Boddum – E. Foged

001-627

Boddum
Mel: Som dybest brønd…

En plet af Danmarks dyrebare jord,
til Jyllands fjerne nordre ø henregnet;
en halvø hegnet af så blå en fjord,
hvor kæmpehøjen står for øjet tegnet.
For øret klinger Boddum som dets navn.
I tanken føles det som hjem og glæde.
Et sted, hvor livet gror til slægtens gavn.
Befolkningen lig ringe i en kæde.

Nu dens natur vor tanke fæstnes ved,
den skaberhånden smukt for os har formet.
Brokær til lands jo danner byens led,
hvor middelalders voldhøj blev bestormet.
På fædres grav fra Kløvenhøj vi ser
igennem istids slugter dystre, stejle.
måske fra Kirkebakken føles mer,
når aftenfreden sig i Kilen spejle.

Af flade strand om Boddumvig vi går,
fra Fugleø til vejlens lave vande.
På Lindholm kun en enkelt gang vi står
og skuer syd mod Engbjergs mørke rande.
Endnu engang fra stolte Gravenhøj
vi Hundseroddes gamle færge mindes.
Mod vest langs stille kyst vor tanke fløj,
hvor ensomhed i Boddumhule findes.

Vort blik går over dal og bakkedrag,
hen over markens frodig grønne ager.
Fra havren lang til lyngens brue lag,
ja, overalt der træffes grøde fager.
Og træer gror der hist på sandet jord,
mens rige vækst på sorte muld der findes.
Selv engen viser frem sit blomsterbord.
Taknemlig, ret man Guddomsmagten minder.

Naturens vilde dyr sig tumler frit.
I bakkens skråning danner ræven hule,
og haren springer let på toften tit,
og mosegrise sig i jorden skjule.
Selv skovens vilde due ruger her,
mens lette terner svæver over fjorden.
Ja, humlebien over mark og kær,
den summer, selv for os, der bor i norden.

Vor Kirke er nu mange hundred år.
De dødes have minder har om folket.
Den gamle skole midt i byen står,
der livets lære bliver daglig tolket.
Og mødehus og samlingssal vi har,
og hjem, hvor freden er i æressæde.
En by med mangen gæstfri vært så rar;
i herregaard og husmandshjem er glæde.

At skæbnen sat som barn i Boddum by,
det i det fjerne verdenslarmen hører.
Den unge drages bort af byer ny;
men tit tilbage livets bane fører.
I manddomstid der findes levekår
som er for legen og for sjælen gode.
Og den, som her har nået støvets år,
vil også her sig føle godt til mode.
E. Foged

This entry was posted in Poesi og sange. Bookmark the permalink.