En af de store oplevelser fra min tid her på “Grønnegård”
af Holger Krabbe
En af de store oplevelser fra min tid her på “Grønnegård” fandt sted i 1960. Jeg husker at vi, min far og jeg, stod i møddingen og læssede møg, som man gjorde den gang. Pludselig holdt der en millitær jeep ved siden af os og ud steg en officer, som præsenterede sig som kaptajn Kjeldgård. Han forelagde os ingeinørtroppernes planer om, som led i en øvelse, at bygge en bro over Skibsted Fjord. Det lød jo spændende. Han ville så høre, om det var muligt at køre igennem gården og videre ned til fjorden. Det viste sig nok at være muligt, men der skulle gøres et betydeligt vejarbejde forinden, for der kunne nemlig forventes kørsel med tunge køretøjer – og vi var her sidst i januar! Øvelsen forventedes afviklet omkring den 20. marts.
Det havde været ret hård vinter. Fjorden havde været dækket af is, men først i marts løsnede det lidt. Hele den østlige del af fjorden, godt og vel forbi det smalleste punkt, som jo netop er lige her neden for os, var nu isfri. Frosten havde selvfølgelig ikke forladt markerne endnu, men det øverste lag var optøet. Kort sagt, det var noget værre pløreværk!
En uge før øvelsen skulle begynde ankom der, hvis jeg husker rigtigt, fem af millitærets lastbiler samt en enorm vejmaskine med en skråtstillet kniv eller bjælke under bugen. Mandskabet, ca. 10 ialt, blev indkvarteret i halmen i laden, mens gruppeføreren, sergent Møller, fik gæsteværrelset. Hele mandskabet fik morgenmad og aftensmad hver dag inde i storstuen. Det var “lidt” ekstra for vor mor, men jeg tror hun morede sig over situationen.
Bilerne hentede grus i Søren Kappels grusgrav på Draget. Grus var nok så meget sagt, for det var nok nærmest afrydning fra grusgraven, der blev kørt hertil og læsset af på vejen for derefter at blive fordelt jævnt af den enorme maskine.
Med 5 lastbiler i arbejde over en periode på lige så mange dage, samt en vejlængde på omkring 1000 m blev det naturligvis til meget store mængder ”grus” der blev fordelt på vejen.
Vi havde et meget godt forhold til de unge mennesker. De snakkede og fortalte historier ved måltiderne og så sagde de, at når bygningsholdet kom, så skulle vi passe på ikke at mænge os for meget med dem, for det var en helt anden slags folk. De kom nemlig fra 2. kompagni, mens vore venner her var fra stabskompagniet.
Efter weekenden brød det for alvor løs! Der kom uendelige kolonner af forskellige køretøjer med alskens materialer. Det hele blev kørt ned gennem det ret smalle gårdsled, ind i gården og derefter gennem det endnu smallere gårdsled ud mod fjorden.
Nogle begyndte at hamre spidsede træstammer i fjordbunden. Det foregik ved, at fire- fem mand på kommando trak i et reb, hvorved en meget tung klods hævedes på et (flydende) stillads. På kommando slap de rebet og klodsen faldt tungt ned på træstammen. Her oppe fra gården kunne vi dagen igennem høre kommandoen: “Og så træk – og så slip!”.
På den anden side af fjorden var der også stor aktivitet. Vi kunne følge med i hvordan mange tropper samledes på den smalle tange lige over for. For at etablere forbindelse mellem dem derovre og dem på vores side skulle der indledningsvis trækkes en en stålwire over fjorden. Det skete ved at nogle få modige mænd til fods trak wiren over den is, der stadig var tilbage længere mod vest. De havde lange stager med i tilfælde af, at de skulle dumpe igennem isen. Da de var kommet over i god behold med wiren kunne forbindelsen etableres. En Dodge (en stor jeep) med spil blev anbragt på hver side af fjorden, wiren blev monteret på spillene og der kunne nu trækkes en stor gummibåd frem og tilbage med folk og materiel.
Der blev bygget hele mandagen, tirsdagen og onsdag formiddag. Da stod broen færdig i hele sin længde på 450 m. fordelt på tre sektioner. Set fra Boddumsiden var den første sektion en solid ”Bailey-bro”, derefter kom en sektion bestående af en ponton-bro og til sidst, mod Thyholm, en sektion i to spor med åbent vand imellem. Ponton-broen var indsat så skibe kunne komme ind og ud af Skibsted Fjord. Det var der nu ikke behov for da den vestlige del af fjorden jo var tilfrosset, men det var nok mere i øvelses øjemed at midtersektionen blev lavet som en ponton-bro.
Onsdag eftermiddag var der offentlig adgang! Man kunne køre over i private biler, og det var der rigtig mange, der syntes, de ville prøve. Jeg husker især hvordan ejendomshandler Dahlgård ankom i sin store amerikaner-vogn. Han fik, som alle andre, instruks om at køre langsomt – ikke mere end 10 km/t, mener jeg. Dalgård trådte speederen godt ned og bilen røg ud på broen. Men det var en hurtigløbende sergent, som havde givet instruksen om at køre langsomt, og han indhentede Dahlgård lige før sektionen med ponton-broen. Her måtte chaufføren indkassere et af militærets velkendte kæmpemøgfald.
Under hele operationen havde vi de omtalte soldater fra 2. kompagni boende i laden. De fik forplejning fra kompagniets køkken, der var opstillet i “Æ Snever” (Gravenhøjvej 20). Mange andre gårde rundt omkring havde også indkvarteringer.
Torsdag morgen startede nedtagningen af broen og den stod på til hen på lørdagen. Så var det hele igen som før bortset fra vejen og nogle af markerne. Ugen efter kom det gamle vejsjak tilbage for at reparere vej og rydde op.
Det var fantastisk, at det gamle stuehus fra 1860 kunne holde til rystelserne. Kostalden, der var lige så tæt på, fik en revne i gavlen, men den og markskaderne blev erstattet med et mindre beløb.
_____
