Fiskeri.
Af Holger Krabbe
Der var jo stort østersfiskeri her i Skibsted fjord fra sidst i fyrrene og op igennem halvtredserne. Der lå næsten hele sommeren ca. ti små motorbåde i fjorden. De kom fra Nykøbing og Glyngøre. De havde som regel en robåd med, så de kunne gå ind på lavt vand. Så stod de i båden og brailede østers op. Det var også her jeg grundlagde min formue. Jeg havde brailekort, udstedt af Østerskompagniet (Kongelig hofleverandør) – En lille østers indbragte 2,5 øre, en stor kunne gå i 8 øre.
Disse fiskere havde vi megen fornøjelse af. Når det blæste for meget, kunne de jo ikke fiske. Så lå de tit i læ her under bakkerne, og så kom de op for at proviantere. De købte mælk og æg og kartofler. Skulle der mere til, så gik en tre stykker op til købmanden. Det passerede også, at de hjalp os i høsten. De lå som regel her omme en uges tid ad gangen, så skulle de til Nykøbing med fangsten. – Men det var altså i den forbindelse, at Åge Nielsens båd lå her neden for. Så cyklede han her ned. Han havde endda sin egen sti ned gennem kornmarken.
Østersfiskeriet foregik enten fra motorbåd eller robåd, simpelthen ved at lægge siden i vinden, slå et strit med tranflasken, hvilket gør vandet klart, så man kan se bunden. Derefter tager man sin 4-5 m. lange brailestang, som på enden har en jernring, lignende en badmintonketsjer (istedet for net er der påsat en garnpose). Når man ser en østers, skraber man den let og elegant ind i posen. Det må ikke blæse så meget, men der kan jo ofte findes læ fra bakkerne et eller andet sted i fjorden.
Østerskompagniet sendte i disse år ofte en østersskraber om i fjorden. Det var en større båd, som havde 6-8 garnposer slæbende bagud. Den tog så, hvad der var på lidt dybere vand.
Jeg tror, det var først i 60’erne, at østersfiskeriet blev dårligt og de sidste 40 år har der så godt som ingen østers været i fjorden, men nu i disse år ser det ud til, at de begynder at komme igen.
Ligeså er det gået med det øvrige fiskeri, men i 50’erne, 60’erne og 70’erne kom der, mandag, onsdag og fredag, trawlere ind i fjorden. Det var motorbåde, der efter sig slæbte trawl eller vod.
De kom fra Doverodde og Jegindø. Svend Christensen og Jens Hasager var nogle af de faste folk. Det var nok mest ålefiskeri. Dette fiskeri blev også her i fjorden til en ivrig fritidsforeteelse med drænrør og bildæk. Disse fangstredskaber lå i mange år hele vejen rundt i fjorden. Da det blev forbudt, tror jeg mest det var fordi fiskebestanden var gået voldsomt ned, og det var en torn i øjet på erhvervsfiskerne.
I mine drengeår, når man tog en håndfuld tang op i fjordkanten, så sprang åleyngel ud til alle sider.
Ålestangning på is har ikke været brugt i min tid. Det er nok for lavvandet, idet kun få steder er over 3-4 m dybe.
Det var en spændende tid, da der var liv i fjorden. Vi kunne hele tiden høre lyden fra fjorden, tøf-tøf-tøf eller duk-duk-duk. Jeg kunne i drengeårene på lyden høre, hvem det var, der kom.
Ja. det var lidt tilbageskuen, til en tid der gik.
Fra en af Peder Hoves bøger
Peder Hove skriver i “Fra den lyse side, erindringer om en barndom”, udgivet af Poul Kristensens Forlag, 2007.
side 25
….Aage (Nielsen) tjente til føden som arbejdsmand, men tillige fisker. Han ejede en lille motorbåd, som han var så venlig at lade mig komme om bord i. Motoren var anbragt i en trækasse “midtskibs” og forsynet med et kort, skorstenslignende udstødningsrør; der tøffede hyggeligt og blev derfor kaldt “æ knurrer”. Båden var hans stolhed, og jeg tror, den fungerede som erstatning for en glippet drøm om at komme virkeligt til søs…..
Af Hjalmar Mardal
Fiskeri har nok haft stor betydning for boddumboerne, selv om det nok mest har været fritidsfiskeri. Men i folketællingen i 1901 ser vi, at Laust Andersen ”Brogaard” betegnes som fisker, og i 1906 var Poul Kristensen ”Tøger” fisker, han boede da hjemme hos moderen. I 1911 var min far, Kristian Mardal Jensen fisker, han boede også hjemme hos forældrene. Det er ellers det år, han blev gift, men vi ved jo godt, at han fiskede meget og tjente til udbetalingen på ejendommen han købte af faderen i 1911.
Peder Larsen var også fisker. Han kom fra Mors og købte jord og byggede hus ved badestranden på Bisgaard Mark.
F.K. Madsen, som kom hjem fra Amerika og blev gift med Augusta (”Gusta”) Kibsgaard, var fisker og byggede et redskabshus nede ved kirken. Det var et hus af pandeplader, men der var støbt fundament, som er meget synligt i dag. Dette redskabshus benyttedes i øvrigt under krigen af modstandsbevægelsen til at gemme deres illegale våben. F. K. Madsen havde også købt det indhegnede jordstykke omkring huset til at tørre fiskeredskaberne. Derudover byggede han endnu et pandepladehus på Fuglø, som svigerfaderen Peder Kibsgaard havde. F. K. Madsen måtte holde op som fisker, da ålegræsset forsvandt på grund af sygdom, for dermed forsvandt ålene også.
Så kom Peder Andersen (Færgemand) i 1966. Han fangede rigtig mange ål og tjente mange penge. Han byggede et stort maskin- og redskabshus og havde traktor med mere.
En overgang havde han Tage Jepsen, som er gift med Margit Skibbild fra ”Æ Laurentinhus”, til at hjælpe sig med fiskeriet og da sønnen Mads blev færdig i skolen, deltog han i fiskeriet gennem nogle år. Men med tiden blev der færre ål, så Mads begyndte at arbejde på fabrik i Hassing, hvor han blev en meget værdsat mand.
Så prøvede de med muslingefiskeri på tove.
Til at fiske i mergelgravene brugte min far det store vod, han havde fra sine unge dage. Det var mest ovre hos Peder Simonsen han benyttede det, men vi sejlede af og til helt om til Boddum Bisgaard. Hvis vi drenge var hjemme, tog vi alle med hver gang, selv om vi kun var 7 – 8 år gamle. Det var næsten en tradition hvert år, når vi skulle have tærskeværket til at arbejde hos, at vi var ovre hos Peder Simonsen og fiske ål i hans mergelgrav. Tærskeværkfolkene, der var en halv snes mand, var rigtig glade for at få ål, for de fik hønsekød de fleste steder.
De fangede ål blev lagt i et hyttefad og kørt til Doverodde på en arbejdsvogn, når de skulle sælges til fiskeopkøbere. Årsagen til at de blev lagt i hyttefad var, at de ål, der blev fanget i lergravene, kunne smage af ler. Hyttefadet var anbragt ved udløbet af Fuglebæk, hvorfra der strømmede ferskvand.
Til skrubbefiskeri brugte far nogle fine ned. Når de ikke var i brug, hang de på den ene skorsten i stuehuset, hvor de kunne tørre og musene ikke gå i dem. Efter at neddet var sat brugte far et slagtræ til den næste etape i fiskeriet. Slagtræet var en krusformet trædims monteret for enden af en pind, som når den stødtes ned i vandoverfladen lavede sådan en larm, at skrubberne nede ved bunden blev generet i sådan en grad, at de svømmede bort for at få fred – og det var lige ind i neddene.
Fritidsfiskere har der nok altid været. Jeg kan huske, at der var mange fra Bisgaardmark, som stangede mange ål fra båd, og når isen kunne bære, var der isstangeri, hvor man huggede hul i isen med en særlig isøkse og stangede så ål med meget langskaftede ålejern. Jens ”Frederik” fiskede hele året og var næsten ved fjorden hver dag. Han fiskede flere slags fisk, ål, skrubber, rødspætter, sild med mere. Familien levede næsten kun af fisk, og der var mange børn at mætte.
Det var først da vi drenge, dvs. Marius, Nikolaj, Kristian og jeg, begyndte at fiske, at der også kom ål og skrubber hjemme hos os. Vi fiskede om natten, når det var vindstille, og havde så monteret en Petromax lygte foran på båden, hvormed vi kunne se ålene og skrubberne på fjordbunden og stange dem med et ålejern.
En overgang blev det meget almindeligt at fange ål i drænrør, der var lagt på fjordbunden. De blev lavet i dobbelt længde på teglværkene, for med den længde ville ålene gerne gemme sig i dem. Man fiskede dem ganske enkelt ved at holde en hånd for hver ende og løfte røret op i båden. Der blev også brugt gamle bildæk, hvor det åbne stykke, der normalt sad på fælgen, var samlet, hvorefter der blev lavet huller i dækkene, så ålene kunne komme derind. Men begge disse metoder til ålefiskeri blev forbudt, for de medførte jo forurening af fjorden i og med at fiskerne bare lod dem ligge på bunden, når de ikke længere havde brug for dem.