Oplevelse på Boddum kirkegård

Oplevelse på Boddum Kirkegård

fortalt af  Kirsten Abelone Andersen

Denne oplevelse havde jeg som voksen. Jeg var på kirkegården med blomster til vore kæres grave. Der skulle være begravelse dagen efter og graveren var næsten færdig med at grave. Han var nået helt ned til bunden. Det var dengang da dette arbejde endnu foregik med greb og skovl. Så kravlede han op og gik hen til mig – der var kun os to på kirkegården – og sagde, at han troede jeg gerne ville se, hvad han var nået ned til.

Hvor mærkeligt det end lyder, så var han kommet lige vinkelret ned i en gammel grav, hvori der lå et skelet. Jeg kan endnu se for mig hendes lange sorte hår, der lå ud over skuldrene og helt ned til knæene – men det mest mærkelige var, at skelettet lå med kraniet mod øst! Hun så ikke mod solopgangen og må have været en udstødt. Jeg spurgte graveren, hvad han nu ville gøre. Jo, han ville samle det i en kasse og så komme det ned i graven igen.

Jeg har færdedes på kirkegården hele mit liv. Først sammen med far og mor, hvor vi værnede om de gamle grave. Jeg har dem endnu. Mine oldeforældre under jernkorsene, bedsteforældrene, forældre – ja, næsten hele min familie!

Jeg har aldrig følt uhygge der, kun fred.

This entry was posted in Fortællinger. Bookmark the permalink.