Gravenhøjvej 15

Gravenhøjvej 15.

Matrikelnummer 48a i 1915.
Matrikelnummer 48a i 1950.
Matrikelnummer 48a i 2013.

Christen Christensen Skrædder (1739-) og hans kone Anne Christensdatter (1740-). Han var husmand med lidt jord.

Christen Christensen (1779-1856).

Sønnen, Christen Christensen ”Skrædder” (1779-1856) og hans kone Mette Kirstine Jepsdatter (1777-1843). De blev gift i 1810 i Boddum kirke.

Christen Christensen “Skrædder” (1814-1892), som blev gift med Kristiane Sørensdatter (1816-1890) fra Hvidbjerg.

Terkild Christensen (1816-1875).

Sønnen, Terkild Christensen (1816-1875) og hans første kone Sidsel Margrethe Madsdatter (1813-1855). Hun var datter af gårdmand Mads Kok i Boddum og de blev gift i Boddum kirke i 1849.

Enkemanden, Terkild Christensen (1816-1875), husmand og hans anden kone Else Margrethe Madsen (1823-1888). Hun var søster til hans forrige kone. De blev gift i 1856. Han var søn af Christen Christensen i Boddum og hun var datter af gårdmand Mads Kok i Boddum.

Mads Christian Terkildsen (1857-1897).

Christen Terkildsen (1862-).

Sønnen, Mads Christian Terkildsen (1857-1897).

Klemen Pedersen (1844-1903), som var husmand og hans kone Dorthe Kathrine Madsen (1845-1929), som senere flyttede til Jegindø. De blev gift i 1866 i Boddum kirke. Han var søn af gårdmand Peder Jensen Kallerup i Hvidbjerg og født der, hun var datter af gårdmand Mads Lauridsen i Boddum.

Peder Pedersen (1866-1866).

Mads Pedersen (1866-1866).

Maren Pedersen (1867-).

Ane Cathrine Pedersen (1870-1942), som blev gift i 1921 i Hurup kirke med enkemand Christian Olesen (1857-1926) født i Stagstrup, hans første kone var Inger Kristine Jensen (-1909). Han er begravet i Vestervig og hun i Heltborg.

Marie Pedersen (1872-1947), født i Boddum. Hun blev gift med forkarl på “Hindsels”, Anders Kristian Andersen (1866-1926), født i Sønderhå. Blandt deres børn var: Maren Kirstine Andersen (1899-), som blev gift i 1922 i Hørdum med husejer i Sennels Valdemar Kristian Kristensen (1895-), født i Hov; Jens Mathias Andersen (1901-); Clemen Peter Andersen (1902-); Theodor Andersen (1903-); Kristian Andersen (1905-), som blev gift i 1934 i Hørdum kirke med Johanne Marie Olesen (1909-) født i Harring; Harald Andersen (1908-); Dorthea Katrine Andersen (1911-); Thora Eleonora Kristine Andersen (1912-); Anna Anine Andersen (1914-). De boede først bestyrer i Mølgård, Lundby, men flyttede til Hørdum og fik et husmandssted der.

Petrea Pedersen (1873-1962), som blev gift med husmand i Ullerup, Anthon Marinus Nielsen (-1953).

Madsine Pedersen (1876-1942) som blev gift med gårdejer af ”Nygård” i Ydby, Jens Nielsen Olesen (-1928).

Peder Pedersen ”Hove” (1879-1952), som blev landpost og gift med Marie Anine Markvorsen.

Mariane Pedersen (1881-), som blev gift i 1909 i Boddum kirke med husejer Kristen Overgaard (1878-), født i Heltborg sogn. De boede en del år på Kallesandevej.

Pouline Pedersen (1883-1883).

Pouline Pedersen (1884-).

Johanne Pedersen (1885-) som blev gift med arbejdsmand i Hvidbjerg, Kristian Jensen Kristensen (1887-).

Ane Pedersen (1887-1933), som blev gift med husmand i Barslev, Niels Søndergaard (1870-1950). De døde begge i Barslev og er begravet i Hvidbjerg.

Kirstine Pedersen (1888-1888).

Niels Peter Søndergaard (1873-1960) købte ejendommenen, rev huset ned og byggede et nyt til sin stedfar omkring 1910.

Jens Søndergaard (1861-1935) fra Floulev, Hvidbjerg sogn. Hans døbenavn var Jens Thøgersen Jensen, men han ændrede navnet til Jens Søndergaard. Udover at være gårdmand var han også kreaturhandler. Hans anden kone var Ane Poulsen (1850-1917). Jens Søndergaard boede her indtil sin død i 1935.

Åge Regnar Nielsen (1910-1972) og hans kone Anna Dorthea Skammelsen (1900-1998). De overtog huset i 1938. Aage fiskede i mange år og senere blev han fodermester hos Dam på Burhøjgaardvej.

Asger Regner Strange Nielsen (1930-1998), som boede i Jebjerg ved Langå.

Edith Kamma Strange Nielsen (1931-2007), som blev gift med boelsmand og vognmand Poul Korsgaard (1923-1990) fra Skyum, hvor han også er begravet. De boede ved Gudnæsstrand og Kamma var senere flyttet til Koldby. De havde blandt andet en søn: Kaj.

Gunnar Strange Nielsen (1932-2015), som blev gift i 1953 og bor i Avnbøl i Sønderjylland.

Herluf Strange Nielsen (1933-1978). Han fik 3 børn: Lene Strange (1959-) der bor i Vamdrup, Joan Strange (1965-) der bor i Hammel og Arne (1970-) bor i Aarhus. Familien boede først i Ydby og flyttede senere til Skive. Herluf blev skibsfører og gik ned med et skib i 1978.

Else Strange Nielsen (1936-1936).

Birthe Strange Nielsen (1940-1940).

Familien Åge Nielsen-627

Familien Åge Nielsen

Jørgen Møller-Holst og Berna købte ejendommen i 1980.

Johnny Schøsler Nielsen købte ejendommen i 1988.

John Ketley (1935-) og hans kone Elly. Han var landmåler og født i England. Hun var lægesekretær og de blev gift i 1976 og fik 3 børn.

Familie Journalen 2003.
Ved minus 30 begyndte vi at småfryse.
John var landmåler på Antarkitis.
John Ketley har altid elsket udfordringer. Som ung drog han til Antarktis og var sammen med fem kammerater isoleret fra resten af verden i to et halvt år. Her har han fået et sted opkaldt efter sig. Senere gik turen til Mellemøsten, men han faldt først til ro, da han mødte kærligheden i Danmark.
Når temperaturen sneg sig ned omkring 30 minusgrader, så begyndte vi da at småfryse. Men det var først når termometeret sagde 50 graders frost og det blæste, at vi sådan for alvor kunne komme til at fryse. Det betød imidlertid ikke så meget. Vi var jo klædt godt på, og så havde jeg den fordel, at jeg havde et meget kraftigt, rødt hår. Det skærmede mig mod vind og vejr, og det var da også lidt af en kamp for mine kammerater, når jeg skulle klippes omkring hvert halve år.
Johan Ketley ler hjerteligt. På bordet i hjemmet i Boddum på Thy ligger hundredevis af villeder fra de mange år, hvor han drog verden rundt som landmåler. Johan, der i dag er 68 år, har nemlig altid været lidt af en urolig sjæl. Han har villet tage favntag med livet. Knuge og elske det. Og så har det ikke betydet noget, om han arbejdede i isnende kulde på Antarktis eller i stegende hede i regnskoven i Afrika.
– Det ligger måske i generne. Min far var professionel soldat og under Anden Verdenskrig udstationeret i Indien, fortæller Johan, der er født i England. I 1944 drog han med sin mor til Indien for at være sammen med faderen og gik blandt andet i skole i Himalaya.
John ville egentlig gerne have været ingeniør eller skovrider, men blev på grund af sin store interesse for geografi opfordret til at tage en uddannelse som landmåler på det institut i England, der havde med landets kolonier at gøre. Samtidig skulle han aftjene sin værenpligt.
Rastløs.
– Jeg blev blandt andet udstationeret i irak og Suez, og det var her, jeg for alvor fik interessen for at komme ud og opleve verden. Jeg var rastløs og havde det svært med at sidde på et lille kontor, da jeg kom tilbage til England. Så da jeg så en annonce i svisen om, at man søgte folk til ekspeditioner til Antarktis, tog det mig ikke lang tid at søge.
Det var dog ved at glippe for den unge englænder. Han var kun 20 år, og man mente, at det var for ung en alder.
– Men jeg slap gennem nåleøjet og var voldsomt opstemt, da vi skulle af sted. Men afrejsen foregik i storm, og jeg har aldrig været søstærk. Så de første døgn var jeg ligeglad med alt. De kunne for den sags skyld have kastet mig i havet.
Johan rejste fra England i slutningen af december 1955 og skulle sammen med fem andre begge en ny base op i den nordlige del af Antarktis.
– Jeg havde skrevet kontrakt på to et halvt år, og det er selvfølgelig længe at være isoleret fra resten af verden. På den anden side vidste jeg, at der også ventede mig oplevelser for livet.
Gruppen bestod af to landmålere, en geolog, en tømrer, som også var bjergbestiger, en bygningsingeniør og en radiooperatør.
Pedalkraft.
– Vi havde alt med hjemmefra, blandt andet et hus, som vi dog selv skulle samle. Det skete på en lille ø, fordi vi ikke kunne sejle ind til det sted, hvor det ellers var planlagt, at basen skulle oprettes. I den tid, vi arbejdede med huset, sov vi i telte.
Arbejdet var delt mellem de seks, så alle vidste, hvad de skulle lave. Blandt andet skulle de på skift lave mad, og her kom den første store udfordring for John.
– Jeg anede knap nok, hvordan man spejlede et æg, men havde været fornuftig nok til at købe en såkaldt ”Penguin” kogebog hjemmefra. Og så var der jo ikke andet for end at forsøge sig frem. De andre blev imidlertid så glade for min ”madkunst”, at de opfordrede mig til at lave mad hver dag. Men det sagde jeg nej til. Jeg var jo taget til Antarktis for at måle op.
Gruppen havde proviant til et år og et reservelager, så de kunne overleve i ydligere 18 måneder.
– Vores eneste kontakt med omverdenen var en lille radiosender, hvis batterier skulle drives af en vindmølle. Men allerede den anden dag gik møllen i stykker, og så var gode råd dyre. Vi fandt dog hurtigt en løsning: Jeg har altid været meget glad for at cykle og løbe. To af kammeraterne konstruerede en cykel af træ, så jeg med pedalkraft kunne give batterierne liv. Og det gjorde jeg så fast omkring en halv time hver dag.
Gruppen levede efter et fast mønster. Den første, der var oppe om morgenen, var ham, der havde ansvaret for maden.
Kager til teen.
– Vi fik varm mad tre gange om dagen, og udfordringen var at kunne variere maden. Desuden var det en fast regel, at der skulle friskbagte kager på bordet til vores te om eftermiddagen og i det hele taget være frisk brød hele tiden.
Den daglige kost blev nogle gange suppleret med friske pingvinæg eller sælkød.
På basen havde man en bog, som blev kaldt ”Bibelen”. I den kunne man læse om alle de problemer, der kunne opstå. Og hvordan man løste dem.
– Man kommer meget tæt på hinanden, når man lever i en isørken. derefter havde vi faste regler. For eksempel måtte vi ikke tale om religion og politik. Og spidsede en samtale til, så var en af os nødt til at gå uden for for at blive lidt afkølet. Dengang havde jeg et hidsigt temperament, så det skete flere gange, at jeg måtte til afkøling.
Kontakten til omverdenen var meget sparsom. Man morsede dagligt til fastlandet, og så havde pårørende mulighed for – en gang om året – at sende en hilsen via den engelske radio, BBC. Her måtte John også træde i pedalerne for at holde batterierne til radioen i gang.
– Min opgave var at kortlægge, og det skete efter et helt specielt cystem. Dengang – i 1950’erne – havde vi jo ikke det mest moderne udstyr. Men det gik godt, fortæller Johan, der efterfølgende fik et sted opkaldt efter sig: Ketleys Point.
Under opholdet døde Johns mor, men han havde ingen mulighed for at komme hjem.
– Jeg blev selvfølgelig ked af det, fordi jeg var meget tæt knyttet til min mor. Omvendt måtte jeg acceptere, at jeg var totalt isoleret fra omverdenen. Da de to et halvt år var gået, ville jeg da også gerne være blevet. jeg var kommet til at elske dette specielle liv som opdagelsesrejsende.
Mødet med Elly.
Tilbage i England havde John en voldsom udlængsel, og det betød, at han senere rejste meget af verden rundt som landmåler. Arbejdet bragte ham blandt andet til Nigeria, Oman, Sudan, Saudi Arabien, Nederlandene og på et tidspunkt til Danmark.
– Jeg var ansat i et engelsk firma, men blev så glad for Danmark, at jeg blev ansat i et dansk landinspektørfirma, fortæller John, der dog ikke havde i sinde at slå sig fast ned i landet.
Men så dukkede Elly op. Hun var lægesekretær og de to blev forelskede. De blev gift i 1976 og har tre voksne børn og tre børnebørn.
– Vi mødtes tilfældigt, men jeg vidste med det samme, at det var Elly, jeg ville dele mit liv med. Derfor blev Danmark mit nye fædreland. Men det er jo en helt anden historie….

Niels Peder Bendtsen og Kirsten Louise købte den i 2007.

This entry was posted in Gravenhøjvej. Bookmark the permalink.