Niels Krabbe (1901-1993)

Skrevet af Holger Krabbe.

Min far, Niels Krabbe, er født i 1901 i Uglev som nr. 3 i en børneflok på 9.

Efter at have tjent derhjemme og forskellige steder på Thyholm var han på højskole i Tommerup, og senere havde han plads i Sønderjylland og på Djursland.

Det var svære tider for en ung at starte som selvstændig, så i en alder af 25 år besluttede han at prøve lykken i Canada. Han havde lidt kontakt derovre, idet to nabosønner et år eller to forinden var emigreret dertil.

canada 115-2

Den 31. maj 1927 stod han på toget til København, og var i Tivoli sammen med en fætter. Dagen efter fik han ordnet sine ting til rejsen og mødtes med et par brødre, der boede i byen.

Den 2. juni kl. 11:00 startede rejsen med skibet “Frederik d. VIII”.

”Frederik d. VIII” 8. juni 1927

Kære Fader og Søskende!

Nu har jeg snart sejlet en uge, og kunne godt lide, at komme i land igen. Jeg har, som de fleste af os, været syg et døgns tid; men er nu så godt som ovre det.
Vi har ikke haft mere søgang, end vi så tit kan have hjemme i fjorden; men man er jo ikke vant til denne stadige duven.
Tiden går rigtig godt her ombord. I aftes var her foredrag om Grønland, af en af deltagerne i Mylius Eriksen-ekspeditionen. Somme tider holder vi ungdomsgilde på dækket med ”skære havre” og ”syv raske fliker” og så videre. Det er særlig vestjyder og svenskere, der er specialister her.
Polakkerne synger meget smukt flerstemmige sange. De danner sammen med folk fra Ukraine og randstaterne en slags 4. klasse. De er klippet skaldede og meget tarveligt klædte og det siges, at deres rejse bekostes af den canadiske regering.
I aften passerede vi ”Hellig Olav”, ”Frederiks” broder på hjemtur. Det var smukt med de mange lys i den mørke aften. Ellers ser vi ikke noget nu udover hav og himmel.
A. Lodahl’s søn fra Hurup med kone og lille dreng er med. De skal til U.S.A. Der er fem søskende fra Vendsyssel, som rejser til Alberta, og mange rejser jo til Winnipeg eller Montreal. Jeg bliver nok den eneste, som skal til Pass Lake.

  1. juni

Så har vi spist til middag: aprikossuppe og kalvekotteletter med svedsketærte til dessert. I går fik vi grønkål og flæsk samt napoleonskager. Vi får steg både morgen, middag og aften og så en hel del andre retter. Kaffe klokken 3. Æg herombord er jo reglen: Intet arbejde mellem måltiderne indført, så vi kan nok blive i stand til at tage en tørn, når vi kommer i land.
Nu har jeg fået min appetit igen også til kaffe og tobak. Besætningen er på ca. 300 mand, og vi er nu vist ikke ret mange flere passagerer. Det siges, at der er 8 på 2. klasse, men det er dog vist heller ikke overdrevet. Her er vaskeri, bageri, barberstue, købmand og meget andet. Jeg er den eneste med K.F.U.M.-emblem.
Vi spiller meget skak. Jeg har fået en del klø af en svensker, som har spillet med Lasker. I kan spørge Knud Nielsen, hvem Lasker er.
I dag sejler vi på New Foundlandbankerne. Der er tæt tåge og sirenen tuder hvert minut. Vi har ikke sejlet under 400 miles i døgnet, men tågen vil måske sinke os lidt nu.

  1. juni

Men tågen lettede da, og vi så flere hvaler, som med mellemrum kom op og sprøjtede vand ud. Vi ser også flere fiskefartøjer. Her på bankerne drives jo stort fiskeri. Vi er helt nede på højde med Italien; men det er dog stadig ret koldt at opholde sig på dækket.
I morgen formiddag venter vi at være i Halifax. I aftes var her foredrag om det arktiske Canada, af zoologen Frits Johansen, som var med Mylius Eriksen og siden hen har ledet canadiske ekspeditioner i Hudsonbugten og det nordlige Canada.
Så er sørejsen snart slut, og den har såmænd været meget fin. Forretningsføreren har lovet at hjælpe mig med at telegrafere til M. Dejstrup og finde ruten. Jeg skal vist over Montreal, og kan således ikke rejse sammen med Winnipeg-folkene. Den ene af mine kahytskammerater skal til Hollywood i Californien, han er dekorationsmaler. Og den anden, som er tjenestekarl fra Århusegnen, skal til Indiana.
Nu de kærligste hilsener til jer alle sammen, og hils naboerne.

Niels

Den 10. juni ankom de til Halifax og så gik turen med tog via Montreal til Pass Lake, hvor han for en kort tid fik skovarbejde. Derefter rejste han lidt længere vestpå til Forget. Her kom han i høstarbejde, som jo foregik med tærskning direkte på marken. Længere og længere vestpå gik det. Nu nærmede vinteren sig, og dermed blev det vanskeligere at finde arbejde. Indtægterne havde ikke været store, men nok til, at han kunne tage på højskole. På Den Danske Højskole i Calgary kom han i kontakt med mange landsmænd, og her forbedredes hans sprogfærdigheder betydeligt.

Calgary 3. december 1927

Kære Alle!

Ja så skal man til at skrive julebrev. Den 9. december går ”Frederik” fra Halifax. Der er lidt for langt til, at jeg kan tage med denne gang. Der er ellers 6-7 stykker rejst fra ungdomshjemmet, og det kunne være ganske rart at komme hjem til jul i gamle Danmark, men det bliver altså ikke denne gang.

Jeg takker meget for brevene. Jeg fik fem for et par dage siden, og 3-4 omkring d. 25. Hils E. Overgård og berolig ham med, at det er ikke videre koldt for øjnene her. Her er ikke så koldt som i Saskatchewan. Det er jo nærmere havet. I klart vejr kan vi tydeligt se de hvide Rocky Mountains i vest. Det er et prægtigt syn. Det synes, som om de kun var få km. borte, og dog er der 20 danske mil derud.

Derude er der en overflødighed af mineraler, olie og gas. En eneste boring forsyner Calgary med gas. Byen kan endda kun bruge halvdelen af det, og derfor er resten antændt, for at det ikke skal forgifte luften.

Der brænder det så i buldrende flammer nat og dag. Man har gascentralen i kælderen, den er som en stor primus, og derfra går varmerørene op til hvert værelse.

Ja, Danmark er kun et lidet og fattigt land i forhold til dette.

Det er jo sørgeligt, at folk som Andreas Jensen, der har slidt hårdt, alligevel må gå fra ejendommen med en ubetalelig gæld. Dog tænker jeg, at de der begynder nu må have gode udsigter. Der er jo sikkert intet land i verden, der har et så højt udviklet landbrug som Danmark, både hvad produktion og afsætning angår. Men der er jo nok for mange folk.

Her i Calgary er mange repræsentanter for ”blomsten af Danmarks ungdom” men sikkert også meget af bunden. Der sidder således tre danskere og venter på deres dom, for at have brudt ind på Royal Bank, hvor de med hævede revolvere hands- uppede personalet. Der kom dog en bag på dem og skød den ene en kugle gennem armen, hvorefter de flygtede i bil. De blev så senere fundne, og man  mener, at de vil få ti år og en omgang ratting (mon han mente ”beating” som betyder prygl?) af og til.

Jeg fulgte altså dit råd, Kristian og tog ind til en af byerne for at studere landets videnskab, kunst og filosofi. Pengene jeg sætter i foretagendet kan måske bære gode renter, det håber jeg da. I hvert fald tilbringer jeg en dejlig vinter her, og det er da også noget værd. Vor skoleplan ser således ud.

  1. Engelsk læsning. (hvad vi her frembringer lyder ikke underskønt)
  2. Andagt ved forstander Knudsen.
  3. Skiftevis bibeltime, symbolik, astronomi, troslære ved samme.
  4. Engelsk stavning.
  5. do grammatik.
  6. Historie.
  7. Regning.

………………..

 Calgary  17. februar 1928

 Kære Fader!

Så fik vi fat på en farm. Den tilhører byen, og vi har rentet (lejet) den for fem år. Der er 80 acres; så vidt vi kunne se udmærket land. Der groede en del vilde roser, og det er tegn på førsteklasses jord, men ellers lod det ikke til at være meget urent. Heller ikke var det slemt med sten, hvad ellers ofte er tilfældet her ovre. Halvdelen er i prærie, og den må ikke brækkes, men den giver jo god græsning. Vi skal give 25 dollars om måneden for landet og beboelseshuset. Kostald, hestestald, hønsehus og et par andre skure har den nuværende rentier (lejer) opført, og dem har vi købt af ham for 600 dollars. Så har vi tilbage at købe heste, køer og redskaber samt såsæd og andre småting, og derfor må jeg nu have mine penge. Jeg skulle gerne have så mange, at det kan blive til ca. 1000 dollars. Laurits Pedersen har betalt ca. 400 og resten har vi lånt af en kammerat. Vi har en sagførers underskrift på, at sælger intet skylder på sine huse. Man skal passe gevaldigt på herovre, at der ingen faldgruber kan være. Vi har set, hvordan et par kammerater havde mistet alle deres penge, hvis ikke den ene var sprunget fra i rette tid.

Tak for brevet jeg modtog i dag fra dig og Else.

Det er rigtig en farm, jeg har mod på, og vi skal lave det fint der. Der er kun ti minutter til sporvogn. Der løber en bæk gennem marken og et sted danner den en lille sø. Der er et lille ishus til mælken. Han forlangte 200 dollars for hver af sine 4 bedste køer, som er stamkøer fra C. P. R.-farmen i Strathmore, hvor Karl Pedersen er. Han har 12 køer Holstenere. Vi behøver jo ikke at købe af ham, men det er måske ikke det dummeste at købe det bedste. Skal vi købe dem andetsteds, risikerer vi, at de falder for tuberkulinprøven, og så må vi ikke levere mælk til byen.

Det var min sl0f (kammerat, man deler værelse med) købmand Kraghede, som fandt den til os. Netop den dag jeg havde besluttet at stoppe skolen for at komme ud, inden jeg fik brok (blev træt af at sidde på skolebænk).  Atter og atter erfarer man at Gud er god; Han vil også i fremtiden lede alt til det bedste. Pastor Knudsens er meget glade for at beholde nogle af os i nærheden. Min kompagnon er formand for den kristelige danske ungdomsforening her i Calgary. Han var på T. H. (Tommerup Højskole på Fyn) sammen med Niels Sloth, Helligkilde, Lars Christensen, Semb og Chr. Povlsen, Floulev. Hans hjemsted er Hårby på Fyn. Jeg er sekretær i kirkefondet. Vi mangler jo vor egen kirke, og det er vi unge, som må tage fat. Kun få af de ældre danske vil noget.

Jeg tænker den bedste vej at sende pengene på er, at lade f.eks. Thylands Bank telegrafere til Royal Bank i Calgary, men husk så min adr. da jeg har hævet min konto der. 1. marts skal vi tage farmen, men benyt den gamle adr.304.1. ave N. E.

Og så til slut de kærligste hilsener. Når det bliver gode tider i gamle Danmark, kommer jeg hjem med penge på lommen.             

Niels.

kort.docx

Canada m m109-2

På skolen traf han en anden ung dansker, Laurits Pedersen. Sammen forpagtede de en mindre farm i udkanten af Calgary, og som far i 1929 skrev hjem: ”Vi har været optaget af ko-handel og lave plads til dem. Vi har nu 22 og plads til 4 mere. Pengene får vi fra United Dairies, som gør sig store anstrengelser for at imødekomme konkurrencen fra andelsmejeriet, som begynder i denne måned. 

De lånte altså penge af mejeriet til køb af køer – ud over de 4 der fulgte med i købet af gården – og startede nu et længere samarbejde omkring mælkeproduktion.

Senere samme år gav han et indtryk af de økonomiske forhold: ”Her er ved at blive dyrtid på mange ting. Masken fra bryggeriet er steget med 50%. Vi får to læs om ugen af det, så køerne går med en lille dille hele tiden, ligesom den gamle skotte, der udleverer det. Når han er godt fuld ,får vi mest. Men nu er mælken også steget og vil nok stige yderligere, da det er meget knap med den nu, da folk vender hjem fra ferie”.

Canada m m109-3

Efter ca. seks års forløb var farfar hjemme i Uglev blevet syg og han ønskede, at far kom hjem.

Far blev enig med partneren om en pris for sin andel af foretagendet, og så rejste han sammen med en anden kammerat hjem til Danmark.

Følgende tekst er uddrag fra ”Min tid i Canada” af Samuel Olsen:

… I en periode under depressionen faldt priserne så meget på kødkvæg i Vestcanada, at det kunne betale sig at transportere slagtedyrene i levende tilstand til de tættere befolkede områder i Østamerika, og helt til Vesteuropa, især til England, og der opstod i disse år en regelmæssig transport af levende dyr fra de store ranches i Alta (anvendt forkortelse for Alberta) til Montreal, og derfra med skib til England.
Når de unge dyr kom til England, havde de ofte, på den lange rejse, tabt adskillige kilogram i vægt, og blev derfor sendt ud på engelske farme for at blive fedet op til slagtning. Når disse dyr så blev slagtet, blev de, som en engelsk kreaturhandler sagde med et bredt smil på ansigtet, solgt som skotsk beef i London, og andre storbyer.
En dag i efterårstiden kom Niels Krabbe, der havde hørt, at jeg tænkte på at rejse til Danmark, ud til mig på Chris Nielsens farm og fortalte mig, at han kunne rimeligvis skaffe sig selv og mig gratis rejse til England, hvis vi ville rejse med en af disse kvægtransporter til England. Krabbe kendte nemlig Mr. Campell, der var en af lederne i dette transportsystem.
Vi fik en aftale, der gik ud på, at vi skulle møde Mr. Campbell på Union Dairy, så ville han sætte os ind i sagen.
Niels Krabbe præsenterede mig for Mr. Campbell, og Mr. Campbell så på os og sagde: ”Hvad vil i to fyre tilbage til det gamle land for. Om kort tid vil de have en krig der”. Jeg blinkede til Niels Krabbe, vi vidste da bedre end denne amerikaner. Dette fandt sted i efteråret 1933. Jeg troede ikke på nogen krig, jeg troede stadig på, at fornuften ville sejre over lidenskaberne.
Mr. Campbell tog os med hen på det britiske konsulat for at få oplyst, om der ville opstå vanskeligheder for os, der havde danske pas, ved at passere England på vej til Danmark …

… De fleste i dette rejseselskab var unge englændere, og de var som regel broke – uden penge. De søgte nu på deres måde at komme tilbage til deres fædreland, hvor i hvert fald de sociale forhold var bedre end i Canada, og hvor de fleste havde slægt og venner. Men der var også enkelte andre, som havde specielle grunde til at rejse på denne måde. For eksempel sagføreren, det havde haft en frugtfarm i B. C.  (British Columbia). Han havde afstået frugtfarmen til en kineser, og derved fået så mange penge at han kunne købe billet til kone og børn, men så rakte pengene heller ikke længere, og derfor rejste han nu hjem til England sammen med os.
På den modsatte side af midtergangen, der gik gennem personvognen, havde en ældre mand slået sig ned. Vi kaldte ham Daddy, og når Krabbe og jeg spiste vore måltider, fulgte hans blikke os hele tiden. Krabbe, der først bemærkede dette, spurgte ham, om han ville have noget at spise, og det ville han meget gerne. Han var åbenbart meget sulten, og på resten af rejsen var vi altid tre, når vi spiste. Daddy var irlænder og talte om hvor nice, rart, det kunne blive at se det gamle land igen. Men da vi kom til Montreal og gik ombord i skibet, var Daddy forsvundet …

… Vi var nu nået til det punkt på rejsen, hvor vi skulle til at gøre noget for føden. Og det bestod i, at vi skulle passe dyrene, det vil sige, fodre og vande de cirka 500 stykker kvæg, vi havde ombord i skibet …

… Mens denne losning fandt sted, havde vi nogle timer fri og gik op og så på byen, der i udseende adskilte sig fra andre byer, jeg hidtil havde set i Canada. Da jeg på et gadehjørne spurgte en betjent om vej, svarede han på fransk, og først da han så, jeg ikke forstod dette sprog, begyndte han at tale engelsk. Vi var kommet til det fransktalende Quebec, der på mange måder er forskelligt fra det øvrige Canada, både hvad bygningsstil og mennesketyper angår.
Vi drev lidt rundt, og kom ind på den store CPA jernbanestation, og her blev jeg tiltalt på jysk af en ung mand, der fortalte mig, at han kunne huske mig fra rejsen til Canada. Vi forstod, at han var kendt i Montreal, og spurgte, om han kunne vise os noget, vi ikke havde set før.
Han tog os med hen på en ret stor restauration, der ude fra så meget almindelig ud, og vi bad tjeneren om kaffe. Der var mange mennesker i spisesalen, men jeg bemærkede snart, at det næsten alle var yngre kvinder, der sad ved bordene. Vi var kommet til et bordel, hvor varene blev vist frem på en kynisk måde, som virkede frastødende.
Vores guide udpegede en af pigerne, der var af norsk afstamning, og han fortalte, at han kendte hendes forældre, der boede oppe i skovene, og føjede til, at de ville slå hende ihjel, dersom de vidste, hun var her. Tjeneren kom, og fik sine penge, som han lagde på en bakke og sagde, et øjeblik, og så gik han hen til kassen for at få dem vekslet, og lidt efter kom han tilbage, stadig med pengene liggende på bakken. Pigerne skulle se, at der var gæster med penge; nogle af de nærmeste piger rykkede stolene nærmere, og Krabbe sagde: ”Skal vi så gå”. Vi gik ned på havnen og fandt vores skib, og næste morgen ventede arbejdet på os.

Arbejdet ombord på skibet bestod i, at vi skulle fodre og vande de cirka 500 dyr, vi havde med til England, og vi blev derfor delt op i arbejdshold, tre mand på hvert hold, der så fik et bestemt antal dyr at passe. Krabbe og jeg, samt den engelske sagfører dannede et hold.
Vi fik tildelt et hold køer eller stude, der stod helt ude i forenden af skibet, noget nær det ubehageliste sted for os, der led af søsyge, og jeg fik Krabbe til at vande dyrene længst fremme i skibet. Der var ikke vandingsanlæg i det gamle skib, så vi måtte bære vandet i spande hen til dyrene, der efterhånden lærte at drikke på denne måde …

… Rejsen med det langsomt sejlende skib varede næste 3 uger. En medvirkende årsag til at rejsen varede så længe, var at isdannelsen på St. Laurencefloden netop på det tidspunkt begyndte at genere sejladsen, og det tog os et par døgn, før vi kom fri af ismasserne, der som store runde skjolde flød over alt på floden, og en gang imellem truede med at lukke af for det åbne vand.
Gang på gang måtte skibet bakke tilbage for at få fart på, så det kunne gå gennem ismasserne. En anden årsag til, at rejsen varede så længe var, at da vi kom fri af isdannelserne, fik vi ordre til at gå ind til Halifax for at laste æbler, der skulle med til England.

Mens dette arbejde foregik, gik Krabbe og jeg om aftenen en tur op i byen og tilbragte et par timers tid i en biograf, men ved 10-tiden var vi igen tilbage på skibet, og blev modtaget med stormende glæde af formanden for arbejdsgruppen, der havde sagt til os, før vi forlod skibet, at de ville i hvert fald ikke blive færdige med at laste æbler før midnat. Imidlertid blev arbejdet afsluttet et par timer før beregnet, og kaptainen truede med at sejle uden os. Så vi kunne mærke, at vi for en gangs skyld var velkommen, da vi dukkede op ved 10 tiden …

… Livet ombord på skibet var ikke opmuntrende. Dårlig mad og og dårlige sanitetsforhold, så vi der led af søsyge, længtes efter at få fast grund under fødderne …

… Vi ankrede op ud for byen Cardiff i England, og en toldembedsmand kom ombord og undersøgte vor medbragte bagage, samt vore pas og sagde, at når vi lagde til land i morgen ville han komme tilbage til skibet og tale med os.
I kaptainens kahyt sagde han: ”I må ikke gå i land, før jeg får flere oplysninger. Forstår i hvad jeg mener”? ”Ja”, svarede jeg, ”men jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke må gå i land”. I et øjeblik så jeg i spejlet et glimt af kaptajnens mumieansigt, der fortrak sig til et lille smil.
Til kaptainen sagde tolderen: ”De er ansvarlig for, at disse folk ikke forlader skibet”. Kaptainen svarede: ”Så bliver jeg nødt til at sætte dem i arresten”. Her greb jeg ind og sagde, ”hvis vi giver Dem alle vore penge, så har vi da ikke grund til at forlade skibet”. ”Det var måske en god ide” sagde kaptainen, og derved blev det.
Vi hentede vore penge, vi havde i kufferten, og stor var kaptainens overraskelse, da han så, vi havde penge, og sagde: ”I kunne jo selv have betalt for rejsen”. Dertil bemærkede jeg, at det var ikke rart at komme til det gamle land uden penge…..

… Vi tog toget til London, hvor vi opholdt os et par dage, og derefter over Harwich tilbage til Danmark, og da vi gik ombord i det danske skib sagde jeg til Krabbe: ”Så, nu er vi i Danmark igen!”, og kahytsjomfruen så på os, og tænkte vel, de har nok været lidt hjemmefra, udenfor landets grænser.
I Esbjerg tog jeg afsked med Krabbe, der skulle nordpå, og der har han boet i mange år. Selv tog jeg toget til København og jeg syntes, at alt var så dansk …

Det lå nok i luften, at far skulle have gården i Uglev, men sådan gik det ikke. Far kom hjem til Danmark omkring den 1. december 1933 og farfar døde i oktober 1935, og på den tid havde far taget plads i Sennels. Far søgte nu efter en ejendom, og loddet faldt til sidst på Grønnegård, som han købte i 1935. Hvorfor det lige blev den, ved jeg ikke. Den var nok billig, men det var også en mager bedrift med en del sandjord til. Købsprisen var 56.000 kr. med 2.500 kr. i udbetaling og 5.000 kr. kort efter ved førstkommende termin. Jeg tror beliggenheden ved fjorden spillede en rolle i valget.

058-627

Hilda og Niels Krabbe

Far fæstede Hilda Katrine Andersen som husbestyrerinde 1. november 1936, og de blev gift 18. juni 1937.  Deres første barn, Kristian døde kun fem uger gammel. Så kom Else i 1940 og jeg blev født sidst i 1943.

Mor hjalp meget til i mark og stald, og hun var altid klar med kaffekanden, når der kom en eller anden, og det gjorde der, som jeg husker, hver anden dag.

057-627

Jeg tror da, at det var et hårdt arbejdsliv hele vejen, men far var altid god til at skaffe sig medhjælp. Dagen var jo dengang struktureret med 6 kaffe/spisepauser, så der var ikke mere end 2,5-3 timer imellem. Men de 8 køer skulle malkes med håndkraft hver dag. Det var han jo vant til fra Canada, men der havde han dog mange høst- og pløjeudflugter ind imellem.  Der var nemlig gode penge at tjene ved at høste og tærske for andre. Derfor tog far ofte afsted sydpå i høst. Jeg forestiller mig, at der var høst før end i Calgary. Hvordan Lavrits klarede der hjemme, ved jeg ikke, men de havde som regel nogen ekstra hjælp. Lavrits var hovedmand i stalden, og derforuden var han bedst i køkkenet, for som far skrev: ”Lavrits kan både koge og stege, jeg kan kun stege”. Far var så den, der var længst fremme i skoene i marken, og så stod han for det meste for handel, da han var bedst til sproget.

Angående pløjningen, så fandt de ud af, efter det første år, at naboen tjente godt på at pløje by-fruernes haver om foråret. Så de skaffede sig et ekstra spand heste, som far så pløjede haver med.

Jeg tror ikke, at far i driften benyttede særlige metoder, han havde lært i Canada Hvede blev aldrig sået, men på den letteste jord var der ofte rug. I mange år havde han den aftale med Per Hansen, at han skulle køre godt med kogødning på de lette sandbakker. Så deltes vi om arealet til kartofler.

Derimod tror jeg bestemt, man kan sige, at far kunne have stærke synspunkter angående samfundsudvikling. Det var mit indtryk, at han oftest var kritisk overfor dem, der sad i toppen, og forsvarer for manden på gulvet. Han var medlem af landboforeningen, men gik stærkt ind for Landboernes Sammenslutning, nok især i 1950’erne.

Jo, han var meget påvirket af sin Canadatid. Han snakkede derom ved enhver lejlighed, og bevarede sproget og lidt forbindelse ved en tid at abonnere på et stort blad ”The Saturday Evening Post”. Derudover læste han et utal af engelsksprogede bøger. Han holdt forbindelse til partneren Lavrits Pedersen og flere andre i 30 år. Herhjemme talte han altid engelsk med f.eks. Henrik Christensen, når de mødtes.  Han spillede i ungdommen fodbold, og skak havde hans interesse hele livet. Han spillede blandt andre med Harald og Jens Hove.

Fars orientering var mod indre mission. Vi kom i missionshuset. Herhjemme blev der bedt bordbøn hver dag. Far var opdraget til,og havde hele livet været overbevist om at, livet var ham givet, og der var grund til at takke for det daglige brød – men mine forældre var ikke med i IM-samtalekredsen (Indre Mission). Kirken var et fast punkt, hvor far svang sig på cyklen. Han havde ladet kørekortet udgå under krigen, og havde nok hverken tid eller råd til at få et nyt. Hvad kirken angik, så var fars forhold til pastor Steen Lund ikke så godt, men præsteparret var dog med ved mine forældres sølvbryllup i 1962. Her holdt præsten en tale til min familie, hvori han om Krabberne udtalte, at “…kønne er de ikke, men karakteristiske”. Det faldt mine kusiner meget for brystet.

Far var ikke med i større offentlige bestyrrelser, men i mindre omkring mejeri, kvægavlsforsikringer og den slags.

Canada m m109-4

Canada m m109-5

 

This entry was posted in Beboere. Bookmark the permalink.