Skrevet af Inge Mardal.
Anna blev født i Boddum 22. maj 1919 som tvilling til broderen, Christian Mardal Jensen.
Anna havde flere forskellige kælenavne som Musse, Pus og Lulle og ikke at forglemme titlerne Moster og Faster, så hun blev stort set aldrig kaldt Anna – det var kun i skolen.
Fordi hun var den yngste pige i børneflokken, ville forældrene gerne have, at Anna blev hjemme for at hjælpe til. Derfor forblev hun hjemme fra sin konfirmation i 1933, hvor hun gik ud af skolen, og indtil 30. april 1941.
Hendes storesøster, Maren, var rejst til København, så Anna havde ikke muligheden for, at de to søstre kunne skiftes til at være hjemme og hjælpe forældrene, ligesom hendes brødre var hjemmefra på skift.
1938 var Anna og hendes bror, Hjalmar, på cykeltur til Odense. Turen gik via Sommersted, hvor de besøgte en morbror, samt Haderslev og Kolding – og naturligvis over den nye Lillebæltsbro.
August 1938
…..men vi har da ikke lagt badningen helt på hylden endnu, sidste søndag var jeg ude at bade i havet, for første gang. Ja, til Odense kom jeg da, om også det først blev om mandagen, og jeg så da også kasernen, hvor Tjavs var på, og er fotograferet der. Jeg havde skam også nær fået lavet ballade derude, men slap da uden skrammer og en lille kornets adresse. Nå, men I bryder jer vist heller ikke om at få hele cykleturen, for I kan tro, den var skæg fra først til sidst. Ja, jeg var da også oppe i Odinstårnet, så nu ved jeg da, hvordan det er at flyve. Jeg var med til meget sjov derinde, men ellers er det nu nogle sære mennesker, der er der. Jeg troede såmænd ikke, at jeg havde fået mine plusfour med hele derfra…..
Anna gik til aftenskole i Boddum ligesom mange andre, der var gået ud af 7. klasse.
Julen 1940
…..Torsdag aften var den sidste aften før jul, vi var til aftenskole. Vi var så inde hos lærer Fogeds og få kaffe og så en julehistorie. Så skal vi derop den 9. januar igen…..
…..jeg skal have et par fine brune spadseresko i julegave, og jeg er ved at strikke mig et hvidt sportsæt. Det passer glimrende til min nye frakke, som der er lidt angorauld i….
…..5. juledag skal jeg til juletræ. I vinter har jeg ingen ny kjole fået, men det er nu min egen skyld. Jeg vil hellere have en pæn en i juni måned…..
Anna ville være sygeplejerske, og for at kunne komme ind til sygeplejen skulle hun have været ude at tjene. Derfor tog hun plads på Marselisborg den 1. maj 1941 og var der til den 30. april 1942.
Derefter var Anna elev på Tommerup Højskole fra 1. maj 1942 og indtil 1. august 1942.
Nu havde hun de kvalifikationer, der skulle til for at blive sygeplejerske, og manglede kun pengene. Anna havde jo ikke været ude at tjene penge i de mange år, hvor hun var hjemme hos forældrene. Hendes far ville ikke betale for sygeplejeskolen, da han jo ville have, at hun blev hjemme hos dem. Men da et par af hendes brødre erklærede, at hvis ikke han ville give/låne hende pengene, så ville de. Det ville faderen alligevel ikke have siddende på sig, så han endte med at betale for datterens uddannelse. Anna havde brug for penge til forskolen og de første 3 måneder som elev, da de var uden løn. Derefter var hendes elevløn det 1. år 30 kroner om måneden, 2. år 40 kroner om måneden og 3. år 50 kroner om måneden.
Anna begyndte på ”O.A.B.S” (Odense Amt og Bys Sygehus) som sygeplejeelev den 1. september 1942.
Boddum 6. september 1943
…..Nu skal jeg jo snart tilbage igen og se efter, hvor mange sårede vi har. Der var en del, da jeg rejste hjem, og det var næsten alt for interessant at rejse fra. Nu synes jeg selvfølgelig nok, at ferien måtte vare et par dage mere, men sådan er det vel altid. Når jeg kommer tilbage, skal jeg til at læse i tre måneder, og så op til det grønne bord, til den første eksamen. Nu håber jeg da at få udbytte af det…..
…..Jeg er i vandet hver dag, det bliver ikke let at skulle skilles fra det…..
Odense 13. oktober 1943
…..Ja, du kan lige tro at jeg er kommet på skolebænken. Det er den værste, jeg har siddet på endnu, men jeg tror jo så tilligemed, at det bliver den, jeg får mest glæde af, for det vil sikkert hjælpe os godt i praksis. Åh, du skal nu ikke synes, at det er så lang en læretid. Jeg har 2½ år tilbage, så er jeg færdig. Er far og mor raske til den tid, har jeg jo frit spillerum, hvad jeg vil slå ind på. Det kan jo blive lidt af hvert, men elevtiden er ellers en dejlig tid, og man vil sikkert altid se tilbage på den med glæde…..
…..Ja, jeg fik jo mors sorte kjole, men det var jo ikke helt uden samvittighedsnag, for du havde jo også snakket om den, sagde mor…..
30. maj 1944
…..lå selv som patient ude på St. Joseph Hospital, jeg har fået fjernet det fra mit øje, og det er ikke helt pænt endnu, men det hjælper ellers godt på det…..
Odense 9. juni 1945
…..Det er ellers dejligt nu, at man ikke hver nat skal høre på, at husene ryger i luften, og også at være fri for at skulle mørklægge….
De vordende sygeplejersker holdt fester og dette er nok den afsluttende fest. Vi kan se, at Anna blev kaldt Musse og at hun havde været alvorlig syg. Vi kan også se, at hendes bordkort er en ”soldat”, og det kommer nok af hendes udklædning til denne fest, der er afbilledet ovenover….
Anna blev færdig som sygeplejerske den 11. maj 1946. Derefter, ifølge avisnotitsen, deltog hun yderligere i et 3 måneders læsekursus for sygeplejersker.
Som sygeplejeelev deltog Anna i Luftbeskyttelsestjenesten og blev tildelt hospitalstjeneste den 15. november 1944.
Derefter gennemførte hun i perioden 1946-1947 supplerende videreudannelse på Middelfart psykiatriske hospital og Fødselsanstalten i Århus.
Anna får sit første pas den 22. juni 1948. Det får rigeligt med stempler undervejs, og derfor gemte hun det. Passet fortæller, at hun var 156 cm høj, havde lyst hår og blå øjne. Det var dengang, hvor et pas kun var gyldigt i 5 år ad gangen.
Anna søgte om at komme til Grønland som sygeplejerske, men fik at vide, at hun var for ung.
Hun valgte at tage til Ullevål sygehus i Norge og arbejde der fra den 1. oktober 1948 indtil den 1. juli 1949. Hun sejlede derop med ”Kronprins Olav”.
Efter at de var holdt op på hospitalet i Ullevål i Oslo, rejste hun sammen med et par andre danske sygeplejersker rundt i Norge i 14 dage.
Hun valgte at flyve hjem til Kastrup fra Oslo.
Efter hjemkomsten fra Norge tog hun til Sverige og arbejdede der indtil den 1. december 1950. Hun arbejdede først i Gävle og senere, i begyndelsen af 1950’erne, i Lund. På et tidspunkt arbejdede hun i København som assistent.
Gävle 4. oktober 1950
…..Nej, jeg lever skam i bedste velgående trods svampejagt, og ikke en champignon har jeg set her. Det er mest i skov vi går her, og det er unægteligt nogle andre arter, der gror der. Vi finder gerne mange forskellige slags og synes altid, at vi kommer hjem med et mægtigt udbytte. Men når vi så skal til at studere, hvad det er for nogle, skrumper de gerne ind, da vi ikke altid er helt sikre på dem alle. Ja, det er vist unægteligt længe siden, jeg har skrevet. I mellemtiden har vi været i Stockholm, det er vist en måned siden. Vi havde rigtigt sommervejr den dag og var ude at sejle under Stockholms broer. En storartet måde at se hele byen på. Og så var vi til ”Set Erike Messen”, der var udstilling fra de fleste lande. Dejlige ting at købe, blot man havde penge nok. Jeg købte en bluse fra Bulgarien, men tror nu ikke den er efter din smag, men det er jo også mig, der skal bruge den. Den har fordelen, at den aldrig går af mode….
……Arbejdstiden er jo lang her og lønnen mindre end hjemme, men vi har betydeligt mere overordnede stillinger her, så det vil nok knibe at underordne sig på de danske hospitaler igen. Men vi kan jo da tage tilbage til Sverige igen, og hvorfor ikke til Malmö, nu har vi da fået foden indenfor, og lønnen får de forhåbentlig sat op i nærmeste fremtid.
- oktober 1950
…..Har lige været nede for at give narkose til en patient. Det er til at grine af. De danske søstre plejer ellers at tage til Sverige for at lære narkoseteknikken, men her vandrer man lige ind og giver det. Jeg tror, de regner med, at vi kan alt her…..
….Så er man ved at pakke randslen igen. Efterhånden lærer man at få det til side uden alt for meget besvær, men en hel del får man jo samlet sammen, som man skal have med. Midt i alt rodet står to yndige gule roser. Dem fik jeg af vores kvindelige doktor med ordene: ”fordi jeg havde været så mild og så forbandet dygtig”. Men hun var også noget af det mest smilende mod mig, da jeg kom hertil. Ja, på slutningen får man jo så mange lovord, at man efterhånden kan gå og bilde sig så meget ind. I morgen er det sidste dag her, og da skal vi drikke kaffe så mange steder, at vi nok ikke gider se kaffe på fredag, og da rejser vi til Stockholm og bliver et par dage, og så til København…..
I 1953 er Anna fadder i Boddum kirke.
I 1954 rejser hun til Grønland og arbejder som afdelingssygeplejerske på Dronning Ingrids sanatorium, der netop var ved at blive bygget i Fåredalen ved Godthåb. Det blev officielt åbnet den 31. oktober 1954 og Anna blev der til 1956. Hun var af og til med skibe, bla. kryolitbåden ”Julius Thomsen”, ofte refereret til som ”Jutho”, som hun sejlede med op langs kysten for at hente patienter. De sejlede helt op til Thule og havde 20 patienter med tilbage. Fordi det mest var tuberkolosepatienter, de var oppe for at hente, var skibet delt op, så patienterne var for sig og passagerne for sig. Sådanne ture var månedlange. Hun var også af og til ude med lægebåde, og hvis det var en grønlænder, der var fører, så kunne man blive nødt til at vente, til han fik skudt et par sæler, hvis der var mulighed for sælfangst. Den slags lærte hun ikke at tage sig af. Hun var også med hundeslæder inde for at hente eller se til patienter. Senere var hun med fly oppe nordpå for hente og bringe patienter.
Da hun kom hjem fra Grønland, blev Anna husholderske hos sine brødre, Marius og tvillingebroderen Christian. Huslægen havde fortalt hende, at Christian var alvorligt syg og det havde været et stort chok for hende. Hun blev hjemme til efter hans død i 1958. Derefter rejste hun til Grønland igen og var der til engang i slutningen af 1960. Efter sin tid i Grønland brød Anna sig ikke om tørrede blomster, der var nemlig overalt tørrede blomster deroppe…
14. september 1959 Mandag
…..Her begynder det at blive lidt koldt, og nu er der sne oppe på toppen af de højeste fjelde, det første varsel om vinter, men her er man indstillet på det. Så har vi haft fransk besøg ”Laventry”. Jeg er jo så heldigt eller uheldigt stillet, at al færdsel indendørs til terapien, depotet og frisør (det er de praktiske arkitekter) går gennem den afdeling, jeg har derfor gerne æren at hilse på alle de fremmede gæster, der jo skal jo se det hele, og denne gang synes jeg ikke, at jeg ville gå med hen i terapien, da jeg alligevel ikke rigtigt kunne snakke med dem, så jeg placerede mig ved skrivebordet igen. Men så kom der nogle officerer bag efter. De bankede stille på dørkarmen, de synes åbenbart ikke det skulle gå upåagtet hen, at de også kom. De menige franske marinesoldater har en ualmindelig charmerende uniform, med en rød top i huen, men dem har I nok set. Jeg har vist glemt at fortælle dig, at mimosen også er blevet stor og flot. Men nu kan de vel ikke blive ved så meget mere. De står flot og folder sig ud om dagen, for så at klappe helt sammen, når det bliver aften. De har været grund til meget morskab. Der var een her en aften, som sad og slog lidt for meget ud med hånden, ”klap” sagde mimosen og faldt helt ned i knæene. De andre mente han pralede for meget. Blot der går en sky for solen, kan bladene folde sig sammen. Jeg skal flytte over i en større lejlighed om otte dage, så får jeg mere plads, også til blomsterne…..
Det er ellers mest færinger, jeg har tabt mit hjerte til denne gang, eller for tiden. Det er nogen ualmindeligt seje fyre. De danske sømænd siger selv, at der er ingen i verden, der kan hamle op med dem i udholdenhed. Det er utroligt, hvad de byder sig selv, men de er meget tillukkede og mutte i første omgang og har svært ved at forstå den danske lune, men den kan til tider også være noget ondskabsfuld…..
Godthåb 8. november 1959
…..Skrev vist noget om i sidste brev, at jeg ville skrive i et brev ved siden af. Jeg har sendt et til dig med en anvisning i, men lige som jeg havde været nede med det, kom lille Birgit Thomsen ind ad døren. Hun var pr. fly hernede med en patient fra Sukkertoppen, og blev her i tre dage. Hun er et vældigt sødt lille menneske. De er to sygeplejersker på 23 år, der klarer den i Sukkertoppen, det er da fint klaret af sådanne to. Og så takker jeg for alt det, I har sendt, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal ende og begynde. Malenes flotte solskinspige hænger her på min væg og er en lise for de fleste at se på. Det er næsten altid noget grønlandsk, de fleste har heroppe. Jeg siger så mange tak, Malene. Og for Billed-Bladet med Eva i. Hun har været en del fremme i bladene den sidste tid. Alt tyder på, at hun er det samme søde menneske mod dem, hun holder af, men dømt hårdt hvis de var hende imod. Og Dansk Jagttidene med Pitten (Nikolaj)…..
…..Vi var ellers 10 sygeplejersker, der forleden aften sad og diskuterede (det eneste, som er bandlyst, er sygdom). Det viste sig, at vi alle arbejdede frem imod at komme bort fra sygeplejen. Det viser sig, at man har 30.000 sygeplejersker i Danmark. Kun halvdelen arbejder ved det, så den faste stilling er vist ikke så eftertragtet endda, og det er ikke det at passe patienterne, man ikke kan med, som vel de fleste tror. Det er vel egentlig det eneste, der er noget værd ved det hele, men der er bleven alt for meget udenom. Men tro da endelig ikke, det falder mig tung eller svært. Der er vist ingen, det falder så let. Nå, men een ville være telegrafist, kroejer, lærerinde, læge, landmand osv. Nå, men jeg kommer helt bort fra det egentlige, også bøgerne er nået herop sammen med skålene og jord (det var dejligt). Nogen af dem er sat, så nu glæder jeg mig.
Det har været sådan en travl tid for skibene. De i kystfart har suset ud og ind, så vi har haft overbelagt i lang tid, så på en måde glæder man sig til at kystfarten er forbi, men så er der heller ikke så mange små sømænd, der stikker hovedet ind…
Sct. Hans
…..Tusind tak for pakken. Du kan tro, jeg er glad for dem, men jeg må tilstå, at sommerkjolen er solgt, hvad jeg er bange for, vil bedrøve dig mest…..
…..Det kan godt være, jeg kommer hjem til efteråret. I øjeblikket ved jeg ikke helt bestemt. Hvis vi skal køre ligeså hårdt som sidste vinter, synes jeg ikke rigtigt, jeg vil være med. Man kan godt mærke, når man har arbejdet ud i en køre i 2 år. Der snurrer en maskine herover nu, det gør der flere gange om dagen, men skibe kommer der heller ikke mange af nu…..
…..Knoldbegonierne står i blomst nu. Det er den lyse tid nu, så man kan næsten se det gror. Det kniber bare med at komme i seng, men det gør vel heller ikke så meget, det kan man gøre når det bliver mørkt. Nå, men det er bleven sent. Jens Peter kom og fortalte, at vi måske allerede skulle sejle til Thule den 20. juli. Jeg ville ønske det, for så slipper man for alt kongesjovet her. Det skulle blive vældig festligt i Thule, så der var det da sjovere at være med, men nu får vi se. Jeg håber, det bliver, at de ikke til sidst sender et fly op efter patienter…..
18. juli 1960
…..Ja, jeg har rigtignok modtaget ”Velkommen Vinter” (Frank Jæger). Den kom på sådan en sjov dag lige i foråret, hvor alle var lidt sure over, at det var sat ind med bidende vinter. Den lå oven på alt det andet midt på skrivebordet på kontoret, og der kom mange kommentarer til den…
…..I morgen drager jeg til Thule. Rejsen er ligså lang som hjem. Skal have en dejlig dreng på 4 år med derop, som er rask nu, en rigtig flot lille fyr. Så slipper jeg for alt kongebesøget her. Jeg synes ærligt talt, det stilles lidt for meget på spidserne. Det tror jeg næsten ikke kan være de kongeliges mening. Du kan ellers tro, jeg er glad for de to kjoler. Det kneb mig lidt at være i den ternede, da den kom, men nu har jeg tabt 5 pund (det er godt med en ny kjole) og havde den på i aftes til en middag. Der var et par af ”Jutho’s” besætning, og det stormede udenfor, så de drillede mig med, at jeg ligeså godt kunne lægge mig søsyg med det samme. Håber det går. Skal da ind og besøge forskellige på vejen…..
Anna har på et tidspunkt fået, eller selv klippet, denne karikatur/vittighed ud af en avis og klistret i sit fotoalbum.
Derefter købte hun en landbrugsejendom, Fugløvej 15 i Boddum, som hun overtog den 18. januar 1961 og overvejede at holde op som sygeplejerske. Hun syntes, at arbejdsbetingelserne var for dårlige. Men hun begyndte alligevel at arbejde på skift på sygehuset i Nykøbing Mors, og tilbragte fridagene i Boddum.
…..men Laussen har været her og drænet. Nu mener han vist, at han er færdig, selv om jeg synes, det ser mest ud til at være begyndelsen. Nå, men mureren kan vist gøre det sidste. Han har da lovet at komme engang. Tømreren derimod lovede intet som helst. Nå, men for mig gør det nu ikke så meget, synes stadigvæk lige, jeg er flyttet ind, så det nås nok. Nu har jeg også to okser at passe. De skal i engen, når det bliver sommer, men jeg har jo foder nok. I dag har det desværre regnet, nu ville vi gerne have sået. Knud var hernede og harve i går. Han ligner en gammel forvalter, når han snurrer rundt herude. Vi var nede og se ”Jorden rundt i 80 dage” forleden aften, en film ligeså dejlig som bogen…..
…..I tirsdags fik jeg telegram fra Upernavik. Det kommer gradvist længere oppefra, som nyhederne når derop…..
Foråret 1961
For tiden hakker jeg løg og river stald ned ind imellem. Fjerkrækonsulenten mente nok, den kunne bruges til en 400 høns, så det glæder jeg mig til. Håndværkerne er helt håbløse, så det er der bestilt ”fusker i faget” til maj, så jeg håber, de er hurtige. Badeværelset går det l-a-n-g-s-o-m-t med. Når de de sidste dage har talt om, at det skulle være færdigt til pinse, har jeg da svaret, at jeg da rigtignok ville være glad, hvis jeg nåede og få mit julebad i år. Nej, nutids mænd, de kan kun snakke og så sidde ved et bilrat. Nå, men solen skinner, så jeg må heller gå i løgene. Ja, der er blomster i haven, men de får ellers lov at passe sig selv, og ser vel også ud derefter…..
…..Nej, man kan kun regne med sin egen hjælp efterhånden. Kan da være glad for, at man ikke fik købt større, selv om man ønskede det, for vi opdager også, hvor umuligt det er at få hjælp, og ingenting bliver færdigt. Nå, men det lyder lidt deprimerende det hele, men imellem er der heldigvis så meget godt, og Hjalmar er jo også den, som tager det fra den komiske side. Så har jeg haft besøg fra Århus, Ålborg, København, Viborg og Holstebro (mest grønlands-forbindelser). Nu har der været en pause på 3 timer, der kom besøg fra Kolding, det er hyggeligt med friske pust udefra……
…..Skal ud og rydde op i stalden, mine okser er kommet på græs…..
5. april 1962
I dag har vi den 5. april. Ja, vi venter med længsel på tørre marker. Det ville være dejligt at få sået, men nu nyder man de lyse dage. Det går såmænd ikke så strålende med landbruget. Høns har jo ikke været godt i vinter, men det går nok alt sammen, når man er alene om det. I går var Marius og jeg til begravelse. Det var Peter Kibsgaard, der ikke er mere, så vi repræsenterede altså familien. Vi kan da ikke sige andet, end han var en gammel ven af os alle….
…..du må godt grine af mig, når jeg fortæller, at da jeg var færdig med Malenes trøje, strikkede jeg een magen til mig selv i blåt, for jeg er ved at synes, at landbruget også går ind under kunst…..
…..med tak for brevet følger også en tak med for ”Det gode bord” af Mogens Brandt. Den er jo god som en roman, men man bliver sjældent så sulten af at læse i en anden bog, men der er meget godt i den. Nu håber jeg, at kan praktisere noget af det i nærmeste fremtid, for nu har jeg lige været hjemme i syv dage og skal så til Nykøbing i 5 dage. Sådan skulle det gå på skift, men de vil jo gerne snuppe en dag for og bag derovre, når jeg er i nærheden…..
……har gået og filosoferet over i dag, at jeg tror den generation (hendes forældres) af landmandskoner har haft det for hårdt, og det er det, som giver bagslag. Jeg gik fars og mors gamle venner og bekendte igennem, af den allestørste part var manden først blevet alene, det er ellers ikke det, vi ser i dag…..
…..Jeg har en krokodille med tandstikker i ryggen stående her på bordet. Den er kommet flyvende nede fra Nigeria (Afrika). Jeg fik den sidst, jeg var i Nykøbing. I december og januar afløste jeg en sygeplejerske, der var dernede og besøge sin søster, og derfor fik jeg den. Den er af tand og sjov at have mellem de grønlandske ting….
…..Ja, hvor vi dog håber på en lang og mild sommer, men vinteren har da også været god, så mon ikke vi får tidligt forår. De siger alle derovre på Mors, at de vil over for at besøge mig, og jeg siger de skal være velkommen til at høre på lærkesang og frøkvæk. Ja, jeg skal også have løg i år, så kan jeg jo sidde kvit og frit her, hvis Marius ingen ukrudtsfrø har, tror jeg da, at det er sådan nogen jeg har i en sæk derude. De var beregnet til pipfuglene, hvis vinteren blev streng…..
…..Nå, jeg må vel til køjs, skal til Mors i morgen. Der er der gode arbejdsforhold, og jeg bliver såmænd så feteret, når jeg er derovre, men håber dog ikke, at det skal være altid…..
10. november 1963
…..Håber om jeg kunne blive løst noget mere fra det herovre, men sygeplejersker må jo ikke have noget privatliv, selv om man er i 1963…..
1964
Søndag aften tager jeg til Nykøbing og er der i fem dage. Så er jeg herhjemme igen i otte dage. Sådan går det på skift, så det er jo til at holde ud. Uha, jeg skal ud og grave i haven. Turde slet ikke fortælle far i går, at både gladiolus og georginer stadig var i jorden. Hans var forlængst nede i en frostfri kælder……
29. januar 1965
…..tiden løber fra een, men det er vel bedst sådan. Kom hjem fra Nykøbing i aftes, så håber jeg at få lov at blive hjemme i otte dage, men de er slemme til at sende bud i utide. Det kan sagtens gå i denne øde tid for landbruget, det har jeg også sagt til dem, men så vil jeg også gerne have lov at arbejde min faste tid, når våren kommer, det kan man vist begynde at glæde sig til…..
…..Ventede ellers gæster nu i weekenden fra Randersegnen, men vejret er ikke rigtigt til at køre langture, når det er glat. Hjalmar kommer een af dagene og skriver selvangivelse. Det er en fordel, når man har et landbrug at drukne de faste indtægter i. Det er der også mange, som siger lidt surt til mig, men sådan kan de fleste jo gøre i dag, da kan man jo få det arbejde man ønsker. Det er vi jo nogen, der har prøvet anderledes. Synes det er godt for de unge af i dag, at det er sådan. Hvorfor skal de ikke kende deres store værdi som mennesker…..
…..Skal til Randersegnen de sidste påskedage. Der er altså noget, som trækker, men tror nok, at du ville forstå det, hvis du så alle tiders ”bondemand”. Han kan ikke så nemt tage fra landbruget, for det er næsten umuligt at få fat i en fodermester i de egne.
Maj 1965
Jo tak, jeg har da fri Grundlovsdag, holder op i Nykøbing nu til 1. juni, men til gildet kommer jeg nok to, men det synes jeg nu heller ikke er for meget, for husk på jeg blev snydt for Sørens 50 års dag. Da sad jeg vel forankret på Grønland og kan huske, at jeg tænkte ved mig selv, at jeg såmænd ikke ville sende brev til Søren, for han var ikke så meget for at blive mindet om fødselsdag, og så skrev I jo alle om det mægtige gilde, der havde været. Så ventede jeg jo på indbydelse til både sølvbryllup og din 50-års dag, men det udeblev, og det var såmænd også tvivlsomt, om jeg havde haft lejlighed. Så du forstår, at jeg er opsat på det nu……
…..Min have står også så nogenlunde, men i dag blæser det fælt, så der er ingen hygge derude. Endnu har man da lov at håbe på en sommer…..
I 1965 den 19. juni blev Anna gift med Niels Christensen (1914-1996). De blev gift på hendes landbrugsejendom i Boddum af sognefogeden Magne Kjems Hove. Hun solgte ejendommen og flyttde ned til Niels, som boede på Nørremosegård i Fausing.
….Det med bryllupsklokke har du helt misforstået. Kirkeklokkerne ringer ikke til bryllupper, og nu har jeg kun været så glad for mit landsted, så synes jeg, det var en god afslutning der. Naturmæssigt set er der ikke nær så skønt her, men det bliver vist heller ikke let at finde ret mange steder i vor forjagede tid…..
….Ja, på Grønland skal man være, mens man kan springe fra båd til båd. Jeg havde en dejlig tid, men ønsker mig da slet ikke tilbage; men det har Niels nok også sin andel i…..
…..Sætter mig midt i al madlavningen. Dagens fem måltider skal til side her om formiddagen. Starter hjemmefra klokken 13, det vil sige, det er sidste dag i denne sæson, så tænker jeg ikke spor på det i Randers hele sommeren, for selv om der er nok at se til herhjemme, er det noget helt andet. Her hviler man mere i arbejdet, og så er Niels da også her. Vi kan ikke regne med at få så mange år sammen, som så mange, derfor må man være dobbelt glad for dem, man har sammen…..
…..5. maj nærmer sig. Ikke fordi jeg synes, vi skal blive ved med at fejre den, vi andre der kan huske glæden ved freden, kan jo lade tankerne gå tilbage, ville blot gerne hjem til Thy og lægge blomster på gravene den 3. maj (hendes fars fødselsdag) og 4. maj aften. Ikke fordi vore kære ikke også er mig nær her, men alligevel. Men nu må jeg se til den tid…..
…..Nej, det nytter ikke at sætte Niels eller hans mor til at kikke efter i Kassen, for de sover gerne, når de kikker fjernsyn, så jeg snakker med dem om, at det er en dyr kasse at have til det formål. Sætter jeg mig endelig ind for at vil se noget som jeg har læst om, så skal der partout snakkes…..
…..Tja, hvad skal man sige, gik til forelæsning sidste vinter på Statshospitalet i Aarhus. Det er sådanne forpligtelser, der følger med faget. Som sygeplejersker er vi måske mere koldblodige, for vi var da enige om, at der blev kun robotter til at passe os ”hvis” vi blev gamle. For, som en overlæge sagde, spurgte man de unge om, hvad de kunne tænke sig at blive, var der ingen, som sagde, at de ville passe gamle mennesker og åndsvage. Jeg har heller ikke syntes om det, har mest været hos børnene, de er livsbekræftende og taler aldrig om sygdom……
…..ligeså måske på det her punkt, de gamle vil ikke blive dårlige, så har vi ofte syntes, at de raske gamle kunne hjælpe de dårlige, men så går de i baglås. Det vil de gennemgående ikke. Men det er faktisk uløseligt og skal vi, som så meget andet, være det…..
…..Ja, her har vi det godt. For tiden samler jeg nødder op. Det er det første sted, hvor jeg har været, at der var et nøddetræ. Men nu er den nye fugl, Nøddekrigeren, kommen hertil, så nu ligger jeg i krig med den, lurer den sommetider af og ser hvor den graver sine nødder ned…..
Julen 1983
…..Synes gerne, at vi har vores julegæster før jul. Niels’ faster på 94 år var her sidste mandag-tirsdag. Så havde vi besøg af andre fastre og tanter i 80erne, så vi følte os helt unge i et par dage…..
Anna arbejdede som sygeplejerske på Randers hospital og senere på et ældrecenter i Randers indtil hun gik på pension. Hun satte en ære i at tjene sine egne penge og ville bruge dem, som det passede hende.
…..Desto flere år jeg har været sygeplejerske, er jeg kommen til at betragte sygdom som en fjende, der skal bekæmpes, men desværre ikke altid lige let at overvinde…..
I 1986 fik Anna lavet sit sidste pas.
Niels døede i hjemmet 25. februar 1996. Han sov stille og roligt ind i sin eftermiddagssøvn på sofaen.
Anna blev boende alene på gården i Fausing indtil den 15. maj 2000, hvor hun åndssvækket flyttede til en beskyttet bolig for demente, Elmebo, i Auning. Her boede hun indtil sin død den 2. november 2003 – og hun blev ikke passet af robotter, men venlige mennesker.
Den 1. november 2003, dagen før Anna døde, blev der skrevet følgende i hendes besøgsbog:
Vi kom klokken 18:30 og var sammen med Faster, hun var tavs, men så meget på os, prøvede at smile til os, når vi grinede og lo, men var ellers meget stille……
Anna blev begravet på Fausing kirkegård ved siden af Niels.