…..Nu skal jeg jo snart tilbage igen og se efter, hvor mange sårede vi har. Der var en del, da jeg rejste hjem, og det var næsten alt for interessant at rejse fra. Nu synes jeg selvfølgelig nok, at ferien måtte vare et par dage mere, men sådan er det vel altid. Når jeg kommer tilbage, skal jeg til at læse i tre måneder, og så op til det grønne bord, til den første eksamen. Nu håber jeg da at få udbytte af det…..
…..Jeg er i vandet hver dag, det bliver ikke let at skulle skilles fra det…..

Odense 13. oktober 1943
…..Ja, du kan lige tro at jeg er kommet på skolebænken. Det er den værste, jeg har siddet på endnu, men jeg tror jo så tilligemed, at det bliver den, jeg får mest glæde af, for det vil sikkert hjælpe os godt i praksis. Åh, du skal nu ikke synes, at det er så lang en læretid. Jeg har 2½ år tilbage, så er jeg færdig. Er far og mor raske til den tid, har jeg jo frit spillerum, hvad jeg vil slå ind på. Det kan jo blive lidt af hvert, men elevtiden er ellers en dejlig tid, og man vil sikkert altid se tilbage på den med glæde…..
…..Ja, jeg fik jo mors sorte kjole, men det var jo ikke helt uden samvittighedsnag, for du havde jo også snakket om den, sagde mor…..

30. maj 1944
…..lå selv som patient ude på St. Joseph Hospital, jeg har fået fjernet det fra mit øje, og det er ikke helt pænt endnu, men det hjælper ellers godt på det…..

Odense 9. juni 1945
…..Det er ellers dejligt nu, at man ikke hver nat skal høre på, at husene ryger i luften, og også at være fri for at skulle mørklægge….

De vordende sygeplejersker holdt fester og dette er nok den afsluttende fest. Vi kan se, at Anna blev kaldt Musse og at hun havde været alvorlig syg. Vi kan også se, at hendes bordkort er en ”soldat”, og det kommer nok af hendes udklædning til denne fest, der er afbilledet ovenover….

Anna blev færdig som sygeplejerske den 11. maj 1946. Derefter, ifølge avisnotitsen, deltog hun yderligere i et 3 måneders læsekursus for sygeplejersker.

Som sygeplejeelev deltog Anna i Luftbeskyttelsestjenesten og blev tildelt hospitalstjeneste den 15. november 1944.

Derefter gennemførte hun i perioden 1946-1947 supplerende videreudannelse på Middelfart psykiatriske hospital og Fødselsanstalten i Århus.

Anna får sit første pas den 22. juni 1948. Det får rigeligt med stempler undervejs, og derfor gemte hun det. Passet fortæller, at hun var 156 cm høj, havde lyst hår og blå øjne. Det var dengang, hvor et pas kun var gyldigt i 5 år ad gangen.

Anna søgte om at komme til Grønland som sygeplejerske, men fik at vide, at hun var for ung.

Hun valgte at tage til Ullevål sygehus i Norge og arbejde der fra den 1. oktober 1948 indtil den 1. juli 1949. Hun sejlede derop med ”Kronprins Olav”.

Efter at de var holdt op på hospitalet i Ullevål i Oslo, rejste hun sammen med et par andre danske sygeplejersker rundt i Norge i 14 dage.

Hun valgte at flyve hjem til Kastrup fra Oslo.

Efter hjemkomsten fra Norge tog hun til Sverige og arbejdede der indtil den 1. december 1950. Hun arbejdede først i Gävle og senere, i begyndelsen af 1950’erne, i Lund. På et tidspunkt arbejdede hun  i København som assistent.

Gävle 4. oktober 1950
…..Nej, jeg lever skam i bedste velgående trods svampejagt, og ikke en champignon har jeg set her. Det er mest i skov vi går her, og det er unægteligt nogle andre arter, der gror der. Vi finder gerne mange forskellige slags og synes altid, at vi kommer hjem med et mægtigt udbytte. Men når vi så skal til at studere, hvad det er for nogle, skrumper de gerne ind, da vi ikke altid er helt sikre på dem alle. Ja, det er vist unægteligt længe siden, jeg har skrevet. I mellemtiden har vi været i Stockholm, det er vist en måned siden. Vi havde rigtigt sommervejr den dag og var ude at sejle under Stockholms broer. En storartet måde at se hele byen på. Og så var vi til ”Set Erike Messen”, der var udstilling fra de fleste lande. Dejlige ting at købe, blot man havde penge nok. Jeg købte en bluse fra Bulgarien, men tror nu ikke den er efter din smag, men det er jo også mig, der skal bruge den. Den har fordelen, at den aldrig går af mode….
……Arbejdstiden er jo lang her og lønnen mindre end hjemme, men vi har betydeligt mere overordnede stillinger her, så det vil nok knibe at underordne sig på de danske hospitaler igen. Men vi kan jo da tage tilbage til Sverige igen, og hvorfor ikke til Malmö, nu har vi da fået foden indenfor, og lønnen får de forhåbentlig sat op i nærmeste fremtid.

3. oktober 1950
   …..Har lige været nede for at give narkose til en patient. Det er til at grine af. De danske søstre plejer ellers at tage til Sverige for at lære narkoseteknikken, men her vandrer man lige ind og giver det. Jeg tror, de regner med, at vi kan alt her…..

….Så er man ved at pakke randslen igen. Efterhånden lærer man at få det til side uden alt for meget besvær, men en hel del får man jo samlet sammen, som man skal have med. Midt i alt rodet står to yndige gule roser. Dem fik jeg af vores kvindelige doktor med ordene: ”fordi jeg havde været så mild og så forbandet dygtig”. Men hun var også noget af det mest smilende mod mig, da jeg kom hertil. Ja, på slutningen får man jo så mange lovord, at man efterhånden kan gå og bilde sig så meget ind. I morgen er det sidste dag her, og da skal vi drikke kaffe så mange steder, at vi nok ikke gider se kaffe på fredag, og da rejser vi til Stockholm og bliver et par dage, og så til København…..

I 1953 er Anna fadder i Boddum kirke.

I 1954 rejser hun til Grønland og arbejder som afdelingssygeplejerske på Dronning Ingrids sanatorium, der netop var ved at blive bygget i Fåredalen ved Godthåb. Det blev officielt åbnet den 31. oktober 1954 og Anna blev der til 1956. Hun var af og til med skibe, bla. kryolitbåden ”Julius Thomsen”, ofte refereret til som ”Jutho”, som hun sejlede med op langs kysten for at hente patienter. De sejlede helt op til Thule og havde 20 patienter med tilbage. Fordi det mest var tuberkolosepatienter, de var oppe for at hente, var skibet delt op, så patienterne var for sig og passagerne for sig. Sådanne ture var månedlange. Hun var også af og til ude med lægebåde, og hvis det var en grønlænder, der var fører, så kunne man blive nødt til at vente, til han fik skudt et par sæler, hvis der var mulighed for sælfangst. Den slags lærte hun ikke at tage sig af. Hun var også med hundeslæder inde for at hente eller se til patienter. Senere var hun med fly oppe nordpå for hente og bringe patienter.

Da hun kom hjem fra Grønland, blev Anna husholderske hos sine brødre, Marius og tvillingebroderen Christian. Huslægen havde fortalt hende, at Christian var alvorligt syg og det havde været et stort chok for hende. Hun blev hjemme til efter hans død i 1958. Derefter rejste hun til Grønland igen og var der til engang i slutningen af 1960. Efter sin tid i Grønland brød Anna sig ikke om tørrede blomster, der var nemlig overalt tørrede blomster deroppe…

14. september 1959 Mandag
…..Her begynder det at blive lidt koldt, og nu er der sne oppe på toppen af de højeste fjelde, det første varsel om vinter, men her er man indstillet på det. Så har vi haft fransk besøg ”Laventry”. Jeg er jo så heldigt eller uheldigt stillet, at al færdsel indendørs til terapien, depotet og frisør (det er de praktiske arkitekter) går gennem den afdeling, jeg har derfor gerne æren at hilse på alle de fremmede gæster, der jo skal jo se det hele, og denne gang synes jeg ikke, at jeg ville gå med hen i terapien, da jeg alligevel ikke rigtigt kunne snakke med dem, så jeg placerede mig ved skrivebordet igen. Men så kom der nogle officerer bag efter. De bankede stille på dørkarmen, de synes åbenbart ikke det skulle gå upåagtet hen, at de også kom. De menige franske marinesoldater har en ualmindelig charmerende uniform, med en rød top i huen, men dem har I nok set. Jeg har vist glemt at fortælle dig, at mimosen også er blevet stor og flot. Men nu kan de vel ikke blive ved så meget mere. De står flot og folder sig ud om dagen, for så at klappe helt sammen, når det bliver aften. De har været grund til meget morskab. Der var een her en aften, som sad og slog lidt for meget ud med hånden, ”klap” sagde mimosen og faldt helt ned i knæene. De andre mente han pralede for meget. Blot der går en sky for solen, kan bladene folde sig sammen. Jeg skal flytte over i en større lejlighed om otte dage, så får jeg mere plads, også til blomsterne…..
Det er ellers mest færinger, jeg har tabt mit hjerte til denne gang, eller for tiden. Det er nogen ualmindeligt seje fyre. De danske sømænd siger selv, at der er ingen i verden, der kan hamle op med dem i udholdenhed. Det er utroligt, hvad de byder sig selv, men de er meget tillukkede og mutte i første omgang og har svært ved at forstå den danske lune, men den kan til tider også være noget ondskabsfuld…..

Godthåb 8. november 1959
…..Skrev vist noget om i sidste brev, at jeg ville skrive i et brev ved siden af. Jeg har sendt et til dig med en anvisning i, men lige som jeg havde været nede med det, kom lille Birgit Thomsen ind ad døren. Hun var pr. fly hernede med en patient fra Sukkertoppen, og blev her i tre dage. Hun er et vældigt sødt lille menneske. De er to sygeplejersker på 23 år, der klarer den i Sukkertoppen, det er da fint klaret af sådanne to. Og så takker jeg for alt det, I har sendt, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Malenes flotte solskinspige hænger her på min væg og er en lise for de fleste at se på. Det er næsten altid noget grønlandsk, de fleste har heroppe. Jeg siger så mange tak, Malene. Og for Billed-Bladet med Eva i. Hun har været en del fremme i bladene den sidste tid. Alt tyder på, at hun er det samme søde menneske mod dem, hun holder af, men dømt hårdt hvis de var hende imod. Og Dansk Jagttidene med Pitten (Nikolaj)…..
…..Vi var ellers 10 sygeplejersker, der forleden aften sad og diskuterede (det eneste, som er bandlyst, er sygdom). Det viste sig, at vi alle arbejdede frem imod at komme bort fra sygeplejen. Det viser sig, at man har 30.000 sygeplejersker i Danmark. Kun halvdelen arbejder ved det, så den faste stilling er vist ikke så eftertragtet endda, og det er ikke det at passe patienterne, man ikke kan med, som vel de fleste tror. Det er vel egentlig det eneste, der er noget værd ved det hele, men der er bleven alt for meget udenom. Men tro da endelig ikke, det falder mig tung eller svært. Der er vist ingen, det falder så let. Nå, men een ville være telegrafist, kroejer, lærerinde, læge, landmand osv. Nå, men jeg kommer helt bort fra det egentlige, også bøgerne er nået herop sammen med skålene og jord (det var dejligt). Nogen af dem er sat, så nu glæder jeg mig.
Det har været sådan en travl tid for skibene. De i kystfart har suset ud og ind, så vi har haft overbelagt i lang tid, så på en måde glæder man sig til at kystfarten er forbi, men så er der heller ikke så mange små sømænd, der stikker hovedet ind…

Sct. Hans
…..Tusind tak for pakken. Du kan tro, jeg er glad for dem, men jeg må tilstå, at sommerkjolen er solgt, hvad jeg er bange for, vil bedrøve dig mest…..
…..Det kan godt være, jeg kommer hjem til efteråret. I øjeblikket ved jeg ikke helt bestemt. Hvis vi skal køre ligeså hårdt som sidste vinter, synes jeg ikke rigtigt, jeg vil være med. Man kan godt mærke, når man har arbejdet ud i en køre i 2 år. Der snurrer en maskine herover nu, det gør der flere gange om dagen, men skibe kommer der heller ikke mange af nu…..
…..Knoldbegonierne står i blomst nu. Det er den lyse tid nu, så man kan næsten se det gror. Det kniber bare med at komme i seng, men det gør vel heller ikke så meget, det kan man gøre når det bliver mørkt. Nå, men det er bleven sent. Jens Peter kom og fortalte, at vi måske allerede skulle sejle til Thule den 20. juli. Jeg ville ønske det, for så slipper man for alt kongesjovet her. Det skulle blive vældig festligt i Thule, så der var det da sjovere at være med, men nu får vi se. Jeg håber, det bliver, at de ikke til sidst sender et fly op efter patienter…..

18. juli 1960                                         
…..Ja, jeg har rigtignok modtaget ”Velkommen Vinter” (Frank Jæger). Den kom på sådan en sjov dag lige i foråret, hvor alle var lidt sure over, at det var sat ind med bidende vinter. Den lå oven på alt det andet midt på skrivebordet på kontoret, og der kom mange kommentarer til den…
…..I morgen drager jeg til Thule. Rejsen er ligså lang som hjem. Skal have en dejlig dreng på 4 år med derop, som er rask nu, en rigtig flot lille fyr. Så slipper jeg for alt kongebesøget her. Jeg synes ærligt talt, det stilles lidt for meget på spidserne. Det tror jeg næsten ikke kan være de kongeliges mening. Du kan ellers tro, jeg er glad for de to kjoler. Det kneb mig lidt at være i den ternede, da den kom, men nu har jeg tabt 5 pund (det er godt med en ny kjole) og havde den på i aftes til en middag. Der var et par af ”Jutho’s” besætning, og det stormede udenfor, så de drillede mig med, at jeg ligeså godt kunne lægge mig søsyg med det samme. Håber det går. Skal da ind og besøge forskellige på vejen…..

Anna har på et tidspunkt fået, eller selv klippet, denne karikatur/vittighed ud af en avis og klistret i sit fotoalbum.

Derefter købte hun en landbrugsejendom, Fugløvej 15 i Boddum, som hun overtog den 18. januar 1961 og overvejede at holde op som sygeplejerske. Hun syntes, at arbejdsbetingelserne var for dårlige. Men hun begyndte alligevel at arbejde på skift på sygehuset i Nykøbing Mors, og tilbragte fridagene i Boddum.

…..men Laussen har været her og drænet. Nu mener han vist, at han er færdig, selv om jeg synes, det ser mest ud til at være begyndelsen. Nå, men mureren kan vist gøre det sidste. Han har da lovet at komme engang. Tømreren derimod lovede intet som helst. Nå, men for mig gør det nu ikke så meget, synes stadigvæk lige, jeg er flyttet ind, så det nås nok. Nu har jeg også to okser at passe. De skal i engen, når det bliver sommer, men jeg har jo foder nok. I dag har det desværre regnet, nu ville vi gerne have sået. Knud var hernede og harve i går. Han ligner en gammel forvalter, når han snurrer rundt herude. Vi var nede og se ”Jorden rundt i 80 dage” forleden aften, en film ligeså dejlig som bogen…..
…..I tirsdags fik jeg telegram fra Upernavik. Det kommer gradvist længere oppefra, som nyhederne når derop…..

Foråret 1961
For tiden hakker jeg løg og river stald ned ind imellem. Fjerkrækonsulenten mente nok, den kunne bruges til en 400 høns, så det glæder jeg mig til. Håndværkerne er helt håbløse, så det er der bestilt ”fusker i faget” til maj, så jeg håber, de er hurtige. Badeværelset går det l-a-n-g-s-o-m-t med. Når de de sidste dage har talt om, at det skulle være færdigt til pinse, har jeg da svaret, at jeg da rigtignok ville være glad, hvis jeg nåede og få mit julebad i år. Nej, nutids mænd, de kan kun snakke og så sidde ved et bilrat. Nå, men solen skinner, så jeg må heller gå i løgene. Ja, der er blomster i haven, men de får ellers lov at passe sig selv, og ser vel også ud derefter…..

…..Nej, man kan kun regne med sin egen hjælp efterhånden. Kan da være glad for, at man ikke fik købt større, selv om man ønskede det, for vi opdager også, hvor umuligt det er at få hjælp, og ingenting bliver færdigt. Nå, men det lyder lidt deprimerende det hele, men imellem er der heldigvis så meget godt,  og Hjalmar er jo også den, som tager det fra den komiske side. Så har jeg haft besøg fra Århus, Ålborg, København, Viborg og Holstebro (mest grønlands-forbindelser). Nu har der været en pause på 3 timer, der kom besøg fra Kolding, det er hyggeligt med friske pust udefra……
…..Skal ud og rydde op i stalden, mine okser er kommet på græs…..

5. april 1962
I dag har vi den 5. april. Ja, vi venter med længsel på tørre marker. Det ville være dejligt at få sået, men nu nyder man de lyse dage. Det går såmænd ikke så strålende med landbruget. Høns har jo ikke været godt i vinter, men det går nok alt sammen, når man er alene om det. I går var Marius og jeg til begravelse. Det var Peter Kibsgaard, der ikke er mere, så vi repræsenterede altså familien. Vi kan da ikke sige andet, end han var en gammel ven af os alle….

…..du må godt grine af mig, når jeg fortæller, at da jeg var færdig med Malenes trøje, strikkede jeg een magen til mig selv i blåt, for jeg er ved at synes, at landbruget også går ind under kunst…..

…..med tak for brevet følger også en tak med for ”Det gode bord” af Mogens Brandt. Den er jo god som en roman, men man bliver sjældent så sulten af at læse i en anden bog, men der er meget godt i den. Nu håber jeg, at kan praktisere noget af det i nærmeste fremtid, for nu har jeg lige været hjemme i syv dage og skal så til Nykøbing i 5 dage. Sådan skulle det gå på skift, men de vil  jo gerne snuppe en dag for og bag derovre, når jeg er i nærheden…..
……har gået og filosoferet over i dag, at jeg tror den generation (hendes forældres) af landmandskoner har haft det for hårdt, og det er det, som giver bagslag. Jeg gik fars og mors gamle venner og bekendte igennem, af den allestørste part var manden først blevet alene, det er ellers ikke det, vi ser i dag…..
…..Jeg har en krokodille med tandstikker i ryggen stående her på bordet. Den er kommet flyvende nede fra Nigeria (Afrika). Jeg fik den sidst, jeg var i Nykøbing. I december og januar afløste jeg en sygeplejerske, der var dernede og besøge sin søster, og derfor fik jeg den. Den er af tand og sjov at have mellem de grønlandske ting….
…..Ja, hvor vi dog håber på en lang og mild sommer, men vinteren har da også været god, så mon ikke vi får tidligt forår. De siger alle derovre på Mors, at de vil over for at besøge mig, og jeg siger de skal være velkommen til at høre på lærkesang og frøkvæk. Ja, jeg skal også have løg i år, så kan jeg jo sidde kvit og frit her, hvis Marius ingen ukrudtsfrø har, tror jeg da, at det er sådan nogen jeg har i en sæk derude. De var beregnet til pipfuglene, hvis vinteren blev streng…..
…..Nå, jeg må vel til køjs, skal til Mors i morgen. Der er der gode arbejdsforhold, og jeg bliver såmænd så feteret, når jeg er derovre, men håber dog ikke, at det skal være altid…..

10. november 1963
…..Håber om jeg kunne blive løst noget mere fra det herovre, men sygeplejersker må jo ikke have noget privatliv, selv om man er i 1963…..

1964
Søndag aften tager jeg til Nykøbing og er der i fem dage. Så er jeg herhjemme igen i otte dage. Sådan går det på skift, så det er jo til at holde ud. Uha, jeg skal ud og grave i haven. Turde slet ikke fortælle far i går, at både gladiolus og georginer stadig var i jorden. Hans var forlængst nede i en frostfri kælder……

29. januar 1965
…..tiden løber fra een, men det er vel bedst sådan. Kom hjem fra Nykøbing i aftes, så håber jeg at få lov at blive hjemme i otte dage, men de er slemme til at sende bud i utide. Det kan sagtens gå i denne øde tid for landbruget, det har jeg også sagt til dem, men så vil jeg også gerne have lov at arbejde min faste tid, når våren kommer, det kan man vist begynde at glæde sig til…..
…..Ventede ellers gæster nu i weekenden fra Randersegnen, men vejret er ikke rigtigt til at køre langture, når det er glat. Hjalmar kommer een af dagene og skriver selvangivelse. Det er en fordel, når man har et landbrug at drukne de faste indtægter i. Det er der også mange, som siger lidt surt til mig, men sådan kan de fleste jo gøre i dag, da kan man jo få det arbejde man ønsker. Det er vi jo nogen, der har prøvet anderledes. Synes det er godt for de unge af i dag, at det er sådan. Hvorfor skal de ikke kende deres store værdi som mennesker…..

…..Skal til Randersegnen de sidste påskedage. Der er altså noget, som trækker, men tror nok, at du ville forstå det, hvis du så alle tiders ”bondemand”. Han kan ikke så nemt tage fra landbruget, for det er næsten umuligt at få fat i en fodermester i de egne.

Maj 1965
Jo tak, jeg har da fri Grundlovsdag, holder op i Nykøbing nu til 1. juni, men til gildet kommer jeg nok to, men det synes jeg nu heller ikke er for meget, for husk på jeg blev snydt for Sørens 50 års dag. Da sad jeg vel forankret på Grønland og kan huske, at jeg tænkte ved mig selv, at jeg såmænd ikke ville sende brev til Søren, for han var ikke så meget for at blive mindet om fødselsdag, og så skrev I jo alle om det mægtige gilde, der havde været. Så ventede jeg jo på indbydelse til både sølvbryllup og din 50-års dag, men det udeblev, og det var såmænd også tvivlsomt, om jeg havde haft lejlighed. Så du forstår, at jeg er opsat på det nu……
…..Min have står også så nogenlunde, men i dag blæser det fælt, så der er ingen hygge derude. Endnu har man da lov at håbe på en sommer…..

I 1965 den 19. juni blev Anna gift med Niels Christensen (1914-1996). De blev gift på hendes landbrugsejendom i Boddum af sognefogeden Magne Kjems Hove. Hun solgte ejendommen og flyttde ned til Niels, som boede på Nørremosegård i Fausing.

….Det med bryllupsklokke har du helt misforstået. Kirkeklokkerne ringer ikke til bryllupper, og nu har jeg kun været så glad for mit landsted, så synes jeg, det var en god afslutning der. Naturmæssigt set er der ikke nær så skønt her, men det bliver vist heller ikke let at finde ret mange steder i vor forjagede tid…..

….Ja, på Grønland skal man være, mens man kan springe fra båd til båd. Jeg havde en dejlig tid, men ønsker mig da slet ikke tilbage; men det har Niels nok også sin andel i…..
…..Sætter mig midt i al madlavningen. Dagens fem måltider skal til side her om formiddagen. Starter hjemmefra klokken 13, det vil sige, det er sidste dag i denne sæson, så tænker jeg ikke spor på det i Randers hele sommeren, for selv om der er nok at se til herhjemme, er det noget helt andet. Her hviler man mere i arbejdet, og så er Niels da også her. Vi kan ikke regne med at få så mange år sammen, som så mange, derfor må man være dobbelt glad for dem, man har sammen…..
…..5. maj nærmer sig. Ikke fordi jeg synes, vi skal blive ved med at fejre den, vi andre der kan huske glæden ved freden, kan jo lade tankerne gå tilbage, ville blot gerne hjem til Thy og lægge blomster på gravene den 3. maj (hendes fars fødselsdag) og 4. maj aften. Ikke fordi vore kære ikke også er mig nær her, men alligevel. Men nu må jeg se til den tid…..

…..Nej, det nytter ikke at sætte Niels eller hans mor til at kikke efter i Kassen, for de sover gerne, når de kikker fjernsyn, så jeg snakker med dem om, at det er en dyr kasse at have til det formål. Sætter jeg mig endelig ind for at vil se noget som jeg har læst om, så skal der partout snakkes…..

…..Tja, hvad skal man sige, gik til forelæsning sidste vinter på Statshospitalet i Aarhus. Det er sådanne forpligtelser, der følger med faget. Som sygeplejersker er vi måske mere koldblodige, for vi var da enige om, at der blev kun robotter til at passe os ”hvis” vi blev gamle. For, som en overlæge sagde, spurgte man de unge om, hvad de kunne tænke sig at blive, var der ingen, som sagde, at de ville passe gamle mennesker og åndsvage. Jeg har heller ikke syntes om det, har mest været hos børnene, de er livsbekræftende og taler aldrig om sygdom……
…..ligeså måske på det her punkt, de gamle vil ikke blive dårlige, så har vi ofte syntes, at de raske gamle kunne hjælpe de dårlige, men så går de i baglås. Det vil de gennemgående ikke. Men det er faktisk uløseligt og skal vi, som så meget andet, være det…..
…..Ja, her har vi det godt. For tiden samler jeg nødder op. Det er det første sted, hvor jeg har været, at der var et nøddetræ. Men nu er den nye fugl, Nøddekrigeren, kommen hertil, så nu ligger jeg i krig med den, lurer den sommetider af og ser hvor den graver sine nødder ned…..

Julen 1983
…..Synes gerne, at vi har vores julegæster før jul. Niels’ faster på 94 år var her sidste mandag-tirsdag. Så havde vi besøg af andre fastre og tanter i 80erne, så vi følte os helt unge i et par dage…..

Anna arbejdede som sygeplejerske på Randers hospital og senere på et ældrecenter i Randers indtil hun gik på pension. Hun satte en ære i at tjene sine egne penge og ville bruge dem, som det passede hende.

…..Desto flere år jeg har været sygeplejerske, er jeg kommen til at betragte sygdom som en fjende, der skal bekæmpes, men desværre ikke altid lige let at overvinde…..

I 1986 fik Anna lavet sit sidste pas.

Niels døede i hjemmet 25. februar 1996. Han sov stille og roligt ind i sin eftermiddagssøvn på sofaen.

Anna blev boende alene på gården i Fausing indtil den 15. maj 2000, hvor hun åndssvækket flyttede til en beskyttet bolig for demente, Elmebo, i Auning. Her boede hun indtil sin død den 2. november 2003 – og hun blev ikke passet af robotter, men venlige mennesker.

Den 1. november 2003, dagen før Anna døde, blev der skrevet følgende i hendes besøgsbog:

Vi kom klokken 18:30 og var sammen med Faster, hun var tavs, men så meget på os, prøvede at smile til os, når vi grinede og lo, men var ellers meget stille……

Anna blev begravet på Fausing kirkegård ved siden af Niels.

Anne Elisabeth Søe.   1917 -2010.

Skrevet af Kirsten Søe Jørgensen (niece).

Anne Elisabeth Søe (kaldt Lis) blev født på ”Boddumgård” i Boddum den 30.3.1917 som yngste datter af gårdejer Jens Søe og hustru Kirstine, født Aggerholm.

Hun blev hjemmedøbt samme dag og indsignet (fremstillet) i Boddum Kirke den 12.8.1917.

Hun gik i skole i Boddum i 7 år og var en meget videbegærlig og opvakt elev, som havde nemt ved at tilegne sig boglig viden. Hun var endvidere dygtig til gymnastik og folkedans og udviste tidligt kreative evner med syning af tøj, som hun selv tegnede.

På den tid var det en selvfølge, at børn på landet deltog i pligterne i både hus, stald og mark og dermed blev oplært til at stå for husførelsen, når de selv ”fløj fra reden”.  Sådan var det også i Lis´ barndomshjem. Udover de praktiske pligter, der var ved at drive landbrug og have karle og piger på kost, var hendes far, Jens Søe, bl.a. sognerådsformand og var dermed engageret i politik og samfundsforhold.

Efter konfirmationen i Boddum Kirke den 12.4.1931 tjente hun flere steder i Thy – bl.a. i Hørdum Skole, hvor hun ved juletid blev bedt om at vaske ydermurene på skolen, så den var pæn til højtiden.

I 1938 var hun et år på højskole på Grundtvigs Højskole, Frederiksborg i Hillerød, hvor hendes far havde været elev mange år tidligere. Han ønskede, at hans døtre skulle være selvstændige og have en stor viden og det havde altid været en selvfølge for ham, at de skulle på højskole. I øvrigt havde hans kone, Kirstine, også været på højskole inden de blev gift – på hans opfordring.

I 1939 gennemførte Lis i et kursus for ”Husjomfruer og Assistenter til større Husholdninger” på Husassistenternes Fagskole i København.

Herefter arbejdede hun i et år som syerske hos Grethe Lodshøj, som havde en kjolestue i Hvidbjerg Thy.

I 1942 gennemførte hun ”Det store Kursus i Syning og Tilskæring” på Tilskærerskolen ”Esperance” i København, hvor hun bl.a. lærte hele processen i fremstilling af kjoler – fra tegning af kjolen til overlevering til kunden.

Herefter arbejdede hun igen i et år hos Grethe Lodshøj i Hvidbjerg Thy – som direktrice.

I 1942 døde Jens Søe og ”Boddumgård” blev solgt. Hans enke, Kirstine, flyttede til Hurup og købte hus på Parcelvej.

Begge Jens Søes døtre vidste meget tidligt, at de ville have en uddannelse, så de kunne klare sig selv. Det havde deres far haft meget svært ved at forstå. Det er underligt at tænke sig, når man ved, at han var foregangsmand på mange områder og også havde været berejst i sine unge dage, hvor han var i Amerika i 4 år. Men han har nok forestillet sig, at den ene af dem skulle overtage ”Boddumgård”, som havde været i slægtens eje siden 1807.

Det var Lis´ håb, at kunne komme til at arbejde på en højskole og derfor deltog hun i 1943/44 i et undervisningskursus på Snoghøj Gymnastikhøjskole ved Fredericia. Her lærte hun bl.a. praktisk gymnastik, folkedans, boldspil og svømning. Da tyskerne i de sidste år af 2. verdenskrig skulle bruge skolen, blev alle fra højskolen flyttet til ”Hindsgavl Slot” ved Middelfart.

Efter krigen flyttede både Lis og hendes søster, Karen, til København for at læse videre. I 1947 bestod Lis præliminæreksamen som privatist. For at kunne få råd til at uddanne sig, havde hun plads i huset – med kost og logi – og sørgede for den daglige madlavning til herskabet, samtidig med at hun læste.

I somrene 1948 og 1949 var Lis lærerinde på Høng Husmandsskole på Sjælland, hvor hun bl.a. underviste i gymnastik og folkedans og om vinteren gik hun på Faglærerseminarium i København. Hun bestod ”Eksamen for Faglærerinder” i fagene dansk og engelsk i hhv. april og oktober 1950.

Herefter blev hun ansat som lærer på ” Dronninglund Mellem- og Realskole” i Dronninglund, hvor hun underviste i dansk og engelsk i realafdelingen.

I skoleåret 1957/58 deltog hun i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole ”Emdrupborg” i København, i fagene verdenslitteratur, engelsk og tysk og blev efterfølgende ansat som lærer på ”Hulvejens Private Realskole” i Horsens, hvor hun underviste i dansk og engelsk. Her var hun ansat frem til sommeren 1970.

I skoleåret 1970/71 deltog hun igen i et årskursus på Danmarks Lærerhøjskole i fagene psykologi, didaktik og metodik, dansk litteratur og tysk, hvorefter hun frem til sommeren 1974 var ansat på ”Jysk Realkursus” i Århus.

I 1965 deltog hun i et sommerkursus i svensk i Stockholm og i 1968 i et tilsvarende i norsk i Trondheim. Og i 1975 bestod hun HF-eksamen i fransk i Århus.

De efterfølgende år var hun ”pensionist”; men var i skoleårene 1976/77 og 1977/78 ansat på Søndbjerg Ungdomsskole på Thyholm som lærer for eleverne i 10. klasse.

Herefter fortsatte hun sin pensionisttilværelse i Højbjerg ved Århus, hvor hun bl.a. nød at gå lange ture. En overgang var hun med i et projekt på Århus Universitet om bevarelsen af Thybomålet.

I 2004 flyttede hun til plejehjemmet ”Hestehavehusene” i Højbjerg, hvor hun boede frem til sin død den 23.5.2010 – 93 år gammel – efter et langt og begivenhedsrigt liv.

Lis´ urne er nedsat på Jens og Kirstine Søes gravsted på Boddum Kirkegård.

Efterskrift: Der er heldigvis gemt mange eksamensbeviser og anbefalinger efter min moster. Når jeg læser disse vidner det om, at hun fagligt var meget kompetent i alt det, hun beskæftigede sig med. Endvidere var hun trofast, loyal, pligtopfyldende, kultiveret og meget respekteret af sine omgivelser – ikke mindst af hendes elever og lærerkolleger. Hun havde humoristisk sans og havde arvet sin fars poetiske åre mht. at kunne skrive fortællinger og digte.

Skrevet af Inge Mardal.

Christian blev født i Boddum den 22. maj 1919 som tvilling til søsteren Anna Mardal Jensen. Christians dåbsnavn er med ”Ch” men ofte kaldte han sig Kristian med ”K” og det er også sådan, navnet er stavet på hans gravsten.

Med en salonriffel skød Christian sin første hare inden han blev konfirmeret – omkring 10-års alderen. Han og Hjalmar var gået ud i marken og så en hare sidde nede på marken. De skyndte sig hjem efter en salonriffel og sneg sig over på Niels Nielsens jord og videre ned bag diget. Haren sad der stadig og Christian skød den. De to knægte kunne næsten ikke slæbe den hjem.

Christian og Hjalmar gik næsten hver dag ned til fjorden og lidt hen mod øst. De kiggede efter hundestejler og i tang fandt de ofte små fisk, hvilket havde deres interesse, for de havde nemlig lavet en ”fiskepark”. Det var et firkantet hul ca. 3×3 meter og 1½ meter dyb, gravet sydøst for huset (skuret) nede i engen, hvor der hele tiden løb rent vand ned. I ”fiskeparken” havde de nogle små gedder, fanget med sandvod oppe i byen. Der blev også fanget store gedder men de blev spist, hvorimod de små gedder kom ned i ”fiskeparken” og blev fodret hver dag med hundestejler og små fisk som Christian og Hjalmar fandt langs stranden i tangen.
Deres brødre, Marius og Nikolaj, havde tidligere haft en ”fiskepark” et andet sted, men den var blevet sløjfet. Når Christian og Hjalmar så gik hjemad igen, tog de familiens 6  køer med fra engen. Om formiddagen stod kørerne i tøjr derhjemme, men efter middagsmalkningen blev de igen drevet ned i engen.

Christian gik i Boddum skole og blev konfirmeret i Ydby kirke den 9. april 1933. Han kom dog ikke straks ud at tjene, fordi hans far altid havde brug for at have en hjemme til at hjælpe sig, og nu var det så hans storebror, Nikolajs tur til at komme ud at tjene. Derfor arbejdede Christian hjemme de næste 3 år indtil den 1. maj 1936. På det tidspunkt var lillebroderen Hjalmar nemlig blevet konfirmeret – det var i april 1935 – og havde været ude at tjene et andet sted, indtil han kom hjem den 1. maj 1936 for at afløse Christian, så han kunne komme afsted.

Lige før Hjalmar blev konfirmeret samlede Christian og Hjalmar en cykel af dele fra to gamle, og den cyklede Christian så på.

Sin første plads fik han hos Peder Nikolaj Pedersen, Doveroddevej 21. Han var der fra den 1. maj 1936 og til den 1. maj 1938. Herfra fik han følgende anbefaling:

At Kristian Mardahl har været hos mig som medhjælper i tiden fra den 1. maj 1936 og til den 1. maj 1938 bevidnes herved. Jeg har i den tid været ualmindelig godt tilfreds med ham.
Han var særdeles flink og dygtig og gik med interesse op i arbejdet, saa det var en glæde at arbejde sammen med ham. Det er derfor med stor velvilje at jeg giver ham min bedste anbefaling.

Peter N. Pedersen, Boddum.

Fra den 1. maj 1938 og til den 1. maj 1939 var det Christians tur til igen at være hjemme og hjælpe på den fædrende gård.

Fra den 1. maj til den 1. oktober 1939 tjente Christian hos ”pigerne”, Møller og Andersen på ”Baldersgaard”, Boddum Bisgaardvej 4.

Den 1. oktober 1939 blev han indkaldt som soldat med tjenestested i Randers og var der, indtil han blev hjemsendt den 2. november 1940. Han var således soldat, da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940 og man sad naturligvis derhjemme i Boddum og var bange for, at han skulle i krig og blive skudt.
Af Christians soldaterbog fremgår, at han var 171 cm høj, middel af vækst, havde blå øjne og lystblond hår, blodtype A og ingen særlige kendetegn, samt at hans livstilling var tjenestekarl.

Efter hjemsendelsen tjente han hjemme hos faderen indtil den 1. maj 1941, hvor han fik plads hos Jens Hove i ”Snæver”, Gravenhøjvej 20. Her var han indtil den 1. maj 1942 og fik følgende anbefaling:

Kristen Mardal har tjent mig som forkarl fra 1. maj 1941 til 1. maj 1942.
Kristen Mardal er meget rask og dygtig til sit arbejde og ualmindelig flink og behagelig at omgaas til daglig, saa det er mig en glæde at give ham min allerbedste anbefaling.

Jens Hove, Boddum.

Fra den 1. maj 1942 til den 1. maj 1944 var Christian igen hos ”pigerne”, Møller og Andersen på ”Baldersgaard”, Boddum Bisgaardvej 4 og fik fra dem følgende anbefaling:

Kristian Mardal har været her fra 1. maj 1939 – 1. oktober 1939 da han blev indkaldt til militærtjeneste og igen fra 1. maj 1942 – 1. maj 1944.
Vi har i den tid lært at kende ham som en sjælden tro og pålidelig medhjælper, vi har altid trygt kunnet stole på ham i alle maader. Han er en rolig og besindig ung mand, meget flink og venlig af væsen. I vinter under min sygdom forestod han det hele her til vor fulde tilfredshed og det er os en glæde at medgive ham vore allerbedste anbefalinger.

M. Møller og K. Andersen.

Da Christian tjente hos Møller og Andersen, fortalte de ham, at de havde været omme hos Peter Post’s en aften til kaffe og havde deres adoptivdatter Astrid med. Thorvald Færgemand, som ikke viste, hvem hun var, spurgte hende: ”Hvem er din far?” hvortil Astrid betænkte sig lidt og svarede: ”Det er Christian”.

 Christian var af den type der ”gik lige ind i folk” – hans gode humør varmede alle,  og ovenstående udtalelser om ham som person understreger fint denne egenskab han havde. Han var meget genert, men var alligevel i tiden omkring 1943 med til at spille dilettant i Boddum forsamlingshus.

Christian og Hjalmar gik til dans i Hurup, men der var altid mangel på damer, så de to dansede med hinanden.

Hjalmar havde været formand for VU (Venstres Ungdom) indtil han skulle på landbrugsskole. Sideløbende havde Christian været næstformand og han efterfulgte nu Hjalmar som den nye formand.

Christian skød engang en doublet. Det var to harer han fik ram på. Det var ovre på Niels Nielsens mark. De vidste, at nogle harer holdt til der og planen var, at Marius skulle jage dem op og Christian, der sad ved diget hos Dams, og Hjalmar der sad ved diget til dem selv, skulle så skyde den afhængigt af hvilken vej den løb. Det viste sig, at harerne løb over mod Christian, som planmæssigt affyrede 2 skud mod dem. Begge harerne blev dræbt. Christian havde dermed  lavet en såkaldt doublet, fordi han nedlagde 2 dyr med de 2 patroner, der var i geværet.

Engang var en ræv kommet til nabolaget omkring den fædrende gård. Christians far havde anbragt net omkring kornet, for hønsene gik frit og de skulle jo ikke gå ud og ødelægge det. Skjult i kornet kunne ræven så ligge og lure og når der var en høne i nærheden, hoppede ræven lige over nettet og nappede den. Christian havde luret rævens færden og skød den fra en døråbning. Det var den første og eneste ræv, han fik skudt. Hos Dams havde ræven også snuppet mange høns, men de gav ham kun 5 eller 10 kroner i dusør.

At Christian var en ivrig jæger viser følgende historie fra en vinter, hvor fjorden var begyndt at fryse til, hvilket havde skabt en våge ude i Boddum Vig, der var fyldt med ænder. Christian gik ud på isen for at skyde nogle af dem – uden at tænke på, hvordan han skulle få fat i dem i vågen, eller hvor tynd isen egentlig var.
Isen brast under ham og han havde meget besvær med at komme i land, for vandet fyldte gummistøvlerne og isen skar i benene, selv om han havde lange bukser på. Selv om det lykkedes ham at komme i land, var han dog så udkørt, at det kun var med nød og næppe at han klarede hjemturen og fik tørre strømper og bukser på. Han fik vist forfrysninger i benene. De var helt hvide i lang tid derefter.

Fra den 1. maj 1944 til den 1. november 1944 var Christian på ”Skibstedgård” hos bestyrer A. Rasmussen.

Hr. Kristian Mardahl
Har tjent her på Skibstedgaard fra den 1. maj 1944 til den 1. november 1944, han er dygtigt og paalidelig til sit arbejde, og flink at omgaas til daglig, jeg kan derfor kun anbefale ham på det bedste.

Bestyrer A. Rasmussen, Skibstedgaard, Ydby.

I sin tid på ”Skibstedgård” deltog Christian i et høstgilde, hvor der blev drukket og stemningen var god. Så fik de den ide, at nu skulle der danses, hvilket jo medførte, at der så skulle flyttes møbler og det var man lidt bekymret over at lade fulde folk gøre.

Fra den 1. november 1944 til den 1. maj 1945 var Christian på Rønshoved Højskole. Han valgte den, fordi det var der, der var plads. Her blev han rekrutteret som frihedskæmper, men han blev også vinterbader.

Under et ophold hjemme på gården i Boddum fortalte Christian brødrene, at han var gået med i modstandsbevægelsen. Brødrene var fyr og flamme og ville også være med, men hertil svarede Christian, at de skulle lade være. Det var nok, at en af dem blev skudt.

Uwe Brodersen har skrevet følgende i sin anmeldelse af Henning N. Larsens bog: ”Modstanden – Valgene der skilte – Om besættelsestidens kampe”:

Strandhusgruppen ved Rønshoved.
Strandhusgruppen holdt til hos kunstmaler Viggo Kragh–Hansen, der boede i Strandhuset tæt på Rønshoved Højskole, lidt uden for Kollund. Kunstmaleren var på et tidspunkt med i Gråsten–gruppen.

I Bajstrup havde man fået et hus stillet til rådighed. Herfra var det ikke langt til skinnerne.
Gestapo var meget ude på at få fat i gruppen. En Gestapomand blev sendt til Bajstrup og udgav sig for at være med i modstandsbevægelsen. Ledvogterens kone opdagede det ikke. Hun fortalte om nogle af modstandsfolkene og blev derefter anholdt.
Men hun kendte ikke noget til Strandhus–gruppen.
De vellykkede aktioner fik Gestapo til at opstille ekstra vagter omkring Tinglev.

Angrebet af marinesoldater
I Gråsten blev landssvigere efter den 5. maj 1945 anbragt i den tyske skole. Men pludselig lød der skud. En rutebil var kørt ind i byen. På taget befandt der sig tyske soldater med maskingeværer. Herfra blev der skudt. Desuden blev der kastet håndgranater. Hjemmetyskerne havde tilkaldt tyske marinesoldater fra det nærliggende Egernsund.
To modstandsfolk blev dræbt. Men bogen fortæller ikke, at lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller forhindrede, at situationen udviklede sig yderligere.

Pastor Georg Langkjær skriver blandt andet i sin erindringsbog “Det var så det. Erindringer”:  

Efter højskoleopholdet blev Christian i Sønderjylland, sandsynligvis fordi han var frihedskæmper i en gruppe dernede og han kunne jo ikke vide, at krigen ville ende den 5. maj 1945. Han havde fået plads fra den 1. maj 1945 til den 1. maj 1946 hos Hans Moos i Undelev, Tørsbøl.

Kristian Mardahl har tjent mig fra 1. maj 1945 til 1. maj 1946 og har i denne tid været en god og dygtig karl og stedse vist interrese og været flink til arbejdet derfor den bedste anbefaling.

Undelev, Hans J. Moos.

 Den 18. maj 1945 (iflg. poststemplet) skrev Christian et brev til sin tvillingesøster Anna:

Kære lille søster Lulle.
Nå lille søster så fik vi fred gid det må vare længe og gid vi mennesker var blevet klogere af denne frygtelige krig så vi kunne bygge en ny og bedre verden op. Hvad har vi ikke set og oplevet i denne krig. Jeg for mit vedkommende kom jo egentlig til at opleve den ret ejendommelig da jeg fik at prøve både at være den tabende og den vindende soldat. Thi jeg var nemlig blevet sabotør nu lige til slut og blev således frihedskæmper nu under Danmarks befrielse og jeg må nok sige at det var en himmelråbende forskel at leve nu og så da vi måtte forlade kasernen i 1940. Jeg blev nemlig ansat inde på politistationen i Gråsten og var med politiet ude og arrestere og ransage hos de forskellige forrædere vi har hernede og vi var således nede ved grænsen næsten hver dag henholdsvis i bil eller på motorcykler og var således vidne til befolkningens jubel over befrielsen og se hvorledes de hyldede de Britiske tropper og os frihedskæmpere. Når vi kørte langs med vejen så råbte folk Hurra og længe leve frihedskæmperne og kastede blomster til os. Det var en herlig tid må jeg sige men det havde jo goså sin mørke side idet tyskerne skød to af vore frihedskæmpere i Gråsten den første dag idet de stod på vagt nede ved en skole hvor de fangne kom ind som vi tog,  så kom der en rutebil kørende med nogle tyskere i og de begyndte pludselig at skyde på vagterne og skød således to og sårede to og kastede så en håndgranat ind af et vinduet i skolen og den eksploderede inde i een af salene hvor der var nogle fanger og der blev også nogen såret men det ligner jo tyskerne, men nu har de vel fået andet at tænke på. Jeg har således også haft rig lejlighed til at se tyskernes tilbagetog eller at se de slagne herrefolk fra syd trække hjem og det må jeg nok sige at det er alligevel det mest sørgelige syn jeg til dato har set. Så tror jeg alligevel vi ville have taget det mere stolte hvis det havde været os og se dem slæbe deres gøgl med sig i trillebør, cykel uden gummi, barnevogne, små legetøjsvogne eller alt muligt eller umuligt og nu var det os der var de overlegne. Men jeg kan ikke nægte at jeg alligevel ikke har lidt ondt af dem, men jeg kunne alligevel ikke lade være at tænke på hvad de havde budt os og hvor overlegne de var da de havde magten.

Nå men du kunne vel også have lyst til at vide lidt om hvordan jeg var blevet sabotør og hvornår. Ja det var selvfølgelig i vinter da jeg var på skolen, der var en kunstmaler som var gift med en lærerinde på skolen han røg på mig en dag lige efter jul om jeg kunne tænke mig at gå med og jeg sagde så ja, der var så en lærer som også var med og to andre elever, de tjener lige nabo her til nu. Læreren var cand. theol. og skal vist nok til Thy som præst nu i Visby eller der i nærheden et sted. Vi studerede så våben og skulle så tage rigtig fat nu til foråret, vi var også ude og sprænge banen og lå og fragtede med vor våben. Så var vi i Tinglev en aften og sprænge blokhusene hvorfra de ledede drejeskiverne til at rangere togene med. Der var to blokhuse og der sad en dansk jernbanemand inde i hver af dem og det skulle sprænges mens et tysk tog holdt på banegården, så vi kaldte først på jernbanemændene og fik dem så hen til vinduet og truede så med at skyde dem hvis de ikke låsede op hvilket de øjeblikkelig gjorde hvorpå de fik ordre til at samle deres habengut sammen og tage det med sig, hvorpå vi lagde sprængstoffet ud og gik så vor vej og tog jernbanemændene med os. Der var lagt 10 minutters ”blyanter” som skulle antænde ladningen så da vi var kommen ud på landevejen fik jernbanemændene ordre til at gå tilbage, men ikke for hurtigt, hvorpå vi begyndte at cykle. Lidt efter forkyndte to mægtige brag at sprængningen var sket og da vi havde cirka 20 kilometer at cykle var det en spændende tur. Vi kørte med revolvere i hånden hele vejen hjem og havde nogen holdt os an så ville der have faldet skud, men heldigvis mødte vi ingen.

Nå, jeg må til at slutte. Jeg var på vagt i morges fra klokken 4-8 så jeg skal til at sove. Jeg logerer mest ude ved bonden som jeg tjener ved og de er mægtig flinke, men de har også en søn som er med, så det hjælper også altid noget. Så kan de jo bedre forstå, at andre også vil med, men de havde jo nær fået et chock da de blev klog på at det var sådan en terrorist de havde fået. Pigerne skældte ud på mig fordi at jeg sådan ødelagde banen, så de ikke kunne rejse og så kunne de jo bedre forstå at jeg cyklede herned for jeg turde jo nok ikke rejse med tog, når jeg selv sprængte dem i luften.

Nå men nu vil jeg så slutte med at ønske dig så inderlig tillykke med vor fødselsdag lille søster. Jo, jeg slutter med det da jeg ikke mener at det er så vigtigt at vi bliver gamle, men hvad, det er der ikke noget at gøre ved. Vi har lagt det hårdeste år bag os (og fået) den største lykke vi kunne tænke os, hvor tænkte jeg tit på Grundtvigs digt den dag vi blev frie.

Bladet, som Herren det ville,
vendte sig tit,
når det gik Danmark ilde,
vendte sig blidt.

Hvor kom det dog til at passe. Nå, men gid at vi så i vor nye år må have lidt held med os søster og atter må mødes derhjemme og snakke med hinanden.

De kærligste hilsner og godnat søster fra Bror.

Undskyld skriften jeg har siddet og skrevet i sengen. Håber du har fri et par dage når du skal igennem den avis.

I perioden fra den 1. maj 1946 til den 1. august 1946 var Christian hjemme for at hjælpe forældrene i Boddum.

Fra den 1. august til den 1. november 1946 tjente han som forkarl hos Chr. Thøstesen i Fæsted.

Kristian Mardal har tjent her som forkarl fra 1. august 1946 til 1. november 1946.
Jeg har i den korte tid lært Kr. Mardal at kende som en ualmindelig flink og dygtig karl.
Han er meget rask og punktlig til sit arbejde, desuden er han særdeles flink og omgængelig, og til enhver tid oplagt og interesseret i sit arbejde.
Kr. Mardal er en ung mand der har god indsigt i alt hvad der vedrører en gaards drift, og vil være enhver plads voksen.
Det er mig hermed en glæde at give Kr. Mardal min allerbedste anbefaling.

Fæsted, Chr. Thøstesen.

Fra den 1. november 1946 til den 30. april 1947 var han elev på Tune Landboskole. Han blev også kontralassistent, men kom aldrig til at arbejde som sådan.

Christian fik sit første kørekort den 5. april 1948 og ”havde ret til at føre en 4-hjulet motorvogn med egen vægt indtil 2500 kg.”  Han fik bla. kørekortet, fordi han så kunne køre smed Jensens traktor rundt og harve og pløje for bønderne i Boddum.

Til høsten i 1948 lejede man på ”Baunhøjgaard” også traktoren og det var første gang, at der blev høstet med traktor og selvbinder i Boddum. Traktoren var en ”International”.

I juni 1948 købte Christian ejendommen ”Baunhøjgård” sammen med 2 af sine brødre, Marius og Hjalmar. Christian var den sidste der flyttede derop, for han blev boende hjemme hos forældrene et stykke tid efter købet. Han tog dog op på ”Baunhøjgaard” hver dag.

Den 3. april 1953 står Christian fadder i Boddum kirke sammen med sin tvillingesøster, Anna, til niecen Inge Mardal.

I 1954 begyndte Christian som hjemmeværnsmand. Han blev kaptajn for en af grupperne i Boddum og det blev han, fordi han havde været soldat og frihedskæmper.

Engang var der øvelse i hjemmeværnet i Hanstholm, hvor der var en hjemmeværnsgård. Christian ledede den ene gruppe og Korsgaard den anden. Hjalmar var i Christians gruppe og husker, at Christian fik megen ros, fordi hans gruppe overhovedet ikke var blevet set, da de skulle skifte stilling nedenfor en bakke.  Christian havde bagefter sagt, at det var der jo ikke meget ved, når han ikke kunne holde til det – han var da blevet ramt af en alvorlig sygdom.

Christian var en ”ener” og tog alt på en sjov måde. At han blev syg kom imidlertid til at præge ham i de sidste år – han mistede sin livsglæde.
Han døde af leukæmi på Thisted sygehus den 18. maj 1958 og blev begravet den 22. maj 1958 fra Boddum kirke.

Thisted Amts Tidende skrev følgende:

Gårdejer Christian Mardahl Jensen Boddum, begravedes fra Boddum kirke i går eftermiddag under megen deltagelse, både fra sognet og fra kammerater i hjemmeværnet.
Pastor Steen Lund nævnte i sin tale, at det er mod naturens orden, når de unge rives bort, og han nævnte videre de gode menneskelige egenskaber, der havde kendetegnet afdøde, hans stabile færden og store personlige beskedenhed.
I kirken blev der videre talt af pastor Langkjær, Hunstrup, der fortalte nogle træk fra hans kendskab til Christian Mardahl Jensen i besættelsestiden. Pastor Langkjær nævnte, hvordan han som leder af en gruppe i Sønderjylland var kommet i forbindelse med Mardahl Jensen, der ufortøvet gik med i modstandskampen og altid var rede til at påtage sig de opgaver, der skulle løses.
6 kammerater i hjemmeværnet bar kisten til graven, og her talte mejeribestyrer Holger Korsgaard, Doverodde og mindedes afdødes stille og beskedne færden, og hans pålidelighed i alle forhold. Som et eksempel på, hvor tilbageholdende han havde været med at tale om sig selv, nævnte mejeribestyrer Korsgaard, at han aldrig før, han havde hørt talen i kirken, havde været klar over den rolle, afdelingen havde haft i modstandsbevægelsen.
Lærer Foged takkede ved graven for deltagelsen og indbød til en sammenkomst i forsamlingshuset, hvor der blev talt af lærer Foged, direktør Viggo Vestergaard, Doverodde, gårdmand Carl Tjener, Boddum og af afdødes broder, gårdejer Marius Mardahl Jensen, der takkede for den deltagelse, der var vist.

Den 5. maj 1995 blev der lagt blomster på frihedskæmperes grave i Danmark og også på Christians blev der lagt en buket.

Hvad jeg kan fortælle om onkel Jens og hans brødre.

Skrevet af Kirsten Hansen.

For at skrive lidt om de unge, der omkring 1900 emigrerede til Amerika, må jeg begynde i mine bedsteforældres hjem. Her, hvor jeg stadig bor, og hvor alting stadig fortæller om en svunden tid. En tid der blev levet med slid, sorg og glæde ligesom nu men på en anden måde. Da var nøjsomhed en del af dagligdagen. Efter mine oldeforældre kom mine bedsteforældre Poul Andersen og Kirsten Kjærgaard. De fik 5 sønner, hvoraf 2 rejste til U.S.A.

Den ældste, Anders Poulsen blev gift og fik en landejendom i Gammelby. Hans ungdom ved jeg ikke meget om. Han fik 5 piger, hvoraf den yngste, Dorthea (Dora) og jeg fik utroligt meget godt sammen. Hun gav mig glæde ved håndarbejde og musik. Alt var medfødt. Hun kunne bare det hele. Hun sagde en gang til mig, at købe noget pænt kan enhver, men at få noget pænt ud af gammelt tøj, er der ikke mange, der kan,. Det fik vi brug for under anden verdenskrig.

Så var der næst efter Jens og Kristen, der emigrerede og far: Mads Andersen, der fik ejendommen her efter sin far og mor. Han var altid hjemme og hjalp dem.

Mads Andersen (1889-1971)

Og så var der Johannes som den yngste. Han blev udlært kommis hos købmand Rødbroe i Thisted og var så fra 1914-1918 i sikringstyrkerne som korporal. Da han kom hjem, kom han til købmand Agerholm i Hurup, hvor han døde af den spanske syge.

Johannes Andersen (1892-1919)

Johannes Andersen er nummer 2 fra højre.

Johannes Andersen ved krydset. Han var en livsglad ung mand, fortalte hans bror, Mads Andersen.

Johannes Andersen (1892-1919), korporal under 1. verdenskrig.

Da han stod i sin kiste her i hjemmet, kom budskabet om, at Kristen var død af den spanske syge i Amerika, uden at de nogensinde havde set ham, siden han rejste som 18-årig. Onkel Kristen kom til Great Falls i Montana, hvor han blev elevatorstyrer i en stor mine. Jeg ved, der er en stor kobbermine i Montana. Måske var det der. Han blev gift med Lillian. En norsk pige, hvis mor også var der, og som kunne læse bedstemors breve, da Kristen var død. Kristen og Lillian fik en datter Dorthea, som billederne viser. Lillian arbejde for en doktor. Det behøver jo ikke at være en læge, og efter Kristens død blev hun efter en tid gift med ham. De fik 3 børn, hvoraf de 2 også er på billeder. De kom to breve, da bedstemor lå på sit dødsleje og efter hendes død ophørte vi med at høre fra dem. Dorthea er jo nok ikke mere, da hun jo var ung, da jeg blev født. Men hun har da nok efterkommere, som jeg ikke kender.

Kristen Andersen (1885-1918) og Lillian Haugen (1892-1990)

Sand Coulee Cementery, Tracy, Cascade County, Montana USA

Lillian skriver brev og medsender et billede i 1922 til Dorotheas familie i Danmark.

Lillian Haugen (1892-1990) og datteren Dorothea Christine Andersen (1915-1977)

Dorothea Christine Andersen (1915-1977) med sine to halvsøskende Margaret Elaine Evans (1926-) og Lewis Marvin Evans (1923-2012)

Dorothea Christine Andersen (1915-1977) med sine to halvsøskende Margaret Elaine Evans (1926-) og Lewis Marvin Evans (1923-2012)

Dorothea skriver brev til sin bedstemor i 1932.

På mine bedsteforældres gravsten på Boddum kirkegård står der: ”I salige er de, som sørger”. Det fortæller noget. Hvordan de 5 brødres barndom og ungdom forløb, ved jeg ikke meget om. Jeg ved, at far var med til at tynde turnips og kålrabier ud på en gård i Dover. De kravlede række op og række ned, og som ung var han med tærskemaskinen og bar de tunge kornsække på sin ryg op på stuehusloftet. Han sagde at det var derfra, han var lidt duknakket. Jeg husker vores egen korndynge, hvor græskarrene fra haven blev sat op, så kunne de holde sig frostfrie.

Onkel Jens blev udlært tømrer ved Martin Callesen i Heltborg. Jeg ved ikke, om han i læretiden boede der, men han fortalte, at de fik arbejde i Agger og så gik han fra Heltborg til Agger med træskonene i hånden for ikke at slide på dem. Mon unge i dag kan forestille sig det? Så kom tiden, hvor mange unge rejste til ”det forjættede land” for at skabe sig en fremtid. Det kunne i de hårde tider herhjemme næsten ikke lade sig gøre. Også onkel Kristen rejste. Det var jo med skib. Jeg mener det var fra Esbjerg over England. Eller fra København over Oslo. Og turen endte i New York, hvor jeg mener kontoret lå, hvor de kunne indskrive sig som emigranter og kunne søge om arbejde eller  søge om ret til ”at tage land” og dyrke. Jeg ved navne på mere en 10 her fra Boddum, der rejste. Nogen kom hjem igen, men flest blev derovre og skabte sig en fremtid.

Jens Mortensen Andersen

Onkel Jens’ skæbne blev anderledes. Han forblev ugift. Og rejste mange gange over Atlanten for at besøge herhjemme. Han byggede ”Chicago” her i Boddum til sine forældre som gamle, så de kunne bo som ham i storbyen Chicago i Illinois. Der var han tømrer og arbejdede for en mester og siden hans søn i alle årene. Hans arbejde bestod i at slibe gulve og sætte døre i, i de store skoler og ejendomskomplekser.

I marts 1913 bliver der sendt fødselsdagshilsener til Mads Andersen fra Jens Mortensen Andersen

I 1912 skriver Jens Mortensen Andersen et postkort til broderen Mads Andersen i Boddum.

I 1913 sender Jens Mortensen Andersen et postkort til forældrene med hilsen til broderen Mads Andersen.

Han købte, sammen med nogle andre danske ungkarle, et hus, som de drev som pensionat ved hjælp af en housekeeper. Der kunne danske, der emigrerede, komme og spise og få logi, til de fik arbejde. Onkel Jens købte en violin og en harmonika, så der var muntre aftener. De kaldte huset ”The Danish home”.

4550 Lake Park Avenue

4550 Lake Park Avenue

Til sidst boede de 4550 Lake Park Avenue. De flyttede 3 gange, for negerne købte huse tæt på. De kunne være gode nok, sagde onkel Jens, men det er alligevel bedst, vi bor hver for sig. Onkel Jens var som sagt hjemme mange gange. Sidst mener jeg i 1926, omkring 1920 byggede han huset til sin far og mor.

Jens Mortensen Andersen med en af de biler, han købte, når han var hjemme på besøg i Danmark.

Inden krigen 1940-45 brød ud, var han i en stor faldulykke fra et stillads, hvor han brækkede begge ben. Der var jo ingen sygeforsikring derovre, så det var dyrt at ligge på sygehus, og så var der depressionen, hvor han mistede mange penge ved at have aktier i ”Elektrinion” kaldte han selv selskabet. De havde jo givet større renter end almindelig bankrente.

Jens Mortensen Andersen modtog ikke julebrevet 1941. Det blev sendt retur til Danmark.

Hvad Jens Mortensen sendte til Danmark blev undersøgt og fik stempel.

Ikke alene kunne han ikke besøge sit gamle land, men under krigen kunne han heller ikke sende breve. Far fik kun eet brev i den tid – sendt gennem Røde Kors. Censureret af tyskerne og med stemplet hagekors: kun ganske kort stod der: ”I am well and working, Jens Mortenen”.

Lige efter krigen kom luftpostbrevene igen, og så Amerikapakkerne med alt det, vi ikke havde kunnet få under krigen. Kaffe, chokolade, krydderier, svedsker, rosiner, tråd og meget mere. Nylonsktrømper f.eks.

Onkel Jens ville have sendt mig min brudekjole, men da havde jeg fået syet en. Men så sendte han en særpræget dåbskjole, som vore børn og børnebørn har båret til deres dåb.

Jeg husker, hvor glade vi blev, når julebrevet kom, der var altid en lille dollarseddel i. Den var med til at forsøde julen. Ellers synes jeg, der gik en rød tråd gennem hans breve hjem. En længsel hjem. Han kunne skrive: “Hils lærkerne nede i heden” eller “i aften stod jeg på trappen udenfor og så over mod jeres lyse nætter. Jeg syntes jeg hørte viberne slå bugt ude i engen”. En anden af dem, der rejste ud, fars fætter, besøgte os efter krigen. Han tog en kræmmerpung op af lommerne. Den var fuld af små strandsten samlet på hans barndomshjems strand her øst for. Han sagde, at når han tog dem i hånden hjemme på sin farm i Illionois var det, som han kunne lugte fjorden, hvor han løb rundt som barn. Ingen har vel tolket den længsel bedre end Hans Bakgaard. Han kom hjem igen, efter at have været i Amerika. Det gjorde Jens Søe, F. K. Madsen og hans mor ”An Nørgaard”, Johanne Kjærgaard (fars kusine) også. Fars 3 fætre, brødre til Johanne: Mads Kjærgaard, Chresten Thomsen Kjærgaard og Krabbe Kjærgaard, Peter Hansen, en Korsgaard fra mejeriet i Doverodde. Vist også 2 af Laurids Dams sønner, Christian og Poul og en bror til Niels Søndergaard (Klaus vist nok) blev derovre, spredt i forskellige stater. Så skete det store eventyr.

Efter krigen sendte Jens Mortensen pakker hjem til broderen i Boddum, Mads Andersen.

Jens Mortensen Andersen begyndte at sende penge i stedet for gaver.

En forårsdag i 1954 steg onkel Jens ud af en taxi herude på gårdspladsen uden at vi vidste, han ville komme. Thisted Amts Tidende skrev om det den 6. maj 1954. Da var han ved at blive gammel. Han rejste tilbage til Chicago i oktober, da han ikke ville være her i den kolde vintertid. Det gentog sig i 55, men i 1956 kom han hjem for at blive.

Jens Mortensen Andersen (1881-1963)

Han ville ikke blive gammel og syg i Amerika. Han sagde engang: Jeg ville gerne, jeg kunne arbejde i Amerika og bo i Danmark. Han boede her hos os i 7 år og døde i 1963 og er begravet på Boddum kirkegård. En skæbne ud af mange, der rejste ud. Om føje tid vil deres navne være glemt – som sne, der faldt i fjor. Vi, der husker dem og fortællingerne om deres liv, vil også snart være borte og så vil den tid, de levede, være en del af Danmarkshistorien. Nok ingen unge i dag kan forstå de skæbner. Måske flere unge end den gang rejser i dag ud i verden. Men det er på helt andre vilkår. Jeg er glad for at være med til at fortælle om en tid, hvor de ryddede marken for sten engang og ved deres slid blev grundlaget for vores liv. Jeg står tit ved deres gravsten på kirkegården og mindes, og glæder mig også over at mine børnebørn er ivrige tilhørere, når jeg fortæller. De står med store undrende øjne, for hvordan skulle de kunne forstå?

I alle brevene, jeg har fra Amerika, kan jeg se, at det var et stort hus i 3 etager de købte som pensionat og drev med husholderske og 2 piger. Sommetider var der over 30, der spiste der, og om lørdagen var der 60-80, der kom og havde det hyggeligt og dansede hele natten. Den sidste adresse, brevene viser, var ikke så stor, der kom ikke så mange og boede, og en kort tid var der ingen husholderske, så tog de morgenmad og lavede en madpakke, og tog med på arbejde og så gik de på restauration og spiste varm mad om aftenen. Når de havde hjælp i køkkenet, var det jo altid danske folk, så de fik god dansk mad. Til jul kalkun og rombudding. Til frokost fik de sylte med sennep. Der var pebernødder og sirupskager som herhjemme. Til sidst var der ikke så mange på hjemmet. Døden gjorde sin høst, og der kom ikke flere danske emigranter. Ellers fortæller brevene mest om arbejde og slid, om de danske, der boede der, og om hvor svært det kunne være at lægge penge til side i de hårde tider, så han kunne komme hjem på besøg. Var han blevet gift og stiftet familie, var livet jo blevet helt anderledes. (Brevene fortæller også om, at han glædede sig til at komme hjem på gåsejagt, og til at stange ål).

Thisted Amts Tidende skriver ved Jens Mortensen Andersen død:

Den 81-årige dansk-amerikaner Jens M. Andersen, Boddum er død under ophold hos sin broder, gdr. Mads Andersen, Boddum.
Jens M. Andersen var født i Boddum og lærte tømrerhåndværket i Thy, inden han som ung mand drog til Amerika, hvor han i Chicago fik arbejde indenfor sit fag. Han kom til at tilbringe størstedelen af sit liv i USA, men for 7 år siden dukkede han uventet op i sit gamle fædreland. Han havde da for altid taget afsked med Amerika og besluttet at tilbringe alderdommen i Danmark.
Jens M. Andersen havde siden ophold hos sin nærmeste familie i Boddum. Han var en stilfærdig og venlig mand, som efter en lang og arbejdsfyldt tilværelse nød at være tilbage på barndomsegnen, hvor han efterhånden blev en populær skikkelse.

Jordefærd.
Dansk-amerikaneren Jens M. Andersen, Boddum, begravedes i går eftermiddag under megen deltagelse fra Boddum kirke, hvor pastor H. Andersen, Visby, talte ud fra et ord i 139. Salme, hvori der tales om Guds trofasthed mod mennesker under alle omskiftelser.
Pastor Andersen nævnte den gamle dansk-amerikaners rodløshed og ensomheden i det fremmede. Han var dog rodfæstet i eet; i kristendommen, som han havde taget med fra sit barndomshjem, og som han bragte med sig tilbage.
Ved graven takkede lærer Foged på familiens vegne. Forud for begravelsen var der en mindehøjtidelighed i hjemmet, hvor lærer Foged talte om afdøde og det eventyrlige liv, han havde haft. Som noget karakteristisk for Jens M. Andersen fremhævede lærer Foged den glæde, han havde strøet om sig, da han for få år siden vendte hjem til sin barndomsegn.

Nogle af Jens Mortensen Andersen ture over Atlanten:

Jens Mortensen Andersen udvandrede i 1901 i følge en avisnotits.

Jens M. Andersen ankom 18. maj 1903 til USA med skibet Hellig Olav og han var vist rejst fra København 6. maj.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 28. marts 1908 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Liverpool. Han ankom sammen med Peter Petersen, der var fra Boddum og Johanne Kirstine Kjærgaard, der ligeledes var fra Boddum, men hun var ligesom Jens Mortensen Andersen amerikansk statsborger.

Esbjerg i 1908. De er alle på vej til USA på nær nummer 8, som rejste med til Esbjerg for at tage afsked. 1: Peter Petersen (1886-), 3: Johanne Kirstine Kjærgård (1889-1974), 8: Mads Andersen (1889-1971), 9: Jens Mortensen Andersen (1881-1963). De 4 er fra Boddum, resten skulle være fra Thy.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 31. marts 1911 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Liverpool. Han ankom sammen med Kristen Thomsen Kjærgaard der var bosidende i Maple Park, USA og Johanne Kirstine Kjærgaard, der ligeledes var bosiddende i Maple Park, USA og Andreas Madsen der var fra Boddum.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 12 maj 1922 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Southampton.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA den 13. maj 1927 med skibet “Berengaria”. Han var da bosiddende 4550 Lake Parke Av. Chicago. De kom fra Southampton, hvorfra de var sejlet 7. maj.

Engang sejlede Jens Mortensen Andersen med “S.S. United States” og der var broderen Mads Andersen og hans kone med ombord for at sige farvel til ham:

Den 18. oktober 1954 sejler Jens Mortensen Andersen fra Bremerhaven med skibet “America”. Her var niecen Kirsten Hansen med ombord for at sige farvel til ham.

Jens Mortensen Andersen ombord på et af de skibe, han krydsede Atlanten med.

Familien:

• Anders Poulsen (1822-1882) og Kirsten Marie Jensdatter (1813-1895). De flyttede til Boddum omkring 1861 sammen med deres søn, Poul Andersen. De kom fra Ydby til Boddum, men deres søn Poul Andersen var født i Heltborg sogn.
• Deres søn, Poul Andersen (1847-1923), blev gift i Boddum kirke 15. november 1872 med Kirsten Kjærgaard (1849-1932). Hun var flyttet til Boddum i 1865 fra Skyum. Hun var datter af gårdmand Mads Kjærgaard i Skyum og også født der. Forloverne til deres bryllup var husmand Anders Poulsen i Boddum og gårdmand Peder Helligsø sammested. Poul Andersen og Kirsten Kjærgaard flyttede ind hos Poul Andersens forældre.
  • Anders Poulsen Andersen (1873-1952), født i Boddum. Han blev landmand i Grurup og giftede sig i 1903 i Ydby kirke med Marie Pedersen (1877-1960).
    • Kirsten Marie Andersen (1904-1960), som blev gift med Anton Christian Svarre Larsen og de boede i Ydby;
    • Ane Dorthea Andersen (1907-), som blev gift i 1934 med gårdejer Johannes Vilhelm Jensen-Balsby (1905-), født i Hurup;
    • Paula Elida Andersen (1910-), som blev gift i 1930 med skomagermester Ingvard Kobberø (1905-) født i Stagstrup;
    • Johanne Frederikke Andersen (1911-);
    • Dorthea Høgholm Andersen (1915-), som blev gift i 1937 med mekaniker Peder Christian Steffensen (1910-), født i Gettrup.
  • Jens Mortensen Andersen (1881-1963), som udvandrede til USA og var tømrer i Chicago i 52 år. Han rejste flere gange hjem på besøg i Danmark – sidste gang før anden verdenskrig var i 1926, derefter først efter krigen igen. De sidste år boede han i Danmark og hen er begravet på Boddum kirkegård.
  • Kristen Andersen (1885-1918), som udvandrede til Montana, USA. Han blev gift med Lillian Haugen (1892-1990), hvis forældre var emigreret til USA fra Norge. Han døde af den spanske syge. Lillian blev gift igen i 1922 med Joseph Evans og de fik 3 børn; Lewis Marvin Evans (1923-2012); Margaret Elaine Evans (1926-) og Jack Elton Evans (1933-)
    • Dorothea Christine Andersen (1915-1977) som blev gift i 1941 i Montana med Harry Leroy Thompson (1912-1969).
  • Mads Andersen (1889-1971), som blev gift med Anna Marie Christensen (1894-1961), datter af Kristian Kristensen Rokkjær, som boede på Kallesandevej.
    • Kirsten Abelone Andersen (1927-2019), som blev gift i 1948 i Boddum kirke med Niels Christian Hansen (1922-2005).
  • Johannes Andersen (1892-1919). Han var udlært hos købmand hos Rødbro i Thisted og var siden hos købmand Aggerholm i Hurup. Johannes døde af den spanske syge og noteredes i Hurups kirkebog som “ugift kommis”.