Anders Christian Andersen (1873-1945)

Sammenfattet af Inge Mardal

Anders Christian, A. C., Ajs Chresten eller Anders Degn. Han havde mange navne.

Han var født den 27. oktober 1873 og blev hjemmedøbt den 28. oktober af sognepræsten Anders Lassen Lundbye (1832-). Dåben blev publiceret i Boddum kirke den 28. december 1873.

Han var søn af gårdmand Niels Peder Andersen ”Degn” (1841-1908) og Else Marie Christensen (1840-1895). Som faddere fik han gårdmand Anders Andersens hustru Mette Margrethe Bech (1845-1917) (faderens brors kone), pigen Marie Christine Madsen (1856-1930), husmand Peder Pedersen (1813-1879), husmand Lars Christian Thomsen (1823-1880) og ungkarl Peder Andersen (1849-1930) (faderens bror). De boede alle i Boddum.

Han voksede op på Doveroddevej 19 og fik et par søskende, nemlig Jens Kristian Andersen (1878-1887) og Martin Andersen (1882-1960).

Ifølge folketællingen i 1880 boede hans farmor, Maren Andersdatter hos dem (1811-1885).

Den 8. april 1888 blev Anders Christian konfirmeret i Ydby kirke og fik karakterene mg+ i kundskab og mg i opførsel.

Efter konfirmationen i 1888 kom han i tømrerlære og blev udlært tømrer. Hvor han stod i lære, ved vi ikke.

Den 16. oktober 1895 døede hans mor, Else Marie. Hun blev begravet på Boddum kirkegård den 25. oktober 1895.

Ifølge folketællingen i 1901 var han tømrer og boede på det tidspunkt hjemme hos faderen og broderen. Han arbejdede som tømrer indtil han blev gift, og Hjalmar Mardal fortæller, at Anders Christian huggede alt tømmeret til spærrene til den ”nye” lade i ”Æ Snæver”. Det var i 1901 at den blev bygget.

I 1902 blev han gift i Boddum kirke med Mette Kathrine Nielsen ”Krabbe” (1870-1927). Hun var plejedatter hos Anders Christian ”Søndergaard” (1843-1899) og Karen Madsen (1849-1933). De var blevet gift i 1870 og var barnløse. Deres forlovere ved brylluppet var Anders Christians far, Niels Peter Andersen og købmand Niels Kristian Nielsen (1854-1927). Sidstnævnte var plejemoderens søsters mand, og begge forlovere var fra Boddum.

357-550

Mette Kathrine Nielsen “Krabbe” (1870-1927) og Anders Christian Andersen (1873-1945).

Derefter blev han gårdbestyrer for svigermoderen på Gravenhøjvej 18 og arbejdede som sådan de næste 20 år, indtil 1922.

Hans kone, Mette Kathrine Nielsen ”Krabbe” var født 9. juni 1870 i Brydbjerg, Bedsted. Hun var datter af bager og husmand Jens Jespersen Nielsen ”Krabbe” (1839-1895) og Kirsten Katrine Madsen (1846-1892). Da hun blev konfirmeret i Boddum kirke, boede hendes forældre i Svankjær, Hvidbjerg vesten Å, der er de også begge begravet. Hun kom i 1871 til Boddum hos sine plejeforældre.

Mette Kathrines mor var født i Boddum og hed Kirsten Catrine Madsen ”Skinhøj” (1846-1892). Hendes forældre var Mads Christensen ”Skinhøj” (1809-1889) og Karen Madsdatter (1819-1846). Moderen døde da Mette Kathrines mor blev født og faderen giftede sig igen med Karen Kathrine Pedersdatter, som fik døtrene Karen Madsen (1849-1933), som blev Mette Kathrines plejemor og Bodil Katrine Madsen (1851-1886), som blev gift med købmand i Boddum Niels Christian Nielsen. Niels Christian var forlover til Mette Kathrine og A.C.’s  bryllup.

I 1907 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. vi stod endda lige og skulle til Hurup for at hente Mette, Karen og Anders Kristian. De har nemlig været i København til bryllup med en slægtning af Karens. De blev der så en fjorten dage for rigtig at få hovedstaden at se. Vi har i den tid hørt fra dem en tre gange og kan forstå, at de turer ordentlig rundt, for det er om at få så meget ud af turen som muligt.”

Den 8. maj 1908 døde A.C.’s far, Niels Peter Andersen. Han blev begravet på Boddum kirkegård den 15. maj 1908.

I 1910 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. gilde hos Anders Christians, han fylder år i morgen, de har så fremmede 2 aftener, da de ikke kan have dem alle på én gang”.

I 1910 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: A. C. er også med i udvalget vedrørende forsamlingshuset”.

I 1913 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Mette har været så dårlig af nyrebetændelse, at vi var ganske bange for, at hun skulle gå bort, og selv var hun helt inde på, at det ville sådan gå, men nu i dag er hun meget bedre og vil vist helt sikkert komme sig igen.
…..så må jeg lige smutte om til Mette, før jeg går i seng, for at se hvordan hun er….. Jeg har jo meget af tiden været deromme hos Mette, det vil sige ikke ret mange timer i alt, jeg kan jo ikke slippe ret megen tid fra de små, men jeg vil jo endelig noget af tiden”.
”…..
Mette har også været lidt dårlig og ligget en uges tid, det er jo den slemme, kroniske nyrebetændelse, hun går med altid, dog nu er hun da oppe igen, så det ser ud til hun kommer over det endnu denne gang….”

I 1915 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. I går formiddag var Jens og jeg i kirke, jeg kørte med A.C.  Andersen. I aftes var de så lige heromme en lille sviptur, Karen er på Thyholm, så det var kun de to unge….”

Ifølge folketællingen fra 1916 led hans kone Mette Kathrine af kronisk nyrebetændelse.

I 1918 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Vi har jo al havren ude, så det er trist med det regnvejr, men det bliver jo nok bedre, og A. C. vil hjælpe dem at køre korn, når det bliver tørvejr, han kan snart tage sit, da de jo ikke har nær så meget. Så tærsker vore drenge og Peder for ham. Det gør de 3. dag i dag”.

I 1918 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Mette er rent sølle, hun falder omkuld hvor som helst og kan ikke selv komme op igen. A.C. Andersen er i disse dage ved at få skødet på gården, det er nu heller ikke en dag for tidligt”.

I 1919 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Naboen Anders Kristian slap også for den spanske syge, og konen, Mette, siger at hun er blevet bedre, men i andres øjne svækkedes hun mere og mere”.

A.C. overtog Gravenhøjvej 18 i 1922 fra sin svigermor og havde den indtil 1940.

I 1924 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Hils Anders Christian fra mig, hvordan mon det er med Mette, det er vel ikke godt, hvor er det svært, sådan at være syg altid.”

I følge folketællingen i 1925 var Carl Andreas Christensen (1901-) fra Ydby tjenestekarl og A.C. var i et par perioder medlem af Boddum-Ydby sogneråd valgt for Venstre og var sognerådsformand ialtfald i 1927. Han var også i menighedsrådet og havde mange andre tidlidshverv.

007-550

Hjalmar Mardal fortæller: Desuden kan jeg huske om Anders Christian, at han i lang tid var formand for forsamlingshuset, og han førte ingen regnskab over pengene. Nogle mente at han tjente penge ved det, men de fleste troede, at han satte penge til.

Der fortaltes en historie om en gang han var blevet meget uenig med lærer A. P. Jensen i Boddum skole, men Jens Søe og nogle andre fik dem til at give hinanden hånden på, at de skulle være gode venner igen, men så sagde A. C.: ”Men jeg vil aldrig glemme, at en degn er en gal spektakelmager.”

Han kørte rundt til underholdninger her i Thy, hvor han var god til at læse historie. Så havde han Jens Søe med til at læse egne digte op. Jens Søe fik dem udgivet i bogform med titelen: ”Tak for æ bro” Oddesundbroen. A.C. havde også Jens Hove med, som fortalte om sine udlandsophold i England, Island og Finland. A.C. læste fortællinger af bla. Knud Knudsen (Knud Anders Hjortø, født Knudsen) mere kendt som Knud Hjortø (1869-1931).

334-550

Han havde en bil fra omkring 1929, så under krigen 1939-1945, da vi ikke kunne få benzin, tyndede han det op med petroleum og til sidst blev det alene petroleum og den kørte ligeså godt – ”Eller den kørte da” til der ikke længere kunne fås petroleum.

Da jeg i 1938 tjente i ”Æ Snæver” hos Jens Hove (1901-1978) kørte A.C. en aften, det var inden den 1. november, os til foredrag i Bedsted. Foruden A.C.  var også Jens Hove, en anden tjenestekarl Thorvald Jensen (1919-1991) (en bror til Magne Kjems Hoves senere kone Oda Elisabeth Jensen (1921-1988)) og jeg med. Vi hørte et foredrag, der hed ”Fangen fra Djævleøen”. Hvem foredragsholderen var, huskes ikke og måske fik man det ikke at vide, for det skulle virke mystisk. Han viste blandt andet sine ben frem, hvor man tydeligt så mærker af lænkerne, han havde haft på.
Vi havde på vejen derhen købt wienerbrød og det spiste vi til en kop kaffe, som vi fik på Bedsted Hotel hos to af Thorvald Jensens søstre, som boede der. De var syersker, det var Kathrine Marie Graugaard Jensen (1908-1980) og Agnes Agnethe Jensen (1913-).

Den 22. november 1927 døde A.C.s kone, Mette Kathrine. Hun blev 57 år gammel og begravedes på Boddum kirkegård den 29. november 1927.

I 1929 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: …... Vi ville meget gerne, om ikke du og flere kunne komme herned til den 10. maj, se, den 9. er jo helligdag, kunne A.C. og Karen ikke nok få et par dage fri og bile herned en tur”.
…..Her er et billede, som blev taget, da vi kom hjem fra kirke den søndag, Hans var hjemme. A.C. bilede jo med os. Karen ville ikke med på billedet. I kan jo nok kende drengene? Åge, Eva, Ejnar, Harald, A.C., Jens og mig. Sådan sidder vi fra venstre”.

1929

1929
Aage Kjems Hove (1906-1992), Eva Agnete Kjems Hove (1914-2003), Ejnar Hove (1905-1988), Harald Kjems Hove (1908-1983, A.C., Jens Hove (1901-1978) og Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935).

Et af de steder, hvor posten dagligt fik en kop kaffe, var hos A.C.

A.C. havde forskellige husholdersker, men det var svært at få gode husholdersker, for det var i perioden, hvor mange rejste til København. Måske derfor havde A. C. nogle lidt mærkelige husholdersker. Der var bla. en, som tørrede sit gebis af i viskestykket. Der var også en, som ikke var særlig renlig og juleaften var A. C. for det meste inviteret om til naboen i ”Æ Snæver” og selvfølgelig blev husholdersken inviteret med. Men en af drengene, Magne var så bange for at husholdersken ville røre ved mandelgaven, der var en chokoladegris. Man blev derfor enige om at gemme den oppe over bjælkerne – men hvad var det første husholdersken så ved ankomsten? Det var chokoladegrisen, som hun straks gik hen og tog ned. En anden historie om en husholderske var, at hun havde sagt: ”Vi er ikke alle ens”, hvortil A. C. havde svaret: ”Ja, Gudskelov!”

Der fortælles om, hvor flink og behjælpsom Anders Christian altid var. Et eksempel herpå: I de cirka 4 år, hvor Niels Peter Søndergaards (1873-1960) hustru, Ane Cathrine Hovmark (1882-1929) for største delen af tiden lå på Århus sygehus, tog A.C. straks  sin frakke og gik ud til bilen, hver gang Niels Peter spurgte, om han ville køre derned med ham.

Igen, den 28. juni 1929, dagen før Ane Cathrine Hovmark døde, blev der ringet fra Århus Kommunehospital og Anders Christian tog igen straks frakken på og kørte med Niels Peter Søndergård og Ane Cathrine Hovmarks mor Marie Kristine Madsen (1856-1930).

Thisted Amtsavis bragte den 14. november 1929 et interview med enkepastorinde Lundbye i anledning af hendes 90-års fødselsdag. Interviewet havde titlen ”Minder fra Thy” og heri siger enkepastorinden bla. følgende:”… En af mine kæreste beskæftigelser er at skrive med de mennesker, som jeg igennem disse år vandt mig som venner; jeg står således vedblivende i korrespondance med sognerådsformand Anders Chr. Andersen,…”

Der fortælles også, at A. C. kørte børn til Hurup, når de skulle med toget til København eller ud på en anden udflugt.

A.C. var en yndet fadder til børn bla: Peter Nikolaj Pedersen (1894-), Thorvald Kristensen (1898-), Jens Hove (Pedersen) (1901-), Niels Andersen Nørgaard (1902-), Holger Johannes Kristensen (1902-), Johannes Kjems Hove (Pedersen) (1904-), Ejnar Hove (1905-), Else Marie Dahl Andersen (1905-), Helga Kristine Kristensen (1906-), Aage Kjems Hove (1906-), Anna Simmonsen (1907-), Anders Christian Bjerregaard (1911-), Agnes Margrethe Andersen (1912-), Magne Kjems Hove (1912-), Vibeke Højen Christensen (1913-), Eva Agnete Kjems Hove (1914-), Gretje Hadenfeld Christensen (1917-), Thyra Hadenfeld Christensen (1919-), Esther Kjems Hove (1919-) og Karen Nielsen (1926-).

Han var også forlover, bla. ved Niels Krabbe Nielsen (1875-) og Kirsten Nielsen (1871-) bryllup i 1903, Christian Christensen (1887-) og Ane Kirstine Madsens (1901-) bryllup i 1921 og Harald Kjems Hove (1908-) og Barbara Dorthea Sørensens (1910-) bryllup i 1941.

I følge folketællingen fra 1930 var Poul Christian Gravgaard Sørensen (1909-1990) landbrugsmedhjælper hos A.C., og Anna Marie Hummelshøj (1912-1953) hjalp til med husgerningen.

Vi ved også, at på et tidspunkt var Eva Agnete Kjems Hove (1914-2003) husholderske hos A.C.

A.C. havde også på et tidspunkt en feriedreng fra København ved navn Louis.

på tur ved Vesterhavet -550

Anders Christian Andersen (1873-1945), Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935), Petra Hansen (1900-1990) og Peder Hove (1874-1935)

009-627

Petra Hansen (1900-1990), Gudrun Nielsen Kjems (1881-1935), Peder Hove (1874-1935) og Anders Christian Andersen (1873-1945)

I 1930 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: Omme hos A.C. har de det ved det gode gamle. Karen er nu fyldt de 81 år. De taler tit om jer og ønsker alt godt for jer…”.

I 1931 ifølge brevsamlingen fra naboerne Gudrun og Peder Hove: ”….. Nu må jeg slutte, da brevet skal med i dag. Hils A.C. og Karen mange gange, det glæder os, at Karen er blevet rask igen……”.

Den 5. april 1933 døde A.C.’s svigermor, Karen Nielsen ”Søndergaard”, født Madsen. Hun blev 83 år gammel og begravedes den 12. april 1933 på Boddum kirkegård.

1935: I går begravedes på Boddum Kirkegård gdr. P. Hove, Boddum.
I hjemmet, hvor et stort følge var samlet, sang man: “Tænk når en gang.” Gdr. A.C. Andersen (den tidligere omtalte nabo Anders Christian) talte:
Hove kom til Boddum 1899. I 1902 blev vi naboer, og vi har altså været naboer i 33 år. Sjældent har vist to naboer haft så meget og haft det så godt sammen. Vi var lige gamle, og vi havde samme interesser og samme indstilling både i kristelig og folkelig henseende. Vi var, for at sige det moderne, på samme bølgelængde. De 33 år kan deles i 3 lige afsnit. De første 11 år var vi to par unge, raske, interesserede nabofolk, der daglig kom sammen og delte alle interesser. Så blev min kone syg, og i de 11 år fik jeg for alvor at mærke, hvad det vil sige at føle, at man er med i venners forbøn, det fik vi at mærke. De sidste 11 år har P. Hove været syg og ribbet for alle de fjer, som vi mennesker er glade for, men han var tilfreds og altid taknemlig. Han havde dog et par store slagfjer i vingerne. Han kunne stige på bønnens vinge, når han tog sin kones hånd og klart og inderligt fremsagde fadervor. Hjertelig tak for de mange år!
Man sang: “Min Jesus, lad mit hjerte få”, og kisten blev båret ud af 6 sønner.
Følget fyldte næsten den lille hyggelige kirke. Her talte pastor Christensen efter salmen: “O, Gud ske lov, det hjemad går” ud fra ordene i Pauli 2. brev til Thimotius. Man sang “Den store hvide flok vi se”. Efter jordpåkastelsen takkede den ældste søn for den store deltagelse og bragte deres gode nabo, A.C. Andersen, en særlig tak”

 A.C. kørte også Jens Hove (1901-1978) og hans kone Petrea Hansen (1900-1990), på besøg hos hendes familie, der boede på Møn og hvor hun også selv stammede fra.

008-550

Han var en fremragende oplæser og Hjalmar Mardal fortæller, at da A.C. var blevet en ældre herre og blev spurgt, om han ville læse op, sagde han, at det ville han ikke så gerne. Hans tænder var ikke, hvad de havde været, og derfor lød det anderledes, men A.C. blev overtalt og det var som sædvanlig en glimrende oplæsning.

A.C.  flyttede i 1940 til Gravenhøjvej 12 og boede her til sin død i 1945.

Den 27. december 1973 skrev Peder Hove i Thisted Amts Tidende:
I Boddum var der trivsel og sammenhold
….Når jeg således som lille dreng gik hen i byen for at besøge min bedste ven AC – dengang en gammel mand – kunne det hænde, at jeg fandt en ”lime” anbragt i hans yderdør; så vidste jeg, at jeg godt kunne gå igen. Kosten i døren var det af alle accepterede og respekterede tegn på, at man ikke var hjemme, og at den besøgende ikke behøvede at ulejlige sig ind. Folk låste aldrig deres døre. Hvorfor skulle de også det?
Men selvfølgelig så jeg helst at kosten var væk når jeg ville besøge AC, for hos ham syntes alle børn om at være. Hvad jeg selvfølgelig ikke vidste dengang, men måske alligevel fornam gennem den reverens, hvormed de voksne omfattede ham, var, at AC var en af de helt store i sognet. Han var ganske vist lægmand, men utrolig belæst; han kunne snesevis af digte udenad og var meget søgt som oplæser, ikke blot i Boddum, men i store dele af Thy. Som et kuriosum kan nævnes, at han tidligt havde ”opdaget” den vendsysselske digter Jens Thiese, hvis lune fortællinger skrevet på vendelbomål han yndede at læse op. Det er ligeledes betegnede, at det var AC, der sørgede for at få samlet og udgivet Jens Søes produktion – så meget af den, som endnu fandtes i skuffer og gemmer. Det blev til den smukke og nu sjælne ”Tak for æ Bro” (og andre thylandske digte) en uvurderlig kilde for den, der vil lære de gamle thyboers sindelag at kende…..

Den 30. september 1942 døde hans gode ven Jens Søe. Han blev begravet den 5. oktober 1942 på Boddum kirkegård.

Thisted Amts Tidende skrev engang i 1943:
Da gårdejer Jens Søe, Boddum, døde sidste efterår, blev der fra flere sider fremsat ønsker om at hans mange herlige thybodigte blev bevaret for eftertiden og gjort tilgængelige for en større kreds.
Dette ønske vil nu gå i opfyldelse, idet Jens Søes mangeårige ven, gårdejer A. C. Andersen, Boddum, har samlet den væsentligste del af hans omfattende produktion og et udvalg heraf vil i efterårets løb udkomme i en digtsamling.

Peder Hove skrev i Historisk Årbog for Thy, Mors og Vester Hanherred 1976.
…..Åndeligt vakt var Jens Søe som så mange af sin generation; den grundtvigske bevægelse stod stærkt i Boddum, måske med sin fornemste repræsentant udadtil i gårdejer Anders Christian Andersen – A. C. kaldet – der i tyverne og trediverne var meget brugt som oplæser rundt om i Thy. Jens Søe var mere stilfærdig. Han sad på sin ”syvtønders goer, som æ fek a mi fåer,” og skrev sine digte; af og til lod han et komme ud til offentligheden via den lokale presse, men det var mest småting, som havde øjeblikkets og landsdelens bevågenhed, humoristiske bagateller skrevet til lejligheden, og som derfor i dag er næsten glemte. De virkelig gode og ofte lange digte gemte han derhjemme og tænkte aldrig på at udgive noget som helst. Det er betegnende, at det var A. C., der efter Jens Søes død sørgede for at få samlet og udgivet hans lidet omfangsrige, men højt skattede produktion – så meget af den, som endnu fandtes i skuffer og gemmer. Det blev til den smukke og nu sjældne bog ”Tak for æ Bro”, en uvurderlig kilde for den, der vil lære de gamle thyboers sindelag at kende.

(null)-550

Thisted Amts Tidende skrev i anledningen Anders Christians 70 års fødselsdag 27. oktober 1943:
…… Udadtil er A. C. Andersen blevet kendt som oplæser. Sammen med afdøde gårdejer Jens Søe har han sørget for underholdningen ved utallige sammenkomster, ikke mindst i Venstrevælgerforeningerne, hvor man satte stor pris på den gode underholdning, som de to boddumboere kunne byde på. A. C. Andersens lune og stilfærdig humor gjorde ham til en fortrinlig oplæser. Man satte særlig stor pris på ham ude i sognene, hvor man forstod at goutere hans stilfærdige form for humor.
A. C. Andersen, der er enkemand, vil på 70 års dagen i morgen blive fejret af en stor kreds af venner, der har indbudt ham til en sammenkomst i forsamlingshuset i Boddum.

Den 5. februar 1945 døde Anders Christian på sygehuset i Nykøbing Mors. Han blev begravet på Boddum kirkegård den 13. februar 1945 af sognepræst Rasmus Hørning Knudsen (1903-1991).

Thisted Amts Tidende skrev om Anders Christians død:
Forhenværende gårdejer Anders Christian Andersen, Boddum, er død på Nykøbing sygehus, efter lang tids sygdom, 71 år gammel.
A. C. Andersen var en meget populær og afholdt mand i Boddum, og han var kendt i hele sydthy, hvor man ofte i årenes løb havde haft den glæde at høre ham som oplæser sammen med hans mangeårige ven gårdejer Jens Søe.
A. C. Andersen blev efter sin konfirmation udlært tømrer, men vendte ved sit giftermål tilbage til landbruget og overtog hustruens fødegård i Boddum. Han gjorde sig hurtigt gældende i hjemsognet, hvor Venstre to gange indvalgte ham som medlem af Boddum-Ydby sogneråd. I sin sidste sogneråds periode var han formand for kommunalbestyrelsen. Han var desuden i mange år medlem af menighedsrådet og af Venstrevælgerforeningens bestyrelse.
A. C. var en mand, som havde let ved at vinde venner. Hans stilfærdige og venlige væsen og udprægede humør og lune bevirkede at folk befandt sig godt i hans selskab. Han var en af Venstres trofaste folk, og han savnedes sjældent, når Venstre kaldte til møde, enten det var Venstrevælgerforeningen eller V. U., der var indbyder. Udadtil blev han som nævnt kendt som en ypperlig oplæser. Han har sammen med Jens Søe underholdt ved mange sammenkomster – i særdeleshed i Venstrevælgerforeningerne, og de to boddumboers underholdning supplerede hinanden på en fortræffelig måde.
Det var A. C. Andersen en stor glæde, at han fik lejlighed til at samle sin afdøde ungdomsvens thybodigte, og han glædede sig også over, at Jens Søes thybodigte ikke var glemt, hvilket samlingens enestående salgssucces var det bedste bevis for.
A. C. Andersen, der var enkemand solgte for cirka 4 år siden sin gård og købte et hus i Boddum. Det sidste årstid havde han dog mest tilbragt på sygehuse og døden kom nærmest som en befrielse. Han var barnløs.

Thisted Amts Tidende skrev følgende om Anders Christians begravelse:
Forhenværende gårdejer Anders Christian Andersen, Boddum, begravedes under meget stor deltagelse i går eftermiddag. Der indledes med en andagt i hjemmet ved lærer Foged, og i kirken talte pastor Knudsen ud fra Rom. 8,15: I modtog ikke en trældoms ånd, men en sønneudkårelsens ånd. I nogle personlige mindeord om den afdøde omtalte pastor Knudsen A. C. Andersen som et menneske af ånd. Han gik ikke alene levende op i litteratur, men han havde også en stor og varm interesse for mennesker, og denne interesse havde aldrig noget at gøre med de pågældendes timelige kår. Han var en ualmindelig vennesæl mand, der havde let ved at få venner, og han fik mange gode venner overalt, hvor han færdedes. Også i de sidste tunge år, da han måtte tilbringe sin tid på sygehuset, fik han nye venner, det var ham til stor opmuntring.
I A. C. Andersens hjemstavn vil vi også mindes ham som en god kristen mand, der havde en stor plads i vore hjerter både som menneske og som kristen. Han var et menneske, der åndelig talt havde håb, og det var ham til trøst og styrke under den lange sygdomsperiode, at han havde kristenheds håb at holde sig til.
Ved graven takkede afdødes broder, Martin Andersen, Refs, for deltagelsen, og desuden blev der talt af Jens Hove, Boddum, der på befolkningens vegne rettede en sidste tak til A. C. Andersen for det, han havde betydet i sognet.
Følget samledes derefter til en mindehøjtidelighed i forsamlingshuset, hvor der blev talt af lærer Dam, Flarup, gårdejer Jens Hove, lærer Andersen, Vestervig, og Martin Andersen, Refs.

I en avisartikel i Thisted Amts Tidene fra 27. januar 1966 i anledning af postkontrahent Jens Jørgen Peder Eriksens (1901-1975) 25. års jubliæum som post i Boddum siger han: ”…I mine helt unge dage, da jeg tjente som karl i Boddum, fik jeg et indblik i sognets sammenhold. Unge og gamle kunne samles i forsamlingshuset for at høre de to uforlignelige, nu for længst afdøde Boddumboer, Jens Søe og Anders Chr. Andersen underholde. Jens Søe læste egne digte, og ”Ajs Kresten” underholdt med oplæsning. De var to store personligheder begge to, og de kunne underholde os i timevis, uden at nogen trættedes. Hvor mange sogne i Danmark har mon haft sådanne forhold helt op til nutiden?…”

Peder Hove skriver i ”Fra den lyse side – erindring om en barndom” udgivet af Poul Kristensens Forlag 2007.
….Skulle man videre op til byen, passerede man omtrent på halvvejen ”Effata”, missionshuset, samt en klynge jordløse huse, hvor der boede to arbejderfamilier og nogle ældre mennesker. Blandt dem var Ajs Kresten, eller i daglig tale blot A.C., som jeg kendte fra mit hjem, hvor han tit kom. Han var enkemand og boede nu alene efter for få år siden at have solgt sin gård til farbror Magne; han havde således ikke bare været mine forældres men også farmor og farfars nærmeste nabo. Lige som dem havde han spillet en ikke ubetydelig rolle i de grundtvigske, højskolepåvirkede kredse, der førhen og til dels stadig satte deres præg på sognet – Indre Mission gjorde sig også gældende, men var aldrig dominerende som visse steder i Thy. Jeg fik snart min gang hos ham, og da mine morforældre boede så langt borte, blev han en slags bedstefar for mig; han tog del i familiens ve og vel, var en fast og kærkommen gæst juleaften og ved andre festlige lejligheder.

A.C. var en kraftigt bygget mand med lidt tunge ansigtstræk, som et enormt hageparti gjorde sit til at fremhæve; han gik heller ikke rundt og smilede konstant børnevenligt, men han var afgjort glad for børn og vi for ham. Han havde ingen selv. Da konen døde, antog han en husbestyrerinde; hun var småt begavet og rent ud sagt noget af en so, der bl.a. havde for vane at tørre sine forlorne tænder af i det viskestykke, hun også brugte til tallerkener og bestik. Det var synd for ham, men han nænnede ikke at skille sig af med hende og beholdt hende, til hun døde. Det har sikkert været en lettelse, i alt fald så han ud til at klare sig udmærket alene. Jeg fulgte ham i hælene overalt såvel i huset, når han rensede ”flyndere” til sin middagsmad, som i udhuset; derude havde han et lille tømrerværksted og ved siden af i vognskuret sin opklodsede bil – han var en af de meget få i byen, der ejede en sådan – en dejlig Ford 29 , der vasket og pudset, ventede på bedre tider, som det åbenbart havde lange udsigter med. Han kunne stå i sine egne tanker med en hånd på en af skærmene for så at sukke: – Nej, jeg kommer aldrig ud at køre mere. Det fik han desværre ret i. Bilen havde været ham til stor glæde og bragt ham vidt omkring; i slutningen af trediverne kørte han og far og mor flere gange til Møn i den, nu stod den amputeret, uden hjul på sine træklodser, til ingen nytte. Han lod nabobørnene og mig lege i den så tit, vi ville; vi havde fri adgang.

Det havde vi også til selve huset, for der var aldrig låst. Jeg tror ikke der kunne låses; det brugtes ikke, heller ikke hos os. Hvis han ikke var hjemme, stillede han bare som andre gamle Boddumboere en ”lime”, dvs. en kost på tværs i yderdøren som et tegn til eventuelle besøgende; det signalerede, at man ikke behøvede at ulejlige sig med at gå ind. Jeg blev altid skuffet, når jeg så den kost i døren.

Engang i 1944 måtte A.C. en tur på sygehuset, men han kom ret hurtigt hjem igen. Så en dag kom far og sagde; – A.C. er død; jeg synes, du skal gå med mig hen til ham, for ellers får du ham ikke at se mere. Vi fulgtes ad hen til huset og gik ind. Om der var andre til stede end os, aner jeg ikke; det har der vel været. Jeg husker kun, at jeg sammen med far gik gennem den stue, jeg heller ikke skulle få at se mere, og hen imod døren til sovekammeret. Her fik jeg med et betænkeligheder, men far tog mig i hånden og lukkede døren op. Jeg holdt mig forsigtigt lidt bag ved ham, men måtte jo alligevel kigge. A.C. lå i sengen; jeg så ikke hans ansigt, har måske ikke villet. Tilbage i min erindring er kun billedet af en hvid hånd, der hviler på en dyne…..

3908-550

 

This entry was posted in Beboere. Bookmark the permalink.