Doveroddevej 17 – Præstebolig

Doveroddevej 17

Huset, hvor præsten for Boddum-Ydby sogn bor, men ejerne er menighedrådet. Ca. 1935 blev vejen ført gennem gården. Indtil da gik den vest om gården, der var 4-længet, bygget i røde teglsten og havde stråtag.  Stuehuset var stråtækt indtil 1965 og det havde tidligere en vinkelfløj i den sydlige ende, som stak mod vest, der hvor der nu er garage. Denne fløj indeholdt konfirmationsstue, men når der kun var små konfirmandhold, sad de i stuen mod nord.
Matrikelnummer 2q i 2013 (2a, 2p, 2q, 2r, 2s, 2t).

?

Christen Christensen Friis (1643-1695) var sognepræst i Boddum, Ydby og Hurup. Han var først gift med Anna Sørensdatter Lyngaa (1643-1677) og efter hendes død blev han gift med Karen Madsdatter Schytte (1661-1697) der var født i Karby og døde i Boddum.

Saxo Henriksen Ascanius, eller også kaldet “Saxe Ascanius” (1650-1874) var født i Blistrup og døde i Boddum. Han blev præst i Boddum-Ydby i 1697. Han giftede sig med den forrige præst enke Karen Madsdatter Schytte.

Oluf Holger Tott Saxesen Ascanius (1706-1785) var født i Boddum præstegård og døde i Gudum

Saxo Ascanius (1741-1815) var Capellan pro Persona fra 1780

Lambert Daniel Bruun (1755-1839) var sognepræst i Boddum-Ydby i 1784. Han var født i Bunderupgaard, Sjælland og døde i Taarnby.

Laurits Bartholomæus Deichmann (1761-1811). Han var præst og boede her med konen Elisabeth Sofie Buch (1761-1827). Deichmann var præst i Boddum i perioden 1785-1811.

Johanne (1786-1859), som blev gift i 1812 i Boddum kirke med præsten  i Romdrup, Ole Christian Hovedstrup Fogh (1786-1849).

Jakob Deichmann (1788-1853), som blev jurist og gift med Bolette Cathrine Kraft Gyldendal (1790-1877). De købte Hindsels for senere at overtage den Gyldendalske Boghandel efter svigerfadereren. Jakob fik også titlen Kancelliråd.

Katrine Frederikke Deichmann (1791-1842), som blev gift med Thomas von Spreckelsen (1790-1866) fra Ålborg.

Johanne Kristine Deichmann (1793-1866). Hun døde i Mariendal.

Peder Christian Deichmann (1795-1848), som blev chokoladefabrikant og giftede sig med Johanne Marie Davidsdatter (1797-1864).

Henrik Rudolf Deichmann (1800-1822). Han døde i København.

Frederik Nikolaj Deichmann (1800-1833). Han døde i København.

Peter Rudolph Heide (1756-1826), som var præst i Boddum fra 1811 og til sin død i 1826. Han var gift med Kirstine Tønnersen (1758-1853) var født i København. Han var tidligere præst i Kollerup – Skræm fra 25. april 1794, og før den periode havde han tidligere været ordineret missionær i Grønland. De er begravet på Ydby kirkegaard.

Ammon Nikolaj Edinger Heide (1786-1840), som blev gift med Margrethe Åby elle Obye (1797-). De boede i Boddum Mølle.

Johanne Margrethe Heide (1789-) var født i Holsteinborg, Grønland.

Kirstine Lorense Heide (1790-) blev gift med Frederik Ludvig Christian Kier (1794-)

Karl Frederik Heide (1797-1820). Han var løjtnant.

Laurits Peder Kålund (1792-1842), født i Ørting sogn. Han var også præst og boede her med sin kone Christiane Barbara Frydensberg (1798-1885), som var født i Horsens og døde i Odense. Han var præst i Boddum i perioden 1826-1839 og blev derefter præst i Flemløse på Fyn, hvor han også døde.

Ane Marie Margrete Kålund (1828-1898).

Peder Bentzon Kålund (1830-1905).

Christian Frydensberg Kålund (1832-1893).

Otto Vilhelm Kålund (1835-1835).

Otto Vilhelm Kålund (1837-1904), født i Boddum og død i Bogense. Han var købmand og kæmner og gift med Helene Botilde Elisabeth Hass (1840-).

Maren Jacobine Cathrine Kålund (1840-1928), som blev født i Flemløse.

Christian Brandt Carstensen (1789-1852). Han var født i Sæby og gift første gang med Hansine Elisabeth Lillelund (1799-1834). Han var præst i Vester Vandet fra 1819-1839, før han blev præst i Boddum og Ydby og her var han i perioden 1839-1852.

Hans Lillelund Carstensen (1822-1875) født i V. Vandet. Han blev jurist og branddirektør i Blokhus og giftede sig med Ane Hansine Elisabeth Olesen (1836-). Han døde i Hune, Hvetbo.

Ane Marie Carstensen (1824-), som blev gift med købmand i Thisted, Laurits Gjørup (1818-1876), født i Skive.

Christian Ehrenfried Carstensen (1825-1886), født i V. Vandet. Han blev propritær af Vejlegård i Vestervig og giftede sig med Julie Marie Rosamunde Clausen (1837-1902).

Kirstine Carstensen (1826-1894) som var født i V. Vandet og blev gift med  fabrikant cand. pharm. Christian Herman August Claussen (1818-1889).

Poul Nicolai Tøfting (1827-), som blev boghandler i Thisted.

Nicoline Claudia Carstensen (1829-1830).

Nicoline Christiane Carstensen (1831-1848).

Mathilde Nielsine Carstensen (1832-1909), som var født i Agerholm præstegård i V. Vandet. Hun blev gift med købmand i Doverodde, Christian Hundahl (1817-1893) og via ham blev hun medejerske af Doverodde Handelsplads.

Birgitte Gjøe Carstensen (1833-1889), som var født i V. Vandet. Hun blev gift med Poul Stokholm Breinholt (1825-1898), som ejede Boddum Bisgård.

Christian Brandt Carstensen (1789-1852), som blev gift anden gang med Ane Elisabeth Lund (1804-1870).

Knud Lund Carstensen (1840-1916), som blev købmand i Thisted og senere vejer- og målerassistent i København. Han var gift med Charlotte Marie Fernandine Kjerulf (1849-1916).

Herluf Trolle Carstensen (1840-1901), som blev ejer af Vorninggård. Han var gift med Frandsine Sophie Wissen (1848-).

Hansine Elisabeth Carstensen (1845-) som blev gift med Hans Helmuth Marinus Lüttichau Kjerulf (1846-1909). Han var ejer af Mygdal i S. Kongerslev og senere kommisær i København. Efter hans død giftede Hansine sig med Valdemar Christian Andreas Immanuel Berggren.

Hans Christian Cramer (1803-). Han var sognepræst og boede her med sin kone Erika Bolette Maja Elisabeth Frederikke Jacobsen (1807-). Cramer var præst mellem 1852-1874.

Karen Marie Cramer (1833-).

Charlotte Cramer (1835-).

Theodor Cramer (1836-).

Johanne Marie Sophie Christophine Cramer (1838-1865).

Axel Cramer (1837-).

Julie Cramer (1842-).

Johannes Cramer (1843-).

Maja Elisabeth Cramer (1844-1910), som blev gift i 1866 i Boddum kirke med Lorentz Peter Lorentzen (1838-1916), godsforvalter af Brahetrolleborg.

Christine Cramer (1846-).

Anders Lassen Lundbye (1832-1914) født på Nørre Raunstrup i Dronninglund, og konen Maren Kirstine Jensen (1839-) der var født i Pederstrup. De blev gift i Ballerup i 1859. De er begravet på Solbjerg kirkegård, København. Han var præst mellem 1874-1910.

Ane Marie Lundbye (1861-), som blev gift i 1882 i Boddum kirke med sadelmager Karl Ludvig Josef Winther Topp (1858-) fra Holstebro.

Ida Kirstine Lundbye (1863-), som blev gift med cand. jur i Thisted, August Jørgensen (1861-).

Karl Peter Kasper Lundbye (1864-).

Johanne Henriette Lundbye (1867-).

Christian Lundbye (1868-1892) født i Melby sogn og som ved sin død var kommis.

Karen Kristiane Helene Lundbye (1872-).

Jørgen Nicolaj Lundbye (1874-), som var født i Hvidbjerg vesten Å og gift med Elise Ruge (1883-). Han blev sognepræst i Hammel.

Dagmar Sofie Margrethe Lundbye (1876-), som rejste til København og arbejdede som stenograf der.

Thisted Amt Tidende 26. september 1914.
Dødsfald.
Forhenværende sognepræst for Boddum-Ydby menigheder, A. L. Lundbye, er i går afgået ved døden i København. Afdøde blev 82 år gammel. Han tog sin afsked den 1. april 1910 og forlod egnen den 1. oktober samme år og har nu siden boet i København. Ved sin afsked udnævntes Lundbye til Ridder af Dannebrog.

Niels Marius Søe Pedersen (1865-1912). Han var født i Agger sogn og tog lærereksamen i 1883 og senere – i 1894 – eksamen som cand. theol. Niels var først sognepræst i Farstrup-Lundby og senere i Bjørnsholm-Malle, inden han kom til Boddum-Ydby, hvor han flyttede ind i Doveroddevej 17 med konen Olga Marie Mumme (1866-1936). De blev gift i Hobro i 1895. Han var søn af lærer Niels Marius Sø Pedersen og Ane Margrethe Christensen og hun var datter af købmand G. C. Mumme og Hilda Rasmine Johanne Friis. I 1918 boede hun i Charlottenlund. Han var præst i perioden 1910-1912.

Ellen Søe-Pedersen (1897-1976) var født i Farstrup og konfirmeret i Boddum kirke i 1911. Hun blev gift med læge, Franz Treschow Gulmann (1894-1968) i 1928 i Ønslev. Hun var reservejordemoder og fraskilt ingeniør, cand. polyt. Rasmus Christian Georg Rasmussen. Han var født i København og søn af journalist Michael Gulmann og Clara Andrea Treschov og han var fraskilt Bodil Schovgaard. De er begravet på Eskilstrup kirkegaard.

Hilda Søe-Pedersen (1898-) var født i Farstrup. I 1918 rejste hun til Brasilien via USA.

Karen Margrethe Søe-Pedersen (1900-) født i Ranum, Bjørnsholm.

Hans-Jørgen Søe-Pedersen (1903-1979) født i  Ranum, Bjørnsholm og han døde i Hellerup.

Thisted Amts Tidende, 17. oktober 1912

Sognepræst N. M. Søe Pedersen

Boddum er i disse dage død i København efter længere tids svagelighed. Ved pastor Søe Pedersens død har en brav og virksom mands liv fundet sin afslutning.

Søe Pedersen var født i Agger i Thy, hvor hans fader var lærer. Han kom i en meget ung alder på Ranum Seminarium, hvorfra han tog skolelærerekssamen, da han kun var 18 år gammel; han var derefter en tid lærer i Hørsholm på Sjælland og senere i Hobro, da han nærede lyst til at blive præst. Allerede 5 år senere lykkedes det ham at tage embedseksamen med godt udfald – i nævnte tidsrum aftjente han endda sin værnepligt. Under hele sit ophold i København gav han undervisning. Efter i 3 år at have virket som sognepræst i Himmerland, forflyttedes han til Ranum ved Løgstør, hvor han virkede i 11 år, indtil han for kun godt et års tid siden forflyttedes til ”det fede kald” i Boddum og Ydby. Men allerede den gang havde Søe Pedersen i ca. 2 år været en syg mand. I Ranum blev der nemlig lagt meget stort beslag på den flittige mands virketrang. Han var således en tid ikke alene sognepræst for 2500 mennesker, men var tillige sognerådsformand, en tid endogså konstituert provst og lærer ved seminariet under seminarieforstanderens sygdom. Under al denne overlæsselse af arbejde, mente han selv, at hans helbred fik sit knæk. Han blev pludselig under et sognerådsmøde ramt af en sidelammelse. Alligevel vedblev han at røgte sin gerning til omkring nytår 1912, da lammelse af tungeroden umuliggjorde dette. Kort efter kom han på nervekliniken ”Rishøj” ved Aarhus for under den anerkendte overlæge, dr. med. Hollagers ledelse at genvinde sit helbred, hvilket dog ikke opnåedes under dette ophold. – Under dette klinikophold kom meddeleren af disse linier til at kende og sætte pris på Søe Pedersen, om hvem der og vistnok fuldt ud med rette, blev sagt, at han her vandt alles hjerter. Han var nemlig en meget elskværdig mand og deltagende i ligefrem beundringsværdig grad. – Af hans trøstende og opmuntrende samtaler med andre patienter fremgik, at han mente sine medmennesker det så inderlig godt. – Nu er denne tolerante, deltagende mands liv afsluttet hernede.

Han blev kun 47 år gammel. Hans lykkelige familieliv er nu afsluttet. Han efterlader sig enke og 4 børn.

Ære være hans minde.

Hans Julius Alfred Christensen (1868-1949), født i Vejle, boede her med sin kone Martha Marie Nielsen (1877-1937), født i Hals sogn. Han var præst i perioden 1913-1938 og kendt som værende en glad og musikalsk præst, som altid kom for sent. I 1920’erne samlede menighederne i Boddum-Ydby penge ind, så de kunne købe en bil til ham. Mere om: pastor Alfred Christensen

Vibeke Højen Christensen (1913-2011). Hun blev gift med Børge Boll (1913-1994) fra Vesløs, men født i Arup. Han var bagermester og de havde en bagerforretning på Dyssegårdsvej 15, Gentofte. De fik 3 sønner: Jens; Hans; Klaus. Vibeke og Børge er begge begravet på Vesløs kirkegård.

Gretje Hadenfeld Christensen (1917-), gift med Erik Steen-Hansen (1907-), som havde et VVS-firma i Espergærde. De blev gift i Hørsholm kirke i 1939. Han var født i Gørløse sogn og var søn af gaardejer Peter Steen Hansen og Ottilia Ane Kirstine Jørgensen. De havde 4 døtre: Kirsten; Liselotte Steen Hansen (1946-) født i Bethlehems sogn og døbt i Mariakirken; Jette Steen Hansen (1947-) født i Bethlehems sogn og døbt i Mariakirken; Marianne Steen Hansen (1949-) født i Bethelem sogn.

Thyra Hadenfeld Christensen (1919-), gift med tømrermester Erik Skov. De boede på Hestehavevej, Højbjerg ved Århus og havde 2 børn: Søren; Susanne.

Præstejubliæum.
I morgen kan sognepræst Alfred Christensen i Boddum og Ydby fejre 25 års jubilæum som præst i den danske folkekirke, idet han den 29. december 1893 blev ordineret som personlig kapellan hos den ærværdige gamle sognepræst Marcussen Schack i Tirstrup i Fuglslev. Da denne i 1897 afgik ved døden, kunne Christensen på grund af sin ungdom ikke blive hans eftermand, skønt menighederne søgte om at beholde ham. De fik i stedet pastor Benzon, som tidligere havde været  kapellan i Boddum og Ydby. Christensen søgte så stillingen som konstitueret pastor vicarius i Havrebjerg og Gudum ved Slagelse, hvor sognepræsten Brockdorff var bleven katolik og nu førte proces med ministeriet om pensionen. Han vandt processen og embedet blev opslået ledigt, men da ministeriet ikke ville føje menigheden med hensyn til besættelsen stiftedes Havrebjerg Frimenighed med den landskendte Niels Daell fra Høve som præst. Forinden var Christensen imidlertid bleven udnævnt til sognepræst i Hals, hvor han virkede fra 1900-1913, i hvilket år han kaldedes til sit nuværende embede.
Pastor Christensen har altid haft fast stade indenfor den grundtvigske menighedskreds og har aldrig været bange for at bekende kulør. Derfor følte han sig også i Boddum Ydby bedst hjemme i den bevidste og kraftige del af kirkefolket. Indre Missionsbevægelsen, som hidtil havde været den ledende i disse sogne, greb da til anvendelsen af menighedsrådslovens paragraf 30 og fik ansat en andenpræst med støtte af Dansk Kirkefond, hvilken ordning ikke har været uden betydning for tilvejebringelsen af fredelige kirkelige forhold og mere fordragelighed mellem de to retninger.
Jubilaren er gift med Martha Marie født Nielsen, som tidligere har været lærerinde ved friskolerne i Hundborg og Tømmerby.
—
En sognepræst, der kender pastor Christensen, skriver til os:
Det er 25 års flittig og nidkær virksomhed, pastor Christensen kan se tilbage på, og det er tillige en virksomhed, som har skaffet ham overordentlig mange venner; han har også forstået at samle menighederne om kirkernes prædikestole, og selv om der i Boddum-Ydby pastorat jo er dannet en kreds om en andenpræst, har jubilaren dog en stor tilhørerkreds; og det er ikke underligt; thi han evner på en egen jævn, rolig og tilforladelig måde at bære det budskab, hvis tjener han er blevet, frem. Også rundt i hjemmene ved sygelejer og hos de gamle og svage har han øvet en særlig gerning; når dertil kommer, at han er i besiddelse af mange gode personlige egenskaber, vil det ikke undre, at han har skaffet sig en god og agtet stilling i sin kreds, og at denne har lært at sætte stor pris på den altid hjælpsomme præst, det jævne, elskværdige mennesker; og han vil sikkert nu, når han fejrer sin 25-årsdag som præst modtage beviser for, at man husker ham med taknemmelighed.

Dødsfald.
Sognepræst Alfred Christensen, Boddum, har i aftes haft den tunge sorg at miste sin hustru, Martha Marie Christensen, der døde som følge af en hjerneblødning efter et par dages sygdom.
Fru Christensen var en overordentlig venlig og elskværdig dame, der var almindelig afholdt i sognet. Hun tog ikke stærkt del i livet uden for hjemmet, men inden for den hyggelige præstegård var hun til gengæld en altid kærlig og omsorgsfuld hustru og moder. Foruden sin mand efterlader fru Christensen 3 døtre, hvoraf den ældste er i København og de to yngste hjemme i præstegården.

Jordefærd.
Fra Boddum kirke foregik i går fru pastor Christensens jordefærd. Kirken var fyldt til sidste plads, og i følget sås en del af omegnens præster. Foran den hvide kiste lå et væld af signerede kranse og dekorationer. Efter salmen: ”O, Kristelighed” bragte provst Dahl afdøde en tak for mange dejlige timer i Boddum præstegård. Derefter talte pastor Christensen smukt og gribende om sin hustrus stærke tro på lysets magt – det godes sejr over det onde i menneskelivet. Hun forblev trofast mod den arv, hun havde fået fra hjemmet, og oplever nu sandheden i troen, der bar hende hjem til Gud. Tak for dejligt samliv og gode minder. Mit håb er, at din sjæl nu er i Gud Faders hånd.
Efter jordpåkastelsen blev der fra menigheden i Boddum-Ydby afsløret en smuk mindesten. Pastor Christensen takkede for den overvældende store deltagelse og bad følget samles til mindehøjtid i Boddum forsamlingshus. Her blev der talt af pastor Wolf, Visby, der takkede for gæstfrihed under præstekonventet. Jens Søe omtalte fru Christensen som hjemmets midtpunkt. Carl Sørensen, Boddum Bisgård, takkede på menighedsrådets vegne for gæstfriheden i præstegården. Ligeledes talte lærerne Foged og Gram, og højtideligheden sluttede med salmen: ”Nu falmer skoven trindt om land”.

Rasmus Hørning Knudsen (1903-1991) født i Hover, Ørsted, der var præst i Boddum i perioden 1938-1947 og konen Esther Marguerite Viola Hunderup Laursen (1904-1989) født i U.S.A. De blev gift i 1929. Han var sognepræst i Studsgaard-Haunstrup kirke, inden han kom til Boddum. Efter Boddum-Ydby blev han præst i Asmild-Tapdrup. De er begravet på Asmild kirkegård.
Ifølge folketællingen i 1940 har præsten 2 ugifte husassistenter, nemlig Inger Marie Lauritsen Bach (1871-) født i Kahre, Ørsted og Maren Katrine Svalgaard (1920-) født i Hassing.

Ib Hørning Knudsen (1930-) født i Sct Johannes, Aarhus, døbt i Studsgaard og konfirmeret i Hurup kirke,  blev uddannet disponent, men arbejdede ved skovbrug på Mors. Han blev i 1955 gift i Asmild kirke med Brita Olsen (1934-), født i Odby.

Blindhed i Sydthy Kommunalbestyrelse.
Mon det er en slags hævn, der føles, fordi man som gammel Boddum-dreng er rømmet til Gylleøen Mors, at man i kommunalbestyrelsen nu vil spolere natur og udsigt ved Skårhøjevej i Heltborg?
Jeg ville skamme mig ved – endog gratis – at tage ophold i een af disse millionærboliger, der er planlagt som en attraktion netop med måske Sydthys mest m´besnærende udsigt. Af vanægre Heltborgs Museum og kirke, der vel nu nærmest, kun har ”Provst Exner-fredningen” som sit sidste værn.
Fra de 5 krigsår på cykel og ski til Hurup Private Realskole via Doverodde bakke med ”æ weistenwind imued” har man dog lært, ikke blot at lukke kæften og bøje nakken – og slet ikke for åbenbar dumhed.
Er i blevet så fattige, I der administrerer fra Ove sø og til Draget? Havde Hans Bakgaard levet, ville hans smædedigt være oplagt, ligesom da vi i flok fik standset de hedeselskabelige vandaler, der ville inde dæmme Skibsted fjord og afvande de ”vandlidende” arealer iøvrigt!
Når man, stadig med hjertet i Boddum (dem udenfor siger PÅ Boddum fremover vil køre ad Heltborgs smukkeste vej og ned forbi Dovermølle går hvor der engang var fint, med ørreder i bækken og så videre helt ud i engene mod Lindholm, hvor Mardalene regerede, skal det så være med de planlagte skamstøtter in mente?
Det er slående, at meget af vort herlige Thy er befængt med møller på de mest attraktive steder, lige vest for Ashøje mod Vestervig og nu åbenbart også som en række brummende hæsligheder i udsigten fra Gadegård i Helligsø. (Flyt dem over til giftfabrikken på Rønland!)
Er der da slet ingen i kommunalbestyrelsen eller forvaltningen, der har frekaventeret den gamle Realskole og der lært, pli og respekt? I det mindste for andet end sølle mammon” Værn dog om de virkelige værdier i stedet.
Er det for groft at ønske, at Vorherre måtte slå de uduelige med den fysiske blinhed” Den åndelige har FANDEN åbenbart allerede sørget for.
Ib Knudsen, Marievej 17, 7900 Nykøbing Mors

Lis Hunderup Hørning Knudsen (1935-) født i Ørsted, som var sekretær for fremskridtsmanden Åge Brusgaard i folketinget.

Kjeld Peter Hørning Knudsen (1936-) født i Studsgaard.

Hans Hunderup Hørning Knudsen (1943-) født i Boddum.

Onsdag 10. juli 1940.
Pastor Knudsen og frue, Boddum, havde i går indbudt de gamle i kommunen til en sammenkomst i præstegården. Der var cirka 120 deltagere. Pastor Knudsen bød velkommen og talte ud fra ordet: Hvad vil du, at jeg skal gøre for dig, at jeg må blive seende. Derefter var der kaffebord for de gamle med udmærket underholdning af Jens Søe og Hans Bakgaard. Fru lærer Foged underholdt med musik for de gamle, der måtte blive inde i stuerne. Senere blev der aflagt besøg i kirken, og ellers tilbragte de gamle eftermiddagen i præstegårdens smukke have. De var enige om, at de havde haft en dejlig dag.

Boddum Kirke får tårn.
Midlerne sikret ved basar og store pengegaver.
Pastor Knudsen og frue, Boddum, havde i går åbnet deres hjem for en basar, der havde to mål: Rejsning af et tårn på Boddum Kirke og et tilskud til Ydre Missions arbejde.
Den store grønne plæne i præstegårdshaven, hvor basaren holdtes, var fra morgenen besat med gaver: liggestole, vækkeure, fine håndarbejder osv., og dagen bragte stort besøg ikke alene fra Boddum-Ydby, men også fra Hurup. Handelen ved boderne var derfor over al forventning.
Klokken 15 åbnede pastor Knudsen basaren ud fra ordet ”Gud ser på Hjertet”, og senere talte missionær Bindslev til de mange børn, der om eftermiddagen fyldte haven.
Om aftenen talte pstor Knudsen og missionær Bindslev til cirka 450 mennesker. Præsten gik ud fra et ord hos profeten Hagai: ”Fra i dag velsigner jeg”. Da disse ord blev udtalt, var der også ufredstid; der var ulyst blandt folket til at virke og ufrugtbarhed i landet. Det var som velsignelsen var veget bort. Da trådte profeten frem, vendte trods spot folkets hjerter til Gud, og en blomstringstid oprandt. også vi er fast besluttet på at fortsætte vort arbejde trods de onde tider. Herren siger selv: ”I krigs og nøds tid, da skal I gå frem, og min ånd bliver hos jer”.
Missionær Bindslev talte ud fra Missionsbefalingen. Han fortalte træk fra arbejdet på missionsmarken og sluttede med en appel til lydighed. Da vil det ske, at Guds kirke opbygges både herhjemme og ude i hedningeland.
Ind imellem talerne sang Hurup sangkor under ledelse af overlærer Holm-Andersen. Koret fik kraftigt bifald.
Basaren sluttede først ved 23-tiden, men da var der også udsolgt over det hele, og basarens overskud kunne opgøres til over 2000 kroner. Foruden basaroverskudet er der givet et par store pengegaver til opførelsen af pengegaver til opførelsen af kirketårnet, der nu bliver til virkelighed. 

Pastor R. H. Knudsens afskedsprædiken til Boddum-Ydby menigheder.
En præsts egne meninger har ingen betydning, han skal være Guds sendebud.
Boddum-Ydbys afholdte sognepræst R. H. Knudsen holdt afskedsprædiken i går i sine to kirker, om formiddagen i Boddum og senere i Ydby. Begge kirker var fyldt til sidste plads, og det højtidelige ved dagen forstærkedes ved, at Pastor Knudsen samtidig holdt altergang for sit sidste konfirmandhold.
Guds ord falder både på god jord og på klippegrund.
Pastor Knudsen talte udfra dagens tekst i Lucas 8. kapitel om sædemanden, der strøede sin sæd, hvoraf noget faldt på den gode jord og noget på klippen. Vorherre gjorde sig ingen illusioner om ordet magt over mennesker, da han gav denne lignelse. Han vidste, at megen af sæden faldt på klippegrund, ikke sådan at forstå, at mennesker var helt døve og uimodtagelige, men et menneskesind er så splittet, og fristelserne og anfægtelserne melder sig hurtigt i et modtageligt sind. Det er slet ikke verdsligheden og fornøjelserne alene, som vil kvæle Guddomslivet i os – også de hundrede små af hverdagens bekymringer er med dertil, så der ikke bliver tid eller ro til at søge Gud og tage ham med i hverdagen.
Jeg har været præst her i Boddum-Ydby i nogle vanskelige år, men vi har dog også oplevet glæder sammen, og vi vil tro på, at det danske folk har en rig fremtid foran sig, hvis det kan stå sammen, Ind over det mørke, som truer vort liv, ikke det timelige, thi det betyder så lidt, men vort evige liv, bryder et klart og varmt lys – budskabet om Gud, der sår sin sæd. Vi oplever vår naturens forunderlige rigdom, Guds skabergerning i de mindste ting. Det er stor og skønt, men dog så ringe ved siden af Guds ords tale til menneskehjertet. Hvor det ord bliver modtaget og troet, virker det til frelse, og hvor det modtages i et godt hjerte, bærer det frugt. Hvor ordet bryder ind, smelter det hårde hjertekulde, og derfor er præstegerningen så forjættelsesfuld.
Ikke præstens ord, men Guds tale skal lyde.
Det har altid været min bøn som præst, at jeg ikke måtte blive den, som stemmede op for ordet og bare sagde mit eget, men at jeg måtte være en budbringer af Guds ord, at den frygt, som behersker vi mennesker, ikke måtte få mig til at forvanske ordets sandhed. Vi lever i en tid, der giver os så mangfoldige påvirkninger, at der ligesom ikke kan blive ro og stilhed efter ordet. Det kræver en vis selvtugt hos mennesker, hvis Guds ord ikke skal falde forgæves. Det har aldrig manglet på kirkegængere i Boddum og Ydby, men pas på det, som kan ødelægge ordet – øv selvtugt. Tak for fællesskabet om ordet i små og store kredse. Når vi havde besøg i præstegården, var det ikke for en enkelt kreds, men for alle stod dørene åbne. Jeg har lært at kende fællesskabet i det menneskelige her i Boddum, hvor I kender hinanden så godt, at det var let at se og kritiserer. Fejlene hos andre, men fællesskabet skal også være der i det større, i det kristelige. Tak fordi I ikke lod jeres præst stå alene, tak for beredvillighed, når der blev søgt om hjælp til et eller andet og tak til kirkens tjenere for godt samarbejde. Og lad os stå ved afskeden love hverandre at bevare ordet i vore hjerter.
Mange af menigheden deltog i den efterfølgende altergang. I aften er der afskedsfest i Ydby for præstefamilien.
Afskedsfest i aften.
I aften samles ca. 300 deltagere til en afskedsfest i Ydby kro med pastor Knudsen og familie.

Pastor R. H. Knudsen, Boddum er enstemmigt indstillet som nummer 1 mellem 86 ansøgere til det ledige præsteembede i Asmild-Tapdrup ved Viborg, og det er således givet, at pastor Knudsen kaldes til embedet.
Pastor Knudsen har været sognepræst i Boddum-Ydby siden efteråret 1938 og havde før den tid sit første embede som sognepræst i Studsgaard ved Herning.
I den årrække, hvor pastor Knudsen har virket i Boddum-Ydby, er befolkningen kommet til at sætte stor pris på ham, ikke alene som præst, men for hele den jævne og venlige måde, hvorpå han har færdes blandt folk. Også adskillige af nabosognene i Thy har lært at sætte pris på pastor Knudsen, der ved flere lejligheder har haft vakancetjeneste, således i et halvt år i Hurup under provst Dahls sygdom og efter hans død.
Det er med stor beklagelse, at man på egene modtager meddelelsen om, at Pastor Knudsen flytter fra Boddum-Ydby.

Afskedsfesten for pastor Knudsen, Boddum-Ydby.
Der findes næppe et præstepar, der har været så afholdt, sagde en af talerne.
300 mennesker var i aftes samlet på Ydby Kro for at tage afsked med pastor Knudsen, Boddum-Ydby. – Lærer Foged bød velkommen på menighedrådenes vegne. Han udtalte bl. a., at en præsts arbejde ikke kan måles og vejes, fordi det ligger i åndens verden. Der findes næppe et præstepar, der har været så afholdt. Pastor Knudsen har forenet det guddommelige med det menneskelige. Lærer Foged takkede for gæstfrihed i Præstegården og overrakte en gave på 1400 kroner.
Derefter havde en række talere ordet. Chr. Larsen, Ydby, bragte en tak for skolekommissionen og påskønnede præstens hengivenhed for syge og gamle. Lærer Gram, Holmgård, mindedes pastor Knudsen fra besættelsestiden, hvor han gik foran og revsede. Chr. Sørensen, Sindrup, takkede for arbejdet med børnegudstjenesten. Emil Bakgaard, Ydby, mindedes jagtture med pastor Knudsen. Carl Sørensen, Boddumbisgård, takkede for godt naboskab. Vi har haft en præst, der har været præst for alle. Lærer Dam, Flarup, omtalte pastor Knudsens strenge cykelture i det store sogn og takkede præsten for hans arbejde med ungdommen. Sigurd Yde, Dover, takkede for den velvilje og forståelse, hvormed præsten havde mødt kirkeligt samfund. Pastor Refshauge, Helligsø, takkede for hjælp og tilskyndelse i sin præstegerning. P. Odgaard, Boddum: I samfundslivet og til de små møder i Boddum har De betydet meget og vil blive erindret med tak. Fru eksped. Sørensen, Ydby takkede på Ydby kvindekreds’ vegne. Mar. Thomsen, Gettrup, bragte en hilsen fra menighederne i Helligsø-Gettrup.
Lærer Foged, Boddum, læste en tale af Hans Bakgaard, som selv ar forhindret i at komme til stede. Mar. Pedersen takkede på arbejdernes vegne for sammenkomsterne i Boddum Præstegård. Lærer Eriksen, Hurup, mindedes valget af pastor Knudsen i sin tid og udtalte, at forsamlingen var udtryk for, at valget havde været rigtigt. Lærerinde frk. Jensen bragte en hilsen fra skolen og KFUK. Endvidere blev der talt af tømrer Nielsen, Boddum, Mar. Thomsen, Flarup, og M. P. Nielsen.
Fru pastor Knudsen rettede en hjertelig tak til hele forsamlingen og en særlig tak til kvindekredsen.
Overlærer Holm Andersen, Hurup, sang solo: Op alle, som på jorden bor.
Pastor Knudsen sluttede afskedsfesten med en tak for al den venlighed, han og hans familie havde mødt gennem årene.

Georg Julius Steen Lund (1914-2006) og hans kone Ruth Nanna Jakoba Hansen (1917-2010). Han var præst i sognet i perioden 1947-1984. Efter pensioneringen flyttede de til Falster, men deres urner er nedsat på Boddum kirkegård.

Lene Emilie Steen Lund (1944-1974), som er begravet på Boddum kirkegård. Hun blev lægesekretær og døde på Københavns Amtssygehus i Glostrup.

Lægesekretær Lene Steen Lund, datter af sognepræst G. Steen Lund, Boddum, 29 år. Frøken Steen Lund og hendes forlovede skulle have holdt bryllup i denne måned, men svær sygdom blussede op og medførte døden.

Karen Steen Lund (1949-) blev gift i 1974 i Boddum kirke med Chresten Frostholm.

Jeg har ikke skullet indføre kristendommen.
Pastor Steen Lund, Boddum fortæller ved et 25-års jubilæum om vejen fra ØK til en præstegård i Thy og om præstegerningen i en vennesæl befolkning.
Da pastor Georg Steen Lund som indfødt københavner og nyudklækket student fik ansættelse i ØK, tænkte hverken han eller andre på, at han i stedet for forretningslivet og shippingbranchen skulle vælge teologien som sin fremtidsvej og år efter sidde som sognepræst i Boddum-Ydby i Thy. Men sådan kom det til at gå, og da årenes spand nu er lagt til, kan pastor Steen Lund torsdag den 3. august holde 25-års jubilæum i sit embede. I denne samtale fortæller pastor Steen Lund om et betydningsfuldt møde med en almægtig mand, selveste etatsråd H. N. Andersen, om den beslutning, der fulgte efter, om en københavners møde med Thy og om en præstegerning i en befolkning, hvis menneskelige værdier betyder tryghed også for den, der skal være ordets tjener og forkynder.
Boddum Præstegård er en af de store i Thy, opført i en tid, da det næsten var en selvfølge at ”vor far” kunne holde tre piger i huset foruden havemand og kusk. Rammerne er der, men besætningen er forsvundet, og nu må præstefamilien selv sørge for at få passet en have på et par tønder land og et meget stort hus. Præstens kontor må være på størrelse med det, en skibsreder har til rådighed.
Et møde på Ø.K.s hovedtrappe.
– Jeg er som min kone indfødt københavner og havde såmænd ingen dybere planer om at blive teolog, da jeg havde fået min studentereksamen og skulle tænke på fremtiden, fortæller Steen Lund. Jeg fik ansættelse i ØKs hovedafdeling i København, men det varede nu ikke så længe. Kompagniets stifter, den gamle etatsråd H. N. Andersen, levede endnu, og der rådede visse regler, som forekom i hvert fald mig særprægede. Når etatsråden indfandt sig hver formiddag klokken 10.30, skulle hovedtrappen være som blæst. Ikke en af de mange funktionærer måtte vise sig på trappen, medens etatsråden til fods bevægede sig fra hovedindgangen til sit kontor på en af de øvre etager. Og så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg unge mand en dag var lige ved at løbe etatsråden ned – og på selveste hovedtrappen. Jeg havde fået besked på at bringe nogle papirer fra en afdeling til en anden, og opfyldt af tjenesteiver satte jeg afsted uden at se efter, hvad klokken var blevet. Den var imidlertid blevet præcis 10.30, og så mødte etatsråden. Jeg så ham og hvad værre var, han så mig eller måske overså mig.
Dette møde gav anledning til alvorlige overvejelser om, hvorvidt det hårde forretningsliv og den militærisk strenge disciplin nu passede til min livsindstilling. Det gjorde den absolut ikke, så jeg sagde farvel til ØK og begyndte at læse teologi, og i 1941 fik jeg embedseksamen. Det var midt under krigen, det var ikke alt for nemt at få embede, så jeg sad i et par år i varedirektoratet, hvor jeg sammen med mange andre skulle manipulere med rationeringsmærkerne og forvandle rugbrød til sigtebrød eller omvendt. I 1943 blev jeg hjælpepræst i Kastrup, og her virkede jeg til 1947, da jeg blev udnævnt til sognepræst i Boddum-Ydby.
Mødet med Vestjylland.
– Var det med særligt ønske om at blive præst i Thy, at De søgte embedet her?
– Nej, mit ønske var at få et præsteembede på landet. Jeg kunne ikke tænke mig at blive præst i en større by og derved blive bundet af alt det kontormæssige, men jeg havde aldrig været i Thy eller i Vestjylland i det hele taget, så det var med stor spænding og forventning, min kone og jeg så frem til mødet med Thy og med den befolkning, vi skulle leve iblandt. For vores vedkommende varede det nu ikke længe, inden vi kom til at føle os hjemme. Vi havde ikke været i Boddum ret længe, da min kone en dag sagde: ”Jeg synes, vi har været her altid” – så sådan følte vi det begge.
Nu ved 25-års jubilæet kan jeg sige, at vi har været meget glade for årene i Thy. Jeg har mødt venlige smil på min vej. Der er noget stærkt og ligefremt over folk her, og når man først har lært mennesker at kende, ved man nøjagtigt, hvor man har dem. Det er da godt med sådan en ærlig positiv indstilling. Til glæden hører også, at der ikke i de 25 år har været gnidninger mellem de kirkelige retninger i mine to sogne. Menighedsrådene er i deres sammensætning præget af forskellige kirkelige syn, men det mærker vi aldrig i arbejdet, der altid har været præget af en helt saglig indstilling. Alligevel har jeg altid tilskyndet til at gennemføre menighedsrådsvalgene, fordi det efter min mening er sundt og rigtigt, at der med års mellemrum gøres status og gives menighederne lejlighed til at få de repræsentanter, de selv ønsker.
Hverken det ene eller det andet.
– Men der er da ellers stor forskel på det kirkelige syn i Boddum og Ydby?
– Det er rigtigt. Boddum er stort set præget af det gammeldags grundtvigske livs- og kirkesyn, måske i nogen grad som tradition, medens Ydby er overvejende præget af Indre Mission. Og så gik det så genialt, at menighedsrådene i sin tid tog mig, for jeg var ikke nogen af delene. Det lagde jeg ikke skjul på, så ingen kan påstå, at de købte katten i sækken. Jeg har søgt at færdes på det jævne i mine sogne. Det ligger til min natur at være sådan, og jeg fik en bekræftelse på jævnhedens betydning, da jeg som ung præst havde en samtale med den daværende biskop i Ålborg Stift, Daniel von Huth Smith. ”Lad nu være med at gå på stylter, unge mand”, sagde han til mig ”for det egner Vestjylland sig ikke til”.
I min præstegerning har jeg aldrig været en hund efter mødearrangementer. Jeg har altid været mest interesseret i søndagsgudstjenesten og bestræbt mig meget for at holde en vis kvalitet ud fra den opfattelse, at netop søndagsgudstjenesten må være det centrale i præstegerningen, og så må man da prøve at gøre det så godt som muligt.
Kristendommen var her.
Jeg har aldrig betragtet min gerning på den måde, at jeg skulle indføre kristendommen i Thy, for den var her jo, længe før jeg kom. Derfor har jeg hverken missioneret i øst eller vest. Det er min natur imod at optræde som fejekost, og vi har jo en rummelig folkekirke, der også må have plads til en som mig.
Men søndagsgudstjenesten og alt det, der hører med, lægger jeg stor vægt på, og det har været en stor glæde for mig, at jeg adskillige gange har fået anmodning om at prædike ved radioens søndagsgudstjenester. Det varer forøvrigt ikke længe, før der skal være en sådan udsendelse fra Ydby kirke.
– Føles det for en præst som en særlig forpligtelse at skulle holde en gudstjeneste for så mange?
– Der ligger en forpligtelse i at holde en gudstjeneste, enten det så er for få eller for mange. Jeg mener helt bestemt ikke, at jeg ændrer min form, fordi jeg skal prædike gennem radioen, men der er visse ydre ting, der skal tages i betragtning, tiden først og fremmest, og så skal man naturligvis holde alle de små lokale ting som bekendtgørelser om ditten og datten udenfor, men det har intet at gøre med indhold eller form for den prædiken, der skal holdes.
Paradisets Have for præster        
– Da De kom til Thy, fandt de da som ung teolog kirkelige traditioner, der syntes Dem særprægede?
– Det eneste var min studsen over, at menigheden rejser sig, når præsten går på prædikestolen, men sådan gør man jo i Thy, ikke for at vise ærbødighed for præstens person, men for det ord, der nu skal lyde. Det er vel som ordets tjener og budbringer menigheden på denne måde hilser på sin præst.
Jo, så må jeg sige, at jeg undrede mig over, at her aldrig var gudstjenester juleaften, og jeg blev kraftigt rådet fra, da jeg sagde, at jeg ville indføre disse juleaftens gudstjenester. Der kommer ingen, sagde de gamle og erfarne. Folk har ikke tid juleaften. Men her kom mange, og efterhånden så mange, at kirkerne er propfyldte. Når mennesker nu gerne vil høre det glædelige budskab juleaften, så skal de også have lejlighed dertil.
– Er der god tilslutning til kirkegangen i almindelighed?
– Det må man sige med tak og glæde. Tænk, nu har man hørt på mig i 25 år, og så kommer her stadig mange – det er trofast. Men netop fordi det er sådan i Thy, bliver præsterne jo hængende ved deres embeder her.
Biskop Erik Jensen sagde engang noget om Thy som Paradiset Have for præsterne, og det er rigtigt. Det må være forfærdeligt at skulle prædike i en tom kirke og ikke vide om det ord, man skal bringe, har noget som helst at sige mennesker eller nages af tvivlen om, hvorvidt det er budbringeren, som er helt umuligt.
– Er det en travl bestilling at være sognepræst på landet?
– Jeg vil hverken forsøge at bilde mig selv eller andre ind, at jeg har forrygende travlt, for det har jeg ikke, og det passer bedst til hele min livsindstilling, at der ikke skal være for travlt. Det var blandt andet derfor, jeg i sin tid søgte en præstegerning på landet. Nej, der skal være tid til meditation, til eftertanke og til læsning og det er der også.

60 år.
Sognepræst Georg Steen Lund, Boddum, der fylder 60 år den 8. november, er født i København. Efter studentereksamen blev han ansat i ØK, men fandt hurtigt ud af, at forretningslivet ikke var sagen for ham. Han gik i gang med de teologiske studier og bestod embedseksamen i 1941. På det tidspunkt var det svært at få embede, så han fik ansættelse i varedirektoratet i rationeringskort-afdelingen. I 1943 blev han hjælpepræst i Kastrup og virkede her, indtil han i 1947 blev udnævnt til sognepræst i Boddum-Ydby, hvor han siden har virket. Pastor Steen Lund er en dygtig embedsmand med udpræget ordenssans, hans forkyndelse er redelig og støvsuget for alle fraser, mættet med indhold, knap i formen. I kirken er der fuldt hus søndag efter søndag, og hans gudstjenester er i de forløbne år blevet transmitteret i radioen adskillige gange. Han er tillige meget benyttet som foredragsholder, har i flere år undervist i engelsk og latin på skolen, han er formand for menighedsrådet, formand for skolekommissionen og var i en årrække i bestyrelsen for Hurup realskole, desuden er han en dygtig pianist, en talentfuld kunstmaler og udstyret med en særdeles veludviklet humoristisk sans.

Oktober 1984.
Sognepræsten fra Boddum takker af:
Thyboerne gav præsten 37 dejlige og minderige år.
Skriv nu endelig beskedent. Jeg er jo bare en gammel præst, der forlader Boddum. Gør det stilfærdigt og uden de store fremhævelser.
Sognepræst Steen Lund formaner ingenlunde den unge journalist, der gerne vil tage et afskedsinterview med præsten, der nu efter mange år i Boddum takker af og drager til Falster. Han giver blot et godt råd, der helt ligger i tråd med sin egen indstilling og måde at tage tingene på.
Egentligt var betænkelighederne ganske unødvendige, for Steen Lund fører sig ikke frem med de store armbevægelser og selvhævdende udtalelser. Han fortæller stille, roligt og velovervejet om tingene, som de har formet sig for ham i Thy siden 1947.
Hvad beskedenheden angår, er han blevet thybo, skønt han egentlig ikke kendte til stort mere end København, inden han tog til den anden ende af landet.
Omvæltning.
Det må i sandhed siges, at det var noget af en omvælgtning for Steen Lund at komme til Boddum.
Hele sin barndom og ungdom tilbragte han i København, hvor den nærmeste familie havde opholdt sig i flere generationer.
I 1933 blev han student, og i de følgende to år var han ansat som kontorist ved Ø.K. Herefter begyndte han de teologiske studier på Københavns Universitet. Studiet afsluttede han seks år efter, i 1941:
– Derefter følte jeg, at jeg havde brug for at tjene nogle penge, så jeg fik ansættelse som kontorist i datidens varedirektorat. Det var jo under besættelsen, og næsten alle varer var rationerede. Her sad jeg så på et fordelingskontor og fordelte brød, petroleum og meget andet til befolkningen.
– I 1942 blev jeg gift, og efter at have været hjælpepræst i Kastrup fra 1943 til 1947, tog min kone, Ruth, og jeg det store spring til Boddum i det vestjyske, hvor jeg fik mit eget præsteembede.
Det var et stort skridt, som Steen Lund på ingen måde har fortrudt og heller ikke giver udtryk for ved samtalen i den store stue i præsteboligen, der er et rum, der ikke er præget af, at han onsdag kapper de sidste fysiske bånd til den egn, hvorpå han har boet i 37 år.
– Folk har tit spurgt mig, om ikke det dengang var en forfærdelig overgang at komme til Boddum.
Særpræget og lukket.
– Jeg vil da gerne indrømme, at det var en – i bedste mening – særpræget egn for en københavner som mig.
Egnen her i Boddum forekom mig lige straks mere lukket og præget af et udpræget hjemligt forhold, hvor alle kendte alle. Der blev også lagt meget mærke til een, men da jeg først var blevet set an, har jeg lært at sætte meget pris på den altid udtalte venlighed og imødekommenhed, folk har vist over for mig og min familie.
– Det gode forhold i menighden har vi også altid haft. Jeg har lykkeligvis aldrig været på kant med befolkningen, ja faktisk tør jeg sige, at jeg har været båret på hænder. Folk her i Boddum har heldigvis aldrig gidet slås med hinanden.
– En halv snes år før min ankomst var der meget stærke skel mellem de forskellige kirkeretninger her på egnen. Mellem Indre Mission, der især prægede kirkelivet i Ydby og det grundtvigske livssyn i Boddum. Det var der stadig lidt af, da jeg kom til sognet, men efterhånden har vi ordnet sagerne i mindelighed.
– Jeg er dog aldrig gået på kompromis med mine egne meninger og heller ikke med min forkyndelse. Folk har altid vist, hvad de blev udsat for, når de kom til mine gudstjenester i kirken.
Fint eftemæle.
Selvom Steen Lund ikke nævner det, så er det ret tydeligt, at folk har været tilfredse med hans indsats. Da Steen Lund kom til sognet, var der en menighed på mellem 1.700 og 1.800 mennesker. I dag er der mellem 1.200 og 1.300, men der kom lige så mange til hans sidste gudstjeneste, som da han holdt sin første prædiken i Boddum Kirke i 1947. Trods en befolkningsnedgang på 30 procent, har der altså ikke været tale om tilbagegang i antallet af kirkegængere.
Steen Lund husker også de mange fester og sammenkomster, præsteparret straks blev indbudt til mange steder i sognet:
– Det var meget morsomt og fornøjeligt at komme ud til folk, men vi aftrappede efterhånden. Vi kunne jo til stadighed være til fester og kaffebord, hvis vi ville. Men der blev jo både spist og røget for meget ved sådanne lejligheder, og en ulempe var det unægteligt, at jeg altid skulle være rede og veloplagt søndag formiddag i modsætning til næsten alle andre.
Fritidssysler.
Selvom en præstestilling ikke har meget at gøre med regelmæssige arbejdstider, har Steen Lund også kunne nyde at beskæftige sig med fritidssysler i Boddum.
På væggen i stuen hænger således nogle ganske nydelige billeder, som han malede i sine yngre dage.
– Det var dengang, jeg ikke var for gammel og bange for at blive udsat for træk i ryggen, siger Steen Lund.
Ellers har det især været den kirkelige litteratur, der har interesseret:
– Jeg har selvfølgelig også læst mange kriminalromaner, ganske som alle andre, men jeg har både haft stor interesse for og følgt det nødvendigt at følge med inden form mit arbejdsområde.
– Det er godt nok nogle, der siger, at vi præster af og til bare finder vores gamle prædikener frem og laver et eller andet opkog. Den slags genbrug går bare ikke, vil jeg gerne understrege. Godt nok er meningen med det, vi siger, stort set den samme, men det skal varieres og siges på en ny og anden måde. Jeg kan ganske klart mane denne misforståelse i jorden, for det med at finde en gammel prædiken frem, det kan vi præster simpelt hen ikke holde ud. Vi præster ændrer os jo også.
Otium.
Medens hele huset står i opbruddets tegn, og Steen Lund er i færd med at kassere groft i ”de alt for mange papirer og andre ting, man har fået samlet, men alligevel aldrig får brug for”, har han gjort sig helt klart, hvad han vil med sit otium. Det otium, der virker dræbende kedsommeligt på mange, der har trukket sig tilbage fra aktiv tjeneste, men som for nok lige så mange er fyldt med daglige aktiviteter. Steen Lund regner ikke med, at han kommer til at sidde og trille tommelfingre:
– Jeg vil gå langsomt og stilfærdigt ind i min pensionisttilværelse og gøre alt det, jeg har lyst til, men som jeg ikke hidtil har haft tid til, og som jeg altid har lagt til side til en anden gang.
– Så selv om det selvfølgelig er med en smule vemod, jeg drager af fra både embede og egn, så glæder jeg mig til at være fri for de mange tjenstlige forpligtelser, hvor skønne de end har været. Bare det at vide, at man ikke på et hvilket som helst tidspunkt skal være forberedt på at fungere i embeds medfør, glæder jeg mig til. Tænk sig at jeg i stedet kan bruge min tid på min egen fornøjelse eller gå i byen for min kone! Og så skal man jo tænke på, at med alderen bliver man mere nøjsom, også hvad behov for aktiviteter angår.
På onsdag får Steen Lund så lejlighed til at gøre lige hvad han vil. På onsdag kan han vinke farvel til den gamle, men velholdte præstegård i Boddum, og han og hans kone tager i stedet ophold i en ældre restaureret gård på Falster. På Falster bor nemlig datteren og svigersønnen, og dem vil både Steen Lund, men nok især hans kone, gerne være tættere på.
– Hvis ikke, det var for dem, var vi nok blevet boende, siger han.
Spådom.
Solidt funderet i folkekirken og i kirkelige forhold i det hele taget vover han også at komme med en spådom over den folkekirke, som så mange har afsagt dødsom over indtil flere gange:
– Kirken og Vor Herre skal nok klare sig. Jeg tror ikke på, at det danske fok kaster sig ud i så store eksperimenter, og især ikke på det folkekirkelige område. Bodil Koch havde nok ganske ret, da hun sagde, at ”det danske fok ikke er til at drive ud af folkekirken”.
Nu drager han altså af, den ældre, ranke og noble mand, der kun har gode minder at tage med fra Thy til den anden ende af landet. Og en ny kan indtage hans plads i præstegården. En ny, der måske vil føle det som en omvæltning sammenlignet med forholdene i hans hjemstavn, men som måske om 41 år skal takke af igen med lutter gode minder.

Claus Henry Olsen (1953-) og hans kone Elisabeth. Han var præst i perioden 1985-2000.
4 maj 1985
Den nye sognepræst i Boddum-Ydby:
Vordende præster burde ud i praktik før et embede.
– Det teologiske studium er langt og meget teoretisk. Men tilsvarende mangelfuld er vordende præsters praktiske uddannelse, der indskrænker sig til tre måneder på Pastoralseminariet. Vi når ikke at få læret, hvorledes vi bogstaveligt talt skal færdes i sognene og savner praktik i at komme rundt i hjemmene ved skiftende lejligheder, der jo er mangeartede ligefra lykkelige begivenheder til deres modsætning i død og begravelse.
Konstanteringen kommer fra en ”fabriksny” præst, den 32-årige Claus Henry Olsen, Boddum, som ved indsættelsen for nylig fik brev på, at han er præst for menighederne i Boddum og Ydby.
Claus Henry Olsen har forlængst besteget prædikestolene i både Boddum og Ydby kirker for derfra at bringe sin forkyndelse over de bibelske tekster.
– Også det at holde en prædiken savner man som nybegynder en vis erfaring i, så prædikenen ikke blot bliver en teologisk udlægning af teksten, men også et budskab der trænger ind i menneskers bevidshed på en vedkommende måde.
Men heldigvis er der nu drøftelser igang netop med henblik på den praktiske skoling af vordende præster. I Sverige og Tyskland har man allerede sådanne ordninger, siger Claus Henry Olsen.
Den nye præst i Boddum og hans kone, Elisabeth, føler sig dog ikke ganske tomhændede med hensyn til menneskelig omgang og som formidlere af evangeliet. De har begge en del kristeligt ungdomsarbejde bag sig.
Gudstjenester kunne gøres festligere.
– Folk, som kun sjældent sætter deres ben i kirken, hævder ofte, at gudstjenesterne er for kedelige og præsterne uforståelige. Burde præster i højerer grad lære at ”at sælge” folkekirken?
– Gudstjenesterne kunne uden tvivl gøres mere festlige. De er i nutiden blevet så barberede, at menighedens delagtiggørelse stort set indskrænker sig til sangen. Tidligere aktiveredes kirkegængerne langt mere i selve gudstjenesten. Selve liturgien kunne måske med fordel ændres til større fælles glæde, men noget sådant ville sikkert blive svært at enes om i den danske folkekirke.
– Det vil dog aldrig være utilstrækkeligt blot at ændre på formerne. En gudstjeneste og det mulige udbytte for deltagerne er også direkte knyttet til en vis fortrolighed med emnerne. Hvem skal præsten lave sin prædiken for? Skal det være for dem, der kommer regelmæssigt i   kirken eller for nye ansigter? Talen bør vel først og fremmest rettes til dem, der er fortrolige med kirkegang. Sagt på en anden måde: Under en ferietur til Paris kan man sagtens klare sig med en parlør i fransk, men ikke, hvis opholdet dernede skulle strække sig over en årrække. Det behøver ikke at hindre at man får alle deltagere i tale, og jeg tilstræber at gøre enhver gudstjeneste til familiegudstjenste.
– Hvordan så gøre flere forberedte til kirkegang?
– Jeg tror ikke, det kan ske ved en popularisering af gudstjenesterne og af evangeliet. Det er stærkt og talende nok i sig selv, blot man sørger for at fjerne emballagen.
– Det betyder uden tvivl meget, hvordan hjemmet forholder sig til det kristelige. Så simpelt som er man fra barn eller ung fortrolig med, at Gud er een, man beder til. I modsat fald kan det være svært som undtagelsesvis deltager i en gudstjeneste at få oplevelsen af tilbededelse og lovsang.
Men jeg tror også på betydningen af det kristelige arbejde blandt ungdommen og i menigheden uden for selve kirken. Den bedste måde at få folk i kirke på er nok, at trangen får lov at brede sig fra menneske til menneske via dem, der i forvejen kommer der.
Lovsang med dybde.
– Jeg tror, regelmæssige kirkegængere kan komme til at elske det faste rituelle, så sandt, som at både børn og mange voksne elsker fasthed og priser det genkendelige. lovsangen og festligheden skal have dybde, og det får den, hvis menigheden i kirken er fælles i tro på og i tilbedelse af Gud, som Han er, og som vi skal gense Ham. Så oplever man det fælles vedkommende helt ind i de fundamentale menneskelige rødder, og det gør glad.
– Man kan ikke drage sammenligninger mellem præster og ”sælgere” i øvrigt. Som præst går jeg ud på en andens befaling med et budskab, som ikke er mit eget, og som skal sælges på bekostning af mig, nemlig, at Gud elsker mennesket, og vil se det igen. Men det kan jeg ikke nå at bringe til samtlige 1200 mennesker i mine to sogne. Derfor også afhængigheden af, at budskabet spredes via menigheden selv.
– Man hører af og til præster, som i deres prædikner indfletter verdslige sammenhænge og langer ud til højre og venstre. Er provokationen et middel til at vække menigheden og øge dens antal i kirkerne?
– Evangeliet er bestemt ikke tandløst. Bibelen indeholder megen provokation. Men jeg tror ikke man skal provokere for provokationens skyld – kun når noget SKAL ud. Den skal bruges til at vægte den for sikre ved at putte evangeliet i nogle rammer, som folk selv oplever dem. Det kan også gælde begivenheder og forhold ude i verden, som måske har politiske årsager, og ad den vej kan evangeliet også få politiske indhold.
– Men en præst bør ikke forglemme præsteløftet, at forkynde evangeliet med regnskabsdagen for øje. Det er budskabet, jeg har at gå ud med fremfor blot at gøre mig populær.
Almindelige mennesker.
– Jeg føler at skulle forkynde udfra teksten og bekendelsen, både den omvendende og den opmuntrende, og jeg tror, at også præstens husbesøg i menigheden har betydning i disse forhold.
– Føler man sig som præstepar sig iagttaget i stort og småt i menighedens forventning om at se det ideelle og uangribelige liv?
– En præstefamilie er måske mere i søgelyset, end den selv registrerer. Men det kan man da ikke handle udfra. En præst skal naturligvis være ansvarlig overfor embedet, uden at man dermed bør stille højere moralkrav til en præstefamilie end til kristne mennesker i øvrigt, og uden at forvente møde med det fuldkomne i en præstegård.
– Et kristent menneske står altid overfor Gud ansigt til ansigt. Det giver en indre frihed og medfører, at en kristen lever anderledes. At være kristen er ikke at have papir på et vellykket liv i et og alt, men et liv, som er forløst overfor den gud, som kun de uforløste synder skiller os fra. Kristendom er opgjort skyld, og derfor også jublen over at være frikendt. Men tro og lovsang er ikke noget, man kan selv kan tage. Det får man givet.
– Jeg tror, det bidrager til fælles forståelse, at sognet møder præsten og hans familie som almindelige mennesker i hverdagen. Præsten skal ikke være farisæisk og kun være præst for de frelste, siger Claus Henry Olsen, der selv kommer fra et almindeligt tjenestemandshjem i Aalborg, som ikke skilte sig ud ved at være specielt kirkeligt.
Hans kone stammer fra Århus, men har sat en del af barndommens fodspor i Thy, da faderen var sognepræst i Nørhaa-Stenbjerg.

Ruth Marne Jesppesen, som var præst fra 18. marts 2001 og indtil 2008.

21 marts 2001
Præsteindsættelse i Boddum og Ydby.
Søndag den 18. marts blev pastor Ruth Marne Jeppesen indsat som ny sognepræst i Boddum-Ydby, pastorat.
Indsættelsen blev foretaget af provst Jens Munksgaard først i Ydby Kirke og efterfølgende i Boddum Kirke.
– Alle steder, hvor der er mennesker, er der religion. Alle steder hvor der er religion, er der præster. Så det, der sker i dag, er ikke usædvanligt. Mennesker og religion hører sammen. Overalt, hvor der er mennesker, har man et kultsted – et offersted, indledte Jens Munksgaard sin indsættelsprædiken i Ydby kirke.
– Det har været sådan i tusinder af år. Hedenske præster har dyrket Odin og Thor sammen med deres samtidige. De seneste 1.000 år eller måske 1.300 år har der været kristne præster i Thy. Og vis en præst bliver ved en menighed i 12-13 år, så har der altså været ca. 100 præster i dette sogn. Så det, der sker i dag, er altså på ingen måde usædvanligt, fastslog Jens Munksgaard.
Forandringer.
– Rundt omkring dette hus forandres meget. Den moderne verden er anderledes, end verden var engang.
Der var engang, da dette hus var det største i sognet – ikke bare sådan fysisk – men i lige så høj grad størst i betydning for hvert eneste menneskes sind.
I dag kan der være så meget andet, der vil vokse sig stort i menneskers sind. Verden er i akkurat lige så høj grad en kidnapningsaffære i Bangladesh, IT-aktiernes fald og den økonomiske ulighed mellem verdens rige og fattige.
Alt det kan virke, som om det er det største af alt, forsatte Jens Munksgaard.
– Vi er så oplyste, og der er så meget, dere kalder på vores opmærksomhed i den forandrede verden, men inderst inde handler livet stadig om det samme: Tør jeg tro, at jeg er et værdifuldt menneske, og kan jeg se livet og døden i øjnene?
Præst og menighed i den kristne kirke er fælles om at skulle lytte til evangeliet.
I dag får I en ny præst, som kender til livet andre steder end i vort eget samfund.
Men hendes opgave er ikke spor anderledes end alle tidligere præsters. Hun skal døbe jeres børn. Forberede de unge til konfirmationen. Vie de, som vil giftes, og begrave jeres døde. Sådan har det altid været, – og sådan vil det blive ved med at være.
Det forandrer den moderne verden intet ved, konstaterede Jens Munksgaard.
– Men I skal komme her – måske endnu tiere, end folk gjorde for bare 50 og 100 år siden. For i den moderne verden udråbes der bestandig nye ideer og tanker, som udfordrer os til ny besindelse på vor kristne tro. Ikke mindst, når vi i disse år får nye naboer med en anden tro end vores egen, lød opfordningen fra Jens Munksgaard, der videre bød Ruth Jeppesen velkommen.
– Din menighed har store forventninger til dig. Gå ind til folk med den respekt man har, når man kommer som gæst i et hjem. Da venter man pænt, til man bliver taget imod og bliver bedt om at tage plads. Gør det sådan. Lad folk i sognene få tid til at tage imod og byde dig en plads, så vil du opdage, at præsten får den gode plads i huset – og dermed den gode plads i folks hjerter, lød rådet fra  provst jens Munksgaard, der her ses foran Ydby Kirke sammen med pastor Ruth Jeppesen (i midten) og pastor Lone Wiesel, Visby.Ruth Marne Jeppesens mand, Mogens Jeppesen, er den nuværende præst og det har han været siden 2008.

Vagtskifte i præstegården
Af Knud Erichsen
Boddum: Ægteparret Ruth og Mogens Jeppesen, Boddum Præstegård, har kendt og suppleret hinanden siden studietiden på Århus Universitet, hvor de begge studerede teologi.
I 1980 blev Mogens ordineret som præst ved Helligåndskirken i Århus. Men det var faktisk Ruth, der havde fået jobbet, men da hun var gravid, lovede Mogens ved ansættelssamtalen, at hn ville vikariere for sin kone, der efterfølgende havde cirka 10 år som sognepræst ved Helligåndskirken.
Siden har parret på flere niveauer kørt parløb på det karrieremæssige plan. Således har begge arbejdet med u-landsbistand for forskellige organisationer. Bl.a. har parret arbejdet i Indien og Bolivia gennem en halv snes år.
I 2001 blev Ruth Jeppesen ansat som sognepræst for menighederne Boddum og Ydby. Mogens fortsatte med det humanitære – bl.a. med ansættelse i Caritas Danmark, som er den katolske kirkes humanitære hjælpeorganisation, der udfører udviklingsprogrammer og nødhjælpsprojekter i en række lande.
Vagtskifte.
Den 1. september har Ruth Jeppesen (67) valgt at gå på pension som sognepræst, for fremover at hellige sig sit formandskab i Sudan Missionen. Således skal hun på tre ugers rejse til Nigeria og Mali.
– Her mærker man den globale krise, der har medført sult og uro i disse lande. Fødevarepriserne er blevet så høje, at mange ikke har råd til at spise sig mæt, understreger Ruth.
– På hjemmefronten sker der ikke ændringer – bortset fra at det nu er Mogens (57), som er sognepræsten. Han indsættes ved festgudstjeneste i Boddum kirke og Ydby kirke søndag den 7. september, hvor menighedsrådene efterfølgende er værter ved en frokost i Doverodde Købmandsgård, hvor der også vil blive sagt farvel til Ruth Jeppesen.
Parrets fire døtre er alle fløjet fra reden. Den ældste datter arbejder for Mellemfolkeligt Samvirke – udstationereti Honduras. Den næstældste studerer på Arkitekthøjskolen i Århus. Den næstyngste læser teologi i Chicago, mends den yngste læser sprog og kultur på RUC.
Glade for sognene.
– Vi er begge to meget glade for sognene, hvor der er et helt usædvanligt godt sammenhold, hvilket er mere vigtigt end nogensinde, hvor alting i øjeblikket bliver større og større, og dermed mere fjernt fra vores hverdag, understreger sognets nye præst Mogens Jeppesen, der i øvrigt har sjællandske rødder.

Margit Dahl (1955-). Hun er gift med Steen Dahl. Hun blev cand.theol. fra Aarhus universitet i 1992 og har været sognepræst i Skt. Nicolai, Kolding, virkarpræst i Ofoten Provsti og kapellan i Narvik, Ofoten Provsti.

Jakob Dahl

Andreas Dahl