Oplevelse omkring Boddum kirkegård

Oplevelse omkring Boddum Kirkegård

fortalt af  Kirsten Abelone Andersen

Den oplevelse jeg vil fortælle om her udspillede på Boddum kirkegård i min skoletid. Jeg var jo så lykkelig at opleve lærer Foged som ung lærer. Han var så forskellig fra sin forgænger, den gamle lærer Jensen som undervisningsmæssigt stod for udenadslært religion, dansk, regning og læsning. Det kan man jo i og for sig også sige er grundlaget for videre undervisning, men den unge lærer Foged, føjede adskillige andre fag til disse grundlæggende. Det var fag som sløjd, fysik, anatomi og gymnastik. Salmevers lærte vi udenad og dem husker vi jo for evigt. Vi sang meget, og vi skulle nu hos lærer Foged skrive med blyant i hæfter og ikke længere på tavle med griffel.

Naturhistorie var hans helt store lidenskab. Han havde Danmarks næststørste samling af udstoppede fugle, og de indgik i undervisningen. Om sommeren gik naturhistorietimen tit med en cykeltur, hvor vi var i skov, på strand, eller på en græsmark hvor vi botaniserede. ”Brug jeres øjne, og find blomster eller spændende ting. Kom og vis mig dem og fortæl hvad I ser og hører. Så finder vi ud af hvad det er”, sagde han. Vi havde vores florabog med, så vi selv kunne finde ud af blomsternes navne. Var det en fuglefjer, vidste han, hvilken fugl den kom fra, og hvorfor den var her. Vi elskede de timer, hvor han lærte os at se vores dejlige natur og værne om den.

En sådan time gik til kirkegården, hvor vi rundt om skulle finde blomster. Så mødtes vi til sidst ved diget nord for kirken, hvor vi sad på græsset. En pige blev rost, fordi hun havde fundet en meget lille blomst. Jeg tror det var en blå kærminde. Så skete der noget helt uventet! Og da mærkede jeg helt ind til rygmarven hvor dygtig en lærer vi havde.  

To drenge løb rundt nede mod Boddum Bisgårdvej.

Pludselig råbte den ene højt: ”Se hvad jeg har fundet!”

Lærer Foged råbte tilbage: ”Kom her med det, så ser vi på det!”

Så kom drengene med et kranium!

 Jeg kan endnu se lærer Fogeds ansigt, da han stod med det i hånden. Han var berørt af at sådan noget kunne ske; men nu ville han sørge for at finde mere, hvis der var mere at finde, så det hele kunne komme i indviet jord. Naturhistorietimen blev så pludselig til en anatomitime. Han vidste også hvor de små huller var, hvor nerverne gik.

”Det er der tandlægen bedøver, når der skal trækkes en tand ud”, viste han os og fortalte mere om, hvad netop den form af kraniet kunne berette om. Så satte han det stille fra sig på græsset, og så sagde han noget der fik os alle til at lytte alvorligt efter.

Han sagde: ”Husk så på børn, at hvis dette menneske ikke havde levet her engang, så var der måske flere af jer, der aldrig var blevet til!”

Det blev en time, jeg aldrig glemmer.

De to drenge, der gjorde fundet er begge døde.

This entry was posted in Fortællinger. Bookmark the permalink.