Fugløvej 15.
Ejendomme er bygget i 1924.
Matrikelnummer 4q i 2013 (4q, 4v, 29c).
Christian Bech Nielsen (1889-1967) og hans kone Oline Angelika Nielsen (1899-1881), begge fra Årup. De fik skøde på jorden i 1925 fra landbrugsministeriet. De er begge begravet på Snedsted kirkegård.
Kaj Ejnar Nielsen (1921-), født i Snedsted.
Anna Elisa Nielsen (1924-), født i Årup.
Jens Kristian Nielsen (1932-2003), født i Boddum og begravet på Snedsted kirkegård.
Salomon Marius Nielsen Damsgaard (1906-1942), født i Sønderhå og hans kone Mette Marie Moldrup Kappel (1915-1989), født i Vestervig. De blev gift i 1936 i Ydby kirke. Salomon døde på Rigshospitalet og blev begravet i Ydby. Mette Marie bliv gift igen i 1947 i Ydby kirke med gårdejer i Grurup, Niels Christian Pedersen (1912-1972), født i Vestervig.
Ingrid Margrethe Damsgaard (1937-), født i Boddum. Hun blev gift i Hvidbjerg kirke i 1958 med slagtersvend Villy Østergaard (1935-), født i Snedsted. De er bosat i Vejle.
Kristian Kristensen købte ejendommen i 1942.
Magnus Ole Kristensen (1900-1985) og konen Sidsel Marie Eliassen (1906-1997). Magnus købte ejendommen i 1944 og solgte den i 1948, da han købte Fugløvej 6. Den 14. december 1945 brændte ejendommen. Stalden og laden var toltalt nedbrændte, tag og tagværk på stuehuset var fuldstændig ødelagt. Stald og lade blev genopført og stuehusets tag blev repareret.
Harald Kristensen (1930-).
Svend Åge Kristensen (1931-).
Knud Kristensen (1935-).
Inge Kirsten Dueholm Kristensen (1938-).
Jørgen Kristensen (1940-).
Anton Kristensen (1943-).
Ellen Margrethe Kristensen (1950-).
Thisted Amts Tidende 14. december 1945.
Ildebrand på Boddum i dag.
I middags er Magnus Christensens boelssted på Boddum nedbrændt til grunden. Alt indbo blev reddet og hele besætningen pånær fjerkræet og et får. Man er endnu ikke klar over, hvorledes ilden er opstået.
Peder Kristian Bak Lauritsen (1907-1987), født i Thisted og hans kone Ingeborg Kathrine Pedersen (1910-1979), født i Tilsted. De blev gift i 1929 i Skjoldborg kirke og købte ejendommen i 1948.
Elly Margrethe Lauritsen (1930-), født i Skyum.
Laurits Arthur Lauritsen (1931-1995), født i Skyum.
Irene Kathrine Lauritsen (1932-1995), født i Ydby blev gift med Erik Gotfredsen (1930-2000) født i Magleby, Langeland.
Jens Martinus Lauritsen (1934-), født i Ydby blev gift med Åse.
Christian Richardt Lauritsen (1935-), født i Ydby blev gift med Eva Marie Dinesen.
Poul Lauritsen (1938-), født i Ydby blev gift med Grete Juhl Nielsen(1935-).
Knud Erik Lauritsen (1939-), født i Ydby blev gift med Birtha Hasager
Nielsen (1944-).
Jørgen Bach Lauritsen (1943-2005), født i Ydby.
Anna Mardal (1919-2003) købte ejendommen i 1961. Mere om Anna Mardal.
Limfjordsfiskeren, Niels Peter Andersen (1940-2007) fra Smerup og konen Lilly Præstegaard Kirk (1940-), født i Aarup by og døbt i Snedsted. De blev gift i 1961. Peter købte ejendommen i 1966. Han ligger begravet på Hurup kirkegård.
Mads Christian Andersen (1961-), født i Randers og gift med Karin Kortbek Jørgensen. De bor Fugløvej 3.
Susanne Præstegaard Andersen (1968-), født i Boddum og gift med Ole Sylvester Olesen. De bor i Hurup.
1993
Farvel til en livsform.
Af Kristian Hornstrup
Vi behandler i vor menneskelige uforstand naturen og dens ressourcer som om, at vi havde en anden klode at flytte til, siger fisker Peter Andersen, Boddum, der nu opgiver sit fjordfiskeri.
Det er en af de efterårsdage, hvor alt i naturen gør sig en kraftanstrengelse, før det hele er fobi i en stor sødligt lugtende undergang. Solen hjælper til og understreger med dens stærke lys, at dette er sidste akt for det herrens år 1993 og begyndelsen til måneders stilstand, før naturen til foråret kan starte igen i det evindelige kredsløb.
På en mark i det yderste Boddum ud mod Limfjorden går tre mennesker og arbejder. Ordene er få, men der er heller ikke så meget at snakke om. Tavshed passer bedre til situationen. Hvoe de tre mennesker gennem mange år har levet så tæt på naturens årsrytme som nogen, siger de nu med vemod farvel til en livsform.
Kilometervis af fiskegarn lægges til tørre på marken, før det skal i vinterhi hjemme i laden. Måske kommer det en gang i brug igen – måske ikke.
De tre, Lilly og Peter Andersen samt sønnen Mads, tøer lidt op, da vi kommer ind til formiddagskaffen. At de har i sinde at overleve som mennesker, skal ingen være i tvivl om. Men der er sår i sjælen. Lilly og Mads er sendt på understøttelse til en ukendt fremtid. Peter Andersen, 53 år og på delvis invalidepension, ved ikke, hvad han vil. Lige nu er han i kulkælderen. Måske han vil rode lidt i garnene, når dagene længes igen, og det kan hænde, han sætter et par ruser i fjorden.
Men den tilværelse, han har levet siden drengeårene, er der sat stop for. Alt var lagt op til, at Mads skulle overtage bedriften, men er det noget at kaste en søn ud i røde tal og et underskud i år på 70.000 kroner?
Peter Andersen har også måttet standse sine drømme i fjerde generation. Mads og hans kone har nemlig et par små purke, som bedstefaderen har set for sig som fjordfiskere engang om mange år. Livsform med indhold har det jo med at smitte af.
Men væk med drømmen. Det er nutid. Garn for en formue i indkøb kan lægges bort og er intet værd i fri handel. Peter Andersen er ikke rigtig på talefod med den natur, der næstefter familien har været hans bedste ven. Han leder forgæves efter den umiddelbare glæde ved alting.
Den dreng vil kun se vand.
Men han kan da gå og mindes henved 40 år på fjorden, siden dengang hans husbond på Thyholm sagde til faderen: ”Den dreng bliver aldrig landmand. Han vil kun stå og kikke ud over fjorden!.
Peter Andersens kamp for balance i fjorden er velkendt. Han har brugt år på at overbevise myndigheder og biologer om, at noget efter hans overbevisning er rivende galt. Især gælder det muslingeskrabningen, som han hævder efterlader fjordbunden som en ørken. Peter Andersen mener, at der i årtier er drevet rovdrift på fjorden og dens ressourcer. Den fjord, som engang kunne brødføde 900 familier. Af disse er der omkring 15 garnfiskere tilbage. Til gengæld skønner han muslingeskraberne til nu omkring 100.
Senest har Peter Andersen gjrot myndighederne opmærksom på, at endnu en modgang er kommet til – skarverne, der æder sig ind i de små fangster af ål.
Peter Andersen behøver kun at se i egne regnskaber for at kunne skrive historie. Engang havde han fire folk i arbejde og kunne fiske for henved en halv mio. kr. om året.
– Men allerede omkring 1980 begyndte det at gå nedad for i år at ende med en omsætning på 160.000 kroner. Herfra kan så trækkes daglønnen til tre mennesker samt til driftsudgifter. Der blev ingenting til investeringer.
Men lægger Peter Andersen end aldrig så meget op som fjordfisker, så vil han fortsætte kampen for en sund fjord igen, og han tror, muslingefiskerne om få år vil komme til at opleve garnfiskernes skæbne.
Når det små betaler for det store…
Peter Andersens øjeblikkelige vemodig tankegang når langt ud over Boddums grænser til bl.a. denne konklusion;
– Vi mennesker behandler vor jord og dens ressourcer så tåbeligt, at man skulle tro, vi havde en anden klode at flytte til, når den her er udpint.
– Hvis vi fortsætter på den måde, kan vi sammenligne os med folk sine steder i Afrika, der må gå længere og længere for blot at finde brænde til et bål. Vi er godt igang med at udrydde grundlaget for menneskehedens eksistens.
– Det er som om, at tingene styrer menneskene og ikke omvendt. Fjordfiskeriets undergang er desværre kun et ud af mange eksempler. Se blot, hvordan det er gået i landsbyerne. De små landbrug og forretninger er nedlagte. Skal alt være stort uanset den menneskelige pris?
– Endnu kan de overflødiggjorte gå hen og hente understøttelse og bistandshjælp. Hvis ikke så ville den faktiske katastrofe have været inden for synsvidde.
Peter Andersen ser fra sit køkkenvindue ud over den fjord, der har været hans daligdag i årtier. Det trækker trods alt op til et smil. Er det skumring eller gry?
Ny hjemmeside skal hjælpe mobbeofre.
Mobning: Susanne Præstegaard Olesen blev i sin skoletid udsat for massiv mobning. Nu fortæller hun sin historie for at hjælpe andre i samme situation.
Af Camilla Gade.
Hurup: Øgenavne. Udelukkelse fra fællesskabet. Fysiske overgrev. Det er bare nogle af de ting, Susanne Præstegaard Olesen fortæller, at hun blev udsat for gennem otte år af sin skoletid. Mobningen foregik dagligt og drev til sidst den nu 44-årige Susanne Olesen ud, hvor hun overvejede at tage sit eget liv.
Heldigvis er hun her stadig, og nu vil hun med en ny hjemmeside forsøge at hjælpe andre, der har mobning tæt på livet.
Vedvarende konsekvenser.
I dag bor Susanne Olesen i Hurup med sin mand Ole og hunden Lady. Hun blev førtidspensionist som 36-årig, for mobningen havde gjort, at hun ikke kunne overkomme et job.
– Jeg mistede tilliden til mennesker. Jeg kan ikke holde flere bolde i luften, og hvis en arbejdsgiver siger, at jeg skal skynde mig, så ramler det hele, forklarer Susanne Præstegaard Olesen.
Hun oplever, at hendes psykiske ar er noget, som kan være svært for fremmede at forstå.
– En brækket arm kan folk forholde sig til. Men når noget er i stykker indeni, så er det noget helt andet og mere kompliceret, siger Susanne Olesen.
Mobning er et evigt problem.
I skolen var Susanne Præstegaard Olesen den stille type. Når hun forsøgte at få hjælp fra lærere, fik hun at vide, at hun skulle ignorere moberne. Hendes egne forældre forstod først det fulde omfang af mobningen mange år senere, for det var for svært for den stille pige at tale om.
Efter lange overvejelser har hun samlet mod og har lavet en hjemmeside om sine mange år som mobbeoffer.
– Mobning stopper aldrig. Derfor skal vi have et langtvarigt fokus på det, ikke bare med kampagner, der varer et par måneder, siger hun.
Mange har opfordret hende til at tage ud og holde foredrag om mobning og dens konsekvenser.
– Det er ikke noget, man bare gør. Jeg er ved at samle mod, for jeg vil gerne hjælpe og fortælle om, hvilke langvarige konsekvenser, mobning kan have, siger Susanne Olesen.
Hun vil gerne danne en forening for mobbeofre, og hun ønsker at komme i kontakt med folk, der har været udsat for mobning.
– Hvis jeg kan redde bare en fra at komme så langt ud, som jeg var, så har jeg gjort en forskel siger Susanne.
Jens Hald Ludvigsen fra Lyngs overtog ejendommen i 2013.