Snerydning i Boddum

Af Kirsten Hansen.

I min barndom var der snefogeder til. De var ude og sætte pæle med halm på marken, hvor der var fri færdsel for sne. Vest for os gik rundten over vores mark op over Søndergaards mark og så over vejen og syd om ”Snæver” og P. Bjerregaards gård og videre syd om Boddum. Så husker jeg ikke længere.

Han gav også besked til landmændene om hvor karlene skulle møde op med skovle til snekastning for at prøve at holde vejen fri for sne. Jeg husker, at Christian fortalte, at han begyndte hver morgen ved foden af Doverodde bakke sammen med jeg ved ikke, hvor mange. De kunne næsten nå helt op. Og næste morgen kunne de så starte forfra igen. Da var det hele føget til.

Jeg mener, at snefogeden bøjede hvor mange folk fra hver ejendom, spørg Hjalmar om ordet er rigtigt.

at bøje = (måske) at byde

 

Fortalt af Hjalmar Mardal

I 1940 tjente jeg hos Viggo Hove. Han var dengang snefoged og var det i flere år. Når det havde sneet og føget, startede han om morgenen med at tage rundt og sætte halmviske op, der viste, hvor man kunne køre på marken, når selve vejen var ufremkommelig på grund af snedriver. Jeg mener, at halmviskene kun bestod af halm. Det var jo mest for mælkekuskene, som skulle til Doverodde Mejeri. Snefogeden havde så ”bøjet” folk dagen før, så de var klar til at rykke ud for at rydde vejene for sne (kaste sne), og hvor mange der skulle komme fra hver ejendom, afhang af dens størrelse. De største gårde skulle møde med 2 mænd og de mindre gårde med 1 mand. Husmændene skulle møde med 1 mand hver anden dag, dog skulle de mindste kun møde hver fjerde dag. Snefogeden havde så ”bøjet” dem til at begynde et sted og gik så rundt og så efter, hvor langt de var kommet og fortalte, hvor de skulle flytte hen, når de var færdige på det sted, han først havde anvist.

Ruten med halmviskene gik fra en overkørsel oppe fra vor vej, tværs over ”æ smees bak” til udkørselen ved Poul Ulrich Riis, og derfra ad ”den skrå vej” til Søndervej. Så skulle ”æ kirkbak” som det første sted ryddes for sne (kastes op).

Så kom der en tid med stor arbejdsløstid, det var nok under 2. verdenskrig, hvor fagforeningen fik stor magt. Den forlangte, at der skulle lejes arbejdskraft til snekastning, først hos arbejdsmændene  og derefter husmændene med de mindste jordlodder.

Men derefter kom ”sneskærme” – en slags stakit – lavet af forskallings-brædder, der var ca. 10 cm brede og nok 2 m. Høje. De var anbragt med lige så store mellemrum på sneskærmen, der blev fastgjort til hegnspæle, der var sat op i en passende afstand fra vejen, så der var plads til snedriverne, inden de nåede vejen. De var opsat nord for vejen, da vinden næsten altid kommer fra nord om vinteren.

Sådanne sneskærme var sat op ved ”æ smees bak” og Poul Tøgers mark, derefter på marken oven for skomagerens hus og til sidst mellem kirkegården og kirken. De var også opsat en del steder på ”æ Syndervej”. De blev så brugt indtil sneplovene overtog snerydningen.

Jeg var på Tune Landboskole i 1940-1941. Der kørte de med en sneplov af træ, der var lige så bred som vejen, med mindst 4 heste spændt for.

1902

På kortet ovenfor er indtegnet med rødt de alternative køre-ruter, som snefogeden markerede med halmviske, så mælken kunne transporteres til mejeriet i Doverodde, selv om den normale veje var sneet til.

This entry was posted in Fortællinger. Bookmark the permalink.