Derefter lå der, også på venstre side af vejen, et rødkalket hus med stråtag. Det var kalket hvidt ved hjørnerne og omkring vinduerne, og lå langs med vejen. Huset var næsten firkantet – ikke meget længere end bredt – og havde 4 vinduer ud mod vejen. Det blev revet ned omkring 1935-36.
Inger Kirstine Villadsdatter (1824-1914). Hun var enke efter Laurits Nielsen Kongensgaard (1817-1866), som døde i Gettrup. De blev gift i 1848. Inger Villadsdatter boede her nok al den tid, hun var enke – indtil sin død i 1914.
Niels Villadsen Lauritsen (1848-), født i Boddum.
Maren Kirstine Lauritsen (1850-), født i Boddum.
Peder Lauritsen (1852-1936), født i Boddum. Han blev skovfoged i Dover og gift i Ydby kirke i 1878 med enken Ane Marie Andersen (1844-1923), født i Vigsø sogn. Blandt deres børn var: Jens Christian Kongensgaard (1878-); Nielsine Lauridsen (1880-); Ingvard Christian Villiam Kongensgaard (1887-).
Plejesønnen, Peder “Højberg” Jensen (1844-) født i Vestervig. Han var plejesøn hos dem ifølge folketællingen fra 1855. Han var søn af Laurits Nielsen Kongensgaards bror, Jens Nielsen Kongensgaards.
Else Lauritsen (1855-), født i Boddum. Hun boede i Århus i en del år før og efter datterens fødsel.
Ane Cathrine Lauritsen (1857-), født i Boddum.
Kirsten Marie Kongensgaard Lauritsen (1860-1936), født i Boddum. Hun døde som ugift i de gamles hjem i Hurup.
Karen Lauridsen (1863-), født i Boddum.
Plejedatter (barnebarn) Sørine Nielsine Lauritsen (1891-), født i Horsens Vor Frelser sogn. Hun var datter af Else Lauritsen (1855-) og den udlagte barnefader, kommis Gottlieb Palludan. Sørine boed her ved folketællingen i 1901. Hun blev gift i Ålborg i Budolfi i 1914 med Christian Pedersen (1893-), født i Vestervig. Han var på det tidspunkt soldat. De havde, inden de blev gift, fået sønnen Laurits Kongensgaard Pedersen (1914-), født i Vestervig.
Datteren, Kirsten Marie Kongensgaard Lauritsen (1860-1936). Hun har sikkert boet her efter moderens død i 1914 og indtil hun kort før sin død flyttede til “De gamles hjem” i Hurup. I kirkebogen står hun som “Ugift aldersrentenyder, før i Boddum, men nu i “De gamles hjem” i Hurup”.
Sørine Nielsine Lauritsen (1891-), som var født i Horsens som såkaldt uægte barn. Hendes far var kommis Gottlieb Paludan. Hun blev gift i 1914 i hospitalskirken i Ålborg med Christian Pedersen (1893-), født i Vestervig.