Skrevet af Inge Mardal.
Christian blev født i Boddum den 22. maj 1919 som tvilling til søsteren Anna Mardal Jensen. Christians dåbsnavn er med ”Ch” men ofte kaldte han sig Kristian med ”K” og det er også sådan, navnet er stavet på hans gravsten.
Med en salonriffel skød Christian sin første hare inden han blev konfirmeret – omkring 10-års alderen. Han og Hjalmar var gået ud i marken og så en hare sidde nede på marken. De skyndte sig hjem efter en salonriffel og sneg sig over på Niels Nielsens jord og videre ned bag diget. Haren sad der stadig og Christian skød den. De to knægte kunne næsten ikke slæbe den hjem.
Christian og Hjalmar gik næsten hver dag ned til fjorden og lidt hen mod øst. De kiggede efter hundestejler og i tang fandt de ofte små fisk, hvilket havde deres interesse, for de havde nemlig lavet en ”fiskepark”. Det var et firkantet hul ca. 3×3 meter og 1½ meter dyb, gravet sydøst for huset (skuret) nede i engen, hvor der hele tiden løb rent vand ned. I ”fiskeparken” havde de nogle små gedder, fanget med sandvod oppe i byen. Der blev også fanget store gedder men de blev spist, hvorimod de små gedder kom ned i ”fiskeparken” og blev fodret hver dag med hundestejler og små fisk som Christian og Hjalmar fandt langs stranden i tangen.
Deres brødre, Marius og Nikolaj, havde tidligere haft en ”fiskepark” et andet sted, men den var blevet sløjfet. Når Christian og Hjalmar så gik hjemad igen, tog de familiens 6 køer med fra engen. Om formiddagen stod kørerne i tøjr derhjemme, men efter middagsmalkningen blev de igen drevet ned i engen.
Christian gik i Boddum skole og blev konfirmeret i Ydby kirke den 9. april 1933. Han kom dog ikke straks ud at tjene, fordi hans far altid havde brug for at have en hjemme til at hjælpe sig, og nu var det så hans storebror, Nikolajs tur til at komme ud at tjene. Derfor arbejdede Christian hjemme de næste 3 år indtil den 1. maj 1936. På det tidspunkt var lillebroderen Hjalmar nemlig blevet konfirmeret – det var i april 1935 – og havde været ude at tjene et andet sted, indtil han kom hjem den 1. maj 1936 for at afløse Christian, så han kunne komme afsted.
Lige før Hjalmar blev konfirmeret samlede Christian og Hjalmar en cykel af dele fra to gamle, og den cyklede Christian så på.
Sin første plads fik han hos Peder Nikolaj Pedersen, Doveroddevej 21. Han var der fra den 1. maj 1936 og til den 1. maj 1938. Herfra fik han følgende anbefaling:
At Kristian Mardahl har været hos mig som medhjælper i tiden fra den 1. maj 1936 og til den 1. maj 1938 bevidnes herved. Jeg har i den tid været ualmindelig godt tilfreds med ham.
Han var særdeles flink og dygtig og gik med interesse op i arbejdet, saa det var en glæde at arbejde sammen med ham. Det er derfor med stor velvilje at jeg giver ham min bedste anbefaling.
Peter N. Pedersen, Boddum.
Fra den 1. maj 1938 og til den 1. maj 1939 var det Christians tur til igen at være hjemme og hjælpe på den fædrende gård.
Fra den 1. maj til den 1. oktober 1939 tjente Christian hos ”pigerne”, Møller og Andersen på ”Baldersgaard”, Boddum Bisgaardvej 4.
Den 1. oktober 1939 blev han indkaldt som soldat med tjenestested i Randers og var der, indtil han blev hjemsendt den 2. november 1940. Han var således soldat, da tyskerne besatte Danmark 9. april 1940 og man sad naturligvis derhjemme i Boddum og var bange for, at han skulle i krig og blive skudt.
Af Christians soldaterbog fremgår, at han var 171 cm høj, middel af vækst, havde blå øjne og lystblond hår, blodtype A og ingen særlige kendetegn, samt at hans livstilling var tjenestekarl.
Efter hjemsendelsen tjente han hjemme hos faderen indtil den 1. maj 1941, hvor han fik plads hos Jens Hove i ”Snæver”, Gravenhøjvej 20. Her var han indtil den 1. maj 1942 og fik følgende anbefaling:
Kristen Mardal har tjent mig som forkarl fra 1. maj 1941 til 1. maj 1942.
Kristen Mardal er meget rask og dygtig til sit arbejde og ualmindelig flink og behagelig at omgaas til daglig, saa det er mig en glæde at give ham min allerbedste anbefaling.
Jens Hove, Boddum.
Fra den 1. maj 1942 til den 1. maj 1944 var Christian igen hos ”pigerne”, Møller og Andersen på ”Baldersgaard”, Boddum Bisgaardvej 4 og fik fra dem følgende anbefaling:
Kristian Mardal har været her fra 1. maj 1939 – 1. oktober 1939 da han blev indkaldt til militærtjeneste og igen fra 1. maj 1942 – 1. maj 1944.
Vi har i den tid lært at kende ham som en sjælden tro og pålidelig medhjælper, vi har altid trygt kunnet stole på ham i alle maader. Han er en rolig og besindig ung mand, meget flink og venlig af væsen. I vinter under min sygdom forestod han det hele her til vor fulde tilfredshed og det er os en glæde at medgive ham vore allerbedste anbefalinger.
M. Møller og K. Andersen.
Da Christian tjente hos Møller og Andersen, fortalte de ham, at de havde været omme hos Peter Post’s en aften til kaffe og havde deres adoptivdatter Astrid med. Thorvald Færgemand, som ikke viste, hvem hun var, spurgte hende: ”Hvem er din far?” hvortil Astrid betænkte sig lidt og svarede: ”Det er Christian”.
Christian var af den type der ”gik lige ind i folk” – hans gode humør varmede alle, og ovenstående udtalelser om ham som person understreger fint denne egenskab han havde. Han var meget genert, men var alligevel i tiden omkring 1943 med til at spille dilettant i Boddum forsamlingshus.
Christian og Hjalmar gik til dans i Hurup, men der var altid mangel på damer, så de to dansede med hinanden.
Hjalmar havde været formand for VU (Venstres Ungdom) indtil han skulle på landbrugsskole. Sideløbende havde Christian været næstformand og han efterfulgte nu Hjalmar som den nye formand.
Christian skød engang en doublet. Det var to harer han fik ram på. Det var ovre på Niels Nielsens mark. De vidste, at nogle harer holdt til der og planen var, at Marius skulle jage dem op og Christian, der sad ved diget hos Dams, og Hjalmar der sad ved diget til dem selv, skulle så skyde den afhængigt af hvilken vej den løb. Det viste sig, at harerne løb over mod Christian, som planmæssigt affyrede 2 skud mod dem. Begge harerne blev dræbt. Christian havde dermed lavet en såkaldt doublet, fordi han nedlagde 2 dyr med de 2 patroner, der var i geværet.
Engang var en ræv kommet til nabolaget omkring den fædrende gård. Christians far havde anbragt net omkring kornet, for hønsene gik frit og de skulle jo ikke gå ud og ødelægge det. Skjult i kornet kunne ræven så ligge og lure og når der var en høne i nærheden, hoppede ræven lige over nettet og nappede den. Christian havde luret rævens færden og skød den fra en døråbning. Det var den første og eneste ræv, han fik skudt. Hos Dams havde ræven også snuppet mange høns, men de gav ham kun 5 eller 10 kroner i dusør.
At Christian var en ivrig jæger viser følgende historie fra en vinter, hvor fjorden var begyndt at fryse til, hvilket havde skabt en våge ude i Boddum Vig, der var fyldt med ænder. Christian gik ud på isen for at skyde nogle af dem – uden at tænke på, hvordan han skulle få fat i dem i vågen, eller hvor tynd isen egentlig var.
Isen brast under ham og han havde meget besvær med at komme i land, for vandet fyldte gummistøvlerne og isen skar i benene, selv om han havde lange bukser på. Selv om det lykkedes ham at komme i land, var han dog så udkørt, at det kun var med nød og næppe at han klarede hjemturen og fik tørre strømper og bukser på. Han fik vist forfrysninger i benene. De var helt hvide i lang tid derefter.
Fra den 1. maj 1944 til den 1. november 1944 var Christian på ”Skibstedgård” hos bestyrer A. Rasmussen.
Hr. Kristian Mardahl
Har tjent her på Skibstedgaard fra den 1. maj 1944 til den 1. november 1944, han er dygtigt og paalidelig til sit arbejde, og flink at omgaas til daglig, jeg kan derfor kun anbefale ham på det bedste.
Bestyrer A. Rasmussen, Skibstedgaard, Ydby.
I sin tid på ”Skibstedgård” deltog Christian i et høstgilde, hvor der blev drukket og stemningen var god. Så fik de den ide, at nu skulle der danses, hvilket jo medførte, at der så skulle flyttes møbler og det var man lidt bekymret over at lade fulde folk gøre.
Fra den 1. november 1944 til den 1. maj 1945 var Christian på Rønshoved Højskole. Han valgte den, fordi det var der, der var plads. Her blev han rekrutteret som frihedskæmper, men han blev også vinterbader.
Under et ophold hjemme på gården i Boddum fortalte Christian brødrene, at han var gået med i modstandsbevægelsen. Brødrene var fyr og flamme og ville også være med, men hertil svarede Christian, at de skulle lade være. Det var nok, at en af dem blev skudt.
Uwe Brodersen har skrevet følgende i sin anmeldelse af Henning N. Larsens bog: ”Modstanden – Valgene der skilte – Om besættelsestidens kampe”:
Strandhusgruppen ved Rønshoved.
Strandhusgruppen holdt til hos kunstmaler Viggo Kragh–Hansen, der boede i Strandhuset tæt på Rønshoved Højskole, lidt uden for Kollund. Kunstmaleren var på et tidspunkt med i Gråsten–gruppen.
I Bajstrup havde man fået et hus stillet til rådighed. Herfra var det ikke langt til skinnerne.
Gestapo var meget ude på at få fat i gruppen. En Gestapomand blev sendt til Bajstrup og udgav sig for at være med i modstandsbevægelsen. Ledvogterens kone opdagede det ikke. Hun fortalte om nogle af modstandsfolkene og blev derefter anholdt.
Men hun kendte ikke noget til Strandhus–gruppen.
De vellykkede aktioner fik Gestapo til at opstille ekstra vagter omkring Tinglev.
Angrebet af marinesoldater
I Gråsten blev landssvigere efter den 5. maj 1945 anbragt i den tyske skole. Men pludselig lød der skud. En rutebil var kørt ind i byen. På taget befandt der sig tyske soldater med maskingeværer. Herfra blev der skudt. Desuden blev der kastet håndgranater. Hjemmetyskerne havde tilkaldt tyske marinesoldater fra det nærliggende Egernsund.
To modstandsfolk blev dræbt. Men bogen fortæller ikke, at lederen af Det Tyske Mindretal, Jens Møller forhindrede, at situationen udviklede sig yderligere.
Pastor Georg Langkjær skriver blandt andet i sin erindringsbog “Det var så det. Erindringer”:
Efter højskoleopholdet blev Christian i Sønderjylland, sandsynligvis fordi han var frihedskæmper i en gruppe dernede og han kunne jo ikke vide, at krigen ville ende den 5. maj 1945. Han havde fået plads fra den 1. maj 1945 til den 1. maj 1946 hos Hans Moos i Undelev, Tørsbøl.
Kristian Mardahl har tjent mig fra 1. maj 1945 til 1. maj 1946 og har i denne tid været en god og dygtig karl og stedse vist interrese og været flink til arbejdet derfor den bedste anbefaling.
Undelev, Hans J. Moos.
Den 18. maj 1945 (iflg. poststemplet) skrev Christian et brev til sin tvillingesøster Anna:
Kære lille søster Lulle.
Nå lille søster så fik vi fred gid det må vare længe og gid vi mennesker var blevet klogere af denne frygtelige krig så vi kunne bygge en ny og bedre verden op. Hvad har vi ikke set og oplevet i denne krig. Jeg for mit vedkommende kom jo egentlig til at opleve den ret ejendommelig da jeg fik at prøve både at være den tabende og den vindende soldat. Thi jeg var nemlig blevet sabotør nu lige til slut og blev således frihedskæmper nu under Danmarks befrielse og jeg må nok sige at det var en himmelråbende forskel at leve nu og så da vi måtte forlade kasernen i 1940. Jeg blev nemlig ansat inde på politistationen i Gråsten og var med politiet ude og arrestere og ransage hos de forskellige forrædere vi har hernede og vi var således nede ved grænsen næsten hver dag henholdsvis i bil eller på motorcykler og var således vidne til befolkningens jubel over befrielsen og se hvorledes de hyldede de Britiske tropper og os frihedskæmpere. Når vi kørte langs med vejen så råbte folk Hurra og længe leve frihedskæmperne og kastede blomster til os. Det var en herlig tid må jeg sige men det havde jo goså sin mørke side idet tyskerne skød to af vore frihedskæmpere i Gråsten den første dag idet de stod på vagt nede ved en skole hvor de fangne kom ind som vi tog, så kom der en rutebil kørende med nogle tyskere i og de begyndte pludselig at skyde på vagterne og skød således to og sårede to og kastede så en håndgranat ind af et vinduet i skolen og den eksploderede inde i een af salene hvor der var nogle fanger og der blev også nogen såret men det ligner jo tyskerne, men nu har de vel fået andet at tænke på. Jeg har således også haft rig lejlighed til at se tyskernes tilbagetog eller at se de slagne herrefolk fra syd trække hjem og det må jeg nok sige at det er alligevel det mest sørgelige syn jeg til dato har set. Så tror jeg alligevel vi ville have taget det mere stolte hvis det havde været os og se dem slæbe deres gøgl med sig i trillebør, cykel uden gummi, barnevogne, små legetøjsvogne eller alt muligt eller umuligt og nu var det os der var de overlegne. Men jeg kan ikke nægte at jeg alligevel ikke har lidt ondt af dem, men jeg kunne alligevel ikke lade være at tænke på hvad de havde budt os og hvor overlegne de var da de havde magten.
Nå men du kunne vel også have lyst til at vide lidt om hvordan jeg var blevet sabotør og hvornår. Ja det var selvfølgelig i vinter da jeg var på skolen, der var en kunstmaler som var gift med en lærerinde på skolen han røg på mig en dag lige efter jul om jeg kunne tænke mig at gå med og jeg sagde så ja, der var så en lærer som også var med og to andre elever, de tjener lige nabo her til nu. Læreren var cand. theol. og skal vist nok til Thy som præst nu i Visby eller der i nærheden et sted. Vi studerede så våben og skulle så tage rigtig fat nu til foråret, vi var også ude og sprænge banen og lå og fragtede med vor våben. Så var vi i Tinglev en aften og sprænge blokhusene hvorfra de ledede drejeskiverne til at rangere togene med. Der var to blokhuse og der sad en dansk jernbanemand inde i hver af dem og det skulle sprænges mens et tysk tog holdt på banegården, så vi kaldte først på jernbanemændene og fik dem så hen til vinduet og truede så med at skyde dem hvis de ikke låsede op hvilket de øjeblikkelig gjorde hvorpå de fik ordre til at samle deres habengut sammen og tage det med sig, hvorpå vi lagde sprængstoffet ud og gik så vor vej og tog jernbanemændene med os. Der var lagt 10 minutters ”blyanter” som skulle antænde ladningen så da vi var kommen ud på landevejen fik jernbanemændene ordre til at gå tilbage, men ikke for hurtigt, hvorpå vi begyndte at cykle. Lidt efter forkyndte to mægtige brag at sprængningen var sket og da vi havde cirka 20 kilometer at cykle var det en spændende tur. Vi kørte med revolvere i hånden hele vejen hjem og havde nogen holdt os an så ville der have faldet skud, men heldigvis mødte vi ingen.
Nå, jeg må til at slutte. Jeg var på vagt i morges fra klokken 4-8 så jeg skal til at sove. Jeg logerer mest ude ved bonden som jeg tjener ved og de er mægtig flinke, men de har også en søn som er med, så det hjælper også altid noget. Så kan de jo bedre forstå, at andre også vil med, men de havde jo nær fået et chock da de blev klog på at det var sådan en terrorist de havde fået. Pigerne skældte ud på mig fordi at jeg sådan ødelagde banen, så de ikke kunne rejse og så kunne de jo bedre forstå at jeg cyklede herned for jeg turde jo nok ikke rejse med tog, når jeg selv sprængte dem i luften.
Nå men nu vil jeg så slutte med at ønske dig så inderlig tillykke med vor fødselsdag lille søster. Jo, jeg slutter med det da jeg ikke mener at det er så vigtigt at vi bliver gamle, men hvad, det er der ikke noget at gøre ved. Vi har lagt det hårdeste år bag os (og fået) den største lykke vi kunne tænke os, hvor tænkte jeg tit på Grundtvigs digt den dag vi blev frie.
Bladet, som Herren det ville,
vendte sig tit,
når det gik Danmark ilde,
vendte sig blidt.
Hvor kom det dog til at passe. Nå, men gid at vi så i vor nye år må have lidt held med os søster og atter må mødes derhjemme og snakke med hinanden.
De kærligste hilsner og godnat søster fra Bror.
Undskyld skriften jeg har siddet og skrevet i sengen. Håber du har fri et par dage når du skal igennem den avis.
I perioden fra den 1. maj 1946 til den 1. august 1946 var Christian hjemme for at hjælpe forældrene i Boddum.
Fra den 1. august til den 1. november 1946 tjente han som forkarl hos Chr. Thøstesen i Fæsted.
Kristian Mardal har tjent her som forkarl fra 1. august 1946 til 1. november 1946.
Jeg har i den korte tid lært Kr. Mardal at kende som en ualmindelig flink og dygtig karl.
Han er meget rask og punktlig til sit arbejde, desuden er han særdeles flink og omgængelig, og til enhver tid oplagt og interesseret i sit arbejde.
Kr. Mardal er en ung mand der har god indsigt i alt hvad der vedrører en gaards drift, og vil være enhver plads voksen.
Det er mig hermed en glæde at give Kr. Mardal min allerbedste anbefaling.
Fæsted, Chr. Thøstesen.
Fra den 1. november 1946 til den 30. april 1947 var han elev på Tune Landboskole. Han blev også kontralassistent, men kom aldrig til at arbejde som sådan.
Christian fik sit første kørekort den 5. april 1948 og ”havde ret til at føre en 4-hjulet motorvogn med egen vægt indtil 2500 kg.” Han fik bla. kørekortet, fordi han så kunne køre smed Jensens traktor rundt og harve og pløje for bønderne i Boddum.
Til høsten i 1948 lejede man på ”Baunhøjgaard” også traktoren og det var første gang, at der blev høstet med traktor og selvbinder i Boddum. Traktoren var en ”International”.
I juni 1948 købte Christian ejendommen ”Baunhøjgård” sammen med 2 af sine brødre, Marius og Hjalmar. Christian var den sidste der flyttede derop, for han blev boende hjemme hos forældrene et stykke tid efter købet. Han tog dog op på ”Baunhøjgaard” hver dag.
Den 3. april 1953 står Christian fadder i Boddum kirke sammen med sin tvillingesøster, Anna, til niecen Inge Mardal.
I 1954 begyndte Christian som hjemmeværnsmand. Han blev kaptajn for en af grupperne i Boddum og det blev han, fordi han havde været soldat og frihedskæmper.
Engang var der øvelse i hjemmeværnet i Hanstholm, hvor der var en hjemmeværnsgård. Christian ledede den ene gruppe og Korsgaard den anden. Hjalmar var i Christians gruppe og husker, at Christian fik megen ros, fordi hans gruppe overhovedet ikke var blevet set, da de skulle skifte stilling nedenfor en bakke. Christian havde bagefter sagt, at det var der jo ikke meget ved, når han ikke kunne holde til det – han var da blevet ramt af en alvorlig sygdom.
Christian var en ”ener” og tog alt på en sjov måde. At han blev syg kom imidlertid til at præge ham i de sidste år – han mistede sin livsglæde.
Han døde af leukæmi på Thisted sygehus den 18. maj 1958 og blev begravet den 22. maj 1958 fra Boddum kirke.
Thisted Amts Tidende skrev følgende:
Gårdejer Christian Mardahl Jensen Boddum, begravedes fra Boddum kirke i går eftermiddag under megen deltagelse, både fra sognet og fra kammerater i hjemmeværnet.
Pastor Steen Lund nævnte i sin tale, at det er mod naturens orden, når de unge rives bort, og han nævnte videre de gode menneskelige egenskaber, der havde kendetegnet afdøde, hans stabile færden og store personlige beskedenhed.
I kirken blev der videre talt af pastor Langkjær, Hunstrup, der fortalte nogle træk fra hans kendskab til Christian Mardahl Jensen i besættelsestiden. Pastor Langkjær nævnte, hvordan han som leder af en gruppe i Sønderjylland var kommet i forbindelse med Mardahl Jensen, der ufortøvet gik med i modstandskampen og altid var rede til at påtage sig de opgaver, der skulle løses.
6 kammerater i hjemmeværnet bar kisten til graven, og her talte mejeribestyrer Holger Korsgaard, Doverodde og mindedes afdødes stille og beskedne færden, og hans pålidelighed i alle forhold. Som et eksempel på, hvor tilbageholdende han havde været med at tale om sig selv, nævnte mejeribestyrer Korsgaard, at han aldrig før, han havde hørt talen i kirken, havde været klar over den rolle, afdelingen havde haft i modstandsbevægelsen.
Lærer Foged takkede ved graven for deltagelsen og indbød til en sammenkomst i forsamlingshuset, hvor der blev talt af lærer Foged, direktør Viggo Vestergaard, Doverodde, gårdmand Carl Tjener, Boddum og af afdødes broder, gårdejer Marius Mardahl Jensen, der takkede for den deltagelse, der var vist.
Den 5. maj 1995 blev der lagt blomster på frihedskæmperes grave i Danmark og også på Christians blev der lagt en buket.
