Nedrevet – “P. Larsen”

Ved Fugløvej 3 gik der tidligere en markvej ned til P. Larsens strand og her lå et hus, der blev revet ned. Beboeren var:

Peder Larsen (1861-1940), ugift fisker, som stammede fra Øster Assels på Mors. Selv efter at hans hus var blevet revet ned, vedblev og vedbliver stedet stadig at blive kaldt “Peder Larsens Strand”. Han flyttede i 1914 hertil fra Nees.
Peder Larsen sejlede altid dertil, for huset var bygget før Bisgårdmarks huse blev bygget. Mens han byggede, sejlede han frem og tilbage og da han havde en lille køkkenhave på ejendommen ved stranden, medbragte han sin natpotte med indhold fra Mors til at gøde kålen i Boddum. Han byggede selv huset. Grundstykket var fuldt af mergelgrave, som han lidt efter lidt fyldte til med jord fra brinken.
På et tidspunkt fik han skrevet testamente, hvori han begunstigede sine søskendebørn med det formål, at de kunne komme på højskole. Blandt disse børn var Johanne Kirstine Larsen Mark, som senere blev gift med Robert Jensen.

Mere om Peder Larsen

Dette indlæg blev udgivet i Fugløvej. Bogmærk permalinket.