Vandring gennem Boddum – anno ca. 1928

 

Når en go´r en tur i Boj’um i dåe
og mindes dengång da en gik der som båe,
så er’e jo gue-nok si barndoms by,
Der er hu’s der væk, ja slet et’ så fo’,
dem flest var val osse gammel og smo,
og ny er der bygged, og pæn er’e bløwn,
men æ kan ino sik’ dem gammel for mi øwn,
og så fik æ såen en lyst te og law’
en tegning a Bojum i gammel daw’.

Vi tåer vor udgangspunkt op ve e skuel,
den låe ve e skueldamm og Thornings huel,
ve e damm var der ingen får’r ve og goe
men Thornings huel den skuld vi pas poe,
der mot vi ett skri po is, ka æ how’
far e frøst håd væt hoer og e dejn håd gi’n lov.

Vejsten e skuel boed Hans Krabb’, han var sme’,
og østen e skuel låe der osse en ste,
den boed Chr. Jensen – e snejker – i,
begge tow ku’ nok hør når e skuelbaer håd fri,
men seel om vi hujed og laved halløj,
så mindes æ ett, de skjælt ud øvver nøj.
Så kom Nordentofts kjømandsbutik,
hvor e bojumboer alt te djer husholdning fik,
dengång skuld de ett te Hurup etters’e,
da mo en sej, te de håd’e nøj lettere.
Margrethe Led’s butik var ett a dem stuer,
men hinne wienerbrødsstænger var gue,
og rugbrød og fin-brøe kund en jo fo,
– æ tøvves, æ ka mindes e brø’duft ino.
Så kom Poul Thøgers – me strotækt tågg’,
dengång låe e sals lidt længer tebågg’,
og så kom vi til, hvor e vej goer i tow,
det hed ”e hyldtræ” dengång, ka e how’,
der må vel ha groed en træ po e plet,
men i mi tik’ hår der no ingen væt’.
Vi vil føst go nee me ”e sønder vej”
den var æ mjest fortrolig mej,
såen hier en ett i dåe, ved æ godt,
den hier ”Gravenhyvvej”, det lyer så flot.
”E Naer-vej” mo en jo heller ett sejj’,
den er døbt om te ”Fuglebæksvej”.
Den allerføst hus som en kom forbi,
den boed Fredrik og Line i.
Mads Thomsens goer låe lidt længer tebågg,
den var så flot me si røe tågg.
Chr. Sørensens hus var den næst vi kom te,
og så e missionshus ligg derve’,
den ligger der stadig og ligner sæ seel,
men si funktion er jo ændred en del.
Den næjst hus låe såen lidt på skro
der fik Jens Søndergård e tik’ te og go.
Så kom vi te en smedje ijen,
og Barbaras hus ligg’ øvver for den.
Den næst boed Kåren og Else ikk’,
den kom en til ad en grøn bette sti.
Charlottes hus den vild ha’ gjor løkk,
hvis den sto på Hjert hee’ i dåe, vil æ tøkk’,
Marjanne og Jepp’ boed lidt længer mod sønder,
og de var ett’ såen almindelig bønder,
nej de drøv forretning, folk kom fræ e goerr’
og fik røged djer skinker og fuer-loerr’.
Pe Bjerregårds goer lå tæt ve e vej
og Ajs Kreestens goer og Pe Hoves mej,
Niels Kjærgårds låe te den ajen sii’
og Ann Galsgårds hjemmen, den långg og hvii’.
Og opp po e skroning – imellem de tov,
der boed Lone dengång, kan æ how.
Så kom vi øvver Niels Søndergårds grund,
og opp po e bakk, der boed Marie Brund,
hun hådd som Charlotte en eventyrhus,
men no ligger den jo des’varr i grus.
Så kom Jens Brandsholms goer,
han var vor mjælkkusk i masser a oer
i dåe goer der tankvogn så fuld a teknik,
men dengång det hele ve håndkraft gik.
Og så gik e vej nee te Grønnegård,
såen hied en no ett, dengång æ var båer
da boed der en mand dernee der hed Fogh,
han majted ett rigtig e Bojumbo-sprog.
Nee ved ”Chikago” begynd’ ”Kallesåenn”,
der boed Jens Gravsens på højre håen,
Søren Gravgård, Mads Leed og Mads Brandsholm te’ligg,
og Per Boddum og Kren Rokkjær på modsat sii’.
Og så gik’ed ud aj e Havland te,
men føst boes Ajs Thomsen og så Anton Sme’,
hvor den sme-navn kom fræ kinner æ ett’,
for smed han da veesnok aller håd vætt’.
Mads Ajsens goer kom vi osse forbi,
og no ku det mjestt a verden vi sik!
Thyholm og Mors og Salling vi soe,
og Nissum kjerk lånt udd i det bloe,
og der gik e vej så nee tie Niels Ma’sens,
og hen te Mads Peters og om te Ajs La’sens
forbi Thomas Hansens – og så kravlt vi op
på Gravnhyww – og soe vos omkring fræ e top.
Hvor manne kjerker er’e en ka teel?
Der var skjøn deropp, og den dåe i dåe
ka minder opp fræ ”æ hyw” gjør mæ glåe.
Østen æ hyw Mads Hummelshyw boed,
på hans jowr var’ed kuer og kålrabi der groed,
det gjør der ett meer, no boer der en lærer,
der vees-nok mjest avler æbler og pærer.
Jens Towt og Laust Brogård boed nær derve’
og Per Simons helt ud etter Lindholm te’.
Niels Boesens Stowhus pynted e byk’,
den kost 4 tusind, da de bygged ny.
Kren Ma’sens hjem kom en osse forbi,
den var som skabt te en kjøn maleri,
men den er jo osse forlængst rej’n nee,
æ tovves, der er nøj vemodig ve’e.
Tæt ve e fywwer Niels Møllers håd hjemm,
og Per Odgård og Hanne boed tæt op aj demm’,
og så er vi ind på ”e naer vej”,
men den var æ knap så fortrolig mej.
Sønden for boed Niels Howw’ og Stine,
og Laurits Skinhøj og hans kuen Severine.
Og så op te Erhardts forælder’ vi kamm,
der gik e vej fræ – hen til Anton Dam.
Men Niels Nielsens goer kom vi føst forbi,
Jens Kjærgårds og Mardahls vi osse ku’ si’k.
Så låe Bisgårds Mark brej ud for var yww,
hvem der boed der, hov’er æ ett så nyw.
Æ kjenn Per Thamsen en bette gåern,
vi baded jo somtier nee ve hans stråen,
men al dem ajer var fremmed og ny,
og høtt lisom ett rigtig mej te e by.
Så vi goer tebågg te e nar-vej, ijenn,
Ajs Plougmanns hus lå ligg op aj den,
hans kuen hed Inger, og æ kan mindes,
at mi fødselsdåe den fald sammen me hinnes.
Og så kom vi te Chr. Ris’s goer,
den ligger jo ino hvor den altier hår gjorr,
der gik e vej om te ”Bette Hans”,
mi ærinder dærr står i særlig glans,
hans dætter Johanne var gue te og sy,
hun syed vor kjovler, når vi skuld ha ny,
og så håd de æbler, og det endda manne,
æ fik tit en par stykke ve Hans og Johanne.
(Ann Nargård boed vees ligg der’ve,
men det var en kuen som æ ett kjend te’).
Til Stoltzes villa vi dernæjst kom hen,
og så var vi opp ve e hyldtrie ijen.
Til Movnses piger e vej gik om,
det var osse en ste der var skjøn og komm,
men skjønt vi ku sik’ at e vej bløv ve,
så spekulered vi aller på det,
det var ingenmandsland derud’ i det bloe
det var’ed i hver fald da vi var smoe,
da veest vi ett hvor e vej bløv å’,
Thorvald Fær’mand boed derud, bløv der såe.
Niels Pe’sen – og sienhen Peter Nicolaj
boed opp i e by – lidt nur’en e vej,
og e klodsmager boed ligg tæt derve’,
hans håndværk var skyld i, at folk kaldt ham det,
han håd træskoforretning, e lugt derind’
den tro’er æ, den dåe i dåe æ kund kind’.
Mulvad var tømrer, hans kuen fik butik,
og handlt me brød og med kager og slik,
ve e si’ å kom der en kjømand meer,
jo, dengång kund hele 2 eksister.
Nueren e by, der boed Jens Søes,
hvor æ var te baer’bojl som bette tøs.
Og imell Jens Søes og Niels Pesens goerr
der boed Mari’ Jerg i en hel masse orr.
Møtt i e by låe e forsamlingshus,
men den hår jo osse læng lå i grus,
den håd si stuerheds-tik i de oer
da Jens Søe og Ajs Kreestens stod ve e ror,
sien gik’ed tebågg, den er glemt i dåe,
e skuel, den ny, hår val no løst’en åe.

Ja, det var den Bojum som æ håd for yww,
da æ ga mæ te – en par linjer og skryww,
det vejsten e skuel, det kjend æ så lidt,
den vej kom vi jo ett nær så tit,
men e skomager kjend vi i hver fald hverjen’,
der stak vi skuelbaer så tit om en rend,
og veest jo da osse, at lidt i nordwejst,
der låe e kjerk, og der boed e præjst,
men resten, det hovver æ ett så nyww,
det skal der ajjer te og beskryww.

I mi barndom håd Bojum en håndværkerstand,
me skomager, skrædder og træskomand,
me snejker og tømrer og kjømænd og smeer,
og sien kom der damefrisør og barber.
Hva er der i dåe, der ligger nuer goer
der dyrker e jovr, som de altier hår gjor,
men de smo bedrifter, de findes ett mer,
e hues blyvver brugt te feriesteer.
E kjømandsbutik den ligger der ino,
men ett så myj som en bønn ka en fo.
Æ tøvves det var skjøn, der bløv nøj såt i sving,
så folk ett behøvved og ta ud omkring,
men kund tjen djer pengg i djer egen by,
og Bojum ku hvil’ i sæ seel påny,
men der kommer jo nok ingen stoer forandring,
og æ sejer slut, æ er færr’ me mi vandring.

Skrevet af Karen Olivia Madsen (1917-)

This entry was posted in Poesi og sange. Bookmark the permalink.