Jens Mortensen Andersen (1881-1963)

Hvad jeg kan fortælle om onkel Jens og hans brødre.

Skrevet af Kirsten Hansen.

For at skrive lidt om de unge, der omkring 1900 emigrerede til Amerika, må jeg begynde i mine bedsteforældres hjem. Her, hvor jeg stadig bor, og hvor alting stadig fortæller om en svunden tid. En tid der blev levet med slid, sorg og glæde ligesom nu men på en anden måde. Da var nøjsomhed en del af dagligdagen. Efter mine oldeforældre kom mine bedsteforældre Poul Andersen og Kirsten Kjærgaard. De fik 5 sønner, hvoraf 2 rejste til U.S.A.

Den ældste, Anders Poulsen blev gift og fik en landejendom i Gammelby. Hans ungdom ved jeg ikke meget om. Han fik 5 piger, hvoraf den yngste, Dorthea (Dora) og jeg fik utroligt meget godt sammen. Hun gav mig glæde ved håndarbejde og musik. Alt var medfødt. Hun kunne bare det hele. Hun sagde en gang til mig, at købe noget pænt kan enhver, men at få noget pænt ud af gammelt tøj, er der ikke mange, der kan,. Det fik vi brug for under anden verdenskrig.

Så var der næst efter Jens og Kristen, der emigrerede og far: Mads Andersen, der fik ejendommen her efter sin far og mor. Han var altid hjemme og hjalp dem.

Og så var der Johannes som den yngste. Han blev udlært kommis hos købmand Rødbroe i Thisted og var så fra 1914-1918 i sikringstyrkerne som korporal. Da han kom hjem, kom han til købmand Agerholm i Hurup, hvor han døde af den spanske syge.

Da han stod i sin kiste her i hjemmet, kom budskabet om, at Kristen var død af den spanske syge i Amerika, uden at de nogensinde havde set ham, siden han rejste som 18-årig. Onkel Kristen kom til Great Falls i Montana, hvor han blev elevatorstyrer i en stor mine. Jeg ved, der er en stor kobbermine i Montana. Måske var det der. Han blev gift med Lillian. En norsk pige, hvis mor også var der, og som kunne læse bedstemors breve, da Kristen var død. Kristen og Lillian fik en datter Dorthea, som billederne viser. Lillian arbejde for en doktor. Det behøver jo ikke at være en læge, og efter Kristens død blev hun efter en tid gift med ham. De fik 3 børn, hvoraf de 2 også er på billeder. De kom to breve, da bedstemor lå på sit dødsleje og efter hendes død ophørte vi med at høre fra dem. Dorthea er jo nok ikke mere, da hun jo var ung, da jeg blev født. Men hun har da nok efterkommere, som jeg ikke kender.

På mine bedsteforældres gravsten på Boddum kirkegård står der: ”I salige er de, som sørger”. Det fortæller noget. Hvordan de 5 brødres barndom og ungdom forløb, ved jeg ikke meget om. Jeg ved, at far var med til at tynde turnips og kålrabier ud på en gård i Dover. De kravlede række op og række ned, og som ung var han med tærskemaskinen og bar de tunge kornsække på sin ryg op på stuehusloftet. Han sagde at det var derfra, han var lidt duknakket. Jeg husker vores egen korndynge, hvor græskarrene fra haven blev sat op, så kunne de holde sig frostfrie.

Onkel Jens blev udlært tømrer ved Martin Callesen i Heltborg. Jeg ved ikke, om han i læretiden boede der, men han fortalte, at de fik arbejde i Agger og så gik han fra Heltborg til Agger med træskonene i hånden for ikke at slide på dem. Mon unge i dag kan forestille sig det? Så kom tiden, hvor mange unge rejste til ”det forjættede land” for at skabe sig en fremtid. Det kunne i de hårde tider herhjemme næsten ikke lade sig gøre. Også onkel Kristen rejste. Det var jo med skib. Jeg mener det var fra Esbjerg over England. Eller fra København over Oslo. Og turen endte i New York, hvor jeg mener kontoret lå, hvor de kunne indskrive sig som emigranter og kunne søge om arbejde eller  søge om ret til ”at tage land” og dyrke. Jeg ved navne på mere en 10 her fra Boddum, der rejste. Nogen kom hjem igen, men flest blev derovre og skabte sig en fremtid.

Onkel Jens’ skæbne blev anderledes. Han forblev ugift. Og rejste mange gange over Atlanten for at besøge herhjemme. Han byggede ”Chicago” her i Boddum til sine forældre som gamle, så de kunne bo som ham i storbyen Chicago i Illinois. Der var han tømrer og arbejdede for en mester og siden hans søn i alle årene. Hans arbejde bestod i at slibe gulve og sætte døre i, i de store skoler og ejendomskomplekser.

Han købte, sammen med nogle andre danske ungkarle, et hus, som de drev som pensionat ved hjælp af en housekeeper. Der kunne danske, der emigrerede, komme og spise og få logi, til de fik arbejde. Onkel Jens købte en violin og en harmonika, så der var muntre aftener. De kaldte huset ”The Danish home”.

Til sidst boede de 4550 Lake Park Avenue. De flyttede 3 gange, for negerne købte huse tæt på. De kunne være gode nok, sagde onkel Jens, men det er alligevel bedst, vi bor hver for sig. Onkel Jens var som sagt hjemme mange gange. Sidst mener jeg i 1926, omkring 1920 byggede han huset til sin far og mor.

Inden krigen 1940-45 brød ud, var han i en stor faldulykke fra et stillads, hvor han brækkede begge ben. Der var jo ingen sygeforsikring derovre, så det var dyrt at ligge på sygehus, og så var der depressionen, hvor han mistede mange penge ved at have aktier i ”Elektrinion” kaldte han selv selskabet. De havde jo givet større renter end almindelig bankrente.

Ikke alene kunne han ikke besøge sit gamle land, men under krigen kunne han heller ikke sende breve. Far fik kun eet brev i den tid – sendt gennem Røde Kors. Censureret af tyskerne og med stemplet hagekors: kun ganske kort stod der: ”I am well and working, Jens Mortenen”.

Lige efter krigen kom luftpostbrevene igen, og så Amerikapakkerne med alt det, vi ikke havde kunnet få under krigen. Kaffe, chokolade, krydderier, svedsker, rosiner, tråd og meget mere. Nylonsktrømper f.eks.

Onkel Jens ville have sendt mig min brudekjole, men da havde jeg fået syet en. Men så sendte han en særpræget dåbskjole, som vore børn og børnebørn har båret til deres dåb.

Jeg husker, hvor glade vi blev, når julebrevet kom, der var altid en lille dollarseddel i. Den var med til at forsøde julen. Ellers synes jeg, der gik en rød tråd gennem hans breve hjem. En længsel hjem. Han kunne skrive: “Hils lærkerne nede i heden” eller “i aften stod jeg på trappen udenfor og så over mod jeres lyse nætter. Jeg syntes jeg hørte viberne slå bugt ude i engen”. En anden af dem, der rejste ud, fars fætter, besøgte os efter krigen. Han tog en kræmmerpung op af lommerne. Den var fuld af små strandsten samlet på hans barndomshjems strand her øst for. Han sagde, at når han tog dem i hånden hjemme på sin farm i Illionois var det, som han kunne lugte fjorden, hvor han løb rundt som barn. Ingen har vel tolket den længsel bedre end Hans Bakgaard. Han kom hjem igen, efter at have været i Amerika. Det gjorde Jens Søe, F. K. Madsen og hans mor ”An Nørgaard”, Johanne Kjærgaard (fars kusine) også. Fars 3 fætre, brødre til Johanne: Mads Kjærgaard, Chresten Thomsen Kjærgaard og Krabbe Kjærgaard, Peter Hansen, en Korsgaard fra mejeriet i Doverodde. Vist også 2 af Laurids Dams sønner, Christian og Poul og en bror til Niels Søndergaard (Klaus vist nok) blev derovre, spredt i forskellige stater. Så skete det store eventyr.

En forårsdag i 1954 steg onkel Jens ud af en taxi herude på gårdspladsen uden at vi vidste, han ville komme. Thisted Amts Tidende skrev om det den 6. maj 1954. Da var han ved at blive gammel. Han rejste tilbage til Chicago i oktober, da han ikke ville være her i den kolde vintertid. Det gentog sig i 55, men i 1956 kom han hjem for at blive.

Han ville ikke blive gammel og syg i Amerika. Han sagde engang: Jeg ville gerne, jeg kunne arbejde i Amerika og bo i Danmark. Han boede her hos os i 7 år og døde i 1963 og er begravet på Boddum kirkegård. En skæbne ud af mange, der rejste ud. Om føje tid vil deres navne være glemt – som sne, der faldt i fjor. Vi, der husker dem og fortællingerne om deres liv, vil også snart være borte og så vil den tid, de levede, være en del af Danmarkshistorien. Nok ingen unge i dag kan forstå de skæbner. Måske flere unge end den gang rejser i dag ud i verden. Men det er på helt andre vilkår. Jeg er glad for at være med til at fortælle om en tid, hvor de ryddede marken for sten engang og ved deres slid blev grundlaget for vores liv. Jeg står tit ved deres gravsten på kirkegården og mindes, og glæder mig også over at mine børnebørn er ivrige tilhørere, når jeg fortæller. De står med store undrende øjne, for hvordan skulle de kunne forstå?

I alle brevene, jeg har fra Amerika, kan jeg se, at det var et stort hus i 3 etager de købte som pensionat og drev med husholderske og 2 piger. Sommetider var der over 30, der spiste der, og om lørdagen var der 60-80, der kom og havde det hyggeligt og dansede hele natten. Den sidste adresse, brevene viser, var ikke så stor, der kom ikke så mange og boede, og en kort tid var der ingen husholderske, så tog de morgenmad og lavede en madpakke, og tog med på arbejde og så gik de på restauration og spiste varm mad om aftenen. Når de havde hjælp i køkkenet, var det jo altid danske folk, så de fik god dansk mad. Til jul kalkun og rombudding. Til frokost fik de sylte med sennep. Der var pebernødder og sirupskager som herhjemme. Til sidst var der ikke så mange på hjemmet. Døden gjorde sin høst, og der kom ikke flere danske emigranter. Ellers fortæller brevene mest om arbejde og slid, om de danske, der boede der, og om hvor svært det kunne være at lægge penge til side i de hårde tider, så han kunne komme hjem på besøg. Var han blevet gift og stiftet familie, var livet jo blevet helt anderledes. (Brevene fortæller også om, at han glædede sig til at komme hjem på gåsejagt, og til at stange ål).

Thisted Amts Tidende skriver ved Jens Mortensen Andersen død:

Den 81-årige dansk-amerikaner Jens M. Andersen, Boddum er død under ophold hos sin broder, gdr. Mads Andersen, Boddum.
Jens M. Andersen var født i Boddum og lærte tømrerhåndværket i Thy, inden han som ung mand drog til Amerika, hvor han i Chicago fik arbejde indenfor sit fag. Han kom til at tilbringe størstedelen af sit liv i USA, men for 7 år siden dukkede han uventet op i sit gamle fædreland. Han havde da for altid taget afsked med Amerika og besluttet at tilbringe alderdommen i Danmark.
Jens M. Andersen havde siden ophold hos sin nærmeste familie i Boddum. Han var en stilfærdig og venlig mand, som efter en lang og arbejdsfyldt tilværelse nød at være tilbage på barndomsegnen, hvor han efterhånden blev en populær skikkelse.

Jordefærd.
Dansk-amerikaneren Jens M. Andersen, Boddum, begravedes i går eftermiddag under megen deltagelse fra Boddum kirke, hvor pastor H. Andersen, Visby, talte ud fra et ord i 139. Salme, hvori der tales om Guds trofasthed mod mennesker under alle omskiftelser.
Pastor Andersen nævnte den gamle dansk-amerikaners rodløshed og ensomheden i det fremmede. Han var dog rodfæstet i eet; i kristendommen, som han havde taget med fra sit barndomshjem, og som han bragte med sig tilbage.
Ved graven takkede lærer Foged på familiens vegne. Forud for begravelsen var der en mindehøjtidelighed i hjemmet, hvor lærer Foged talte om afdøde og det eventyrlige liv, han havde haft. Som noget karakteristisk for Jens M. Andersen fremhævede lærer Foged den glæde, han havde strøet om sig, da han for få år siden vendte hjem til sin barndomsegn.

Nogle af Jens Mortensen Andersen ture over Atlanten:

Jens Mortensen Andersen udvandrede i 1901 i følge en avisnotits.

Jens M. Andersen ankom 18. maj 1903 til USA med skibet Hellig Olav og han var vist rejst fra København 6. maj.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 28. marts 1908 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Liverpool. Han ankom sammen med Peter Petersen, der var fra Boddum og Johanne Kirstine Kjærgaard, der ligeledes var fra Boddum, men hun var ligesom Jens Mortensen Andersen amerikansk statsborger.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 31. marts 1911 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Liverpool. Han ankom sammen med Kristen Thomsen Kjærgaard der var bosidende i Maple Park, USA og Johanne Kirstine Kjærgaard, der ligeledes var bosiddende i Maple Park, USA og Andreas Madsen der var fra Boddum.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA 12 maj 1922 med skibet “Mauretania” og de var sejlet fra Southampton.

Jens Mortensen Andersen ankom til USA den 13. maj 1927 med skibet “Berengaria”. Han var da bosiddende 4550 Lake Parke Av. Chicago. De kom fra Southampton, hvorfra de var sejlet 7. maj.

Engang sejlede Jens Mortensen Andersen med “S.S. United States” og der var broderen Mads Andersen og hans kone med ombord for at sige farvel til ham:

Den 18. oktober 1954 sejler Jens Mortensen Andersen fra Bremerhaven med skibet “America”. Her var niecen Kirsten Hansen med ombord for at sige farvel til ham.

Familien:

• Anders Poulsen (1822-1882) og Kirsten Marie Jensdatter (1813-1895). De flyttede til Boddum omkring 1861 sammen med deres søn, Poul Andersen. De kom fra Ydby til Boddum, men deres søn Poul Andersen var født i Heltborg sogn.
• Deres søn, Poul Andersen (1847-1923), blev gift i Boddum kirke 15. november 1872 med Kirsten Kjærgaard (1849-1932). Hun var flyttet til Boddum i 1865 fra Skyum. Hun var datter af gårdmand Mads Kjærgaard i Skyum og også født der. Forloverne til deres bryllup var husmand Anders Poulsen i Boddum og gårdmand Peder Helligsø sammested. Poul Andersen og Kirsten Kjærgaard flyttede ind hos Poul Andersens forældre.
  • Anders Poulsen Andersen (1873-1952), født i Boddum. Han blev landmand i Grurup og giftede sig i 1903 i Ydby kirke med Marie Pedersen (1877-1960).
    • Kirsten Marie Andersen (1904-1960), som blev gift med Anton Christian Svarre Larsen og de boede i Ydby;
    • Ane Dorthea Andersen (1907-), som blev gift i 1934 med gårdejer Johannes Vilhelm Jensen-Balsby (1905-), født i Hurup;
    • Paula Elida Andersen (1910-), som blev gift i 1930 med skomagermester Ingvard Kobberø (1905-) født i Stagstrup;
    • Johanne Frederikke Andersen (1911-);
    • Dorthea Høgholm Andersen (1915-), som blev gift i 1937 med mekaniker Peder Christian Steffensen (1910-), født i Gettrup.
  • Jens Mortensen Andersen (1881-1963), som udvandrede til USA og var tømrer i Chicago i 52 år. Han rejste flere gange hjem på besøg i Danmark – sidste gang før anden verdenskrig var i 1926, derefter først efter krigen igen. De sidste år boede han i Danmark og hen er begravet på Boddum kirkegård.
  • Kristen Andersen (1885-1918), som udvandrede til Montana, USA. Han blev gift med Lillian Haugen (1892-1990), hvis forældre var emigreret til USA fra Norge. Han døde af den spanske syge. Lillian blev gift igen i 1922 med Joseph Evans og de fik 3 børn; Lewis Marvin Evans (1923-2012); Margaret Elaine Evans (1926-) og Jack Elton Evans (1933-)
    • Dorothea Christine Andersen (1915-1977) som blev gift i 1941 i Montana med Harry Leroy Thompson (1912-1969).
  • Mads Andersen (1889-1971), som blev gift med Anna Marie Christensen (1894-1961), datter af Kristian Kristensen Rokkjær, som boede på Kallesandevej.
    • Kirsten Abelone Andersen (1927-2019), som blev gift i 1948 i Boddum kirke med Niels Christian Hansen (1922-2005).
  • Johannes Andersen (1892-1919). Han var udlært hos købmand hos Rødbro i Thisted og var siden hos købmand Aggerholm i Hurup. Johannes døde af den spanske syge og noteredes i Hurups kirkebog som “ugift kommis”.